mandag, december 31, 2007

Årets sidste arbejdsdag

Frederiksborg Slot i Hillerød

Det har været en begivenhedsrig dag. Vækkeuret ringede lidt i 5 i morges, men vi havde til gengæld motorvejen fuldstændig for os selv. Åbenbart havde alle valgt at tage en fridag nytårsaftensdag. Ha, siger jeg bare, det var en god fornemmelse at køre til Amager på langt under en time. Da dagens dont var overstået tidligt, gjorde vi stop i Hillerød på hjemvejen og spiste en vegetarmadpandekage på café La Belle Vie på Torvet, hvor man kan nyde den imponerende udsigt til Frederiksborg Slot, mens man spiser. Flottere udsigt findes ikke. Butikkerne lukkede allerede kloken 14, men vi nåede en frisk travetur ned gennem Slotsgade kun afbrudt af Monsieurs vinterstøvlekøb, kiggen på briller og herretøj. På tilbagevejen et lynkig i Slotsarkaderne hos Søstrene Grene.

Nu er vi hjemme, og jeg fandt de dejligste nytårshilsner fra en masse blogvenner, tusind tak til jer alle! Vores aften bliver bare os to plus de to kælegrise, som jeg holder inde, før raketterne og kanonslagene begynder at gøre udelivet usikkert. Jeg har læst, at man bare skal lade en skabslåge stå åben - så vil kattene finde derind og gemme sig i en hule, hvis larmen bliver voldsom.

Ha' det nu godt derude - ingen ulykker i aften, vel?

Jeg slår det lige op ...

Den Store Danske Encyklopædi

Kender du det, at man har brug for at slå noget op, og valget står mellem nettet og et leksikon?

Af en eller anden grund har vi Den Store Danske Encyklopædi stående i reolen, og jeg synes, det er rart at have dette Familien Danmarks leksikon i min stue. Men hvordan er det lige - hvor mange gange har jeg brugt det? Vist nok én gang på et år. Jeg har lavet nogle stikprøver for at se, hvor nyttigt det er til mit brug - og det underlige er, at jeg næsten ikke kan bruge det til noget som helst. Og det er så det, der ryster mig - mig, den inkarnerede bogsamler er blevet en netnørd. Det står ganske simpelt for få artikler om det, jeg har brug for at slå op.

Hvordan har du det med Google kontra et gammeldags leksikon i bogform?

søndag, december 30, 2007

Hørt i forbifarten

Kvicklys kosmetikafdeling lørdag formiddag. To elever - en af hvert køn på omkring de 18 - går og snakker med hinanden, mens de sætter varer på plads.

Han (idet han holder en deodorant frem, så hun kan se den): - Den her, den lugter bare forfærdeligt!

Hun: - Ja, af Gammelfar! Hvis du tager den på, så har du alle de dér kvinder på tredive hængende på ryggen af dig! Det går jo ikke!
Jeg lod, som om jeg ikke hørte noget. Så huskede jeg, at da jeg var 14, havde jeg en olding af en regnelærer. Han var dobbelt så gammel som mig!

Oplever du også, at tidspunktet for, hvornår man er gammel, på magisk vis bliver ved med at flytte sig, så det altid befinder sig et godt stykke foran en selv?

lørdag, december 29, 2007

What a day for a daydream ...

Dagdrømmen

En sko, en ko, en ørenring, en flaske vin og en kokosnød. Hvad dagdrømmer jeg om?

Status

Nu hvor 2007 er ved at være gået, er tiden inde til at gøre status, og hvis du vil være med, bliver det så meget sjovere.

For mig har det været en stor oplevelse at møde og lære flere blogvenner bedre at kende - Regitze, Liselotte, Donald, Ella og Andrea. Derudover gav 2007 mig Sofus, en udpræget kælegris, eller rettere kælekat. Jeg opnåede at få lov at blive i mit dejlige, lyse lydstudie i stedet for at flytte til en cigarkasse uden dagslys, og så har jeg fået en ny ven(inde), der giver mig meget glæde. Vi bor langt fra hinanden, men vi skriver sammen hver uge, og hun skriver de mest fantastiske breve.

Alt i alt har jeg ikke meget at klage over.

Hvad var det bedste, der hændte for dig i 2007?

fredag, december 28, 2007

Byturen

Mine karklude

Hun bryder sig egentlig slet ikke om at komme i København. Siden hun flyttede ud på landet for elleve år siden, har hun kun været på Strøget en enkelt gang, men i dag har hun pludselig lyst til til at tage toget derind.

Hun står af på Nørreport klokken lidt over elleve og går ned ad Fiolstræde, der er helt forandret. Sidst hun var her, var der mange flere antikvariater. Nu er de lavet om til cafeer eller tøjforretninger.

Lige før hun kommer til det, der engang var Daells Varehus, får hun øje på et skilt over en ny forretning, og hun genkender logoet med det samme. I flere år har hun fået Gudrun Sjödéns kataloger sendt fra Sverige og bladret i dem, men hun har sjældent købt noget. Det er for besværligt at købe pr. postordre, hvis tøjet ikke passer. Nu er der kommet en forretning, hun kan gå ind i.

Da hun kommer ud igen, har hun ikke købt noget. Der var for meget at vælge imellem, men det var en god oplevelse. Næsten bedre end at gå på museum, og hun fortsætter sin bytur med et smil om munden ved tanken om de farvestrålende kjoler og fantasifulde mønstre.

Hun går ind i flere forretninger og kigger, men hun køber kun noget ét sted. Notre Dame er den eneste forretning i hele København, hvor man kan få de karklude, hun bruger, og hun trænger til nogle nye. Hun køber en gul, en grøn, en blå, en orange og en rød, så der altid er én, der passer til viskestykkerne.

Da klokken er ved at være ét, er der pludselig sort af mennesker, ligegyldigt hvor hun færdes. Hun har glemt, at det er den dag, alle skal have byttet deres julegaver. Hun er sulten og har lyst til at gå ind på en café og spise frokost, men der er optaget alle steder.

Hun går ned i Meyers Deli i Magasins underetage og køber en vegetarsandwich og en Ramløse, som hun tager med sig i metroen. Nu vil hun hjem.

Sandwichen er enorm, men hun har aldrig smagt noget bedre. Der er ikke andet i end ruccola, mozzarella, soltørrede tomater og pesto, men brødet er helt frisk. Hun beslutter sig for at kopiere den engang i løbet af weekenden.

Hun skal skifte i Hillerød, men det tog, hun skal med, er lige kørt, og mellem jul og nytår kører lokalbanen kun én gang i timen. Hun tager Ud & Se, og fordriver ventetiden med at bladre i det. Der er altid flotte billeder.

På side 50 er der en slags novelle af Simon Fruelund om en gruppe pendleres vaner og hverdag, skrevet i korte, knappe sætninger uden ret meget variation, men hun kan godt lide det. I toget får hun den idé at skrive et blogindlæg i samme stil, når hun kommer hjem. Det skal handle om hendes dag i byen.

torsdag, december 27, 2007

Isabella

Isabella med oldefarSom lovet - mit one and only barnebarn Isabella på knapt tre år. I dag fejrede vi en forsinket juleaften, fire generationer samlet, og det er oldefar, der holder om hende for fotografens skyld. Bella er lige så køn som sin mor, der har et meget eksotisk udseende. Jeg har ikke set hende et stykke tid, og det er fantastisk at opleve et lille barns udvikling. Hun siger en masse nu, vil gøre rent sammen med sin mor og synger sange - i dag Lille Peter Edderkop.

De røde snore på ørerne er julepynt fra træet, og uden for fotografens linse ligger nissehuen. Hvis motivet ser lidt slattent ud, er det fordi hun har lungebetændelse og er på penicillin, men det forhindrede hende ikke i et være et særdeles aktivt - og talende - midtpunkt!

onsdag, december 26, 2007

Den traditionsrige frokost

Beghusets buffet

Sådan så der ud, da vi kom ...

Udsigt fra BeghusetVi har såmænd været til julefrokost på Beghuset i Dragør. Min tante fejrede traditionen tro sin fødselsdag med de 10 nærmeste på Beghuset, som er blevet min yndlingsrestaurant. 2. juledag stiller de op med en traditionel, men stilfuld og delikat julefrokost langt over normal standard. Der er dækket op med runde borde til de forskellige selskaber og et gigantisk tag-selv-bord med sild, lune retter, oste, risalamande, kager og konfekt - alt smukt arrangeret. Vi har spist, så bukseknapperne fløj om ørerne på os, men én gang om året er vel o.k.?.

Det var 14. gang, vi fik fødselsdagsjulefrokost på Beghuset, og når vi har sundet os om et par timer, er vi klar igen til næste år.

For mere useriøse detaljer, se eventuelt her.

Hvor var du i dag?

De sørgelige rester
Sådan så der ud, da vi gik ...

Om at glæde sig

Tor Nørretranders: Glæd dig Jeg fik lyst til at give mig selv en lille efterjulegave. Glæd dig, lyder opfordringen fra Tor Nørretranders, der i sin nye bog skriver om madglæde, arbejdsglæde og livsglæde. Bogen handler om glæden, som vi møder den i hverdagen, når vi spiser, når vi arbejder, og når vi møder andre mennesker. Men det er også en bog om, hvorfor vi ikke altid møder glæden, hvor vi burde - og hvordan vi kan ændre vores kost, vores arbejde og vores samvær, så det gør os gladere. Det handler også om arbejdsro, tilstedeværelse og kropsglæde og om at se naturen, glæde sig i fritiden, spise god mad og chokolade og sætte pris på venner, familie og godt helbred. Nørretranders fortæller om den radikale forandring, der er sket i den videnskabelige udforskning af lykke og glæde, og han undersøger to påstande: 1) kontrol kan fjerne ulykke, men ikke bringe lykke, 2) der består et udelukkelsesforhold mellem kontrol og glæde.

Poul Friis fra DR P1 har talt med Tor Nørretranders om bogen - indslaget kan høres her.

Jeg læste om Glæd dig i det nye nummer af Psykologi. Kender du bogen? Hvad synes du?

tirsdag, december 25, 2007

Historisk julemad

I Alle tiders historie på P1 har jeg lige hørt om gamle dages juletraditioner. Det var ikke kedeligt!

Tilrettelæggeren Dorthe Chakravarty var på besøg hos middelalderarkæologen og madeksperten Bi Skaarup på Nordfalster, der fortalte, at julemaden ikke har ændret sig ret meget i de sidste 1000 år. Dog har små ændringer fundet vej, og gamle opskrifter kan være med til at skabe lidt fornyelse på julebordet. Risalamande kan man læse om helt tilbage i 1703 i Anne Wigants kogebog.

Hvis du vil læse mere om julemadens historie og have opskrifter er der masser af information Bi Skaarups hjemmeside. Her er opskrifter fra vikingetiden, middelalderen, renæssenceopskrifter og opskrifter fra Christian IX´s tid.

Bi Skaarup har udgivet flere bøger om mad fra tidligere tider lige som Else-Marie Boyhus, den mest kendte specialist på området. De er begge medlemmer af Det Danske Gastronomiske Akademi.

mandag, december 24, 2007

Juleaften version 1 og 2

Juleaften er snart gået, og her sidder jeg og tænker og føler efter i glæde over min dags oplevelser.

Da jeg var barn, og sikkert også da I var, kunne man overhovedet ikke få tiden indtil juleaften til at gå, man var så forfærdeligt spændt, og alt skulle være som altid, de hyggelige traditioner med maden, lysene, musikken, gæsterne, gaverne, træet, pynten ... og for mit vedkomende den sene samling hos min mormor, hvor hele min mors familie samledes i det kæmpe hus. Jeg husker med største glæde tilbage på min barndoms jul.

Nu er jeg i en anden fase af mit liv, min søn er voksen og bor i et andet land, jeg er farmor til en lille pige på knapt 3, jeg er gift, min mor lever ikke mere, og vi og min far skal være hinandens juleaften, hvad vi netop har været.

Med årene er juleaften blevet på en anden måde end dengang, jeg var barn. Vi har spist den skønneste mad, drukket dejlig rødvin, fået kaffe og chokolade. Og så er der sneget sig en ny ting ind i vores jul. Min far har fået bredbånd og har lige opdaget YouTube, og vi har prøvet at overgå hinanden med vores yndlingsklip. Simba er blevet klappet, vi har været på kirkegårdene og tænkt på min mor, min mormor og morfar og farmor og farfar og min faster. Der er en masse, vi ikke har gjort af det, vi gjorde førhen, og sådan er livet. Vores familie og vores livsvilkår har ændret sig.

Vi har hygget os utroligt - ikke på den helt slagne måde, men på vores måde. Om et par dage skal jeg se Isabella.

Hvordan gik din juleaften?

søndag, december 23, 2007

Julesnapshot

Morgenfrue i Liseleje

En rose så jeg ikke skyde, men en morgenfrue i fuld blomst på en iskold lillejuleaftensdags spadseretur med ørevarmere og muffedisse.

Jeg fik mit bedste julepostkort i går. Fra sønnike. Det er første gang i et år, at jeg hører fra ham. Han har det godt og er blevet husejer - i Bulgarien!

Rigtig god jul til jer alle sammen!

Hjemløsejul

I går kom Monsieur hjem med Hus forbi, de hjemløses avis, og jeg slog op på et decemberdigt, som jeg straks faldt for:

December, december, hvor er du tung
Den korteste dag, den mørkeste stund
Det mindste lys, det blegeste skær
Det mest mismodige, triste vejr
Din nat er sort med tusinde stjerner
Din dag er grå med regn og slud
Du sukker dybt og gemmer dig bort
Du lever lidt og ånder ud

Men ...

Når himlen sminker dig med pudder
Og maler dagen blå og hvid
Når sneen dæmper alle lyde
Og lyser op ved midnatstide
Når frosten rimer i dit rige
Fuldmåne over den iskolde bugt
Da har jeg sjældent set din lige
Da skinner du vidunderligt smukt

Bjarne Bertel
Beboer på forsorgshjemmet Møltrup ved Herning

Hus forbi, december 2007Blandt de mange læseværdige artikler var der én om de hjemløses jul, som Christiania arrangerer for 33. gang. Jeg har hørt så meget om den, men har desværre aldrig selv deltaget. Professionelle kokke og 100 frivillige laver mad til 1000 mennesker af 150 kg flæskesteg, 80 kg oksesteg, 140 liter sovs og 60 kg rødkål. Forberedelserne starter allerede den 21. december, hvor ben koges af til sovs. Pengene kommer fra fonde og indsamlingsbøsser.

Artiklen er kort, præcis og usentimental, men jeg bliver grebet om hjertet over, at så stor en flok mennesker bruger deres juleaften på at gøre den 24. december til en oplevelse for så mange juleløse. Christiania betragter det som sit flagskib at forære juleaften væk, og det forstår man. Jeg er dybt imponeret.

lørdag, december 22, 2007

Mig og julemanden

Da jeg var omkring fire år, boede vi i en lejlighed på Kongevejen i Virum. Jeg husker ikke så meget fra den tid, mest glimt, eller hvis jeg kigger på billeder fra dengang, kommer enkelte minder væltende - og mest i form af følelser. Fx følelsen af forladthed, da min forældre gik på besøg og troede, at jeg sov. Følelsen af de voksnes tristhed, da min farfar døde, og den pinlige følelse, da jeg væltede med en cykel, fordi jeg troede, jeg kunne cykle som alle de andre børn, men aldrig havde prøvet før.

En juleaftensdag, mens min mor gik og lavde julemaden, blev min far sendt ned i kælderrummet for at hente et glas ribsgelé til aftensmaden. Han var vel væk et kvarter, og netop mens han var væk, ringede julemanden på døren. Han havde et stort hvidt skæg og en sæk med gaver over skulderen - og han var i det fineste julemandstøj. Han spurgte mig, om jeg havde været en artig lille pige, og det mente jeg jo nok, at jeg havde, og så fik jeg en gave - jeg kan ikke huske hvad.

Lidt efter at julemanden var gået igen, kom min far op fra kælderen med geleen, og det var da frygteligt uheldigt, at han gik glip af besøget af selveste julemanden ...

Har du en julehistorie fra din barndom?

Nu er det jul!


Hvad er din yndlingsjulesang?

fredag, december 21, 2007

Læsestof til juledagene

Jacob Holdt En af de mest spændende hjemmesider, jeg er stødt på, ejes af Jacob Holdt. Vi kender ham for hans Amerikanske Billeder og de mange rejser gennem USA’s slum, hvor han har åbnet vores øjne for ufattelige forskelle og uligheder i det amerikanske samfund.

Sjældent har jeg set så omfattende en personlig hjemmeside - en guldmine af interessante artikler og emner, som jeg bliver ved med at vende tilbage til: slægtsforskning, astrologi, Holdts eget curriculum vitae, kapitler om hans rejseledsagere og om hans forankring i Care, hobbies, om at blaffe, billeder/fotogalleri, en samling af e-mail-jokes, et mindested for afdøde venner, om verdens historie skrevet til datteren, favoritlinks osv. osv.

Kort sagt et utrolig spændende menneske med et vidtspændende univers - kig selv, og bliv overbevist!

torsdag, december 20, 2007

En musikalsk åbenbaring

Cesaria EvoraFor et stykke tid siden, da Monsieur kom hjem fra indkøbsturen, havde han en cd med til mig. Han havde simpelt hen købt baggrundsmusikken i vores lokale helsekostbutik i Torup, som åbenbart var gået rent ind, og det gjorde den også hos mig! Det var den Cap Verdiske sangerinde Cesaria Evora og hendes Club Sodade. Jeg anede ikke, at hun er den mest kendte fortolker inden for morna - en lokal variant af den portugisiske fado. Både fado og morna minder om blues, men Club Sodade indeholder nu nogle temmelig eksperimenterende remixes.

Så begyndte jeg ellers at gå på jagt efter hendes mere traditionelle cd'er, og jeg er foreløbig ikke blevet skuffet. Hun kaldes den barfodede diva, fordi hun har for vane at optræde på bare tæer. Nogen vårhare er hun ikke - hun er født i 1941, men hun turnerer stadig over hele verden med sin kreolsk-portugisiske sang.

Omfanget af min uvidenhed gik først for alvor op for mig, da jeg fortalte min gode veninde og gamle klassekammerat Pia om Cesaria Evora. Det viste sig, at hun har alle hendes plader og har været vild med hende i årevis!

Hvis du også er nybegynder på området, kan jeg anbefale at downloade og låne på Bibliotekernes Netmusik.

Hvad er den sidste cd, du har købt?

onsdag, december 19, 2007

Et eksperiment

Jeg kom ret sent hjem den aften. Det var mørkt og koldt, og da jeg satte nøglen i døren, opdagede jeg, at der ikke var låst ...

Er I med på at fortsætte historien med 25 ord hver (cirka)?

Kendtes gravsteder

Jeg er flere gange tilfældigt faldet over www.gravsted.dk når jeg har søgt oplysninger på kendte danskere. Det er et spændende site med over 2000 billeder af berømte danskeres grave og med en mini-biografi om deres liv. Der er flest danske skuespillere og forfattere, men også blandt andet politikere og sangere. Billederne er beskyttet, så ingen billeder her - men kig selv, for websitet er virkelig imponerende og overskueligt, da der er en gruppeinddeling, som gør det nemt at finde rundt.

Der findes en international pendent, www.findagrave.com hvor 19 millioner kendte menneskers gravsteder kan findes i 84 forskellige lande. Sitet er startet i 1995 og har også et diskussionsforum ud over billeder af gravstederne og en biografi. Man kan ved at ’besøge’ gravstederne lægge blomster og skrive hilsner. Kig selv!

Melby kirkegård

Som jeg skrev om tidligere på måneden, har vi kun én berømthed på vores lokale kirkegård, så vidt jeg ved. Men Maren Jensdatter, der døde i 1846, og som jeg ikke aner hvem var, har den smukkeste grav'sten' af støbejern. Sådan én har jeg aldrig set før.

tirsdag, december 18, 2007

Kattepine

Sofus har fået mavevrøvl og skal have to slags medicin, men han er ikke indstillet på at samarbejde, når det gælder piller. Den ene slags skal knuses, tilsættes lidt vand og blandes med hans mad - men hans radar sporede straks, at der var something rotten med den skål, der blev sat foran ham. Altså rørte han den ikke. Den anden pille skal anbringes bagest på tungen, så han bare synker den - og gæt engang hvordan det gik. Suk.

Der var med andre ord kun én ting at gøre i går eftermiddags: stoppe katten ind i transportkassen og transportkassen ind i bilen, og så ellers af sted til dyrlægen.

Under de første fem minutters kørsel udgik der en ynkelig, men stærkt forurettet klynken fra kassen. Det blev afløst af en lyd, der lå tæt op ad det velkendte koncept ’ulvehyl i måneskin’, som efter yderligere to minutter slog over i ’genfærd med halskatar’. Herefter bredte der sig noget, der først lugtede forkert på én måde og lidt efter forkert på en anden måde, og jeg kan skrive under på, at ingen af måderne var behagelig. Den stakkels kat - han troede, han var på vej til skafottet, og han var mildest talt ikke lækker at hale ud af sin kasse på dyrlægens bord. Hele bagkroppen og halen var smurt ind i ... det tror jeg lige, vi springer over.

Dyrlægen ændrede klogt nok strategi, så den ene slags medicin blev i form af én langtidsvirkende injektion i nakken her og nu, mens den anden desværre stadig skal indtages i pilleform. Det tog dyrlægen rundt regnet to sekunder at stoppe pillen i halsen på katten, men han er heller ikke os.

Hjemturen foregik med alle ruder rullet ned og klaprende tænder - alternativet havde været at holde vejret i ti minutter. Så fulgte det tunge pligtarbejde med at få Sofus til at ligne en kat fra et pænt hjem igen. Monsieur stod på bare tæer og og holdt kræet op (iført arbejdshandsker af sikkerhedsmæssige årsager), mens jeg shamponerede, vaskede og skyllede af - først katten og derefter badeværelset. Sofus tog det pænt og protesterede mærkeligt nok slet ikke. Måske opfattede han det bare som en fin service, at han ikke selv behøvede at gøre det beskidte arbejde og indså, at det var bedre at dufte af violer end at lugte værre end en katastrofe.

At møde på job i dag var nærmest som at komme på hvilehjem. Lige nu prøver jeg at glemme, at vi skal til dyrlæge fire gange til i denne uge ...

P.S. Ingen billeder!

Eventyrlig kunst

Julie Brabcová

Lidt tilfældigt er jeg stødt på kunstneren Julie Brabcová gennem en kollega, der kender hende. Det er en dejlig kunstner - født i Prag, men har boet her i mange år. Hun har en betagende smuk hjemmeside, hvor man kan se eksempler på hendes malerier, postkort, illustrationer m.m. - og underskønne postkort kan købes direkte fra hjemmesiden.

Julie Brabcová postkort

mandag, december 17, 2007

Ro på nu

I et tillæg til Politiken for et par måneder siden kunne man læse om, at tre store arbejdspladser her i landet har indført meditation i arbejdstiden som et middel mod stress.

Meditation kan ifølge artiklen forbedre koncentrationsevnen og give bedre overblik. Hos Nokia udbydes endda meditationskurser hver anden måned, hvor medarbejderne har mulighed for at melde sig til et 2 gange 5 timers kursus. Der er indrettet meditationsrum, hvor man bl.a. kan meditere sammen en gang om måneden i tre timer om morgenen, og feedbacken fra medarbejderne har været positiv - de oplever større energi, fokus, overblik og koncentration.

Min arbejdsplads er ikke blandt de tre, der er nævnt. Vil det være realistisk dér, hvor du arbejder?

søndag, december 16, 2007

Vinterglæder

Her i den mørke tid af året gælder det om at finde vinterglæderne frem, huske på at der også er spændende oplevelser, selv om det hele er lidt gråt og mørkt for tiden.

Uden for mit køkkenvindue er der en stillits i øjeblikket, og jeg plejer at få besøg af kvækerfinker og en masse dompapper. Jeg glæder mig til, at sneen ændrer landskabet og lyser op - helst når jeg har fri og ikke om morgenen, når jeg skal ud at køre.

Hvad glæder du dig over her i vintertiden?

Win-win

Vil I høre en god nyhed? Ja?

Jeg har fået lov til at beholde mit lækre, lyse lydstudie, foreløbig indtil næste sommer. At vinteren nu ikke skal tilbringes i en mørk æske uden vinduer, er jeg bare så glad for.

Hvordan jeg gjorde?

Jeg skrev en mail til min chef og påviste, hvordan man kunne spare afdelingen for en masse penge ved at lade mig blive i mit studie - verdens bedste argument for tiden. Det lykkedes altså at vinde første halvleg uden at nogen tabte, og så tager jeg tyren ved hornene igen til sommer, hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeg har gemt alle jeres fine kommentarer til mig om dagslyslamper. De ligger trygt her i en mappe, så jeg ved, at det ikke kan ende fuldstændig galt.

Win-win er mit motto.

lørdag, december 15, 2007

Moulin Rouge på Amager

Ludovic Rodo Pissaro: French Cancan

I går var jeg til julefrokost på min arbejdsplads. Afdelingen holdt lukket hele dagen, og der var mødepligt for alle. Jeg havde ellers haft planer om at skulke, for mine forventninger var ikke de bedste.

Men faktisk blev det en fin dag. Den begyndte med fælles morgenmad for cirka 250 mennesker, derefter rundvisning i det kæmpe hus (som jeg endnu ikke har haft tid til at se på egen hånd), borddækning og pyntning af det største studie, der blevet forvandlet til Moulin Rouge i Paris. Kulisser, lamper, møbler, giner med tøj og musik og storskærm med de dansende kvinder fra filmen. Dansepiger, der laver møller med deres lange flæsekjoler og kun har mildest talt meget lidt tøj på. Vi sad ved små, runde borde, og der var traditionel og gammeldags julemad. Det sidste er godt nok ikke lige mig, men det var en meget hyggelig dag, som jeg ser tilbage på med glæde. Dejligt med skuffede forventninger engang imellem!

Hvordan gik din julefrokost?

Et usædvanligt arrangement

Langt ude i min bekendtskabskreds er der to mennnesker, der har en lille pige på fire år sammen. Men de er ikke et par og har aldrig været det, for han er til herrer, og det er hun også. Hun har bare aldrig fundet den helt rigtige. Det har han til gengæld, men ham kan han i sagens natur ikke få børn med. Så pigen er resultatet af en praktisk aftale.

Den lille piges far og mor er kolleger, arbejder samme sted og har altid været gode venner. De taler sammen hver dag og har mindst lige så gode muligheder som et 'rigtigt' par for at få hverdagen med deres fælles barn til at fungere gnidningsfrit. Det ser oven i købet ud til, at pigen er godt tjent med to familier - den ene bestående af to herrer, den af anden af en enlig mor. Men alle implicerede har haft det store ønske at få et barn.

Den slags arrangementer, der bunder i dyb respekt, og som viser sig at være til stor glæde for begge parter, beundrer jeg dybt. Når jeg tænker på, hvor svært det kan være at have små børn og få et parforhold til at fungere, er jeg endnu mere imponeret over, at det kan lade sig gøre at have et barn, når man fra starten har valgt hinanden til kun at være far eller mor - og ikke at være et par.

Er der nogen der har en bedre historie, der også er autentisk?

torsdag, december 13, 2007

Holder du af hverdagen

Jeg holder af hverdagen, skrev Dan Turèll 80'erne og fremsagde til musik i 90'erne.

For et par dage siden var der en artikel i Politiken om den nye udstilling Indblik i mit liv i forhallen på Københavns rådhus. 43 københavnere har fået til opgave at fotografere deres hverdag, og der er nogle sjove eksempler i avisen. Udstillingen er åben til 27. december.

Hvis vi med cirka 25 ord skulle fortælle om vores hverdag, hvordan vil den så se ud? Jeg håber, du vil være med - jeg begynder lige:

Vækkeur 4.55, havregryn, motorvej, højtlæsning, bilkø, Amager, glashus, båndoptager, pc-netværk, e-mails, møde, kollegahygge, gamle udsendelser, indre by, kattene, kylling i karry, telefonsnak, spadseretur med lommelygte, Politiken, nyheder, dyner.

Har du lyst til at være med til at komprimere din hverdag ned til få ord?

onsdag, december 12, 2007

Bag tremmer

Manden, der står bag overfaldet på flere kvindelige kondiløbere og unge piger i vores område, er nu bag tremmer. Det står i vores lokale avis i dag. Det er en 20-årig polak, og han erkender de to meget grove overfald, der har fået mig til ikke at gå tur alene nu i flere måneder.

Om jeg er lettet?

Jeg - en syvtalsgrosserer

Mit salt- og pebersæt

Min moster siger, at hun er en syvtalsgrosserer - et gammeldags udtryk for en klunser. De gik engang rundt med et syvtal i jern til at rode i affaldsbunkerne med.

Og jeg har åbenbart et gen til fælles med hende, for jeg har også et talent for at finde ting på vores lokale genbrugsstaion. Jeg har fundet de dejligste kopper, tallerkner, bøger, drikketrug til misserne, tøj - og salt- og pebersættet oven over, som jeg har en særlig forkærlighed for.

Det er utroligt, hvad man smider ud nu om stunder. Men hvis folk bare efterlader det i 'genbrugsen', synes jeg det er fint, så pæne ting kan komme andre til gode. Jeg sørger altid selv for, at de ting jeg bliver træt af, havner på genbrugsstationen.

Jeg ved godt, at mange ikke kunne drømme om at kigge efter, hvad der står den slags steder og ikke vil tage noget med hjem, som andre har brugt. Dem om det, så er der så meget mere at vælge imellem til os andre.

Hvilken kategori hører du til i?

tirsdag, december 11, 2007

Mit bløde punkt

The FutureJeg har et blødt punkt med Leonard Cohen - hans musik går lige i maven. Han er langtidsholdbar, og jeg bruger ham nærmest som terapi, når jeg har brug for en ekstra dyb indånding. Jeg fik The Future, da den udkom i 1992, men på et tidspunkt forsvandt den sporløst i forbindelse med, at vi flyttede. I flere år overlevede jeg mirakuløst uden Cohen, men en skønne dag for et år siden kom Monsieur så hjem med den til mig igen - selv om han påstår, at han falder i søvn, hver gang jeg sætter den på.

Leonard Cohens dybe stemme har en ro og en nærmest spirituel udstråling, der går rent ind, i hvert fald hos mig. Men måske virker han kun på kvinder?

Hvordan har du det med Leonard Cohen?

Lyttesmagsprøver her.

Dorthe

Her ved juletid kommer jeg gerne til at tænke på min skolekammerat Dorthe. Vi gik kun i 1. klasse sammen, men fordi hendes skæbne blev, som den gjorde, kan jeg ikke glemme hende. Jeg ved ikke, hvor i verden hun er i dag, for vores veje skiltes efter 1. klasse.

Dorthe var en helt almindelig lille pige, som fik en hjernesvulst, der gjorde, at hun kom til at sidde i kørestol, og hun mistede også talens brug. Forældrene var meget ældre end mine, og de havde flere andre børn. De valgte at sende Dorthe på et hjem, hvor man tog sig godt af hende - men desværre et plejehjem for gamle mennesker. Det kan ikke have været sjovt for et ungt menneske at bo sammen med meget dårlige gamle, men min mor blev besøgsven for Dorthe. Hun så hende en gang om ugen i mange år, og hvorfor det stoppede, ved jeg ikke, og nu kan jeg ikke spørge min mor, for hun lever ikke mere. Min mor valgte netop Dorthe som den, hun blev besøgsven for, fordi hun selv var heldig at have to raske børn.

Ind imellem husker jeg på, at man skal påskønne at være rask, for det er ingen selvfølge. Hvis jeg vidste, hvor Dorthe er i dag, ville jeg besøge hende, men hendes navn findes ikke i telefonregistrene.

mandag, december 10, 2007

Bogklubben

Jeg er medlem af Bogklubben 12 bøger. Det har jeg været i mange år og været meget tilfreds med. Gennem årene har jeg også været medlem af flere andre bogklubber, men det er begrænset, hvad jeg kan nå at læse og tage stilling til, så for tiden holder jeg mig til denne ene bogklub, som også tilbyder film, musik og lydbøger.

Bogklubber er en genial idé. Man får tilbudt en masse bøger, som man ikke anede, man ikke kan leve foruden, og man får spændende omtale af bøgerne. For eksempel er det 12 bøgers fortjeneste, at jeg har lært Sanna Ehdin at kende.

Jeg får også mange ideer til gaver. Ind imellem svipser det, så jeg pludselig står med månedens bog alligevel, selv om den var afmeldt, men der har aldrig været vrøvl med at returnere den.

Egentlig hører jeg ikke til dem, der absolut skal eje bøgerne - vi har jo verdens bedste biblioteker. Det er bare ikke altid, jeg kan vente med at læse en bog, til det er min tur i køen. Og hvis jeg vil overraskes, går jeg på jagt på den genbrugsstation - herom måske en anden gang ...

Smykker

Jeg kunne godt tænke mig at få lavet et smykke helt efter mit eget hoved i
samarbejde med en guldsmed. Jeg har arvet nogle gamle ringe, som er meget
gammeldags og slet ikke min stil - og jeg tænkte, at man måske kan få dem smeltet om, så de bliver lidt mere tidssvarende. Der er jo ikke så meget glæde ved at have arvestykker liggende, hvis man kan få lavet et nyt smykke, man bliver glad for.

Har nogle af jer erfaringer i den retning?

søndag, december 09, 2007

Den hyggeligste tradition

Unicef julekortJeg elsker at få julepost, jo mere jo bedre, og jeg skriver selv cirka 30 julebreve og 15 julemails hvert år. Til visse familiemedlemmer er det dog bedre med en telefonsamtale med ønsket om en god jul. Det tager selvfølgelig sin tid, og jeg begynder som regel at tænke på det 1. søndag i advent for at fordele brevskrivningen hen over ugerne. Foran mig har jeg lige nu en stor stabel julekort, der minder mig om, at hvert fald de breve, der skal til udlandet, skal af sted om nogle dage.

Julekortene er en tradition, jeg har taget med mig fra mit barndomshjem, hvor min far skrev mindst det samme antal til hans og min mors venner og vores familie. Min mor skrev endda med veninder, hvor hun nu kun havde denne kontakt én gang om året, for det betød meget for hende. Hun skrev med Hilma i Sverige, som hun havde gået på kursus med i 1954, og de skrev sammen, til min mor døde for 9 år siden. Min mor skrev også med vores tidligere nabo, Laila, selv om hun var flyttet i 1960.

Skriver du julekort eller julebreve? Er du eventuelt gået over til e-mails - eller gider du slet ikke den slags?

lørdag, december 08, 2007

På juleudstilling

På juleudstilling

Da jeg var barn, var en af decembers helt store oplevelser at tage med min far og mor på juleudstilling i København. Vi brugte en eftermiddag på at gå ned gennem Strøget og kigge på alle de fantasifulde udsmykninger af butiksvinduerne. Jeg kan huske, at især legetøjsbutikkerne var spændende at trykke næsen flad imod, der var som regel et elektrisk tog, der kørte rundt og rundt i udstillingsvinduet, og nisser og julemænd, der bevægede sig. Daells Varehus' var den flotteste af dem alle sammen, og der var altid sort af børn! Vinduerne gav ideer til ønsker, som var meget beskedne - et år fik jeg en skoletaske. Af ældre familiemedlemmer fik jeg gerne en bog, nogle gange en voksenbog, de havde stående i reolen, og jeg var dybt skuffet. Jeg har også fået mokkakopper som lille pige og forstod slet ikke at påskønne dem, selv om jeg nu er glad for at eje mine fars mosters fine, små kopper. I det hele taget var gaver ikke, hvad de er i dag. De to største gaver, jeg fik ved min konfirmation, var en ny cykel og et lille armbåndsur. Men jeg var lykkelig for begge dele - det var den første cykel, jeg fik, som ikke var købt brugt.

Illustrationen er et julekort fra 40'erne, så bilerne så ikke helt sådan ud i min barndom. Men tegningen gengiver stemningen meget godt, sådan som den tager sig ud i hukommelsen.

Det faldt jeg for

BamseJeg faldt tilfældigt over FairTradebutik.dk, der har en guldgrube af spændende og farverige varer inden for brugskunst, tøj, tekstiler, smykker m.m. fra Afrika, Asien og Latinamerika. Smukke håndlavede unika i træ, keramik, glas, metaller, skind, bomuld, uld, sisal, jute m.v. Man kan også købe lækre fødevarer, snacks og drikkevarer.Lama

Fair Trade arbejder for, at bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande får en rimelig betaling for deres varer. Fair Trade fremmer økologi og bæredygtige produktionsformer af hensyn til miljøet, producenternes sundhed og velfærd. God kvalitet, man kan købe med god samvittighed. Læs om de grundlæggende principper her.

Du kan tilmelde dig Fair Trades nyhedsbrev her, her finder du det lækre Fair Trade-magasin, og her er julekataloget.

Bakke

Se også diskussionen om Fair Trade hos Jens.

fredag, december 07, 2007

Pendulet

Jeg har en veninde, der pendulerer. Hun taler spændende om, at hun kan teste for eksempel vitaminpiller og se, hvilket mærke hun optager bedst. Hendes pendul er en smukt slebet sten med en tynd tråd i, men det er nu ikke pendulets udseende, der giver resultat. Desværre har jeg aldrig fået sat mig ind i penduleringens kunst, men når hun fortæller, er jeg hver gang opsat på at læse om den viden, vi kan skaffe os selv. Man skal stille spørgsmålet, så der kan svares ja eller nej, og man kan kun spørge om ting, der vedrører en selv.

Pendulet er blevet brugt siden år 8000 før vores tidsregning og har været anvendt over hele verden af bl.a. grækere, romere, jøder, ægyptere, kinesere, hinduer, indianere i Nord- og Sydamerika ved at bygge bro mellem logik og intuition. Det kan bl.a. bruges til at vælge de rigtige fødevarer, vitaminer, mineraler, lægemidler, læger, terapeuter, huse, biler, job ...

Er der nogen af jer, der kan give mig nogle begyndertrick?

Din egen dag

Uffe Ellemann-Jensen skrev engang en erindringsbog med titlen Din egen dag er kort. Jeg har aldrig læst den og har derfor ingen mening om den, men titlen har bidt sig fast. Den minder mig om, at vores tid her på planeten er begrænset, og det er værd at tænke over, hvad vi bruger den til. Døgnet har som bekendt 24 timer, men det er kun en brøkdel af dem, der er til fri disposition.

I dag kom jeg forbi Zen Habits, der regner lidt på det, og jeg fik lyst til at gøre det samme: jeg bruger 8 timer til at sove, 7 3/4 til arbejde, 2½ til transport og 2 til madlavning, spisning og huslige sysler, 1 time til at blogge og følge med i Blogland, og så er der alt det løse - dagbogsskrivning, planlægning, telefonsamtaler m.m. - lad mig sætte det til 1 time.

Når jeg trækker det fra 24, er der rundt regnet 2 timer tilbage, som jeg kan bruge til hvad jeg vil, og det er vel ikke så ringe endda.

Jeg prøver hver dag at nå at gå en tur, at læse avis, høre lidt radioavis, slappe af med en kat på skødet, læse i en bog og maile med mine venner og familie. Indkøb, rengøring og vask foregår i weekenden. Derudover samler jeg på ugens oplevelse, der som regel også er henlagt til weekenden. På søndag skal jeg være sammen med to af mine blogvenner, og vi skal på museumsbesøg på Den Hirschsprungske Samling.

Hvor mange timer råder du over, og hvordan bruger du dem?

torsdag, december 06, 2007

Det tynder ud

For tiden bliver jeg hver dag mindet om, at livet er en lang række af forandringer, og at mennesker vandrer ud og ind af ens liv. At man kan være stensikker på at opleve en masse tab, som man hver gang skal komme sig over.

I disse dage siger jeg farvel til mine to nærmeste kolleger og en række andre i min afdeling. Jeg synes, det gør ondt, og min hverdag på jobbet bliver en anden bagefter. Nogle takler deres fratræden flot, andre er gået totalt i spåner og vil ikke engang sige farvel. For nogle dage siden skrev jeg et langt og kærligt farvel-brev til tæt kollega, som skulle holde op, med et ’god vind fremover’. Jeg hørte ikke et ord hørte jeg fra hende, og det gør ondt.

Jeg føler, hele situationen på arbejdspladsen stresser mig, og jeg har ikke noget våben mod det, for man skal jo igennem denne periode. Men jeg må indrømme, at mine sko i øjeblikket helst går en anden vej om morgenen end ind i det hus, hvor jeg har mit arbejde.

Noget at tænke over

En af mine lidt fjernere kolleger fortalte mig i går, at han engang på en rejse i England besøgte et spritistisk medie.

Det havde været en stor oplevelse for ham, fordi denne person havde talt til ham om hans farmor og beskrevet hende i detaljer som den meget korpulente dame hun var - og havde fortalt om hans farfars tragiske selvmord. Mediet have ingen forudsætninger for at kende til min kollegas familie, og denne oplevelse var blevet begyndelsen til en interesse for det, man ikke lige kan forklare. Egentlig synes jeg, det var modigt at sidde midt under frokosten og tale om disse ting. Han er uddannet psykolog og hopper ikke med på hvad som helst. Mange mennesker fejer det uforklarlige af bordet og vil slet ikke høre om den slags oplevelser.

Jeg har aldrig selv oplevet en spiritist, men kender flere der har. Det er noget, man skal gå forsigtigt frem med - ikke bare buse ud med oplevelsen.

Har du oplevet noget tilsvarende?

onsdag, december 05, 2007

Penge er ikke alt

Miss Mis i papirkurven
I gratisavisen 24 timer var der en lille artikel forleden, der fangede min interesse. Den handlede om, at enkle oplevelser gør os lykkeligere end at være mangemillionærer. Vi har hørt det før, men nu har en engelsk undersøgelse blandt lottomillionærer vist, at hemmeligheden bag et lykkeligt liv er at bruge tid på at slappe af. Det er de gratis glæder, der betyder noget - og det er ikke gratisaviser, der tænkes på, men for eksempel et varmt bad, golfspil, en svømmetur - også selv om man har råd til at købe, hvad det skal være.

Den danske lykkeforsker (det vidste jeg ikke, man kunne være!) Christian Bjørnskov mener, at i det lange løb er det eksempelvis det rigtige valg af partner, der gør os lykkelige. Mest ulykkelige bliver vi, når vi mister arbejdet. Rådet til os alle er at have overskud til gåture og til eftermiddagsluren, hvis vi er på jagt efter lykke.

Det glæder mig selvfølgelig at få bekræftet, at jeg har været på rette vej længe - katte i papirkurve medregnet.

Hvis vi snakker om de helt enkle oplevelser - hvad er så din opskrift på lykken? Gåture, fuglefodring, at male eller tegne eller ...

tirsdag, december 04, 2007

Vigtig meddelelse!

Mine nisser
Hvis du ikke har opdaget det, kan jeg oplyse, at det snart er jul. Jeg vil ikke påstå, at jeg selv gør et stort nummer ud af den hjemlige juleudsmykning. Billedet er fra sidste år, men det kunne lige så godt være taget i går. Mine to trænisser i halv tændstikæskestørrelse er en fast tradition.

Jeg synes, det er en dejlig måned, og jeg holder af udsmykningen i gaderne og butikkerne. Det er hyggeligt med levende lys til overmål og samling på familien.

Da jeg var barn, fik vi altid risengrød med saftevand til og derefter flæskesteg. Nu er vi gået over til and med risalamande bagefter. Det med grøden først var vist for, at man ikke skulle spise for meget af det dyre kød.

Hvad får I at spise juleaften?

mandag, december 03, 2007

Min ven Panduro

Melby KirkeMelby Kirke er en smuk bygning fra omkring år 1100. Den ligger i vores nabolag, og somme tider lægger vi søndagsgåturen forbi for at hilse på Leif Panduro. Han boede i Asserbo, da han døde, og nu står der en uanselig sten til minde om ham på kirkegården i Melby, der ligger smukt højt på en bakke. Da vi var unge, var Panduro overalt i medierne, og ser man bort fra lyrikken, spændte han over alle genrer, fra klummeskrivning, radio- og tv-satire til noveller og romaner. Dengang var det ham, der leverede tv-dramatik, der ryddede gaderne. Han skrev de første krimiserier på dansk, Ka’ De li’ østers og Smuglerne - datidens Forbrydelsen - men også hans seriøse tv-stykker om borgerskabets trængsler kunne holde seerne til skærmen hver gang. Det er sært at tænke på, hvor meget han betød dengang, og hvor lidt kendt han er nu. Jeg tvivler på, at nutidens gymnasieelever aner, hvem han var.

Leif Panduros grav

Leif Panduro døde i 1977, kun 53 år gammel, men med en enorm produktion bag sig, og hans død kom som et chok for hele landet. Fra at have været ’den frække tandlæge fra Esbjerg’ var han nærmest blevet en Frederik Folkekær. Både Monsieur og jeg føler, at han er en del af vores personlige kulturarv, og vi har næsten alle hans bøger stående i reolen. Monsieur har oven i købet været så heldig at besøge ham i forbindelse med en opgave, han skrev i gymnasiet. Panduro var et usædvanlig beskedent, venligt og opmærksomt menneske, og så var han vanvittig morsom. Det er godt at have ham lige i nærheden, så man kan gå forbi og sende ham en venlig tanke engang imellem.

Melby Kirkegård

Har du også en afdød kunstner, som du har et helt specielt forhold til?

søndag, december 02, 2007

Kontrasternes aften

Økologiske restauranter hænger ikke på træerne, men der ligger en på Frederiksberg. Her var vi inviteret til fødselsdag i går, og vi havde en sund aften med lækker, giftfri mad og drikke.

Samtaleemnerne var derimod ikke helt giftfrie - oplevelser i fortid og nutid, venskaber og arbejde. Vi var blandt andet en tur omkring min arbejdsplads i 70'erne, hvor meget var anderledes end nu på godt og ondt. Man kan roligt tale om en anden kultur - mange drak umådeholdent, nogle mødte op om morgenen med en pose med klirrende flasker, og først efter et par elefantøller var de arbejdsdygtige. Jeg deltog ikke selv i festlighederne, men jeg kommer ikke udenom, at selv om der var mange triste skæbner - en del overlevede ikke de glade 70'ere - var det også en hyggelig tid med plads til originaler, som man lod være i fred, fordi de kunne noget, andre ikke kunne. Jeg mindes radioprogrammer, der først kunne blive til efter klokken 22, når de medvirkende havde varmet op på værtshuset ved siden af i adskillige timer. Først omkring 1990 fik piben en anden lyd. Det var ikke længere velset at drikke i arbejdstiden, og de hvide elefanter forsvandt sammen med elefantøllerne.

Mens jeg delte ud af mine memoirer i går, drak vi 800 år gammelt kildevand. Det blev der ærlig talt ikke drukket meget af dengang i 70'erne.

Restauranten hedder for resten Chill Out, hvis du skulle få lyst til at prøve. Den ligger lige bag ved Frederiksberg Centret.

lørdag, december 01, 2007

Historien om nederdelen

For et par dage siden skrev Sister Bonde om sin ungdoms hjemmehæklede bikini. Det kunne være sjovt at se, hvilke kreationer vi alle sammen har frembragt. Jeg ved, at mange af jer er umådeligt kreative, men hvad nørklede I med som helt unge? Strik, hækling, syning ...?

Jeg har selv mest gjort det i at sy - og lidt vævning og strikning. Min mor underviste i vævning, men var uddannet tilskærer og husholdningslærerinde. Hun lærte mig en masse fif, da jeg var en stor pige, og indtil 30-års alderen syede jeg meget af mit tøj selv.

Batiknederdelen

Nederdelen her syede jeg i starten af 70'erne efter min rejse i Gambia og Senegal. Jeg faldt for de skønne batikmønstre, man kunne få overalt. Mønstret får jeg aldrig nok af, og jeg bruger stadig nederdelen med mellemrum. Som man kan se, har den en fortid som mininederdel – og da det gik af mode, blev det til en lang nederdel. Stoffet kunne ikke skaffes igen.

Hvad syede eller strikkede du som helt ung – har du noget du vil vise frem?