Søvnløshed

Jeg er inde i en periode, hvor jeg ikke kan falde i søvn. Alle tricks og gode råd er afprøvet – troede jeg: Monsieur har lige foreslået, at vi begynder at abonnere på Weekendavisen igen for at komme problemet til livs...

Lørdagsindkøb

Kunde: - Jeg vil gerne have to kilo hakket kalv og flæsk.

Slagter: - Ja tak.

Kunde: - Det skal være i hver sin pose!

Slagter: - ?

Kunde: - Ja, altså et kilo i hver...

Søndagssnapshot

Og det regnede. Og regnede...

Hovedregning

1 stol med fransk flet + 1 kat = 1 dårlig kombination

Det' så irriterende, det er...

Det kan være noget af en belastning at bo sammen med én, der har et nærmest erotisk forhold til ord. Især fordi der er så mange ord i vores udmærkede sprog, der udtales ens eller næsten ens, men mildest talt betyder noget helt forskelligt. Er du ikke med? Så lad mig give et eksempel fra i formiddags:

Jeg: - Jeg går lige ud i haven og luger lidt...

Han: - Luger eller lurer?

Ikke så godt

Efter en oplevelse, jeg havde for en måneds tid siden, lovede jeg mig selv, at jeg ville sige "hej" med det samme, hver gang jeg mødte nogen, jeg kendte.

Det glippede i går, da jeg så en kvinde, jeg har kendt i mange år, og som jeg synes vældig godt om. Ikke en bekendt, som jeg kommer hos eller som kommer hos mig, men alligevel. Hun sad indenfor i en café, og jeg gik forbi udenfor på fortovet. Hvorfor bankede jeg ikke bare på ruden og vinkede?

Jeg giver mig selv en anmærkning og pålægger mig at gøre det bedre næste gang.

Søndagssnapshot

Morgenmad på (s)engen

Hvordan kan det være...

...at mænd aldrig bliver rigtig voksne? Hvad gør man for eksempel, når man selv har en mand, der spiser majskolber på skrivemaskinemåden og siger 'ding!' hver gang, han når til enden af en række?

Havens smukkeste blomst

...og jeg mener det

Søndagssnapshot

Når katten er ude...

Fødselsdagsforberedelser

Jeg er tilsyneladende løbet ind i en stime af 1 års fødselsdage.

I kiosken i supermarkedet står et ældre/gammelt ægtepar, han med kasket og i poloshirt, hun i lyserød bluse og kitfarvet nederdel. Hun tager et kort fra karrusellen: Tillykke med et helt år!

Han (ironisk): - Ét år? Han er da vist noget ældre, hva’?

Hun (irettesættende): - Nej, Matthias bliver ét år.

Han: - Matthias? Hvem fanden er Matthias?

Hun: - Det er Jakobs søn.

Han: - Jakob? Altså Jørgens søn?

Hun: - Ja.

Han: - Er han ikke en syv-otte år?

Hun: - Han er femogtyve.

Han: - Og han har et barn?

Hun: - Ja!

Pause.

Han: - Det er sgu ikke meget, man får at vide...

Nye tider

For en uge siden døde vores tolv år gamle og ikke særlig gode fjernsyn til fjernsynsforagteren Monsieurs store fryd. Han var knap nok færdig med at gnide sig i hænderne, før han var på vej op på taget for at fjerne "den hæslige parabol!" Ikke et sekund faldt det ham ind, at der også forelå den mulighed at anskaffe et nyt fjernsyn til erstatning for det hedengangne. Han burde have været arkitekt - han strunter i alt, hvad der hedder funktionalitet, bare det ser godt ud.

Men jeg vil have et fjernsyn, så jeg i det mindste kan slukke for det, og nødtvungent gik han med til, at vi fik det mindste og mest skrabede, vi kunne opspore. Small er åbenbart beautiful.

Siden indkøbet har jeg taget ham i at se hele to film på det, og i lørdags kom han hjem med en lillebitte metalkasse, som han ordløst sluttede til fjernsynet. Det viste sig at være verdens mindste dvd-afspiller. Sådan én har vi aldrig haft før.

- Jeg troede, du synes, det er spild af tid at se fjernsyn?

Lang pause, mens han langsomt drejer hovedet imod mig.

- Det har da ikke noget med fjernsyn at gøre!

Hej

Det har regnet det meste af dagen, men det er forår, og der står krokus overalt i vejkanten. Min faste, daglige travetur byder på en modkørende barnevogn, der provokerer min nysgerrighed til at vende mig om, idet vi passerer hinanden, for at se hvad vognen indeholder. Ikke overraskende er det et barn, men overraskende at drengen løfter armen og vinker til mig med et stort smil midt i det lille, runde ansigt og råber "Hej".

Fem minutter efter kommer en mand imod mig, skubbende på en kørestol med en kvinde på vel omkring halvfems. Jeg har stadig billedet af den lille dreng og munterheden siddende i baghovedet og kroppen, og jeg siger spontant "Hej" til kvinden i kørestolen. Hendes ansigt lyser op, og jeg får et "Hej" tilbage.

Lige på det tidspunkt af dagen skinner solen.

Påskeeksplosion

Tæt på

På den ensomme sti, som jeg tror, at jeg har for mig selv, kommer to enorme Berner Sennenhunde halsende imod mig. Den ene har en af den slags seler på forkroppen, som man bruger, når man ikke kan styre en hund med et almindeligt halsbånd. Da de når hen til mig, stiller de sig op og gør højere og højere og begynder at nærme sig truende. Der er ingen mennesker at se noget sted, og jeg fortsætter med at gå i samme tempo som jeg hele tiden har gjort, men med hamrende hjerte og angstens sved efterhånden over hele kroppen, mens jeg taler uafbrudt indsmigrende til hundene og omhyggeligt undgår at se dem i øjnene, som jeg har læst et sted, at man skal. De følger efter mig, stadig aggressivt gøende, og der er stadig intet tegn på menneskelig tilstedeværelse så langt, jeg kan se. Jeg er bange, rigtig bange, og jeg har hundene lige i hælene, højt galpende. Efter endnu halvtreds meter, hvor jeg har hjertet helt oppe i halsen, giver de endelig op og lusker af.

Jeg har ikke noget imod hunde, ikke det fjerneste. Men jeg har noget imod visse hundeejere.

Påskesnapshot

Håndarbejde

De hedder Hanimals, de er sære og smukke og fascinerende, og der er flere af dem på Leaves of Grass. Når jeg bliver gammel, vil jeg øve mig i at lave Hanimals. Og om et par dage vender jeg sikkert tilbage for at kigge.

Søndagssnapshot

Min far tog altid billeder og gør det stadig. For 50 år siden tog han det her af mig og sendte det ind til en konkurrence i Berlingske Tidende. Det blev nummer 2. Det burde have vundet.

Stilhed

Prøv at vågne før resten af verden begynder at røre på sig. Lad være med at foretage dig noget, lad være med at tænde lys, radio eller tv. Sid stille og lyt. Måske hører du dit eget hjerte slå eller dit åndedræt, men koncentrér dig om den stilhed, du er omgivet af. Bliv siddende, indtil stilheden er trængt helt ind i kroppen. Fem minutter, hvor du er ét med stilheden, åbner sindet.

Eller vent til alle andre omkring dig er gået i seng, og stil ind på stilheden. Også i løbet af dagen kan stilheden opleves. Selv midt i al aktiviteten er den der. Almindeligvis ignorerer vi den, eller vi bliver usikre, når vi mærker den, og prøver at fylde de tomme øjeblikke ud med lyd. Alligevel er stilheden der hele tiden – stærk, umådelig og tilgængelig på et hvilket som helst tidspunkt, vi vælger den.

Bare et tip.

Mere shopping

Jeg skal have en halv liter sød, men mellem mig og mælken står en ældre kvinde (dvs. ældre end mig) med ryggen til og undersøger de forskellige slags yoghurt meget omhyggeligt. Jeg har god tid, så jeg stiller mig bare op og venter. Pludselig vender kvinden sig hurtigt om mod mig og siger inkvisitorisk:

- Hvorfor står De dér?

En smule overrumplet svarer jeg:

- Jeg venter bare på, at De er færdig.

- Hvorfor sagde De ikke, at De havde travlt?

- Jamen, jeg har ikke spor travlt...

- Jeg skulle nok have flyttet mig, hvis De havde sagt, at De havde travlt!

- Jamen, jeg har ikke travlt. Det gør ikke noget...

- Folk bliver sgu også mere og mere uforskammede, mumler hun indædt, tager sin indkøbsvogn og forsvinder forurettet ind mellem kølediskene med det ene hjul snurrende rundt om sig selv i rasende fart.

Jeg bliver mere og mere glad for, at det normalt er Monsieur, der står for indkøbene her i huset.

Analfabetisme

Nærmeste Kvickly undergår for tiden en gennemgribende renovering og omstrukturering. Der er åbent for kunder, men alt er kaos, og ingen kan finde noget. Under jagten på en pose vildtfuglefrø forvilder jeg mig på grund af tingenes tilstand ind imellem to reoler, hvor to ansatte er ved at sætte vitaminpilleglas fra store papkasser op på hylderne.

- Hvad er det, du gør! siger den ene til den anden i et bebrejdende tonefald. Den anden, der står bøjet over sin kasse, kigger op og siger:

- Pakker C-vitaminerne ud.

- Jamen er du da færdig med A-vitaminerne?

- Nej.

- Vi sætter dem altid på plads i alfabetisk orden!

- Der er da ikke nogen regel om, at vi pakker dem ud i alfabetisk orden...

- Jo, der er. Det gør jeg altid!

Note til mig selv

I øjeblikket bruger jeg en del tid på at finde gamle klassekammerater fra kommuneskolen. Til sommer er det fyrre år siden, vi gik ud med realeksamen. I næste måned fylder mit barnebarn ét år. Umiddelbart har de to ting ikke noget med hinanden at gøre, men det har de alligevel.

Man bliver lidt klogere af at gøre sig klart, hvor man befinder sig i livets cyklus. Det er en bevidsthed, der får mig til at påskønne min alder mere og mere.

En nybagt mor, der gennemgår en svær periode med sit barn, kommer lettere igennem den, fordi hun ved, at barnet vil vokse op, og hun vil komme til at savne alle besværlighederne. Vanskelige perioder er uundgåelige, men som alt andet er de en del af spillet, og de er forbigående. Man må engagere sig i både lette og svære perioder, lære af dem og være klar til at møde den næste glæde eller forhindring, når den kommer.

Det må være det, der er meningen.

Endelig!

Øjengymnastik

Jeg befinder mig udmærket ved at have en alder, hvor læsebriller er obligatorisk tilbehør. Det er brillerne, der generer mig, og nu vil jeg af med dem.

Min mors kusine er en usædvanlig kvinde på 66, der altid har gjort, hvad der passede hende og stadig ikke ligger under for konventioner. Hun er livgivende at være sammen med. Derudover er hun en vims lille sag og ser hamrende godt ud. Hun bruger ikke briller, hverken til at læse med eller til at orientere sig med i almindelighed. Jeg har altid troet, at hun havde kontaktlinser, men det har hun ikke. Sidst fortalte hun, at hun havde trænet sit syn, så hun ikke behøvede briller. Briller er bare udtryk for dovenskab, sagde hun, jeg skulle bare øve mig.

Nu er jeg gået i gang. Jeg har anskaffet mig en bog af en amerikansk øjenspecialist, der har udviklet effektive træningsprogrammer for piloter, og det er både en praktisk og filosofisk bog. Efter hans mening rejser man en glasbarriere mellem sig selv og sine venner, når man har briller på. Det er vanskeligere at få øjenkontakt med en person, der bærer briller, end med en, man uden videre kan se i øjnene. Han har jo ret.

Den afgørende beslutning om at blive fri for læsebrillerne tog jeg for resten den aften, hvor jeg lige havde taget mine ellers ret lækre, grønne læsebriller på og sat mig til rette - og fik at vide, at jeg lignede en intellektuel kålorm.

Tidlig morgen, tåget

Bedre sent end aldrig - måske

Ella har været så letsindig at stikke mig de cirkulerende 8x4 bloggerspørgsmål. Tak, Ella, det er jeg smigret over. I første udkast prøvede jeg at forklare udførligt, hvordan tingene hang sammen, men det førte alt for vidt, så nu er jeg endt med at krybe under, hvor gærdet er højest. Håber du bærer over med mig:

4 job jeg har haft

1. Påpladssætterske og stik-i-rend-pige i Suma i 2 måneder. Ikke noget for mig.



2. Ung pige i huset hos en maed phin phamilie i Gentofte i 2 måneder. Ikke noget for mig.



3. Piccoline hos Manpower i 6 måneder. Ikke noget for mig.



4. Lydtekniker i DR. Lige noget for mig. Stadig noget for mig.

4 film jeg kan se igen og igen
Egentlig er jeg for nærig med min tid til at se en film mere end én gang, men det er da hændt:

1. Strictly Ballroom (De forbudte trin) – en skæv film, der altid efterlader mig med et skævt smil.



2. Cabaret – den perfekte kombination af humor, show og alvor.



3. Blue Velvet – ubehagelig på den rigtige måde (og David Lynch er altid en guttermand).



4. As Good as It Gets (Det bli’r ikke bedre) - Jack Nicholson.

4 steder jeg har boet

1. Virum på Kongevejen, hvor min far og mor havde lejlighed.



2. Virum ved Furesøen, hvor min far og mor byggede hus.



3. Lyngby, hvor jeg købte min første lejlighed.



4. Ejby ved Glostrup, hvor min kæreste havde hus.

4 tv-shows jeg elsker
Elsker er nok så meget sagt, men jeg ser/så da:

1. Lonely planet – jeg er lænetolsglobetrotter.



2. Mik Schacks Hjemmeservice – manden er bindegal, og så kender jeg ham jo.



3. Lægens bord – pinligt, jeg ved det, men jeg er sygeligt optaget af sundhed.



4. To fede damer – min favorit, men desværre hedengangen.

4 steder jeg har været på ferie

1. Nordkap - glemmer jeg aldrig.



2. Tunis - glemmer jeg helst.



3. London - bliver jeg aldrig træt af.



4. På tværs af USA for hundrede år siden sammen med min kæreste i en åben Thelma & Louise-bil, som vi købte for 700 dollars og solgte igen efter endt brug for 800 dollars – gad jeg godt igen.

4 websteder jeg besøger dagligt

1. DR – en guldgrube af information og inspiration, når den virker (det gør den ikke i øjeblikket).



2. Herald.dk – så jeg kan se, hvad der ellers er ulejligheden værd at fordybe sig i.



3. DMI – godt at vide, hvad man kan vente sig.



4. Vampyrpingvin – ikke godt at vide, hvad man kan vente sig.

4 favoritspiser

1. Ikke noget med fisk.



2. Ikke noget med indvolde.



3. Noget med mange grøntsager.



4. Mange små retter.

Kræsen? Ja.

4 steder jeg hellere ville være

1. I min have om tre måneder...



2. i en liggestol...



3. i strålende solskin...



4. midt i en god bog...

4 bloggere jeg tagger

Jeg har været for langsom – de er taget alle sammen. Og dog: kan det virkelig være rigtigt, at Moccapigen stadig er ledig? Jeg snupper hende, fordi – tja, fordi jeg fejlagtigt tror, at jeg allerede ved alt om hende. Har du lyst, Anita? Så vil jeg glæde mig.

Er det virkelig nødvendigt?

Som pendler tilbagelægger jeg dagligt 2 x 65 km på danske landeveje. Hver dag kan jeg være sikker på, at et eller andet sted på strækningen holder der en bil i vejsiden med motoren i gang, og et par meter derfra står der en person af hankøn med ryggen til og hænderne foran sig i skridthøjde.

Er der noget mere uskønt end en mand, der står og pisser!

Søndagssnapshot

- Hvor er mine hjemmesko!

Besøg på foderpladsen (2)

Besøg på foderpladsen

Min ven ræven...

Uhørt

Der var noget, der ikke var som det plejer at være, da jeg trådte ind i mit studie i morges. Normalt er der dødsstille, men der havde været nogen og bruge mit udstyr og var gået fra det uden at slukke og lukke. I sig selv ikke usædvanligt, det sker nu og da. Det usædvanlige var musikken, der strømmede ud af højttalerne og fyldte rummet. Musik, som jeg kendte så godt fra vores egen samling hjemme, men her var den et fremmedelement: Strange Fruit med Billie Holiday. Jeg kan ikke mindes nogen sinde at have hørt det nummer i radioen, og det var uden tvivl radioen, det kom fra. P4 stod der i displayet på min mixerpult.

På P4 spiller man kun popmusik. Men det havde være lige så sært, hvis det havde været en hvilket som helst anden kanal. Radiokanaler i 2006 er stramt formaterede, og man sender ikke - i hvert fald yderst sjældent - noget, som man ikke har markedsanalytisk dokumentation for, at lytterne vil høre. Det er for risikabelt at operere med den mulighed, at der findes musik, som lytterne gerne ville høre, hvis de havde kendskab til den. P3 spiller kun pop, rock og endnu yngre genrer. P2 er en musik- og kulturkanal, der også har jazzprogrammer, men de drejer sig næsten udelukkende om aktuel musik. P1 er en ordkanal, der undertiden udfylder huller i sendefladen med jazz, men ikke vokal, dvs. ikke Billie Holiday.

Jeg foretrækker absolut stilhed i mit studie om morgenen, og jeg hader, når nogen piller ved mit udstyr uden at pille det tilbage igen. Men i morges var det undtagelsesvis o.k.

Forklaringen på, at Billie Holiday pludselig optrådte på P4 en tidlig morgen i midten af marts fik jeg for resten, da værten afannoncerede nummeret: det var en lytter, der havde foreslået det...

Hvor bliver foråret af?

Jeg har to katte, der venter på, at det bliver forår. Det har Merlin også.

Godmorgen alle sammen!

Jeg er lige vågnet op til en af de morgener, jeg samler på! Mon jeg gik glip af noget, mens jeg var væk?

Jeg ønsker ALLE en vidunderlig dag.

Lykkelige er de uvidende

Mystikken har kronede dage - clairvoyance, astrologi, tarot, hvad som helst. På en måde forstår jeg godt ønsket om at være forberedt på de glæder og katastrofer, der venter forude. Men efter min oplevelse med clairvoyance forleden dag er jeg alligevel kommet til det resultat, at jeg ikke vil vide noget. Hvis vi vidste alt om, hvad der venter os, ville vi segne under byrden.

De fleste af os, der har en vis alder, har udrettet mere og været ude for mere, end vi havde forestillet os i vores vildeste fantasi. Hvis nogen havde fortalt os, da vi var børn, om alle de forskellige ting, vi ville komme til at gøre og hvilke menneskelige relationer, vi ville komme til at opleve for ikke at tale om alle vores op- og nedture, gætter jeg på, at vi havde fået et sammenbrud. Lige så slemt: hvis vi vidste alt om vores fremtid, ville det være umuligt at koncentrere sig om det, der foregår lige nu.

Ikke at vide hvad fremtiden bringer tror jeg er forudsætningen for en nogenlunde harmonisk personlig udvikling og et godt liv. Det ville være vanskeligt at engagere sig i bestemte mennesker eller opgaver, hvis vi på forhånd vidste, at det ikke ville føre til noget eller gå helt galt. Men det er netop gennem engagementet, at vi lærer det, vi har brug for senere hen. Når jeg ser tilbage, er der ikke meget af det, jeg har oplevet - positivt eller negativt - jeg ville undvære. Måske er det netop det mest halsbrækkende og mislykkede, ikke det mest vellykkede, der udvikler os mest.

Når vi ikke ved, hvad der skal ske, er vi nødt til at engagere os i det, der sker nu, og som vi står midt i. Derfor foretrækker jeg ikke at vide.

En sælsom oplevelse

Det var min fødselsdag i fredags. Tillykke med det. Jotak.

Og så var der det med gaverne, som vi ikke gør så meget i her i huset. Jeg har de ting, jeg skal bruge, og dem jeg mangler, anskaffer jeg mig, når jeg bliver opmærksom på behovet. Ting interesserer mig meget lidt, og jeg vil hellere have en oplevelse.

Det fik jeg i fredags. Monsieurs gave var en session hos en clairvoyant. Jeg er hverken "troende" eller det modsatte, men jeg har altid iagttaget clairvoyance med interesse på afstand, og nu fik jeg lejlighed til at prøve det på min egen krop/sjæl.

Det foregik hos en erfaren udøver af disciplinen. Hun var et overmåde sympatisk og behageligt gemyt, og efter et kvarters tid, hvor vi talte os ind på hinanden, begyndte selve sessionen. Hun så ikke direkte på mig, mens hun talte, kun rundt om mig, og det var imponerende, hvad hun "fik ind", som hun udtrykte det. Hun kunne beskrive i store træk, hvordan vi bor, men også med forbløffende detaljer. Hun talte om mine personlige egenskaber, som hun umuligt kunne vide noget om på forhånd, og hun ramte uhyggeligt præcist.

"I har katte, ikke?" spurgte hun. Det har vi som bekendt, og katte er også de mest almindelige husdyr i Danmark. Men derfor behøvede vi ikke at have nogen, og jeg havde med garanti ingen kattehår eller andre spor på tøjet. Hun kunne også bare have sagt "kat", men hun sagde "katte" i flertal. Hun kunne se dem vimse rundt, sagde hun.

Skeptikere vil sikkert mene, at det var et ret risikofrit spørgsmål at stille under alle omstændigheder. Lad os bare sige det. Men jeg må indrømme, at jeg måbede, da hun slog sig på venstre hofte og sagde: "Har du lagt mærke til, at den ene af kattene har ondt her?" Det havde jeg i høj grad. Jas, som er en halvvild hankat med en ukendt fortid, giver sig altid, når man rører ham dér. Et ret dristigt gæt, hvis det var et gæt.

Det interessante ved at opsøge en clairvoyant er selvfølgelig ikke at få alt det at vide, som man godt ved i forvejen. Jeg fik også en hel del at vide om, hvad jeg kan vente mig af det kommende år. Om det kommer til at holde stik, vil vise sig. Hele sessionen fik jeg med hjem på bånd.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal mene om det hele. Men jeg er forundret.

Slam!

Hvordan kan det være, at mennesker, der ikke selv har bil, altid lukker døren for hårdt i?

En duft af jeg ved ikke hvad

Nu stikker jeg hånden i en hvepserede, men jeg er frygtløs. Sagen er, at jeg ikke er vild med parfume.

Sidst på eftermiddagen i går var jeg henne efter fuglefoder i det lokale monstermarked, og i samme øjeblik jeg trådte ind, mærkede jeg en umiskendelig prikken i hovedbunden - mit personlige alarmsystem. Den kvalmende lugt udgik fra en nydelig, cirka 25-årig stiletforhøjet, velklædt og lettere overvægtig kvinde, der stod henne ved kiosken. Hun befandt sig mindst tyve meter væk, men hun osede af parfume.

Ikke at jeg er parfumefascist. Hvis en tungt parfumeret person træder ind det lokale, jeg befinder mig i, beder jeg hende ikke om at forføje sig eller simulerer et epileptisk anfald. Jeg har fået en pæn, borgerlig opdragelse, så jeg lider i stilhed. Jeg er heller ikke besvimet endnu, men jeg er tit blevet dårlig og har selv forladt lokalet.

Det er ikke den moderate brug at parfume, jeg er ude efter. Men nogle kvinder pøser så meget på, at der står en uigennemtrængelig em om dem i flere meters omkreds, og man kan undre sig over, at de ikke selv går i brædderne.

Jeg kommer heller aldrig til at forstå, hvorfor parfume gør nogle mænd bløde i knæene, men sådan ved jeg, at det er. Min egen kan for eksempel ikke modstå kvinder, der dufter af nyskrællet appelsin. Det er jeg helt kold over for, men det er selvfølgelig meget godt at vide, at han kan forføres med en frugtskål.

Søndagssnapshot

Bare fordi man bor sammen...


...er man ikke nødvendigvis altid på talefod.

Vis- og alderdom

Siden Ældresagen er begyndt at linke til denne blog, må det være på sin plads at kvittere for opmærksomheden med en håndfuld visdomsord:

Alder er som at bestige et bjerg. Man bliver nok lidt forpustet, men får en langt bedre udsigt. - Ingrid Bergmann

Alder beskytter ikke mod kærlighed, men kærlighed beskytter til en vis grad imod alder. - Coco Chanel

Man bør blive mildere med alderen. Jeg ser ingen fejl begået, som jeg ikke selv kunne have begået. - Goethe

Livet er bedst, når det er for nedadgående. Alderen er fuld af glæder, hvis man forstår at udnytte dem. Den bedste tid er måske gemt til sidst. - Seneca

Hvis man ønsker at blive gammel, må man finde sig i at leve længe. - Ove Sprogøe

Lørdage (i modsætning til søndage) er som skabt til at sidde foran kaminen, klappe katten, læse og reflektere til husbehov.

Hvordan kan det være

...at det er den hvide sofa, der er bedst at sove på, når man lige har været ude i regnen og foretage en gennemgribende ransagning af buskadset og den smattede jordbund?

Morskab

For nylig så jeg tilfældigt et billede, jeg ikke kan glemme igen. Det var ikke et billede, der var ekceptionelt på grund af sine æstetiske kvaliteter, mere fordi det var så elementært. Man ser bare en lille dreng, der kommer gående på strømpesokker en sommerdag hen ad en sti, og det er taget i det øjeblik, han får øje på kameraet. En ganske almindelig glad, lyshåret, dansk dreng, der er helt til stede i det nu, hvor billedet blev taget. Ikke andet.

Ud over at det fik mig til at tænke på, at jeg selv har haft sådan én for mange år siden, kom jeg til at tænke på al den umiddelbarhed, de fleste af os mister, når vi bliver voksne. Morskaben ved bare at være her og glæden over at opdage ting, man som voksen tager som en selvfølge. At det er fantastisk, at der kommer vand ud af vandhanen, når man drejer på den, at mel kan blive til en kage, at det siger ding-ding, når toget kører forbi ved bommen. At det samme klovnenummer kan blive ved med at være sjovt igen og igen.

Den gode nyhed (som ikke er en nyhed) er naturligvis, at det står os frit for at holde den barnlige glæde ved lige eller genopdyrke den. Morskab, barnlig eller ej, er ikke noget, andre har ansvaret for, men noget vi tillader os selv at opleve. Det kan man øve sig i.

Det var det, jeg blev mindet om, da jeg så billedet. Hvis du er nysgerrig, så kig her.

Farvelære

Regitze påstår hårdnakket, at når hun kigger ud af vinduet, ser hun brune marker.


Ikke desto mindre må jeg med Blicher påstå, at det er hvidt herude.

På billedet ses Kyndelmissen.

En udmærket lørdag

Min mormor var husholdningslærerinde og havde sin egen husholdningsskole. Min mor var husholdningslærerinde, og min moster er husholdningslærerinde. Jeg har selv gået på husholdningsskole. Måske har der ganske enkelt været for meget husholdning og madlavning i mit liv, og måske er det derfor, jeg for mange år siden er holdt op med at tilbringe mere tid i køkkenet end højst nødvendigt. Måske er det forklaringen på min manglende sans for madlavningens meditative kvaliteter, som jeg har hørt meget om og læst endnu mere om i bøger, blade og blogs.

Resultatet interesserer mig med andre ord betydeligt mere end processen, når det gælder madlavning, men jeg samler da på opskrifter. De bedste af dem lægger jeg diskret på Monsieurs skrivebord, så det ikke ligner en direkte ordre. Det virker nogen gange, andre gange ikke.

For et par dage siden anbragte jeg omhyggeligt Liselottes opskrift på brownies i udkanten af Monsieurs synsfelt. Men det er under hans værdighed at kommentere opskrifter, tror jeg, så jeg fik ingen reaktion og måtte som sædvanlig håbe på det bedste.

Men som så ofte før har tiden arbejdet for mig. Da jeg kom hjem sidst på eftermiddagen fra et vigtigt planlægningsmøde i Madames Klassefestkomité vedrørende den forestående sommers sammentromning af fortidens venner og fjender og åbnede hoveddøren, strømmede Chet Baker og Gerry Mulligan mig i møde fra højttalerne, skarpt forfulgt af en liflig duft, og da jeg nåede frem til køkkenregionerne, prydede en rund springformsudgave af de omtalte brownies køkkenbordet. Og ikke nok med det: bøjet over komfuret var køkkenets nynnende betvinger i gang med at lægge sidste hånd på refugiets Orientalske Frikadeller med Tryk på Ingefær og næstsidste på et halvt fyldt glas Barbaresco. Alt i alt et stemningsfyldt billede for samtlige sanser.

Lørdage er som udgangspunkt glimrende. Denne har været ud over det sædvanlige.

Og tak til Liselotte for en pragtfuld opskrift.

Tovtrækning

Man ser lidt af hvert, når man bor herude, hvor man har dyrelivet tæt på. Hver dag ser jeg rådyr på vores grund. Jeg ser egern i vores træer, og jeg ser harer på markerne. Jeg ser ræven, og ræven ser mig. Vi ser på hinanden gennem ruden i den nederste halvdel af havedøren, hvor den står og spejder ind hver dag, når den har afsøgt terrænet for mad. Det må den gerne, og den må også gerne få de rester, vi alligevel smider ud, selv om det ikke er velset at fodre ræve, for der må vel være en mening med, at de er her. Men jeg vil ikke have, at den tager det tæppe, jeg har bredt ud over havebænken inde under halvtaget, hvor den store, vilde, godmodige hankat ligger og sover om natten i vinterkulden. Så må jeg gå ud og trække i den anden ende af tæppet, og så må vi se, hvem der er modigst og stærkest.

Det var jeg denne gang.

Nu har jeg set det med. Men hvem ved? Måske havde ræven mere brug for tæppet, end både jeg og katten har?

Jeg hører stemmer

Når jeg er på arbejde, hører jeg stemmer fra jeg kommer til jeg går. Jeg har gjort det siden jeg var atten, og derfor ved jeg, at der ikke er noget, der taler mere til følelser end stemmer. Hver eneste stemme har sin egen lyd helt for sig selv. Sine egne karaktertræk, der forfører eller irriterer. Ikke to stemmer er ens.

Vi negligerer ofte resonanserne under de ord, vi hører, fordi ordene umiddelbart forekommer vigtigere. Men stemmen siger mere end ordene, og den afslører personligheden bag dem, vi møder, og dem vi hører på dagen igennem. En kollegas skærebrænderstemme på kontoret ved siden af. En radiospeakers beroligende baryton i bilen. Stemmer fra legende børn på gaden en snevejrsdag, hvis man er heldig. Alle de stemmer, vi hører i løbet af dagen, kan smelte sammen til en blid symfoni, et sindsoprivende inferno eller noget midt imellem.

Hver gang vi bruger stemmen, sender vi energi ud til omgivelserne, og ligesom ordene kan stemmerne kommunikere, hvad vi føler, hvad vi længes efter - hvad vi mener. Frygtsomhed, begær, kærlighed kan altsammen udtrykkes gennem stemmen og føles af andre. Stemmen besidder ressourcerne til at heale, såre, elske og forandre vores omgivelser.

Tænk over, hvad du kommunikerer under ordene. Tag ansvar for den styrke, din stemme har til at påvirke dem, du omgås. Vær med til at skabe en iørefaldende symfoni.

Og nu tilbage til arbejdet...

Jeg ligner Garbo

Det anede mig, og takket være Regitze har jeg fået vished for det. Jeg ved nu, at jeg har 46 procents lighed med Greta Garbo. Jeg vil endda sige, at ligheden er slående, og nu bliver jeg nødt til at anskaffe mig et nyt selvtilfredshedsbarometer ved først givne lejlighed. Det jeg havde, er eksploderet med et brag og gået i tusind stykker.

Monsieur har lige halshugget en Pommery sec, for også han er ganske fornøjet. Han gjorde ligesom jeg: gik ind på myheritage.com, uploadede et billede af sig selv og konstaterede at han både ligner Peter Sellers, Jean-Luc Godard og Michael Caine med over 50 procent.

Og jeg behøver jo strengt taget ikke fortælle nogen, at jeg faktisk ligner Dustin Hoffman 8 procent mere, end jeg ligner den svenske diva...

Operationen lykkedes

Mange af jer, der læser med her, har inden for de sidste par dage modtaget en mail med gode tanker, andre har tænkt om jer eller jeres blog. Tag dem bogstaveligt og husk på dem. Hvis nogle af jer, der har nedskrevet og videresendt jeres tanker, ikke selv har modtaget en mail, er jeg sikker på, at det alligevel har været en god fornemmelse.

At så mange har villet være med til Operation Morgenluft har i hvert fald været fantastisk for mig og givet mig et overraskende indblik i, hvor meget man kan føle sig forbundet med andre mennesker uden at kende dem personligt. O.k., en del mails afslører, at nogle også kender hinanden privat, men det har trods alt været et mindretal.

De fleste har fulgt reglerne og nævnt fem favoritbloggere, andre har nøjedes med tre eller fire, og der har selvfølgelig været overlapninger. Men spredningen har alligevel været forbløffende stor. 58 bloggere har modtaget en mail med ord fra andre bloggere, der har haft lyst til at sige noget pænt og velment om dem. En halv snes mails har været uanbringelige på grund af manglende e-mailadresse - ærgerligt. Men her er et beskedent udpluk af, hvad der er blevet skrevet rundt omkring:

• Jeg hensættes til et humør der medvirker til at gøre min dag god, for her er æstetik, skønhed og sansen for at skabe stemning, virkelig sat i højsædet.



• Det kan sgu da godt være, at jeg ind imellem ikke helt kan følge dig i dine skriverier, men trofast læser er jeg alligevel. MÅ hver dag se, hvad der sker i dit liv og er glad for at du giver mig lov til at få denne indsigt.



• Hendes blog udstråler en dejlig og varm kvinde med hang til humor af den bedste/værste skuffe og hendes passion har fået mig til at åbne op for netop denne kreative side i mig selv – igen. Hun skriver kort og præcist så godt, at jeg fornemmer den stemning hun gerne vil præge sine indlæg med.



• Du kan da gøre en trist og grå dag til en festdag med dine ord alene. Bæller dine ord i mig, som var det årgangsrødvin og glædes hver dag over at jeg får lov til at følge med.



• Her er en kvinde, der har kæmpet en del af sit liv og det er måske netop hendes styrke, der gør at jeg følger med og holder af at høre om hendes gøren og laden.



• Skånselsløs, også over for sig selv.



• Du giver mig en tur i livets vaskemaskine - den bløde forvask - de vilde slyngninger - og den ro de allersidste omdrejninger giver. Med andre ord - du rører mit hjerte på mange forskellige måder og jeg er en lykkens pamjulefis at have fået lov at lære dig at kende.



• Din weblog gør en forskel for mig, fordi du bruger sproget på en ny og skæv måde, der udfordrer både dit emne og din læser. Det er stærkt, skarpt og helt og aldeles en fornøjelse. Jeg håber at du vil blive ved at blogge længe endnu.



• Hold da op, hvor du ind imellem får rykket mine grænser og får mine smilerynker på overarbejde! Bliver jeg gammel at se på før tid, så er det dælme din skyld.



• Fordi hans lækkerlighed kun overgåes af Jack Nicholson, fordi hans særegne sprog er udtrykkeligt lækkert, fordi hans evne til at fortælle vedkommende om hverdagen aldrig bliver anmassende privat. Han arbejder løbende med sit design (en dag bliver det lækkert). Det er lækkert. Alt er lækkert.

...og sådan kunne man blive ved. Mange, der læser den slags om sig selv, havde aldrig drømt om, at de kunne gøre så stort indtryk på nogen læser. Det ved jeg fra alle de tilbagemeldinger, jeg allerede har fået. Det har været en dejlig sidegevinst for mig.

Det er anonymiteten i Operation Morgenluft, der har været styrken - når afsenderen ikke har noget navn, er der ingen, der kan have en mistanke om, at der bare er tale om høflighedsfraser.

Nogle af jer har snydt og taget mig med i jeres fem favoritter. Det var ikke meningen, men tak alligevel – også jeg blev da glad.

Entusiasmen har været så stor, at jeg godt kunne finde på at gentage aktionen om et passende stykke tid. Så hold øjnene åbne og arkivér i baghovedet, hvad det er, det gør en blog og mennesket bag til noget særligt for dig.

Tak endnu engang til alle, der gav sig tid til at være med. Det har været sjovt.

Sidste udkald

Det strømmer stadig ind med lister til Operation Morgenluft, og du kan stadig nå at være med. Læs hvad det går ud på, hvis du ikke er klar over det, og overvej at være med. Der er et helt døgn endnu til deadline, mandag kl. 24, så hold dig ikke tilbage. Send dine forslag til huskebloggen[@]yahoo.dk (fjern selv klammerne).

Jeg går så småt i gang med at sprede jeres gode tanker i morgen og regner med at kunne erklære projektet for afsluttet i løbet af tirsdag.

Foreløbig tak for enestående entusiasme – rapport følger snarest.

Overgivelse

Jeg har midlertidigt besluttet mig til at dispensere fra min modvilje

...mod sne

...og is

...i uoverskuelige mængder.

Med andre ord: jeg har vinterferie - hjemme hos mig selv.

Gastronomi

Hos katte står mus som bekendt højt på listen over livretter. Der er mange, der undrer sig og væmmes over, at kattene kan få dem ned.

På den anden side: det må have været en meget sulten person, der i sin tid gik ned på stranden, samlede en østers op og besluttede sig til at æde den.

Situationsrapport

Responsen på Operation Morgenluft har været aldeles overvældende, og jeg har skaffet mig selv mere kontorarbejde, end min fantasi rakte til, da jeg fik ideen. Dejligt! Hvis du ikke aner, hvad jeg taler om, så læs her og overvej at være med, om ikke andet, så - som Mifan udtrykker det - 'for the fun of it'.

En del har undret sig over, hvorfor de gode tanker absolut skal være anonyme. Det skal de heller ikke nødvendigvis, og det står enhver frit for at udtale sig fordelagtigt om, hvem de vil når som helst og på en hvilken som helst måde, men så er det dit eget projekt. Ros med navngiven afsender handler ofte nok så meget om afsenderen som om modtageren, og Operation Morgenluft er en mulighed for selv at træde i baggrunden og lade modtageren glæde sig uden forpligtelser af nogen art.

Der er deadline på næste mandag den 23. januar, så der er stadig en hel uge at løbe på, og det vil spare mig meget tid, hvis du følger retningslinjerne. De er ganske få, men praktiske.

Adressen er fortsat huskebloggen[@]yahoo.dk (fjern selv klammerne).

Operation Morgenluft

I dag har jeg set bloggeriet fra sin grimmeste side. Mange vil vide præcis, hvad jeg tænker på, men det er for så vidt underordnet. Det var ikke nogen rar oplevelse, og jeg har ikke lyst til at huske på den. Jeg har lyst til at gøre noget, der kan få mig til at glemme den hurtigst muligt.

Jeg synes, man skal behandle hinanden ordentligt, uanset hvilken grad af anonymitet, man har valgt som blogger. Omvendt bryder jeg mig ikke om automatisk rygklapperi. Hvis du har det lige sådan, så kom og vær med til en spontan Operation Morgenluft:

Vælg fem bloggere, du læser jævnligt, og skriv deres navne eller blognavne ind i en ny, affyringsklar mail sammen med bloggernes respektive mailadresser. Skriv så det pæneste, du kan komme på om hver enkelt blog. Send mailen til mig, når du er færdig.

Herefter indsamler jeg alle de gode ord for hver blogger, fjerner dit navn – det er afsendernes anonymitet, der skal få det til at fungere – og sender dem videre til de bloggere, det berører.

Se, nu er det jo ikke sikkert, at du selv får nogen mail, men lad være med at blive skuffet over det. Pointen er, at du har gjort noget opbyggeligt for nogle andre.

Som sporadisk blogger har jeg ikke nogen stor læserskare, så jeg sætter 10 dage af til indsamlingen. Deadline er altså mandag den 23. januar.

Kom nu. Skriv til mig på huskebloggen AT yahoo DOT dk.

Løb hare, løb

Vi bor helt derude, hvor der ikke er nogen vejbelysning, og skamløst tidligt i morges da jeg svinger ud på vejen i bælgravende mørke, fanger lyskeglen en hare, der reagerer ved at sætte sig ned midt på kørebanen og lade som om den ikke er der.

Jeg har det lange lys på, som muligvis blænder den, så jeg blænder ned og standser samtidig bilen. Haren bliver siddende. Jeg prøver at blinke nogle gange, men det er en standhaftig hare. Heller ikke et forsigtigt trut i hornet får den på bedre tanker. Først da jeg står ud og går hen imod den, begynder den at løbe, og det varer længe, før den finder det hensigtsmæssigt at dreje af og forsvinde ind over markerne.

Jeg har gjort det til en vane om aftenen, inden jeg lægger mig til at sove, at skrive fem oplevelser fra dagen - store eller små - ind i en notesbog, jeg har reserveret til det samme. Fem oplevelser, der er værd at huske og glæde sig over.

I aften kommer haren med.

Nytårsstemning

I går formiddags var jeg henne at gøre dagens og årets sidste indkøb (som ikke omfattede champagne og kransekage med serpentiner og raket, men kattegrus og printerpatroner). Jeg var ikke den eneste, og der var rift om parkeringspladserne uden for byens indkøbscenter, hvor jeg pludselig blev vidne til et drama:

Yngre mand i uanselig Suzuki snupper p-plads for næsen af pæn, midaldrende dame i respektabel Audi. Hun eksploderer i raseri. Først ved at tæske løs på hornet og mase det i bund, inderligt og langvarigt. Derefter ved at hugge bremserne i og standse al anden trafik, springe ud af bilen og hibiscusrød i kinderne begive sig hen til misdæderens bil i skarpt trav, flå hans dør op og skrige ham ind i ansigtet af fuld hals. Den præcise rækkefølge af ordene er jeg ikke i stand til at gengive, men "kraftedme", "lille lort" og "eddermame" indgik i svadaen. Manden stiger ud og peger på en ledig bås fem meter længere fremme, men den er hun ikke interesseret i. Han har taget hendes plads, og det er den, hun vil have.

Jeg gik ind for at handle, og da jeg kom ud igen et kvarter senere, var situationen uændret. Jeg tog hjem, og da klokken slog tolv i går aftes, sendte jeg dem begge mine varmeste tanker.

Det må have været koldt og trist at tilbringe nytårsaften på en parkeringsplads.

De tarvelige kvinder

Kvinder er ikke flinke. Ikke altid. De er sammensatte, vrede, selviske, mærkelige, vilde og alt muligt andet. De gør uhyrlige ting mod, med og for hinanden. Deres relationer kan være komplicerede og ondskabsfulde, og det er der ingen grund til at lægge skjul på. Det er det, der gør dem fascinerende.

Sådan skriver i store træk Nan Mooney i sin blog Bitchcraft. Hun er forfatter til bogen Can’t Believe She Did That: Why Women Betray Other Women at Work, der udkom i oktober, og nu følger hun den altså til dørs med en blog.

Jeg ved ikke, om det passer, at kvinder generelt er mere lumpne over for hinanden på en arbejdsplads end mænd, men jeg har en mistanke om, at der godt kunne være noget om det.

Hvis det forholder sig sådan, hvordan kan det så være?

Winter Horrorland

Jeg ville ønske, at jeg stadig kunne glæde mig over sne, der vælter ned i kaskader og uendelige, hvide vidder. Det er slut med det, efter at jeg er flyttet uendelig langt væk fra min arbejdsplads, og jeg forventes at møde til tiden under alle forhold.

Men jeg kan stadig glæde mig over glæden i et barneansigt ved udsigten til at skulle kælke ned ad den allerstørste bakke lige om et øjeblik.

Suk.

Mig og Doris

Ved et tilfælde forvildede jeg mig ind på netudgaven af min ungdoms menighedsblad og blev indfanget af en overskrift: "Feministerne har ikke fattet et klap". Den dækkede over et interview med Doris Lessing, og det var artige sager for kvinder i min generation og dem, der er lidt ældre. Om 1960'erne og 70'erne stod der:

"Det var en følelsesmæssigt overspændt periode, og feministerne fattede ikke et klap. De burde have været mere afklarede og bestræbt sig mere på at arbejde sammen med mænd. Det har altid været min holdning, at kvinder ikke kan gøre fremskridt ved at holde sig på afstand af mænd. Alt for ofte glemmes det, at nogen af historiens største feminister har været mænd."

Jeg er vokset op med feminisme og kvindelejre, og sans comparaison har jeg mistet ven(inde)skaber på at mene det samme som fru Lessing, så jeg vil gerne melde mig som medunderskriver. Jeg går stadig ind for ligestilling OG mænd, i hvert fald nogle af dem. Og også nogle kvinder...

Hele artiklen er her.

En påmindelse

En af mine kolleger kom ikke på arbejde i dag. Lillejuleaften, da hun cyklede hjem gennem København, blev hun overhalet af en anden cyklist, der kom så tæt på, at deres styr blev viklet ind i hinanden, og begge væltede. Lige bag dem kørte en HUR-bus, og hun kom ind under den. Hun var 41 år og højgravid - endelig, efter mange års forgæves forsøg.

Man kan dø uventet når som helst. Der er hele tiden ambulancer i ens bakspejl. Der er sammenstød mellem biler, fly, tog, færger. Man kan få et hjerteanfald. En skjult sygdom, man ikke anede, at man havde, kan gøre det forbi om et øjeblik, og absurde ulykker lurer overalt. En overdimensioneret dekoration i en forretning kan vælte ned over nogen, et fodboldmål kan knuse et hoved, et stillads kan rive sig løs og lande oven i en sportsvogn med to unge mennesker på tyve år. En reklamemand, en lovende skuespiller, en børnebogsforfatter kan dø af en hjerneblødning midt i en sætning. Altsammen er noget, der er sket. Jeg tænker jævnligt på en artikel, jeg læste i et ugeblad for mange år siden, om en mor og en datter, der kom kørende på motorvejen, da et af de store skilte, der hang tværs over vejen, faldt ned over dem og dræbte pigen på stedet. Timingen var uhyggelig perfekt: bilens placering, hastigheden, det sted skiltet landede. Eller det unge søskendepar, der blev dræbt ved en bilulykke på vej til deres fars begravelse. Man tror ikke, det er muligt. Læg hertil de menneskeskabte variationer: nedskydning, knivdrab, kvælning eller lægefejl. Kvinden på toogtredive, der døde under en fødsel, fordi både læger og sygeplejersker overså advarslen i journalen om allergi over for anæstesi. Enhver ved, at kvinder ikke dør under en fødsel længere, men det gør de alligevel. Mennesker dør overalt, hele tiden og på alle tænkelige måder.

Min kollega og hendes barn overlevede, men hun var få centimeter fra at have cyklet sin sidste tur. Hun slap med en brækket skulder og et hospitalsophold.

Somme tider tænker vi knapt nok over, hvor heldige vi også er.

Nu må det ud

Sådan set kan jeg jo være rystende ligeglad med, hvad andre bruger deres tid og penge til. Det ville jeg også helst være, men helt så langt er jeg åbenbart ikke nået endnu. Jeg må trøste mig med, at jeg i det mindste har tilbageholdt ubehaget indtil nu, hvor årets julemaraton er afviklet. Men jeg synes godt nok, det har været en slem måned, ikke mindst i Blogland.

Jeg kan ikke vænne mig til det. Det drejer sig om hovedløst forbrug og overhængende fare for mental juleforstoppelse grænsende til hjernedød. Hvis nogen har behov for en uddybning, har andre udtrykt, hvad jeg mener, langt bedre og mere nuanceret end jeg selv er i stand til.

Men desværre bliver jeg vist nødt til at genbruge mit nytårsforsæt fra sidste år: døm ikke, vurdér ikke.

Julen har englelyd – eller noget

Jeg fik sved på panden ved tanken om tre dage uden en gulerod. Jeg var løbet tør for fundamentet i min personlige kostpyramide, og i julestøvregnen måtte jeg hen efter en overlevelsespakke i det lokale, meget service- og indtjeningsmindede supermarked med åbent til middag.

Der var mange, og der var kø ved kassen. Bag mig en kvindestemme:

"Er det ikke irriterende med sådan en julemelodi, man har fået på hjernen!"

"Jo", svarer en anden kvindestemme resigneret, "skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du..."

Derefter istemmer en ældre herre og fem andre voksne, ædru mennesker af diverse køn inklusive kassedamen Søren Banjomus til alles forbavselse.

Årets juleoplevelse var i hus.

Derudover noterede jeg mig, at der var tilbud på kalenderlys.

Møllehave og Petterson

Da Monsieur og jeg i sin tid blev enige om at gifte os - meget uromantisk, det skete over en kop kaffe på en café på Rosenørns Allé - var vi ikke helt enige om, hvordan det skulle foregå. Jeg var ikke medlem af Folkekirken, men min kommende mage, der havde visse principper, nægtede at lade sig vie af en tilfældig borgmester på det forhåndenværende rådhus, så vi indgik et kompromis. Jeg indvilligede i et kirkebryllyp på den betingelse, at det kunne blive med Johannes Møllehave i hovedrollen. Det synes jeg gav en vis mening, fordi jeg kom fra Virum, og Møllehave på det tidspunkt var præst i Virum Kirke. Og sådan blev det.

Jeg husker ceremonien som var det i går. Det var en funklende, sprød forårsdag, og jeg kan stadig se Møllehaves mudrede sko, der stak ud under præstekjolen og lignede mine egne efter en dag på knæ i haven lige efter et skybrud sidst i oktober. Selv om det var os, han talte til og om, hørte ingen af os et ord af det, for man har tusind andre tanker i hovedet, når man står dér på vej ind i en ny fase af sin tilværelse. Det hjalp heller ikke noget videre, at min bror, der er lydtekniker ligesom mig, havde siddet nede i kirken og optaget det hele på bånd efter alle kunstens regler, for akustikken i kirken kunne overhovedet ikke holde trit med Møllehaves tornadoagtige taletempo. Men han var heldigvis så betænksom at overrække os sin tale på skrift, da vi forlod kirken som ægtefolk, så jeg ved godt, hvad der står i den. Jeg foretrækker at holde indholdet for mig selv, men det er en glimrende tale, og i øvrigt var hele seancen en fantastisk oplevelse på alle måder. Møllehave er et utrolig nærværende og karismatisk menneske. Han ser én.

Både før, men selvfølgelig især efter den dag, har Johannes Møllehave betydet meget for mig. Jeg har truffet ham mange gange i kraft af mit arbejde, og jeg har læst de fleste af hans bøger. Lige nu er jeg midt i Du har rørt ved mit hjerte, Karen Thisteds "samtalebog" med Møllehave og Gösta Petterson. På Bjerget betragtes genren som underlødig, og den nye bog er blevet dårligere modtaget af kritikerne end forgængeren, hvor samtalepartneren var Benny Andersen. På mig har den gjort langt større indtryk - på grund af Gösta Petterson. Han er som bekendt hjertekirurg, og han får sagt nogle barske sandheder om lægevidenskaben, som jeg aldrig selv har været i tvivl om, men som virker så meget stærkere, når de en sjælden gang kommer fra lægestanden selv. I en tid, hvor lægerne har overtaget præsternes ophøjede position, og hvor lægers ord er lov, er det tiltrængt, at nogen rokker ved autoritetstroen.

Jeg tror hverken på præster eller læger, men der er undtagelser. De hedder Møllehave og Petterson. Und dig selv at læse bogen - du behøver jo ikke have den liggende fremme...

Sådan blogger jeg (ikke)

• Ikke på noget bestemt tidspunkt.



• Ikke med bestemte intervaller.



• Som regel ikke spontant. Jeg får en idé, skriver et udkast, retter og skriver det ind i editoren.



• Helst ikke uden en pointe.



• Som regel ikke i en påklædning, jeg ville vise mig offentligt i (badekåbe).



• Uden hensyn til, om emnet passer ind i, hvad jeg tidligere har blogget om.



• Ikke nødvendigvis fordi jeg har et budskab.



• Ikke nødvendigvis for at det skal være morsomt.



• Ikke hvis jeg ikke selv synes, det er interessant.



• Uden at tænke på, om det er interessant nok til at udløse kommentarer.

Anbefaling

Så Mrs. Henderson Presents i går aftes. Det er ikke en genre, der plejer at sige mig ret meget, men Monsieur lokkede mig med, og det var en oplevelse. Judi Dench er blændende, og hendes Mrs. Henderson er sådan en kvinde, jeg ikke ville have noget imod at være, når jeg når den alder (og sådan set også gerne inden): smuk, vittig, spontan, usnerpet, pikant og arrogant. Det sidste ligger ikke til mig, og jeg synes normalt ikke, det er noget tiltalende karaktertræk, men hvis jeg kunne være det på så charmerende en måde, tror jeg, omgivelserne - og jeg selv - ville bære over med mig.

En pragtfuld film. Se den.

In Denmark I am born

I min økologiske favoritbutik er der stillet nogle små, lysebrune skiver bagværk frem som smagsprøve.

"Hvad er det for nogen", spørger jeg den unge mand bag disken.

"Det er cookies med lemon", svarer han.

Jeg snupper én og tager en bid. Den smager grangivelig som en småkage med citron.

Jul på den gamle benzintank

Også jeg har ind imellem min gang på en tankstation, og på den lokale Statoil er varesortimentet så overvældende, at det med benzinen må være et beskedent tilskud til omsætningen. Man kan få (dvs. købe) alt, og man kan selvfølgelig også leje dvd’er.

Foran mig står et ungt par, der er på jagt efter en familiejulefilm.

"Hvad med den her?" spørger konen og holder Miraklet på Manhattan op.

"Og bidrage til at bestyrke julemandsmyten?" svarer manden, der ser så forbitret og indeklemt ud, at jeg er lige ved at foreslå ham et par mere rummelige underbukser.

"Hør nu her, han er tre år", siger konen. "Jeg synes godt, vi kan lade ham tro på julemanden lidt endnu."

"Jeg bryder mig bare ikke om at fylde ham med løgn", siger manden, mens han løber teksten på bagsiden af kassetten igennem.

"Det har da ikke noget at gøre med løgn", forsøger konen.

"Det er en masseløgn, man har bundet generationer af børn på ærmet, og hvad er resultatet? Desillusion og skuffelse!"

Jeg gætter på, at der har været alt for mange bløde pakker under hans barndoms juletræ.

Intet bord uden kat

Kan man sidde bedre eller mere centralt?

Køb-det-hele-dag

I morgen er det global Buy Nothing Day. I princippet er det lige vand på min mølle, men det bliver alligevel uden mig, for mine indkøb foregår nu engang om lørdagen. Til gengæld køber jeg ikke noget resten af ugen.

Men jeg har det heller ikke så godt med bevægelser, og jeg er decideret dårlig til at marchere i takt. Jeg kommer altid til at træde skoen af en eller anden.

Jeg må nok leve med at være en forræder.

Langt ude

Det er myldretid i København, og jeg holder for rødt. I bilen ved siden af sidder en mand, der desperat forsøger at fortælle mig et eller andet på hjemmestrikket tegnsprog. Jeg ruller sideruden ned.

- Hvor faen er Valby Station? råber han.

Jeg bliver altid så glad, når nogen er dårligere end mig til at finde vej. Vi holder midt på H.C. Andersens Boulevard...

Endnu et gyldent øjeblik

Omsider nåede vi ned på de etcifrede temperaturer, og hvor bliver man dejlig vågen af en blæsende fodtur i byen sådan en dag.

Formummet i den pelsforede passerede jeg en opgang, der udspyede en familie inklusive en pige på måske seksten i korte ærmer og et par ultratynde bukser af noget faldskærmsagtigt stof. Hun brokkede sig højlydt og vedvarende over vejret og temperaturen.

På et tidspunkt blev det hendes ellers imponerende tålmodige mor for meget: "Hvorfor i alverden tog du så ikke noget ordentligt tøj på?"

Hvortil pigen svarede: "Ødddh, hvor fedt tror du lige det er at rende rundt i en dynejakke?"

Det var en af de stunder, hvor jeg opsendte en stille tak for, at de børn, jeg har nu, har pels og indskrænker sig til at sige mjav.

Snapshot uden kamera

Jeg står oppe i klitterne og nyder udsigten og eftermiddagens havluft. Nede på stranden er der en kvinde med en golden retriever. Hun har løftet armen og trukket den tilbage og slynger noget ud i vandet, der ligner et stykke træ, i hvert fald flyder det. I det sekund hendes hånd slipper træet, sætter hunden i med en henrykt gøen, springer op, skruer kroppen i luften og mosler plaskende ud i vandet efter pinden, der ligger og gynger i bølgerne.

Retrieveren har fuld fart på - der er ikke noget, der kan holde den tilbage. Målrettet padler den ud efter det, dens menneske har kastet, tager det i gabet og svømmer i land. Den standser kun op et øjeblik på strandbredden for at ryste pelsen og flintrer så omgående hen og lægger det for fødderne af kvinden, kaster hovedet tilbage og hyler.

Den frydefulde lyd når helt op til mig, og hunden danser foran kvinden. Jeg kan næsten høre den sige "Gør det igen, gør det igen!" Så det gør hun – seks gange. Det er hendes arm, der bliver træt, ikke hunden. Jeg kan stadig høre den, da jeg er vendt om for at gå hjem til mit hus.

Andet skete der ikke. Men jeg var glad for at have været der nøjagtig på det tidspunkt. Ikke noget dårligt liv. Hverken hundens, kvindens eller mit.

Popcornsædernes mekka

Endelig i går aftes fik vi taget os sammen til at gå ind og se Drabet, og det var en rystende oplevelse. Ikke så meget på grund af filmen som på grund af biografen.

Vores lokale bif er den rene svir at komme i. Repertoiret er på højde med de bedste i København, og stemningen og miljøet er som en blanding af Vester Vov Vov, Grand og Reprisen i vores ungdom. Det var dengang vi syntes, vi var nødt til at gå i biografen et par gange om ugen for at være på konversatorisk omgangshøjde ved de forskellige zinkdiske rundt om i byen. En hektisk tid.

Nu går der til gengæld måneder imellem vores biografbesøg, og vi måtte foretage en rejse til det nye 11 sals Kinopalæ i Lyngby for at komme til at se den film, som vi garanteret var de sidste, der ikke havde set.

Det blev en aften i popcornenes tegn. Ikke vores popcorn, men alle andres. I samme øjeblik, vi trådte ind i det prangende filmtempel, blev vi som grebet om struben af den kvalmende hørm, der slog os i møde fra de svingende fulde, absolut åbne og hektoliterstore popcornsbægre, man øjensynligt havde pligt til at købe og balancere op ad trapperne med – og vé den, der ikke spildte mindst halvdelen på gulvet, så de bagvedgående kunne trampe dem flade eller træde dem op i skosålerne og slæbe med hjem og tilbringe resten af aftenen med at pirke ud af rillerne igen med en hårnål.

Den eneste formildende omstændighed ved at være omringet af et usynligt landskab af dunstende popcornsbjerge og en hær af ihærdige ædedolke i mørket er, at bombardementet af ens lugtesans er så massivt, at der kun går et kvarters tid, før man er blevet helt immun, så man kan koncentrere sig om det, der foregår oppe på lærredet.

Filmen var for resten næsten lige så sindsoprivende som rammerne. "Drabet" var helt sikkert en god film, alle spillede blændende, og selv lyden (min kæphest) var fremragende. For en gangs skyld kunne man høre, hvad der blev sagt - en sjældenhed i film produceret her i landet.

Men noget helt andet: er kvoten for etiske dilemmaer i nyere danske film ikke snart opbrugt?

Dyrlægens bord

Med årene synes jeg ellers, at jeg er blevet ret god til at holde mig fri af mennesker, der hælder deres åndelige affald i hovedet på mig. Jeg siger det ikke gerne, men der er mennesker, det ikke er sundt at omgås.

Desværre er der også en del af affaldssprederne, der ikke sådan lader sig ryste af uden videre. Dertil kommer, at det ofte er et ledsagefænomen hos dem, at de har en tendens til at kredse om svært uinteressante emner, også når de ikke beklager sig. Og da de ikke er i stand til at opfange selv tydelige signaler om, at man ikke er interesseret, kan man blive nødt til at fortælle dem direkte, hvordan landet ligger med hensyn til underholdningsværdien af samtalen. Men det holder som regel kun til næste gang, man af en eller anden (som regel professionel) grund er nødt til at opholde sig i nærheden af dem.

Et frisk eksempel fra i dag:

Hun (med betydningsfuldt tonefald): Jeg har lige været henne og blive vaccineret mod influenza i dag. Hvad med dig?

Jeg: Jeg bliver aldrig vaccineret mod influenza.

Hun (lettere chokeret og mildt bebrejdende): Gør du ikke?

Jeg (bemærk, at det er en samtale, jeg ikke har lyst til at deltage i): Nej, jeg har prøvet én gang, og da blev jeg syg i tre uger.

Hun (uden at have hæftet sig ved tonløsheden i mit svar): Nå, men det beskytter heller ikke mod fugleinfluenza.

Jeg: Nej, det har jeg læst…

Hun (eftertænksomt): Nej, der skal vi jo nok hen til dyrlægen...

Jeg nøjedes med at nikke.

Apropos barndom og uskyld

Bog & idés julekatalog 2005 med gaver til børn, side 25:

Muldvarpen - plysdukke
Den verdensberømte lille fyr med lort på hovedet - nu som plysdyr! 49.95

Jaja.

Flashbacks

På det seneste har jeg brugt en del tid på at fordybe mig i min fortid. Jeg sysler lidt med slægtsforskning, og det har samtidig betydet oprydning i gamle fotos.

Det er min 6 års fødselsdag, og jeg er nummer 2 fra højre. Jeg husker ikke specielt den dag, men billedet minder mig om mit univers, der ikke rakte meget længere end til over på den anden side af Kongevejen. Det minder mig også om den nøjsomhed, der prægede 50'erne, hvor meget mere vi har fået af alting og hvor meget mere kompliceret, tingene er blevet siden. Et fjernsyn var ikke en selvfølge dengang, der var ingen mobiltelefoner og ikke noget internet, og jeg troede, at månen var lavet af grøn ost.

Under sorteringen har jeg lært noget - meget - om mig selv, min familie, mine venner og min verden. Jeg er blevet mindet om gamle historier, jeg ikke har tænkt på i årevis. Jeg har skiftet syn på mennesker, steder og ting, og der er mange historier, der endnu ikke er blevet fortalt.

Jeg fandt ud af, at jeg har været på en interessant rejse, der ikke har meget at gøre med den forestilling, jeg havde om, hvordan tingene ville blive, når jeg blev voksen. Er der noget, jeg ikke ville have gjort, hvis jeg kunne vælge om? Er der noget, jeg ville have gjort anderledes? Afgjort. Men alle gør, hvad de kan og gør deres bedste. Jeg fortryder ikke noget - som en anden Edith Piaf.

Gad vidst om børn nu om stunder kan se manden i månen, som jeg kunne på klare nætter for ubegribelig mange år siden.

Måske nøjes de med at stirre ind i fladskærmen.

Søndagsresumé

Det blev ikke til nogen strandtur på den første, grå, fugtige søndag i november, men en inspektionsrunde i haven og en slentretur langs kanalen...

Jeg er ikke utilfreds med kulisserne, dér hvor jeg bor.

Fredagsindkøb

Lige vendt hjem fra supermarkedet, hvor jeg kom til at gå bag ved to ældre kvinder/gamle damer. Ligegyldigt hvor jeg færdedes, var de hele tiden lige foran mig, og ret hurtigt fremgik det, at de boede sammen og havde fælles økonomi. Men de var ikke enige om noget som helst.

Højdepunktet var, da den ene pludselig standsede op ved en køledisk og sagde: ”Se her, Martha. Røget medister!”

”Vi bryder os ikke om røget medister, det ved du godt”, svarede Martha.

Efter et øjebliks tavshed tilføjede hun: ”Nåja, hvis man kan få tre pakker for 25 kroner, kan vi vel lære at holde a'et.”

Hverdagens originaler

Lige idet jeg så ham, tænkte jeg, at han ikke lignede en, der går på biblioteket. Han var iført ulastelig, nålestribet habit, kridhvid skjorte og et elegant, rødt silkeslips og ville have gjort sig på forsiden af Børsens Nyhedsmagasin (som vist nu hedder Berlingskes Nyhedsmagasin), hvis det ikke lige havde været for fodbeklædningen. Erhvervsledere går sjældent i hvide træsko til nålestribet habit.

Jeg er blevet en flittig gæst på biblioteket, efter at jeg er holdt op med absolut at skulle eje de bøger, jeg læser, og klientellet er altid interessant. Ethvert biblioteksbesøg byder på antropologiske overraskelser, og jeg tænkte, at Træskomanden måtte være dagens øjenbrynsløfter. Men lidt efter, da jeg kastede et blik ind i avisafdelingen, fik jeg øje på Kuvertmanden.

Foran sig på bordet havde han liggende et bjerg af breve, og at dømme efter antallet af papæsker, der stod ved hans fødder, måtte han være gået flere gange. Han havde også en stor, armygrøn taske hængende over ryggen på stolen ved siden af. En for en tog han kuverterne op, granskede indholdet metodisk og traf en beslutning for hver af dem. Nogle rev han midt over og stoppede i tasken, andre levede op til hans kriterier og kvalificerede sig til at komme i en af æskerne, der åbenbart var en form for arkiveringssystem.

Men hvorfor i himlens navn skulle det absolut foregå på biblioteket?

Et kvarters tid senere havde jeg forsynet mig med en ulogisk blanding af biografier, krimier og andres filosofiske overvejelser, og på vejen hen til skranken hørte jeg en lavmælt herrestemme sige i forbifarten: ”Ja, det kunne være meget interessant.” Han stod med ryggen til og stirrede ind i en reol, så det kunne ikke være mig, han henvendte sig til, og der var ingen andre i nærheden. Jeg var nysgerrig nok til at sætte farten ned for at finde ud af, om det var en håndfri mobiltelefon, han konverserede, men nej, han havde ingen fremmedelementer i ørerne. ”Jeg er glad for, at vi kan mødes her”, sagde han venligt ud i den blå luft. Han var åbenbart den lykkelige ejer af en usynlig kanin ved navn Harvey.

Jeg havde lavet hattrick på under en halv time, men det var ikke forbi endnu. Da jeg overrakte damen i udlånet mit kort, var der en nydelig, ældre frue, der lænede sig ind over skranken og spurgte: ”Undskyld, men hvor finder jeg nogle bøger om gift?”

Ikke fordi det gør noget - snarere tværtimod - men hvorfor virker et bibliotek altid som en magnet på originaler?

Flere søndage af den slags, tak

Monsieur insisterede på at tage til stranden i går, når vi nu alligevel har den lige ved hånden. Og han har ret. Der er mere charmerende sidste søndag i oktober end første dag i sommerferien.

Som bekendt skinnede solen fra en skyfri himmel - lavt, men klart. Bevis vedhæftet af hensyn til eventuelle ignoranter:

Vi var vist et par stykker, der fik noget ud af søndagen. I hvert fald hende her og hende.

Tanker foran et spejl

En anden blogger fik mig til at tænke lidt videre over begrebet "type".

Når vi ser os i spejlet, vælger vi de briller, vi helst vil se os selv med. Vi vælger, hvilke sider af os selv – både af vores krop og vores væremåde – vi vil fokusere på. Somme tider ser vi os selv i hel figur, men oftest ser vi os selv som en samling af enkeltdele. Nogle af dem klassificerer vi som gode, andre som dårlige. Vi sammenligner os selv med dem, vi omgås og med det ideal, vi gradvist har opbygget i det stille, og som vi gerne vil leve op til. Vi spekulerer på, om andre ser os på samme måde, som vi ser os selv.

Som børn betragter vi verden med friske øjne og tager det hele ind uden at dømme. Efterhånden som vi bliver ældre og lærer verden bedre at kende, udvikler vi vores egne forestillinger ud fra de ingredienser, vi har til rådighed. Vi suger værdierne til os fra det miljø, vi er vokset op i, og vi overtager ord og bemærkninger fra vores forældre, vores venner og mennesker, vi møder. Alt sammen elementer, der smitter af på vores opfattelse af os selv.

Andre ser os gennem deres eget filter af erfaringer, men de opfanger også den type og det image, vi sender ud. De små, mentale snapshots, vi tager, når vi ser os selv i spejlet, bliver en del af vores selvforståelse, og den slår igennem udadtil.

Det interessante er, at vi kan ændre andres syn på os ved at skifte de billeder ud, vi har af os selv.

Simple living

Nu er det som om, det er ved at stilne af, men det har været lidt af et modefænomen og var det især et års tid efter, at simple-living.dk udkom i 2003. Jeg har praktiseret simple living fra før jeg vidste, at det var et begreb.

Det er ikke nogen stor kunst at træde et skridt tilbage, betragte sin måde at indrette sig på i passende afstand og opdage, hvad der ikke er hensigtsmæssigt. Det er straks lidt vanskeligere at få gjort noget ved det, men måske er det i virkeligheden kun et enkelt håndtag, der skal trækkes i for at få det hele til at falde på plads. For mig drejede det sig om at have naturen tæt på. På mange måder boede jeg/vi ideelt, og det var ikke, fordi der ikke var træer og grønt omkring os, men jeg følte mig bare ikke hjemme i et villakvarter. Jeg måtte ud, hvor kragerne vender - helt derud, hvor der ikke er naboer, der sætter store dele af deres fritid af til at være utilfreds med ting, andre gør eller ikke gør.

Vi flyttede, og det viste sig, at det gav mange andre fordele end dem, jeg havde regnet med i første omgang. Ved et tilfælde fik vi en kat, som siden er blevet til flere. Bare fem minutter om dagen med en spindende kat på skødet har lært mig, hvad det vil sige at slappe af. Hvad meditation er for nogen, er katteklapning for mig. Den indre ro, det giver, betyder automatisk mere harmoniske relationer til kolleger og omgangskreds. Det er gået op for mig, hvad der er vigtigt. Det står mig mere klart end nogen sinde, i hvor høj grad vores vanvittige forbrugsræs i denne del af verden er ved at forplumre hele tilværelsen. Hvor mange ting, vi sagtens kan undvære. At det ikke er nødvendigt at arbejde på fuld tid for at få råd til det, vi har brug for.

Og det er en daglig glæde at have naturen og dyrene omkring mig, også dem uden for vinduerne: fuglene, ræven, haren, rådyrene.

Træer skal beskæres for at kunne fortsætte med at blomstre. Jeg kan anbefale at finde de grene, der tynger dig ned, og tage dem under kærlig behandling. Det vil somme tider sige at fjerne dem helt.

5 radioudsendelser om simple living

Jaja, den er god med dig

- Der går en påfugl rundt i haven, sagde Monsieur henkastet.
- Jaja, svarede jeg, hvad siger flamingoerne til det?

Men det passede. En farvestrålende påfugl af hankøn spankulerede rundt i haven og nippede til vegetationen og de solsikkefrø, jeg dagligt strør rundt omkring til mine fjerede venner. Det blev den ved med i en time, hvorefter den forsvandt uden nogen forklaring.

Efter omhyggelig granskning af vores hjernekister nåede vi selv frem til en sandsynlig forklaring på mysteriet: en kilometers penge fra os ligger nemlig en gård, der excellerer i at fremvise tropiske medskabninger, og påfuglen måtte være stukket af derfra. Men da det er noget rod at have en påfugl rendende rundt på danske veje og stier, kørte jeg hen for at delagtiggøre gårdejeren i oplevelsen.

- Nårh, jamen han går nogen gange en tur. Jeg tror, han er kommet tilbage nu, lød svaret.

Så jeg kørte hjem igen og gik ud og strøede endnu en pose solsikkefrø ud.

Money makes the world go 'round

Jeg er vokset op i kølvandet på 68-generationen, og jeg kan ikke sige mig fri for at have overtaget en del holdninger på den konto. Det gælder for eksempel mit syn på USA og amerikanere, som dog med årene er blevet mere nuanceret, og én ting kommer man ikke udenom: amerikanere har nogle sociale færdigheder, som vi godt kunne lære noget af (jeg tænker ikke på deres socialpolitik!). Men de har også penge på hjernen:

På en strålende solskinsdag i løbet af den sommer, der nu er ved at gå op i sømmene, havde jeg meget fornøjelse af at tromme tredive af de fjerneste slægtninge på min mors side sammen til et familietræf i min have. Min mors amerikanske fætter på 86 kom fra Californien med sin kæreste Betty på 83, og hende fik jeg en rigtig god kontakt med i løbet af de få timer, vi var sammen. Vores møde sluttede med, at Betty insisterede på at sende mig nogle af sine hjemmestrikkede karklude, som var de bedste i verden.

Pakken ankom i dag og indeholdt de lækreste karklude i tyk, tyk bomuld, og jeg satte mig straks til at skrive et brev til Betty for at sige tak. Desværre var afsenderadressen på pakken næsten ulæselig, så jeg blev nødt til at prøve at finde den på nettet. Men uanset hvilke krumspring, jeg gjorde, endte jeg hver gang på en side, hvor jeg skulle betale 50 dollars for at få adressen oplyst.

På den måde fik jeg alligevel mine værste fordomme om amerikanere bekræftet. Men jeg er glad for karkludene!

Den kriminaliserede plante

Nå, det var den snerle, jeg kom fra. Det går ikke så godt med den, det vil sige den er blevet både stor og fyldig, men det kniber med blomsterne. Jeg begik nemlig den fejl at prøve noget nyt: i stedet for kun at plante knaldblå Morning Glory-frø, som jeg plejer, købte jeg i år en pose med blandede farver. Det kunne se festligt ud med både røde, lilla og blå blomster i entreen, tænkte jeg, men sådan skulle det ikke gå. Til gengæld har snerleuhyret opslugt lysekronen, og det ser ret fantastisk ud, når man tænder den om aftenen. De lysende lamper kommer ikke rigtig til deres ret her, men de er der - inde mellem bladene:

Men én ting er, at Snerleprojekt 2005 er delvis mislykket. Noget andet og meget værre er, at det kan gå hen og blive mit livs sidste. For et par uger siden så jeg en notits om, at der var nogen, der havde fundet ud af, at frøene var naturens svar på LSD, så de gik hen og købte sig et billigt trip i supermarkedet. Straks fjernede Bilka (som jeg bliver nødt til at understrege, at jeg aldrig sætter mine ben i) alle deres snerlefrø fra hylderne, Dansk Folkeparti blev alvorligt bekymret for ungdommen, en psykiater og misbrugsekspert udtalte, at det kunne give livsvarige hjerneskader, og indenrigsministeren ville se på sagen.

Altså styrtede jeg hen til nærmeste snerlefrøforhandler for at hamstre snerlefrø til næste år, men for sent. Desværre, lød beskeden, alle overskydende poser var sendt retur til leverandøren.

Gad vidst, hvornår der er en misbrugsekspert, der finder ud af, at det ikke er alle, der bruger kogesprit efter hensigten? Jeg må nok hellere sikre mig et parti, inden det bliver forbudt.
Skvadderhoveder.

Elskovskunst

Teksten på forsiden belærer mig om, at der er tale om ”et af verdenslitteraturens store værker”, hvad jeg godt vidste i forvejen. Det var nemlig delvis for at få dækket et af de utallige huller i min litterære dannelse, at jeg lod bogen indgå i forrige uges antikvariske røverkøb. En anden nok så vigtig grund var, at jeg syntes godt om omslaget.

Nu har jeg smagsprøvelæst lidt i den indiske lærebog i elskovskunst, og jeg har mine tvivl, om jeg kommer igennem den. I hvert fald har jeg ikke tænkt mig at dele læsningen med andre medlemmer af husstanden. Han skulle nødigt få alt for mange gode ideer:

”En dydig kvinde, som nærer hengivenhed for sin mand, bør kun handle i overensstemmelse med hans ønsker og med hans samtykke bør hun påtage sig alt vedrørende familieaffærerne. Hun bør holde hele huset rent og sørge for blomsterarrangementer forskellige steder i hjemmet, vaske og bone gulvet, således at helhedsindtrykket af hjemmet bliver hyggeligt og indbydende.”

Men indrømmet, hvis man ellers kan abstrahere fra undergravende virksomhed af den karakter, kunne man måske nok blive inspireret lidt hist og her...

Bonsoir, Madame

Selv om jeg gør, hvad jeg kan for at styre udenom, kan det ikke helt lade sig gøre. Engang imellem er jeg desværre nødt til at sætte mine ben i et supermarked, og jeg har efterhånden fået frekvensen ned på én gang om ugen, som regel om lørdagen. Men jeg gør det med den største uvilje, for enhver form for støj og møveri er mig inderligt imod.

For to lørdage siden var det første, jeg

”BONSOIR, MADAME...”

lagde mærke til, da jeg trådte ind i forretningen, at cirka hvert

”BONSOIR, MADAME...”

femte sekund udspyede højttaleranlægget det mest irriterende omkvæd, jeg længe har været udsat for, og for den kvikke læser vil det sandsynligvis være

”BONSOIR, MADAME...”

overflødigt at specificere nærmere, hvilke to ord, omkvædet bestod af. Selv om jeg altid er forberedt til fingerspidserne og griber fourageringen systematisk an, kan mit ugentlige besøg i Kvickly ikke koges ned til under et kvarters tid. Men allerede efter to minutter var opholdet

”BONSOIR, MADAME...”

blevet ulideligt på grund af det enerverende omkvæd, der formentlig var en reklamespot for et eller andet, som ingen under nogen omstændigheder skal få mig til at købe nu, uanset hvad det er. Jeg vil ikke engang vide, hvad det er.

Sidste lørdag var det det samme, og gudhjælpemig også i dag, og hver gang har jeg

”BONSOIR, MADAME...”

fået det på hjernen resten af dagen. I skrivende stund er jeg stadig hårdt ramt.

Nu ved jeg godt, at vi lever i en samfund, der står og falder med, hvor meget ragelse vi kan prakke hinanden på, og at alle kneb både gælder og er fuldt ud lovlige – åbenbart også den slags, der i en lidt anden variation benyttes som tortur over for krigsfanger: monoton gentagelse af den samme lyd. Men hvad jeg ikke forstår, er at COOP Danmark, som på så mange andre områder gør det "rigtige", kan finde på at udsætte kunder og ansatte for den form for støj- og hjerneforurening og på den måde bidrage til at fremme en idiotkultur, der i forvejen har rigelig vind i sejlene hos konkurrenterne.

Heldigvis kan jeg (forhåbentlig!) bare finde et andet sted at handle. Men hvis jeg var ansat i Kvickly og tvunget til at høre på det juks hele dagen, ville jeg være moden til indlæggelse på den lukkede, inden jeg nåede fyraften.

Hvis det sker igen på

”BONSOIR, MADAME...”

næste lørdag, får jeg svip, og så må jeg tage min godhed over for andelsbevægelsen op til revision og overveje en drastisk omlægning af mine indkøbsvaner.

Om bare at gøre det

For omkring tyve år siden arbejdede jeg sammen med en lidt ældre pige, som var en god kollega, jeg satte meget pris på. Hun var lydtekniker ligesom jeg, men i modsætning til mig var hun ikke glad for sit arbejde. En dag tog hun konsekvensen og sagde sit job op, og hun forsvandt ud af mit liv.

Forleden faldt jeg tilfældigt over hendes navn. Jeg skulle bruge et gammelt bånd i arkivet, og af båndmanuskriptet fremgik det, at det var hende, der - som det hedder - havde klargjort båndet teknisk. Det gjorde mig nysgerrig, og jeg gav mig til at søge på navnet på diverse søgemaskiner. Det viste sig, at hun nu var sognepræst et sted på Sydsjælland.

Jeg har en svaghed for mennesker, der pludselig gør noget helt andet, end man forventer af dem, så jeg sendte hende en mail for at høre, hvordan hun havde det i håb om også at få historien om, hvordan hun var blevet præst, og hvad der havde fået hende til at tage det usædvanlige spring. Det fik jeg - ud over det sødeste svar, som nu har ført til, at vi mailer, så tasterne slår gnister.

Hun havde forfulgt en barndomsdrøm om at blive præst og var blevet det i en alder af 49 år. Ikke nok med det: hendes mand - en anden kollega, som forlod faget omtrent samtidig - var blevet teolog året efter hende.

Jeg er meget glad for den kontakt, der minder mig om, at man kan alt, hvad man vil. Så jeg har lige klappet mig selv på skulderen, fordi jeg tog mig den frihed at trænge mig på.

En succeshistorie

Der var ophørsudsalg hos min boghandler. En helt speciel boghandel, der både har nye og brugte bøger, cd’er med klassisk musik og jazz og en lille afdeling med antikviteter. For fem år siden blev forretningen åbnet af et ægtepar fra København, der elskede bøger og havde fået lyst til at slå sig ned i provinsen. Deres forretning var et hårdt tiltrængt alternativ til byens anden boghandel, som kun har bøger, der med sikkerhed er afsætning for - ikke noget med at gå på opdagelse her.

Selv om byens beboere ikke er meget læsende eller bogkøbende, gik det strygende, for læsehestene kom valfartende langvejs fra for at handle i den nye, spændende butik. Men til sidst blev det for hårdt for parret, som allerede var godt oppe i halvtredserne, da de realiserede deres idé. Helbredet kunne ikke holde til at arbejde i døgndrift, som de havde gjort lige siden starten, og i dag var der så afskedsreception med vin, kransekage og et utal af trofaste kunder, der var mødt op for at sige farvel.

Indehaverne var smilende og veloplagte, tydeligvis glade og lettede over beslutningen. Det var det rigtige for dem at lukke forretningen, for den gode idé var gået hen og blevet en belastning.

Kun kunderne var kede af det. Men egentlig burde de glæde sig over, at nogen har mod til at sige farvel til en forretningssucces, før den udvikler sig til en personlig fiasko.

Miss Mis missing

Det skulle have været sidste onsdag, men hun snød mig og stak af. Den ene af mine tre yndlingskatte (vi har tre katte) skulle tidligt om morgenen til dyrlægen for gennemgå det årlige serviceeftersyn med tilhørende vaccination. Derfor skulle hun holdes inde natten før. Der er bare det ved det, at Miss Mis har samtlige nætter besat på grund af nødvendigt arbejde med såvel musefængning som tidkrævende kratluskning og jordbundsundersøgelser og kan derfor under ingen omstændigheder bruge en hel nat på at være indenfor. Da det desuden er imod hendes ejers natur at sove, mens der står en kat i entreen og gennemgår hele registret af mislyde forfra og bagfra igen og igen, forbarmede jeg mig efter to timers intensiv jammer. Denne blødsødenhed forklarer jeg med, at hun til daglig gør mig den store tjeneste at ligge på en sofa...


...i flere timer og se mere dekorativ ud, end man med rimelighed kan forlange. Så hun fik altså lov til at tage på arbejde mod til gengæld at love at være hjemme igen næste morgen, inden vi skulle til dyrlægen.

Da morgenen kom, var der ingen kat. I hvert fald ikke dén kat, så Spike Jones måtte springe til og udfylde tomrummet - han skulle alligevel selv igennem turen om en måneds tid. Skamfuldt måtte jeg fortælle en hovedrystende, skævt smilende dyrlæge, hvorfor jeg mødte op med en anden kat end aftalt.

Dyrlægen bevilgede en ny tid til den deserterede kat, og i dag lykkedes det - fordi jeg holdt alle døre og vinduer hermetisk tillukket i nat og forhindrede en skrigende kat i at følge sine naturlige instinkter. Til gengæld forhindrede den mig i at få min naturlige nattesøvn.

Nu har jeg lige lukket døren op ud til det fri og ønsket Miss Mis god arbejdslyst på sin nattevagt. Det næste jeg vil gøre er at slukke computeren, vælte omkuld og trække dynen op over hovedet.

Helle

Man kan ikke sige, at hun var en ven, for jeg har kun truffet hende et par gange til familiesammenkomster. Hun var min svigerindes søster.

I går døde hun, 45 år gammel, pludseligt og uventet. Hun var på ferie i Frankrig med sin mand og deres tre børn, da hun blev dårlig og ikke til at komme i kontakt med. Hun kunne ikke tale, og var lam i den ene side. En læge blev tilkaldt, men hendes mand taler ikke fransk, så al kommunikation foregik gennem SOS. Hun blev indlagt og behandlet for, hvad man troede var en svær allergi, men som senere viste sig at være en blodprop i hjernen. Samme nat fik hun endnu en blodprop, denne gang i hjertet. Det overlevede hun ikke.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Ordene slår ikke til, men jeg har trang til at indskrive det, der er sket, i min erindring. Selv om jeg ikke var tæt på hende, er jeg trist til mode. Over den sorg, hendes mand, børn, forældre, venner må føle. Over hvor urimelig tilværelsen kan være. Hun var kendt for sin livsglæde, et samlingspunkt i familien. Jeg er trist over, at et menneske, der gav så meget til andre, nu ikke kan gøre det mere.

Livet er somme tider meget barsk.

Stenkulsnafta in memoriam

I fjernsynets og min barndom – dvs. i slutningen af 50’erne – så man dr. Lieberkind og Sven Holm. En hel del medlemmer af senere generationer ved godt, hvem dr. Lieberkind var, selv om de ikke har oplevet ham, men der er ikke mange unge, der har hørt om Sven Holm. Han var kendt som Farmacevten (med v, ikke u), og hans udsendelser foregik i en kulisse, der skulle forestille en lejlighed, hvor han især opholdt sig i køkkenet. Så kunne han nemlig lige demonstrere, hvad der skete, når man blandede de forskellige kemikalier sammen, der blev omtalt i udsendelsen. Dengang skulle man altid lære noget, når man så fjernsyn. Public service, før der var noget, der hed sådan. Eller i hvert fald før alle talte om det.

I min erindring drejede Farmacevtens programmer sig altid om at fjerne pletter, og der skulle altid bruges stenkulsnafta eller tetraklorkulstof i en eller anden opløsning, hvis pletfjerningen skulle have en lykkelig udgang. Gad vidst, om der stadig er nogen, der bruger stenkulsnafta og tetraklorkulstof? I hvert fald er det to ord, der gemmer sig under adskillige støvede lag i mit ikke-aktive ordforråd.

Men i går blev jeg mindet om dem igen. I en bogkasse uden for et antikvariat faldt jeg over Hjemmet i Hverdag og Fest af Farmacevten. Den er ganske vist fra før mit bekendtskab med ham, men jeg blev alligevel helt blød om hjertet og måtte eje den. Bogen indeholder gode råd om alt fra bekæmpelse af dårlig ånde til fremstilling af cognac og abrikosmarmelade, og hvad med et middel mod armtranspiration? Bland 20 g aluminiumsklorid med 100 g borvand, så er den hjemme!

Da jeg kom hjem, gav jeg mig i min nostalgiske tilstand til at søge efter Sven Holm på nettet, og resultatet var nedslående. Han dukkede kun op i Klaus Rifbjergs takketale for modtagelsen af Publicistprisen i marts 2001, som viste sig i alt væsentligt at være en hyldest til Rifbjerg selv:

"Selv var jeg en slags pionér på fjernsynsanmelderområdet, og jeg kan tydeligt huske, hvilken forargelse det vakte, da jeg i sin tid udtrykte håbet om, at den afsindigt populære "farmaceut" Sven Holm en dag ville opfinde et middel, der kunne fjerne ham selv fra skærmen."

Her kunne man være ondskabsfuld og besk bemærke, at der tilsyneladende for længst er nogen, der har haft held til at opfinde et middel, der helt har fjernet Klaus Rifbjerg fra skærmen. Men det kunne selvfølgelig aldrig falde mig ind.

For at vende tilbage til Sven Holm: jeg er ganske fornøjet med, at mit bibliotek uventet blev beriget med et af Farmacevtens værker og åbnede et erindringsrum i mit hoved. Det var alle fem kroner værd!

God tid

Jeg nærmer mig nu afslutningen af min tredje ferieuge, som jeg har brugt til at praktisere tålmodighed. Indtil videre er det lykkedes meget godt at lade tingene vente, til deres tid kom. Ikke særlig befordrende for blogskrivningen, som nødvendigvis skal passes, hvis man har ambitioner om, at nogen skal læse bloggen. Men omsider nåede jeg så også til den! (er der mon nogen derude endnu?)

Tålmodighed har lav status i vores del af civilisationen. Der er ikke noget, der kan gå hurtigt nok, og samtidig klager vi over stress som aldrig før. For selv om vi godt ved, at det er noget, vi skal undgå, er der stadig prestige forbundet med at være stresset. Stress betyder, at vi er efterspurgte og betydningsfulde.

Det falder os ikke naturligt at være tålmodige. Hvis vi har travlt, når vi køber ind, og køen ved kassen er lang, tager vi en dyb indånding og tvinger os selv til at være tålmodige. Vi væbner os med tålmodighed. Eller hvis vi har at gøre med nogen, der ikke er helt så hurtige, som vi selv er – et barn eller en ældre person - så gør vi os umage for at være tålmodige.

Når vi har travlt, befinder energien sig ikke, hvor den skal. Den er et sted foran, hvor den forsøger at trække os hen imod et bestemt mål. Vi er ikke i balance, vi begår fejl og bærer os klodset ad i bestræbelserne for at nå det, der skal nås. Der kan gå hele dage på den måde, uden at det falder os ind, at det er utålmodighed, der er skurken. Nogle mennesker går gennem livet uden nogen sinde at være til stede i øjeblikket. Når vi stirrer os blinde på vores mål, befinder vi os i virkeligheden et sted ude i fremtiden.

Hvis vi vil, kan vi hver dag give os tid til være stille og observere tanker og ønsker uden at reagere på dem eller følge dem. Når vi er tålmodige, når vi modstår fristelsen til at række ud efter det første, vi tror, vi gerne vil have, begynder vi at se klarere. Vi bliver i stand til at handle mere bevidst og bedre i stand til at se, hvornår det er tid at bevæge sig fremad, og hvornår det er bedre at forholde sig i ro.

Det har taget mig nogle år at finde ud af. Jeg ved godt, at der ikke er noget epokegørende i det, men engang imellem er det meget godt at minde sig selv om det.

Kunsten at grille II

Efter terrassens nylige grillificering og Monsieurs pinefulde, men selvvalgte småborgerliggørelse har jeg indtaget mere kød, end jeg har for vane og egentlig bryder mig om. Det har fået mig til at kaste mig ud i nogle grønne eksperimenter, som er lykkedes godt nok til at videregive:

• Det fungerer fint med grillede peberfrugter, majs, auberginer og løg direkte på risten. Krydr med urter og grill 10-15 minutter, til grøntsagerne er bløde og brunlige.



• Squash, tomater og gulerødder i skiver lægger man på kraftigt stanniol, stænker med lidt vand, krydrer, folder stanniolen sammen om grøntsagerne og giver dem 6-8 minutter.



• Frugter er bedst på spid. De skal bare have, til de er varme.

Advarsel: fortsættelse følger formentlig.

Kunsten at grille

Med sådan et kølergitter er der vel ikke noget at sige til, at man ved alt om at grille:

Udover at være indehaver af den champagnefarvede firser-Buick, som han er nødt til at parkere halvt inde i vores hæk, for at eventuelle forbipasserende faktisk også kan passere, griller PB året rundt og har gjort det nærmest siden grillens opfindelse. Hvad han ikke ved om grillning, ved Jan Glæsel med garanti heller ikke. Perfekt grillvejr, som det var, blev der grillet (og drukket champagne!) på terrassen i går aftes til længe efter, at mørket havde omsluttet os, og Buick’en til sidst måtte genfindes i nattens mulm og mørke ved hjælp af et blafrende stearinlys fra havebordet.

Samtidig lykkedes det os at fravriste PB hans inderste grillhemmeligheder:

Vend kødet næsten med det samme, og vend det hele tiden, hvis du vil have en saftig bøf. Når man lægger kødet på grillen, er der varmere under kødet end over. Varmen får saften til at stige op gennnem kødet, men da det gerne skulle blive inde i bøffen, skal den vendes, inden al saften pibler ud. PB: "Hvis du tror, at det kræver din fulde opmærksomhed, har du ret. Du må vente med at skvadre med gæsterne, til bøffen er færdig!"

Flyt rundt på maden. Der er ikke lige varmt overalt på grillristen. For at undgå, at noget bliver stegt for meget og andet for lidt, skal de forskellige "grillobjekter" skiftes til ligge på den varme del og den mindre varme del af risten.

Mærk efter, om kødet har fået nok. Tryk på kødet med grilltangen. Jo mere det har fået, jo fastere er det. Efterhånden som du får øvelsen, vil du være i stand til at mærke, om bøffen er gennemstegt, medium eller blodig. Indtil da må du finde dig i at skulle skære den over, studere kødet og mærke konsistensen, indtil du har fået fornemmelsen indkodet.

Barbecue sauce. Saucen bliver branket før kødet er stegt, så giv kødet 5 minutters forspring, inden du pøser saucen på.

Verdens bedste kyllingemarinade: Bland 1 kop soyasuce og ½ kop Worchestershire sauce. Kom en spiseskefuld farin i, 2 teskefulde hakket hvidløg, 1 teskefuld peber, ½ teskefuld tørret basilikum og ½ teskefuld tørret oregano. Hæld det over kyllingen.

Marinaden prøvekøres i morgen her i huset.