torsdag, februar 07, 2008

Ugens ekskursion

Igen i dag har vi været turister i vores forhenværende egen by. Første billede i reportagen mangler, for udgangspunktet var parkeringskælderen på Israels Plads, og her sætter jeg aldrig mine dæk igen - mage til klaustrofobisk sted har jeg sjældent oplevet! Herefter førte apostlenes heste os ned gennem Købmagergade, Strøget, Nyhavn ...

Nyhavn

... og Bredgade forbi Marmorkirken ...

Marmorkirken

... og ned til Kunstindustrimuseet og Grønnegården ...

Grønnegården

... hvor vi vi straks opsøgte cafeen. Jeg skal skåne dig for de mundvandsfremkaldende billeder af maden, men den var yderst delikat, og jeg må på det mest gastronomiske anbefale stedet, som man sagtens kan frekventere uden at købe billet til udstillingen. Det gjorde vi nu, for det var den, der var målet for vores ekskursion.

Vi tog hele turen fra det gamle Kina gennem middelalderen, inklusive det smukke franske tæppe her med det gotiske tidselmotiv fra cirka år 1500.

Fransk tæppe

For min skyld måtte det godt hænge i min stue, og når vi nu er i gang ...

Bindesbølls keramik

... aftager jeg også gerne et par prøver på Thorvald Bindesbølls keramik fra lige omkring 1900. For resten var Regitze også kommet på museum ...

Lisbeth Dauv armbånd

eller i hvert fald hendes armbånd. Og så glemte jeg lige indgangen ...

Kunstindustrimuseets indgang

... som jeg åbenbart ikke var den eneste, der havde lyst til at fotografere. Den forfængelige Monsieur, hvis hårpragt for det meste stadig er intakt, har forlangt, at jeg udtrykkeligt gør opmærksom på, at det ikke er hans måne, der er fri udsigt til her.

Men solen skinnede hele eftermiddagen!