torsdag, marts 31, 2011

I øsende regn ...


Monsieur og jeg har været på en ’bævertur’ ved Arresø. Det var et tilløbsstykke – vi var mindst 50, der havde lyst til at høre vildtkonsulent Niels Worm fortælle om bævernes vej til Nordsjælland, og hvordan det går dem. Bæveren på billedet her klarede ikke mødet med en lastbil og er nu blevet udstoppet.

I Nordsjælland blev en familie på 5 bævere sat ud i 2009, 11 mere blev sat ud sidste år, og til efteråret forventes yderligere en familie at komme til. Det er meningen, at de skal hjælpe med at skabe mere naturlig dynamik og variation i våde og fugtige naturområder. Bæverne er især glade for piletræer, og de er gode til at rydde pilekrat langs vandløbene. Det giver mere sollys til gavn for en række plantearter og for insekter, fugle, padder og fisk.

Bæverne uddøde i Danmark for over 2000 år siden. De kan blive 30 år og danner par for livet.

onsdag, marts 30, 2011

Kunst eller hærværk


Da jeg var i København i går, lagde jeg rigtig mærke til, hvor meget graffiti, der er mange steder. Billederne er fra Dannebrogsgade og Estlandsgade. Jeg kan ikke blive enig med mig selv, om det er kunst eller hærværk …

I morgen tager jeg i Zoologisk Have med en veninde og håber på tørvejr :-)



tirsdag, marts 29, 2011

På plejehjem


Vi har været til en uforglemmelig aften i Slow Food-bevægelsen, og der var lækker mad og underholdning. Det foregik på Rundskuedagens Plejecenter, hvor kokkene har formået at lave så indbydende mad, at ingen af de ældre er undervægtige, hvad ellers 60 procent af de ældre på landets plejehjem er. Jeg ville ønske, at ideen om at ansætte kokke på landets sygehuse og plejehjem ville brede sig – for den mad, vi fik serveret, var imponerende veltilberedt og lækker. Anne Marie Helger og hendes mand Jeppe Helweg underholdt, så ikke et øje var tørt. Hun sang, læste op og fortalte anekdoter – han spillede på klarinet.

Et lille smil ...

17 grader i weekenden


I søndags gik jeg en tur på Asserbo Planteskole, og der var frygtelig mange ting, jeg fik lyst til at købe. Det bliver nok kun til et par sommerfuglebuske i første omgang. Nu ser jeg, at der loves 17 grader på lørdag - hvor har vi dog længtes ...

mandag, marts 28, 2011

En trøst når man er syg


Når man er syg og har halsbetændelse, er det godt at få besøg i sit lyserøde prinsesseværelse af en, der gider spille ludo og se tegnefilm …

Glæden ved at gå ud og spise

Restaurant
Jeg holder meget af at gå ud og spise og sluger altid, hvad I andre fortæller om gode madoplevelser. Men god mad alene gør det ikke – det skal være et hyggeligt sted med en venlig betjening og uden for meget ventetid.

La Vecchia Enoteca, den lille italienske restaurant i Holte, holder jeg meget af. Den er noget af det hyggeligste, jeg kender, og der skal jeg holde klassefest for min folkeskoleklasse. I Politiken tillæg 'I Byen' kan man læse, at Enomania og også Formel B på Frederiksberg får fine anmeldelser.

Er der nogen af jer, der vil fortælle om jeres bedste oplevelser på restaurant?
Ha' en god mandag!

Vin og vand

søndag, marts 27, 2011

Forårstur på Hønsestien


Vi har gået tur på Hønsestien, og jeg har bevis :-)
Asserbo har et smukt gammelt kvarter med sommerhuse på naturgrund, og vejene har sjove navne som Hønsestien, Uglestien, Væselstien, Myreløvevej, Hermelinstien, Den korte vej og Den lukkede vej. Mange af vejene er bare et smalt hjulspor. Området må være et eldorado for fugle, harer og rådyr – der er masser af lyng, birk, fyr og gran. Asserbo kan anbefales til en travetur på alle årstider …



Som man sår


Nu har jeg sået pragtsnerler - de gror hver sommer i min entré og vokser, som var de betalt for det ved at sno sig rundt under glastaget. Pragtsnerler (Ipomoea Clarks Blue) med hjemsted i Mexico bliver flere meter høje og blomsten åbner sig om formiddagen og lukker sig om eftermiddagen. Jeg har også sået høstanemoner og valmuer - både sibiriske og lyserøde. Sidste sommer var jeg heldig at få en pose frø, da jeg stod og beundrede nogle sibiriske valmuer foran et hus. Ejeren kom straks ud og fortalte om sine blomster - og forærede mig en pose frø. Sådan kan en times travetur vise sig at blive lidt ud over det sædvanlige.

Jeg har lige fundet ud af, af en vandforstøver til strygetøj er genial, når jeg skal holde mulden fugtig omkring de nysåede frø.


Og så går jeg og glæder mig til dette smukke syn om en måneds tid. De sår sig selv og kræver ingen hjælp.

Naboens smukke have

fredag, marts 25, 2011

Besøg både ude og inde

Dyt-dyt
Vi har lige haft besøg af denne flotte fyr, og det glæder mig, da det er flere år siden, vi har set en almindelig fasan i haven.

Jeg holder en lille pause fra bloggen, men vender tilbage søndag. Vi får huset fuldt af gæster i morgen, og der skal eksperimenteres en masse i køkkenet ...

torsdag, marts 24, 2011

På café med min gamle kæreste


I dag tog vi tråden op - min første kæreste fra dengang for længe siden. Han havde fundet nogle gamle billeder, han ville give mig, og det er jo altid underholdende at se sig selv i en meget ung udgave.

Her sidder jeg til venstre på det øverste billede i min gamle rustne hængesofa, som jeg selv havde syet hynder til. Som ganske ung købte jeg et sommerhus i Lille Kregme ved Roskilde fjord. Det er et smukt område med en sti, der løber hele vejen langs med fjorden. Mine forældre gav mig det råd at købe fast ejendom i stedet for at sætte penge i banken.

Stedet og huset kom til at give mig utrolig mange dejlige oplevelser. Jeg kunne gå ned til fjorden på kun 10 minutter ad Månedalen (ja bare navnet, ikke?), selv med sønnike i klapvogn. Hver gang jeg havde fri et par dage, pakkede jeg bil, dreng, klapvogn og høj stol og kørte nordpå. Jeg havde tit min mor med, og vi havde nogle dejlige år, hvor hun kom tæt på sit barnebarn. Eller jeg havde veninder og deres børn med. Huset var på 75 kvadratmeter og hyggeligt med en skøn, gammel have.

Dengang var det ret usædvanligt at købe sommerhus som 26-årig, men det er noget af det bedste, jeg har gjort i mit liv. Det er en hel del sjovere at have et lille hus med have end at have penge stående i en bank. Jeg har fejret mange sankthansaftener på mit 'landsted', været temmelig fuld, haft mange kærestesorger og også oplevet mange lykkelige stunder netop der.


Mit første sommerhus

Huse i træerne


I forgårs så jeg udsendelsen Arkitektens hjem, livet i træerne - med Chris Thurlbourne. Billederne her er ikke fra udsendelsen, men fra hjemmesiden tinyhouseblog. Jeg har skrevet om serien før, og denne udsendelse var lige så spændende. Chris Thurlbournes hus er delvist opført af de træer, som er fældet for at gøre plads til huset, som nærmest fletter sig ind i den omgivende natur. Det er et sted med plads til børn og med ekstreme naturoplevelser meget tæt på - fugle, dyr, træer, himmel, skyer, lyn, snestormens tuden, vinternattens mørke.

Jeg har vist noget med træer ...

onsdag, marts 23, 2011

Sommertid


Nu har vi som bekendt snart sommertid igen. Jeg synes altid, det føles som at blive slået hjem i Ludo - jeg kan ikke lide at miste en time og at gå rundt som en zombie i en uge, indtil kroppen har affundet sig med den nye tidsregning. Men mærkeligt nok mærker jeg ikke noget til det, når vi vender om til vintertid.

Hvordan har du det med at vænne dig til sommertid?

Solskinstur til Vinderød

Vinderød
Når man går fra Arresødal mod Vinderød - med udsøgt over Arresø - kommer man forbi et gammelt trækors, som er rejst som minde over egens første lutherske præst, der blev dræbt af befolkningen i 1536. Vandreturen kan anbefales, der er gamle bondehuse i Vinderød og den imponerende kanal gennem skoven gravet af svenske krigsfanger i begyndelsen 1700-tallet. Vi var der i går i flot solskin og endte med at gå ind for at se, hvordan Vinderød kirke ser ud indvendigt. Mosaikrudens glasstykker er hentet i Chagalls værksted og skulle være rester fra nogle af hans værker i Jerusalem. Den nuværende kirke er bygget i 1883, men der har været kirke siden kong Erik Lam byggede en kirke omkring 1140. Kirkegården ligger med udsigt over Arresø.
Og da Vinderød er i cykelafstand for os, bliver næste tur med pedalkraft.

Vinderød
Vinderød
Vinderød
Vinderød

tirsdag, marts 22, 2011

Besøg


Vi har haft gæster til frokost, og jeg fik lækker te og orange roser i værtindegave. Heldigvis kan vores venner også lide at gå tur, så vi var forbi denne smukke påfugl, der bor i nærheden med sin mage og et par guldfasaner.


Kattene fortrak ud i haven og skulle ikke nyde noget :-) Miss Mis i solen og Sofus på en skyggefuld plet ved siden af.

Haven

Sporskifte

Haven
En af mine fyrede kolleger har skiftet spor. Fra at være lydtekniker er han nu blevet gartner i en alder af 64 år. Det er flot gjort. Nu er det havetraktor, sneskovl og hækkesaks, der er nogle af hans arbejdsredskaber. Han er sin egen herre og går ikke længere i vagtskema med vanvittige mødetider.

Jeg bliver helt glad, når jeg hører, at nogen er i stand til at finde sig en ny niche, når de må sige farvel til deres job.

Kender du eksempler på, at det er lykkedes at skifte spor?

mandag, marts 21, 2011

10 grader og næsten sommer


Når det er forår, får man lyst til at gå på bare tæer ...

lørdag, marts 19, 2011

En lørdag i Skåne


Vi har været ved Höganäs i dag for at besøge familie og har haft en dejlig dag med travetur på Kullen og rundt i det smukke område ved Krapperup Slot. Foråret var rigtig kommet til Skåne, og da familien er engelsk og svensk, blev samtalen ført på et sjovt mix af tre sprog. En anden gang vil jeg gerne opleve Sofieros rhododendronpark og det kendte loppemarked i Mölle om sommeren.







fredag, marts 18, 2011

Lykken er ...


Ved 22-tiden i går aftes så jeg, at vi havde fået besøg af grævlingen. Den spiste af de nedfaldne korn fra foderbrættet og var ligeglad med, at jeg stod og kiggede på den. Jeg åbnede forsigtigt vinduet og tog et billede med blitz, hvorefter den lille fyr straks tog sine korte ben på nakken og luskede ind under buskene.

Eva i Istanbul opfordrer til at vi skriver et indlæg om, hvad lykken er!

Grævlingen lever i skove og haver, hvor der er løvtræer, og den lever i det meste af Europa, men ikke i nordskandinavien. Den kommer oftest kun frem fra sin hule ved solnedgang og søger sin føde om natten: insekter, larver og regnorme, padder, krybdyr, små pattedyr og fugleunger, rødder, knolde, bær og frugter. Grævlingen er med en kropslængde på op til 90 cm Danmarks største rovdyr, og den føder sine unger i februar-marts. En grævlingegrav kan bestå af et helt system af gange med huler i flere etager.

Tegningen her er af Theis Andersen i Janne Aaris-Sørensens: Grævlinger i Danmark, udgivet af Dyrenes Beskyttelse.

Tatoveringer


I går var jeg sammen med mit barnebarn i nogle timer - det var dejligt at få lagt puslespil og spillet vendespil sammen igen. Bella havde fået nogle fine tatoveringer på begge sine håndled. Vi ses jo ikke så tit, men som altid blev jeg spurgt, om jeg ikke nok ville blive og overnatte.

Jeg glæder mig til, at vi igen skal fodre ænderne og svanerne i Mølleåen sammen! Jeg er sikker på, at de gerne vil have besøg ...



Isabella
ABC Scandinavia er kommet til T, se flere ord og billeder her.