Søndagssnapshot

Og det regnede. Og regnede...

Hovedregning

1 stol med fransk flet + 1 kat = 1 dårlig kombination

Det' så irriterende, det er...

Det kan være noget af en belastning at bo sammen med én, der har et nærmest erotisk forhold til ord. Især fordi der er så mange ord i vores udmærkede sprog, der udtales ens eller næsten ens, men mildest talt betyder noget helt forskelligt. Er du ikke med? Så lad mig give et eksempel fra i formiddags:

Jeg: - Jeg går lige ud i haven og luger lidt...

Han: - Luger eller lurer?

Ikke så godt

Efter en oplevelse, jeg havde for en måneds tid siden, lovede jeg mig selv, at jeg ville sige "hej" med det samme, hver gang jeg mødte nogen, jeg kendte.

Det glippede i går, da jeg så en kvinde, jeg har kendt i mange år, og som jeg synes vældig godt om. Ikke en bekendt, som jeg kommer hos eller som kommer hos mig, men alligevel. Hun sad indenfor i en café, og jeg gik forbi udenfor på fortovet. Hvorfor bankede jeg ikke bare på ruden og vinkede?

Jeg giver mig selv en anmærkning og pålægger mig at gøre det bedre næste gang.

Søndagssnapshot

Morgenmad på (s)engen

Hvordan kan det være...

...at mænd aldrig bliver rigtig voksne? Hvad gør man for eksempel, når man selv har en mand, der spiser majskolber på skrivemaskinemåden og siger 'ding!' hver gang, han når til enden af en række?

Havens smukkeste blomst

...og jeg mener det

Søndagssnapshot

Når katten er ude...

Fødselsdagsforberedelser

Jeg er tilsyneladende løbet ind i en stime af 1 års fødselsdage.

I kiosken i supermarkedet står et ældre/gammelt ægtepar, han med kasket og i poloshirt, hun i lyserød bluse og kitfarvet nederdel. Hun tager et kort fra karrusellen: Tillykke med et helt år!

Han (ironisk): - Ét år? Han er da vist noget ældre, hva’?

Hun (irettesættende): - Nej, Matthias bliver ét år.

Han: - Matthias? Hvem fanden er Matthias?

Hun: - Det er Jakobs søn.

Han: - Jakob? Altså Jørgens søn?

Hun: - Ja.

Han: - Er han ikke en syv-otte år?

Hun: - Han er femogtyve.

Han: - Og han har et barn?

Hun: - Ja!

Pause.

Han: - Det er sgu ikke meget, man får at vide...

Nye tider

For en uge siden døde vores tolv år gamle og ikke særlig gode fjernsyn til fjernsynsforagteren Monsieurs store fryd. Han var knap nok færdig med at gnide sig i hænderne, før han var på vej op på taget for at fjerne "den hæslige parabol!" Ikke et sekund faldt det ham ind, at der også forelå den mulighed at anskaffe et nyt fjernsyn til erstatning for det hedengangne. Han burde have været arkitekt - han strunter i alt, hvad der hedder funktionalitet, bare det ser godt ud.

Men jeg vil have et fjernsyn, så jeg i det mindste kan slukke for det, og nødtvungent gik han med til, at vi fik det mindste og mest skrabede, vi kunne opspore. Small er åbenbart beautiful.

Siden indkøbet har jeg taget ham i at se hele to film på det, og i lørdags kom han hjem med en lillebitte metalkasse, som han ordløst sluttede til fjernsynet. Det viste sig at være verdens mindste dvd-afspiller. Sådan én har vi aldrig haft før.

- Jeg troede, du synes, det er spild af tid at se fjernsyn?

Lang pause, mens han langsomt drejer hovedet imod mig.

- Det har da ikke noget med fjernsyn at gøre!

Hej

Det har regnet det meste af dagen, men det er forår, og der står krokus overalt i vejkanten. Min faste, daglige travetur byder på en modkørende barnevogn, der provokerer min nysgerrighed til at vende mig om, idet vi passerer hinanden, for at se hvad vognen indeholder. Ikke overraskende er det et barn, men overraskende at drengen løfter armen og vinker til mig med et stort smil midt i det lille, runde ansigt og råber "Hej".

Fem minutter efter kommer en mand imod mig, skubbende på en kørestol med en kvinde på vel omkring halvfems. Jeg har stadig billedet af den lille dreng og munterheden siddende i baghovedet og kroppen, og jeg siger spontant "Hej" til kvinden i kørestolen. Hendes ansigt lyser op, og jeg får et "Hej" tilbage.

Lige på det tidspunkt af dagen skinner solen.

Påskeeksplosion

Tæt på

På den ensomme sti, som jeg tror, at jeg har for mig selv, kommer to enorme Berner Sennenhunde halsende imod mig. Den ene har en af den slags seler på forkroppen, som man bruger, når man ikke kan styre en hund med et almindeligt halsbånd. Da de når hen til mig, stiller de sig op og gør højere og højere og begynder at nærme sig truende. Der er ingen mennesker at se noget sted, og jeg fortsætter med at gå i samme tempo som jeg hele tiden har gjort, men med hamrende hjerte og angstens sved efterhånden over hele kroppen, mens jeg taler uafbrudt indsmigrende til hundene og omhyggeligt undgår at se dem i øjnene, som jeg har læst et sted, at man skal. De følger efter mig, stadig aggressivt gøende, og der er stadig intet tegn på menneskelig tilstedeværelse så langt, jeg kan se. Jeg er bange, rigtig bange, og jeg har hundene lige i hælene, højt galpende. Efter endnu halvtreds meter, hvor jeg har hjertet helt oppe i halsen, giver de endelig op og lusker af.

Jeg har ikke noget imod hunde, ikke det fjerneste. Men jeg har noget imod visse hundeejere.

Påskesnapshot

Håndarbejde

De hedder Hanimals, de er sære og smukke og fascinerende, og der er flere af dem på Leaves of Grass. Når jeg bliver gammel, vil jeg øve mig i at lave Hanimals. Og om et par dage vender jeg sikkert tilbage for at kigge.

Søndagssnapshot

Min far tog altid billeder og gør det stadig. For 50 år siden tog han det her af mig og sendte det ind til en konkurrence i Berlingske Tidende. Det blev nummer 2. Det burde have vundet.

Stilhed

Prøv at vågne før resten af verden begynder at røre på sig. Lad være med at foretage dig noget, lad være med at tænde lys, radio eller tv. Sid stille og lyt. Måske hører du dit eget hjerte slå eller dit åndedræt, men koncentrér dig om den stilhed, du er omgivet af. Bliv siddende, indtil stilheden er trængt helt ind i kroppen. Fem minutter, hvor du er ét med stilheden, åbner sindet.

Eller vent til alle andre omkring dig er gået i seng, og stil ind på stilheden. Også i løbet af dagen kan stilheden opleves. Selv midt i al aktiviteten er den der. Almindeligvis ignorerer vi den, eller vi bliver usikre, når vi mærker den, og prøver at fylde de tomme øjeblikke ud med lyd. Alligevel er stilheden der hele tiden – stærk, umådelig og tilgængelig på et hvilket som helst tidspunkt, vi vælger den.

Bare et tip.

Mere shopping

Jeg skal have en halv liter sød, men mellem mig og mælken står en ældre kvinde (dvs. ældre end mig) med ryggen til og undersøger de forskellige slags yoghurt meget omhyggeligt. Jeg har god tid, så jeg stiller mig bare op og venter. Pludselig vender kvinden sig hurtigt om mod mig og siger inkvisitorisk:

- Hvorfor står De dér?

En smule overrumplet svarer jeg:

- Jeg venter bare på, at De er færdig.

- Hvorfor sagde De ikke, at De havde travlt?

- Jamen, jeg har ikke spor travlt...

- Jeg skulle nok have flyttet mig, hvis De havde sagt, at De havde travlt!

- Jamen, jeg har ikke travlt. Det gør ikke noget...

- Folk bliver sgu også mere og mere uforskammede, mumler hun indædt, tager sin indkøbsvogn og forsvinder forurettet ind mellem kølediskene med det ene hjul snurrende rundt om sig selv i rasende fart.

Jeg bliver mere og mere glad for, at det normalt er Monsieur, der står for indkøbene her i huset.

Analfabetisme

Nærmeste Kvickly undergår for tiden en gennemgribende renovering og omstrukturering. Der er åbent for kunder, men alt er kaos, og ingen kan finde noget. Under jagten på en pose vildtfuglefrø forvilder jeg mig på grund af tingenes tilstand ind imellem to reoler, hvor to ansatte er ved at sætte vitaminpilleglas fra store papkasser op på hylderne.

- Hvad er det, du gør! siger den ene til den anden i et bebrejdende tonefald. Den anden, der står bøjet over sin kasse, kigger op og siger:

- Pakker C-vitaminerne ud.

- Jamen er du da færdig med A-vitaminerne?

- Nej.

- Vi sætter dem altid på plads i alfabetisk orden!

- Der er da ikke nogen regel om, at vi pakker dem ud i alfabetisk orden...

- Jo, der er. Det gør jeg altid!

Note til mig selv

I øjeblikket bruger jeg en del tid på at finde gamle klassekammerater fra kommuneskolen. Til sommer er det fyrre år siden, vi gik ud med realeksamen. I næste måned fylder mit barnebarn ét år. Umiddelbart har de to ting ikke noget med hinanden at gøre, men det har de alligevel.

Man bliver lidt klogere af at gøre sig klart, hvor man befinder sig i livets cyklus. Det er en bevidsthed, der får mig til at påskønne min alder mere og mere.

En nybagt mor, der gennemgår en svær periode med sit barn, kommer lettere igennem den, fordi hun ved, at barnet vil vokse op, og hun vil komme til at savne alle besværlighederne. Vanskelige perioder er uundgåelige, men som alt andet er de en del af spillet, og de er forbigående. Man må engagere sig i både lette og svære perioder, lære af dem og være klar til at møde den næste glæde eller forhindring, når den kommer.

Det må være det, der er meningen.