Mine excentriske naboer

Da jeg var barn, havde vi nogle ret excentriske naboer. Faren hed 'Bøffen', eller det var i hvert fald, hvad han blev kaldt. Og hvad han egentlig lavede, står hen i det uvisse - men han byggede et kampestenshus, som familien dog aldrig nåede at flytte rigtig ind i. De boede i et skur ude i haven, og da drømmehuset blev en realitet, havde de ikke råd til at bo i det. Bøffen og hans kone havde datteren Pusser, som blev min legekammerat. Hun var et naturbarn, som aldrig blev skældt ud og havde en meget høj grad af selvbestemmelse. Hendes forældre gav hende kærlighed og nærvær.

Af og til fik de rigtig aftensmad. Bøffen kunne noget med spejlæg, men ellers levede Pusser mest af te, Mariekiks og franskbrødsmadder med syltetøj - og hun var bomstærk. Men én gang fik de da nyfangede ål, som Bøffen kom hjem med i en spand. Jeg var tilfældigvis på besøg hos dem, og jeg var rystet over at se, hvordan Bøffen sømmede ålene fast til et bræt, så de ikke stak af, mens han gjorde dem klar. Jeg husker tydeligt, hvordan de lå og vred sig på panden, selv om de var flået og manglede hovedet.

Bøffens image var den store, stærke, venlige smed. Som ung havde han været god til at lukke øl op med tænderne, og det havde resulteret i, at han havde protese i overmunden. Vi børn, der boede i nærheden, elskede at komme hjemme hos Pusser. Der var altid nogen hjemme. Jeg har ladet mig fortælle, at grunden til, at de kun havde senge, spisebord og stole, var, at kongens foged havde taget resten. Jeg vil ikke antyde, at Pusser skulle have været fjernet - men at familien ikke fik økonomisk hjælp er mig en gåde. Pussers mor døde inden huset blev færdigt, og Bøffen opgav og flyttede med Pusser til Nordsjælland, hvor han blev fisker. Siden så vi ham kun én gang, hvor han havde mistet en del af fingrene på den ene hånd i et spil på en fiskerkutter.

Fortæller du om dine excentriske naboer?