Hverdagens originaler

Lige idet jeg så ham, tænkte jeg, at han ikke lignede en, der går på biblioteket. Han var iført ulastelig, nålestribet habit, kridhvid skjorte og et elegant, rødt silkeslips og ville have gjort sig på forsiden af Børsens Nyhedsmagasin (som vist nu hedder Berlingskes Nyhedsmagasin), hvis det ikke lige havde været for fodbeklædningen. Erhvervsledere går sjældent i hvide træsko til nålestribet habit.

Jeg er blevet en flittig gæst på biblioteket, efter at jeg er holdt op med absolut at skulle eje de bøger, jeg læser, og klientellet er altid interessant. Ethvert biblioteksbesøg byder på antropologiske overraskelser, og jeg tænkte, at Træskomanden måtte være dagens øjenbrynsløfter. Men lidt efter, da jeg kastede et blik ind i avisafdelingen, fik jeg øje på Kuvertmanden.

Foran sig på bordet havde han liggende et bjerg af breve, og at dømme efter antallet af papæsker, der stod ved hans fødder, måtte han være gået flere gange. Han havde også en stor, armygrøn taske hængende over ryggen på stolen ved siden af. En for en tog han kuverterne op, granskede indholdet metodisk og traf en beslutning for hver af dem. Nogle rev han midt over og stoppede i tasken, andre levede op til hans kriterier og kvalificerede sig til at komme i en af æskerne, der åbenbart var en form for arkiveringssystem.

Men hvorfor i himlens navn skulle det absolut foregå på biblioteket?

Et kvarters tid senere havde jeg forsynet mig med en ulogisk blanding af biografier, krimier og andres filosofiske overvejelser, og på vejen hen til skranken hørte jeg en lavmælt herrestemme sige i forbifarten: ”Ja, det kunne være meget interessant.” Han stod med ryggen til og stirrede ind i en reol, så det kunne ikke være mig, han henvendte sig til, og der var ingen andre i nærheden. Jeg var nysgerrig nok til at sætte farten ned for at finde ud af, om det var en håndfri mobiltelefon, han konverserede, men nej, han havde ingen fremmedelementer i ørerne. ”Jeg er glad for, at vi kan mødes her”, sagde han venligt ud i den blå luft. Han var åbenbart den lykkelige ejer af en usynlig kanin ved navn Harvey.

Jeg havde lavet hattrick på under en halv time, men det var ikke forbi endnu. Da jeg overrakte damen i udlånet mit kort, var der en nydelig, ældre frue, der lænede sig ind over skranken og spurgte: ”Undskyld, men hvor finder jeg nogle bøger om gift?”

Ikke fordi det gør noget - snarere tværtimod - men hvorfor virker et bibliotek altid som en magnet på originaler?