lørdag, juni 30, 2012

Inspiration fra Lisbeths åben havedag


Når jeg ser Lisbeths smukke have, giver den mange ideer til min egen, selv om jeg aldrig ville kunne holde en have så flot. Jeg har fået inspiration til trædesten i bedene og til at opdele haven i flere forskellige typer af rum. Lisbeth bruger fx en halvrund hæk og en pergola som ’room divider’. På den måde får man indtryk af en have, der er meget større, end den egentlig er. Og jeg elsker hendes idé med stole rundt omkring, så man kan flytte sig alt efter solen og humøret. En have er ren terapi! At holde en have giver både motion og terapi.

Tak fordi du viste din have frem i dag, Lisbeth, og også i morgen holder åben have for alle haveinteresserede!





Uvejr, kanonfredag og åbne haver


Sikke et vejr - hele eftermiddagen styrtede regnen ned, og det lynede og tordnede flere gange lige over hovedet på os. Om aftenen klarede det op, og der var fest i gaden – ja, endda kanonfredag - i Frederiksværk. Det var med kendte musikere som På slaget 12, og duoen Harness spillede irsk og skotsk musik, så det var en ren fornøjelse. Men ved 8-tiden vendte uvejret tilbage i form af noget, man vist kan kalde for et skybrud.



I dag holder Haveselskabet havefestival flere steder, og jeg skal opleve Lisbeths have. Lisbeth har bloggen Countryliv, hvor man kan følge hendes dejlige have året rundt.

Sådan ser Frederiksværk ud i solskin ...

Frederiksværk

fredag, juni 29, 2012

En anbefaling


I går aftes så vi Lone Scherfigs roste film An Education, og det skal alle andre også gøre. Ellers går de glip af en naturtro skildring af England i begyndelsen af 60'erne, hvor London ikke var det mindste swinging, det vil sige før Beatles, og inden Carnaby Street gjorde byen til symbol på alt, hvad der var cool og hipt.

Jenny er en pligtopfyldende gymnasieelev, der læser Camus, lytter til Juliette Gréco på rejsegrammofonen og drømmer om Paris. Hun er kun 16 år og kan slet ikke vente med at blive voksen. En dag, da hun står ved et busstoppested i øsende regnvejr, bliver hun samlet op af David, en venlig og charmerende mand, der tilbyder at køre hende hjem i sin smarte bil.

I første omgang er bekendtskabet helt uskyldigt, men hun bliver hurtigt tiltrukket af ham, for han lever et spændende liv, har masser af penge, er måske også en lille smule farlig, men først og fremmest utrolig sød. Han står for det modsatte af Jennys eget triste forstadsliv hos de småborgerlige forældre, hvis største ambition er, at hun kommer på Oxford og bliver til noget af det, de aldrig selv fik mulighed for. Men også de falder for Davids charme og glemmer deres oprindelige betænkelighed ved, at han er rundt regnet dobbelt så gammel som Jenny. David og Jenny bliver et par, hun dropper sin skole, for hun vil giftes og leve det søde liv, som hun har fået smag for. Men inden længe begynder sandheden så småt at melde sig. David finansierer sin playboytilværelse på en højst tvivlsom måde, og Jenny opdager, at han også har andre hemmeligheder ...

An Education er en blanding af komedie og mild tragedie, men ender heldigvis med noget, der ligner en happy ending mere, end man havde turdet håbe på. Men An Education er også en moralsk film. Vovet! Se den. Nyd den. Den er et mesterværk inden for sin genre.

torsdag, juni 28, 2012

En lun sommeraften

Liseleje strand At gå en aftentur på stranden er en helt særlig oplevelse. Især hvis vejret er pænt. Og man kan jo tage en madkurv med og sætte sig i klitterne, mens solen går ned ... :-)

Liseleje strand
Stranden
Liseleje strand

Flere himmelske billeder hos Petunia.

Køkkenskriverier


Jeg er så heldig at have en mand, der kan lide at bage og at lave mad. Da vi havde gæster i går, kreerede han en porre-rucola tærte med cæsarsalat til og to speltbrød, som er blevet en fast ingrediens i vores hverdag.

Tærte
Porre-rucola tærte: Man laver en tærtebund og bager, som man plejer. Man prikker bunden og får den sprød ved først at bage den i 10 minutter ved 210 grader med et stykke bagepapir over. Så skrues ned til 180 grader, og bunden bages videre i 5 minutter uden bagepapiret over.
2 store porrer i skiver og 2 pressede hvidløgsfed sauteres på en pande, og når porrerne er møre, sauteres 100 g rucola med i 1 minut. Grøntsagerne lægges på den forbagte tærtebund, og en æggestand af 1½ dl mælk, 1 dl piskefløde, 3 tsk salt og 2 æg hældes over. Tærten bages nu i 50 minutter ved 180 grader. Pynt med parmesan i meget tynde skiver og friske basilikumblade.

Og skulle du have lyst til at bage vores brød er opskriften her: 2½ dl kold mælk blandes med 10 g gær + 100 g rugmel og en dl hørfrø. Blandingen står natten over, og næste dag møffes følgende i:

300-400 g usigtet speltmel
1 æg
2 tsk. salt
1 tsk. kardemomme
100 g rapsolie

Hæver et par timer, slås op og efterhæver 30 minutter. Bages 40 minutter i varmluftovn ved 200 grader.

tirsdag, juni 26, 2012

Den lille ekstra luksus


Er der noget så dejligt som at komme til frisøren og få en hårkur og klippet slidte ender af manken? I en del år klippede jeg selv mit hår, men nu nyder jeg den luksus, det er at få det gjort hos en frisør. Hver måned får jeg pandehåret klippet gratis som en ekstra service - og så ellers den store tur hver tredje måned. For bare et par år siden ville jeg have forsvoret, at jeg nogen sinde kunne finde på at sætte foden hos en frisør … ;-)

Cykeltur til Arresø og en ny bog


I fredags, hvor det stadig var flot sommervejr, tog vi cyklerne frem og kørte en tur over Vinderød til Arresødal for at se naturbroen i Arresø. Og nu skulle det jo heldigvis bliver cykelvejr igen.

Jeg er begyndt på en ny bog, som jeg venter mig meget af - Linda Olssons 'Astrid og Veronika', der handler om et usædvanligt venskab mellem to kvinder på tværs af alder og opvækstvilkår. Og jeg er lige blevet færdig med Anette Røpkes 'Dyrestemmer - min kommunikation med dyr' og også med Vibeke Arndals 'Den blå safir', som er en historiske roman fra 1700-tallet. Begge er anbefalelsesværdige. Læser du noget spændende i øjeblikket?






Og sådan så der ud ved naturbroen en dag i januar:

mandag, juni 25, 2012

Fra sol til øsende regn


Sikke et vejr i går – her øsede det ned fra morgen til aften. Vi brugte dagen på at besøge min fætter Mikkel i hans sommerhus i Nordsjælland, og om aftenen så vi et afsnit af den engelske serie ’Sagen genåbnet’. Den kan anbefales - er meget spændende!


Men sankthansaften havde vi heldigvis fantastisk flot vejr og nød fyrværkeriet på stranden.



lørdag, juni 23, 2012

Sankthans

Sankthansaften
I aften er det sankthansaften, og her i byen er der bål på stranden og fyrværkeri. Det er en hyggelig tradition, der samler en stor del af lokalområdet, når vejret er godt. Vejrudsigten ser heldigvis lovende ud, og der skulle ikke komme regn i aften! Her er et par billeder fra tidligere sankthansaftener.

Aftenen fejres i mange europæiske lande, men især i Norden, hvor den lyse nat giver de optimale betingelser for en smuk oplevelse.

Hvordan skal du fejre sankthans?

Stranden

fredag, juni 22, 2012

Et alt andet end støvet museum


Vi har været på kunstmuseet Louisiana – vejret var smukt, og det var på tide at lufte vores klubkort, der giver gratis adgang. Efter en frokostbuffet gik vi en tur i den flotte park, hvor den japanske ahorn lyste op. Her er den flotteste udsigt over Øresund.


Den nye udstilling Pink Caviar er helt overvældende. Der er både klassiske hovedværker og en række nye navne i Louisiana-sammenhænge, der alle er blevet indsamlet til museet i de seneste tre år. Mere end 150 værker af 56 kunstnere fra hele verden. Men det der gjorde størst indtryk på os begge var denne skæve bil :-)




Værk af Elliott Hundley fra 2009.

Og butikken måtte jeg jo ose rundt i til sidst ...



Flere himmelske billeder hos Petunia.

torsdag, juni 21, 2012

Blogtræf på Frilandsmuseet 14/7


Jeg minder om blogtræffet på Frilandsmuseet lørdag den 14/7 kl. 13. Vi mødes ved hovedindgangen på Kongevejen, og for dem der eventuelt kommer lidt senere, spiser vi vores medbragte frokost ved bordene bag gård nummer 4 til højre på billedet her – lige som sidste år. Gå ad stien til højre, når man kommer ind gennem hovedindgangen, og der er gratis adgang.

Indtil videre ser det ud til, at vi bliver: Nille, Donald, Jens, Mia, Gitte Rav og Krat med husbond, Britt, Jeanette Prikker i luften og Finn, Kisser, Kong Mor, Sidse, Karens kaos, Pernille og hendes datter, Madame og Monsieur.

Og et måske fra Marianne DIY, Lisbet, Anette, Charlotte, Helle og Mit lille Paradis ...

Men mange flere er selvfølgelig hjertelig velkomne! Adressen er Kongevejen 100, 2800 Lyngby.

Sommervejr når det er smukkest


Vi cyklede ad nye ruter i det dejlige vejr og kom forbi mange marker med kornblomster og valmuer – det er et smukt syn! Det blå flag vajer over Liseleje Strand. Efter 15 kilometers cykeltur og 75 billeder er de kønneste taget næsten lige her, hvor jeg bor – jeg har da vist noget med valmuer :-)




tirsdag, juni 19, 2012

Glæderne ved et glastag

Øsende regnvejr
Regnvejr lyder sjovt på et glastag - det er virkelig noget, der kan høres. Glastaget gør, at man kan følge med i vejret på nærmeste hold uden at blive våd. Og helt fantastisk er det at se, når solen går ned og sender sit røde lys ind i vores entré - eller at se op gennem taget en stjerneklar nat ...

mandag, juni 18, 2012

Tak fordi du lod en blive tilbage


Tak fru Rådyr - det var pænt af dig at efterlade én valmue til mig. Jeg håber, de andre smagte godt! Jeg kan jo også bare nøjes med nyde valmuerne på Sofiero ...