fredag, december 30, 2005

De tarvelige kvinder

Kvinder er ikke flinke. Ikke altid. De er sammensatte, vrede, selviske, mærkelige, vilde og alt muligt andet. De gør uhyrlige ting mod, med og for hinanden. Deres relationer kan være komplicerede og ondskabsfulde, og det er der ingen grund til at lægge skjul på. Det er det, der gør dem fascinerende.

Sådan skriver i store træk Nan Mooney i sin blog Bitchcraft. Hun er forfatter til bogen Can’t Believe She Did That: Why Women Betray Other Women at Work, der udkom i oktober, og nu følger hun den altså til dørs med en blog.

Jeg ved ikke, om det passer, at kvinder generelt er mere lumpne over for hinanden på en arbejdsplads end mænd, men jeg har en mistanke om, at der godt kunne være noget om det.

Hvis det forholder sig sådan, hvordan kan det så være?

torsdag, december 29, 2005

Winter Horrorland

Jeg ville ønske, at jeg stadig kunne glæde mig over sne, der vælter ned i kaskader og uendelige, hvide vidder. Det er slut med det, efter at jeg er flyttet uendelig langt væk fra min arbejdsplads, og jeg forventes at møde til tiden under alle forhold.

Men jeg kan stadig glæde mig over glæden i et barneansigt ved udsigten til at skulle kælke ned ad den allerstørste bakke lige om et øjeblik.

Suk.

onsdag, december 28, 2005

Mig og Doris

Ved et tilfælde forvildede jeg mig ind på netudgaven af min ungdoms menighedsblad og blev indfanget af en overskrift: "Feministerne har ikke fattet et klap". Den dækkede over et interview med Doris Lessing, og det var artige sager for kvinder i min generation og dem, der er lidt ældre. Om 1960'erne og 70'erne stod der:

"Det var en følelsesmæssigt overspændt periode, og feministerne fattede ikke et klap. De burde have været mere afklarede og bestræbt sig mere på at arbejde sammen med mænd. Det har altid været min holdning, at kvinder ikke kan gøre fremskridt ved at holde sig på afstand af mænd. Alt for ofte glemmes det, at nogen af historiens største feminister har været mænd."
Jeg er vokset op med feminisme og kvindelejre, og sans comparaison har jeg mistet ven(inde)skaber på at mene det samme som fru Lessing, så jeg vil gerne melde mig som medunderskriver. Jeg går stadig ind for ligestilling OG mænd, i hvert fald nogle af dem. Og også nogle kvinder...

Hele artiklen er her.

tirsdag, december 27, 2005

En påmindelse

En af mine kolleger kom ikke på arbejde i dag. Lillejuleaften, da hun cyklede hjem gennem København, blev hun overhalet af en anden cyklist, der kom så tæt på, at deres styr blev viklet ind i hinanden, og begge væltede. Lige bag dem kørte en HUR-bus, og hun kom ind under den. Hun var 41 år og højgravid - endelig, efter mange års forgæves forsøg.

Man kan dø uventet når som helst. Der er hele tiden ambulancer i ens bakspejl. Der er sammenstød mellem biler, fly, tog, færger. Man kan få et hjerteanfald. En skjult sygdom, man ikke anede, at man havde, kan gøre det forbi om et øjeblik, og absurde ulykker lurer overalt. En overdimensioneret dekoration i en forretning kan vælte ned over nogen, et fodboldmål kan knuse et hoved, et stillads kan rive sig løs og lande oven i en sportsvogn med to unge mennesker på tyve år. En reklamemand, en lovende skuespiller, en børnebogsforfatter kan dø af en hjerneblødning midt i en sætning. Altsammen er noget, der er sket. Jeg tænker jævnligt på en artikel, jeg læste i et ugeblad for mange år siden, om en mor og en datter, der kom kørende på motorvejen, da et af de store skilte, der hang tværs over vejen, faldt ned over dem og dræbte pigen på stedet. Timingen var uhyggelig perfekt: bilens placering, hastigheden, det sted skiltet landede. Eller det unge søskendepar, der blev dræbt ved en bilulykke på vej til deres fars begravelse. Man tror ikke, det er muligt. Læg hertil de menneskeskabte variationer: nedskydning, knivdrab, kvælning eller lægefejl. Kvinden på toogtredive, der døde under en fødsel, fordi både læger og sygeplejersker overså advarslen i journalen om allergi over for anæstesi. Enhver ved, at kvinder ikke dør under en fødsel længere, men det gør de alligevel. Mennesker dør overalt, hele tiden og på alle tænkelige måder.

Min kollega og hendes barn overlevede, men hun var få centimeter fra at have cyklet sin sidste tur. Hun slap med en brækket skulder og et hospitalsophold.

Somme tider tænker vi knapt nok over, hvor heldige vi også er.

søndag, december 25, 2005

Nu må det ud

Sådan set kan jeg jo være rystende ligeglad med, hvad andre bruger deres tid og penge til. Det ville jeg også helst være, men helt så langt er jeg åbenbart ikke nået endnu. Jeg må trøste mig med, at jeg i det mindste har tilbageholdt ubehaget indtil nu, hvor årets julemaraton er afviklet. Men jeg synes godt nok, det har været en slem måned, ikke mindst i Blogland.

Jeg kan ikke vænne mig til det. Det drejer sig om hovedløst forbrug og overhængende fare for mental juleforstoppelse grænsende til hjernedød. Hvis nogen har behov for en uddybning, har andre udtrykt, hvad jeg mener, langt bedre og mere nuanceret end jeg selv er i stand til.

Men desværre bliver jeg vist nødt til at genbruge mit nytårsforsæt fra sidste år: døm ikke, vurdér ikke.

lørdag, december 24, 2005

Julen har englelyd – eller noget

Jeg fik sved på panden ved tanken om tre dage uden en gulerod. Jeg var løbet tør for fundamentet i min personlige kostpyramide, og i julestøvregnen måtte jeg hen efter en overlevelsespakke i det lokale, meget service- og indtjeningsmindede supermarked med åbent til middag.

Der var mange, og der var kø ved kassen. Bag mig en kvindestemme:

"Er det ikke irriterende med sådan en julemelodi, man har fået på hjernen!"

"Jo", svarer en anden kvindestemme resigneret, "skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du..."

Derefter istemmer en ældre herre og fem andre voksne, ædru mennesker af diverse køn inklusive kassedamen Søren Banjomus til alles forbavselse.

Årets juleoplevelse var i hus.

Derudover noterede jeg mig, at der var tilbud på kalenderlys.

torsdag, december 15, 2005

Møllehave og Petterson

Da Monsieur og jeg i sin tid blev enige om at gifte os - meget uromantisk, det skete over en kop kaffe på en café på Rosenørns Allé - var vi ikke helt enige om, hvordan det skulle foregå. Jeg var ikke medlem af Folkekirken, men min kommende mage, der havde visse principper, nægtede at lade sig vie af en tilfældig borgmester på det forhåndenværende rådhus, så vi indgik et kompromis. Jeg indvilligede i et kirkebryllyp på den betingelse, at det kunne blive med Johannes Møllehave i hovedrollen. Det synes jeg gav en vis mening, fordi jeg kom fra Virum, og Møllehave på det tidspunkt var præst i Virum Kirke. Og sådan blev det.

Jeg husker ceremonien som var det i går. Det var en funklende, sprød forårsdag, og jeg kan stadig se Møllehaves mudrede sko, der stak ud under præstekjolen og lignede mine egne efter en dag på knæ i haven lige efter et skybrud sidst i oktober. Selv om det var os, han talte til og om, hørte ingen af os et ord af det, for man har tusind andre tanker i hovedet, når man står dér på vej ind i en ny fase af sin tilværelse. Det hjalp heller ikke noget videre, at min bror, der er lydtekniker ligesom mig, havde siddet nede i kirken og optaget det hele på bånd efter alle kunstens regler, for akustikken i kirken kunne overhovedet ikke holde trit med Møllehaves tornadoagtige taletempo. Men han var heldigvis så betænksom at overrække os sin tale på skrift, da vi forlod kirken som ægtefolk, så jeg ved godt, hvad der står i den. Jeg foretrækker at holde indholdet for mig selv, men det er en glimrende tale, og i øvrigt var hele seancen en fantastisk oplevelse på alle måder. Møllehave er et utrolig nærværende og karismatisk menneske. Han ser én.

Både før, men selvfølgelig især efter den dag, har Johannes Møllehave betydet meget for mig. Jeg har truffet ham mange gange i kraft af mit arbejde, og jeg har læst de fleste af hans bøger. Lige nu er jeg midt i Du har rørt ved mit hjerte, Karen Thisteds "samtalebog" med Møllehave og Gösta Petterson. På Bjerget betragtes genren som underlødig, og den nye bog er blevet dårligere modtaget af kritikerne end forgængeren, hvor samtalepartneren var Benny Andersen. På mig har den gjort langt større indtryk - på grund af Gösta Petterson. Han er som bekendt hjertekirurg, og han får sagt nogle barske sandheder om lægevidenskaben, som jeg aldrig selv har været i tvivl om, men som virker så meget stærkere, når de en sjælden gang kommer fra lægestanden selv. I en tid, hvor lægerne har overtaget præsternes ophøjede position, og hvor lægers ord er lov, er det tiltrængt, at nogen rokker ved autoritetstroen.

Jeg tror hverken på præster eller læger, men der er undtagelser. De hedder Møllehave og Petterson. Und dig selv at læse bogen - du behøver jo ikke have den liggende fremme...

mandag, december 12, 2005

Sådan blogger jeg (ikke)

  • Ikke på noget bestemt tidspunkt.


  • Ikke med bestemte intervaller.


  • Som regel ikke spontant. Jeg får en idé, skriver et udkast, retter og skriver det ind i editoren.


  • Helst ikke uden en pointe.


  • Som regel ikke i en påklædning, jeg ville vise mig offentligt i (badekåbe).


  • Uden hensyn til, om emnet passer ind i, hvad jeg tidligere har blogget om.


  • Ikke nødvendigvis fordi jeg har et budskab.


  • Ikke nødvendigvis for at det skal være morsomt.


  • Ikke hvis jeg ikke selv synes, det er interessant.


  • Uden at tænke på, om det er interessant nok til at udløse kommentarer.

søndag, december 11, 2005

Anbefaling

Mrs. Henderson Presents i går aftes. Det er ikke en genre, der plejer at sige mig ret meget, men Monsieur lokkede mig med, og det var en oplevelse. Judi Dench er blændende, og hendes Mrs. Henderson er sådan en kvinde, jeg ikke ville have noget imod at være, når jeg når den alder (og sådan set også gerne inden): smuk, vittig, spontan, usnerpet, pikant og arrogant. Det sidste ligger ikke til mig, og jeg synes normalt ikke, det er noget tiltalende karaktertræk, men hvis jeg kunne være det på så charmerende en måde, tror jeg, omgivelserne - og jeg selv - ville bære over med mig.

En pragtfuld film. Se den.

lørdag, december 10, 2005

In Denmark I am born

I min økologiske favoritbutik er der stillet nogle små, lysebrune skiver bagværk frem som smagsprøve.

"Hvad er det for nogen", spørger jeg den unge mand bag disken.

"Det er cookies med lemon", svarer han.

Jeg snupper én og tager en bid. Den smager grangivelig som en småkage med citron.

tirsdag, december 06, 2005

Jul på den gamle benzintank

Også jeg har ind imellem min gang på en tankstation, og på den lokale Statoil er varesortimentet så overvældende, at det med benzinen må være et beskedent tilskud til omsætningen. Man kan få (dvs. købe) alt, og man kan selvfølgelig også leje dvd’er.

Foran mig står et ungt par, der er på jagt efter en familiejulefilm.

"Hvad med den her?" spørger konen og holder Miraklet på Manhattan op.

"Og bidrage til at bestyrke julemandsmyten?" svarer manden, der ser så forbitret og indeklemt ud, at jeg er lige ved at foreslå ham et par mere rummelige underbukser.

"Hør nu her, han er tre år", siger konen. "Jeg synes godt, vi kan lade ham tro på julemanden lidt endnu."

"Jeg bryder mig bare ikke om at fylde ham med løgn", siger manden, mens han løber teksten på bagsiden af kassetten igennem.

"Det har da ikke noget at gøre med løgn", forsøger konen.

"Det er en masseløgn, man har bundet generationer af børn på ærmet, og hvad er resultatet? Desillusion og skuffelse!"

Jeg gætter på, at der har været alt for mange bløde pakker under hans barndoms juletræ.

lørdag, november 26, 2005

Intet bord uden kat

Lørdag

Kan man sidde bedre eller mere centralt?

fredag, november 25, 2005

Køb-det-hele-dag

I morgen er det global Buy Nothing Day. I princippet er det lige vand på min mølle, men det bliver alligevel uden mig, for mine indkøb foregår nu engang om lørdagen. Til gengæld køber jeg ikke noget resten af ugen.

Men jeg har det heller ikke så godt med bevægelser, og jeg er decideret dårlig til at marchere i takt. Jeg kommer altid til at træde skoen af en eller anden.

Jeg må nok leve med at være en forræder.

mandag, november 21, 2005

Langt ude

Det er myldretid i København, og jeg holder for rødt. I bilen ved siden af sidder en mand, der desperat forsøger at fortælle mig et eller andet på hjemmestrikket tegnsprog. Jeg ruller sideruden ned.

- Hvor faen er Valby Station? råber han.
Jeg bliver altid så glad, når nogen er dårligere end mig til at finde vej. Vi holder midt på H.C. Andersens Boulevard...

onsdag, november 16, 2005

Endnu et gyldent øjeblik

Omsider nåede vi ned på de etcifrede temperaturer, og hvor bliver man dejlig vågen af en blæsende fodtur i byen sådan en dag.

Formummet i den pelsforede passerede jeg en opgang, der udspyede en familie inklusive en pige på måske seksten i korte ærmer og et par ultratynde bukser af noget faldskærmsagtigt stof. Hun brokkede sig højlydt og vedvarende over vejret og temperaturen.

På et tidspunkt blev det hendes ellers imponerende tålmodige mor for meget: "Hvorfor i alverden tog du så ikke noget ordentligt tøj på?"

Hvortil pigen svarede: "Ødddh, hvor fedt tror du lige det er at rende rundt i en dynejakke?"

Det var en af de stunder, hvor jeg opsendte en stille tak for, at de børn, jeg har nu, har pels og indskrænker sig til at sige mjav.

tirsdag, november 15, 2005

Snapshot uden kamera

Jeg står oppe i klitterne og nyder udsigten og eftermiddagens havluft. Nede på stranden er der en kvinde med en golden retriever. Hun har løftet armen og trukket den tilbage og slynger noget ud i vandet, der ligner et stykke træ, i hvert fald flyder det. I det sekund hendes hånd slipper træet, sætter hunden i med en henrykt gøen, springer op, skruer kroppen i luften og mosler plaskende ud i vandet efter pinden, der ligger og gynger i bølgerne.

Retrieveren har fuld fart på - der er ikke noget, der kan holde den tilbage. Målrettet padler den ud efter det, dens menneske har kastet, tager det i gabet og svømmer i land. Den standser kun op et øjeblik på strandbredden for at ryste pelsen og flintrer så omgående hen og lægger det for fødderne af kvinden, kaster hovedet tilbage og hyler.

Den frydefulde lyd når helt op til mig, og hunden danser foran kvinden. Jeg kan næsten høre den sige "Gør det igen, gør det igen!" Så det gør hun – seks gange. Det er hendes arm, der bliver træt, ikke hunden. Jeg kan stadig høre den, da jeg er vendt om for at gå hjem til mit hus.

Andet skete der ikke. Men jeg var glad for at have været der nøjagtig på det tidspunkt. Ikke noget dårligt liv. Hverken hundens, kvindens eller mit.

søndag, november 13, 2005

Popcornsædernes mekka

Endelig i går aftes fik vi taget os sammen til at gå ind og se Drabet, og det var en rystende oplevelse. Ikke så meget på grund af filmen som på grund af biografen.

Vores lokale bif er den rene svir at komme i. Repertoiret er på højde med de bedste i København, og stemningen og miljøet er som en blanding af Vester Vov Vov, Grand og Reprisen i vores ungdom. Det var dengang vi syntes, vi var nødt til at gå i biografen et par gange om ugen for at være på konversatorisk omgangshøjde ved de forskellige zinkdiske rundt om i byen. En hektisk tid.

Nu går der til gengæld måneder imellem vores biografbesøg, og vi måtte foretage en rejse til det nye 11 sals Kinopalæ i Lyngby for at komme til at se den film, som vi garanteret var de sidste, der ikke havde set.

Det blev en aften i popcornenes tegn. Ikke vores popcorn, men alle andres. I samme øjeblik, vi trådte ind i det prangende filmtempel, blev vi som grebet om struben af den kvalmende hørm, der slog os i møde fra de svingende fulde, absolut åbne og hektoliterstore popcornsbægre, man øjensynligt havde pligt til at købe og balancere op ad trapperne med – og vé den, der ikke spildte mindst halvdelen på gulvet, så de bagvedgående kunne trampe dem flade eller træde dem op i skosålerne og slæbe med hjem og tilbringe resten af aftenen med at pirke ud af rillerne igen med en hårnål.

Den eneste formildende omstændighed ved at være omringet af et usynligt landskab af dunstende popcornsbjerge og en hær af ihærdige ædedolke i mørket er, at bombardementet af ens lugtesans er så massivt, at der kun går et kvarters tid, før man er blevet helt immun, så man kan koncentrere sig om det, der foregår oppe på lærredet.

Filmen var for resten næsten lige så sindsoprivende som rammerne. "Drabet" var helt sikkert en god film, alle spillede blændende, og selv lyden (min kæphest) var fremragende. For en gangs skyld kunne man høre, hvad der blev sagt - en sjældenhed i film produceret her i landet.

Men noget helt andet: er kvoten for etiske dilemmaer i nyere danske film ikke snart opbrugt?

onsdag, november 09, 2005

Dyrlægens bord

Med årene synes jeg ellers, at jeg er blevet ret god til at holde mig fri af mennesker, der hælder deres åndelige affald i hovedet på mig. Jeg siger det ikke gerne, men der er mennesker, det ikke er sundt at omgås.

Desværre er der også en del af affaldssprederne, der ikke sådan lader sig ryste af uden videre. Dertil kommer, at det ofte er et ledsagefænomen hos dem, at de har en tendens til at kredse om svært uinteressante emner, også når de ikke beklager sig. Og da de ikke er i stand til at opfange selv tydelige signaler om, at man ikke er interesseret, kan man blive nødt til at fortælle dem direkte, hvordan landet ligger med hensyn til underholdningsværdien af samtalen. Men det holder som regel kun til næste gang, man af en eller anden (som regel professionel) grund er nødt til at opholde sig i nærheden af dem.

Et frisk eksempel fra i dag:

Hun (med betydningsfuldt tonefald): Jeg har lige været henne og blive vaccineret mod influenza i dag. Hvad med dig?

Jeg: Jeg bliver aldrig vaccineret mod influenza.

Hun (lettere chokeret og mildt bebrejdende): Gør du ikke?

Jeg (bemærk, at det er en samtale, jeg ikke har lyst til at deltage i): Nej, jeg har prøvet én gang, og da blev jeg syg i tre uger.

Hun (uden at have hæftet sig ved tonløsheden i mit svar): Nå, men det beskytter heller ikke mod fugleinfluenza.

Jeg: Nej, det har jeg læst…

Hun (eftertænksomt): Nej, der skal vi jo nok hen til dyrlægen...
Jeg nøjedes med at nikke.

mandag, november 07, 2005

Apropos barndom og uskyld

Bog & idés julekatalog 2005 med gaver til børn, side 25:

Muldvarpen - plysdukke
Den verdensberømte lille fyr med lort på hovedet - nu som plysdyr! 49.95
Jaja.

Flashbacks

På det seneste har jeg brugt en del tid på at fordybe mig i min fortid. Jeg sysler lidt med slægtsforskning, og det har samtidig betydet oprydning i gamle fotos.

Fødselsdag 1956

Det er min 6 års fødselsdag, og jeg er nummer 2 fra højre. Jeg husker ikke specielt den dag, men billedet minder mig om mit univers, der ikke rakte meget længere end til over på den anden side af Kongevejen. Det minder mig også om den nøjsomhed, der prægede 50'erne, hvor meget mere vi har fået af alting og hvor meget mere kompliceret, tingene er blevet siden. Et fjernsyn var ikke en selvfølge dengang, der var ingen mobiltelefoner og ikke noget internet, og jeg troede, at månen var lavet af grøn ost.

Under sorteringen har jeg lært noget - meget - om mig selv, min familie, mine venner og min verden. Jeg er blevet mindet om gamle historier, jeg ikke har tænkt på i årevis. Jeg har skiftet syn på mennesker, steder og ting, og der er mange historier, der endnu ikke er blevet fortalt.

Jeg fandt ud af, at jeg har været på en interessant rejse, der ikke har meget at gøre med den forestilling, jeg havde om, hvordan tingene ville blive, når jeg blev voksen. Er der noget, jeg ikke ville have gjort, hvis jeg kunne vælge om? Er der noget, jeg ville have gjort anderledes? Afgjort. Men alle gør, hvad de kan og gør deres bedste. Jeg fortryder ikke noget - som en anden Edith Piaf.

Gad vidst om børn nu om stunder kan se manden i månen, som jeg kunne på klare nætter for ubegribelig mange år siden.

Måske nøjes de med at stirre ind i fladskærmen.

søndag, november 06, 2005

Søndagsresumé

Det blev ikke til nogen strandtur på den første, grå, fugtige søndag i november, men en inspektionsrunde i haven og en slentretur langs kanalen...

Haven


Kanalhus


Image hosted by TinyPic.com


Kanalhus

Jeg er ikke utilfreds med kulisserne, dér hvor jeg bor.

fredag, november 04, 2005

Fredagsindkøb

Lige vendt hjem fra supermarkedet, hvor jeg kom til at gå bag ved to ældre kvinder/gamle damer. Ligegyldigt hvor jeg færdedes, var de hele tiden lige foran mig, og ret hurtigt fremgik det, at de boede sammen og havde fælles økonomi. Men de var ikke enige om noget som helst.

Højdepunktet var, da den ene pludselig standsede op ved en køledisk og sagde: ”Se her, Martha. Røget medister!”

”Vi bryder os ikke om røget medister, det ved du godt”, svarede Martha.

Efter et øjebliks tavshed tilføjede hun: ”Nåja, hvis man kan få tre pakker for 25 kroner, kan vi vel lære at holde a'et.”

onsdag, november 02, 2005

Hverdagens originaler

Lige idet jeg så ham, tænkte jeg, at han ikke lignede en, der går på biblioteket. Han var iført ulastelig, nålestribet habit, kridhvid skjorte og et elegant, rødt silkeslips og ville have gjort sig på forsiden af Børsens Nyhedsmagasin (som vist nu hedder Berlingskes Nyhedsmagasin), hvis det ikke lige havde været for fodbeklædningen. Erhvervsledere går sjældent i hvide træsko til nålestribet habit.

Jeg er blevet en flittig gæst på biblioteket, efter at jeg er holdt op med absolut at skulle eje de bøger, jeg læser, og klientellet er altid interessant. Ethvert biblioteksbesøg byder på antropologiske overraskelser, og jeg tænkte, at Træskomanden måtte være dagens øjenbrynsløfter. Men lidt efter, da jeg kastede et blik ind i avisafdelingen, fik jeg øje på Kuvertmanden.

Foran sig på bordet havde han liggende et bjerg af breve, og at dømme efter antallet af papæsker, der stod ved hans fødder, måtte han være gået flere gange. Han havde også en stor, armygrøn taske hængende over ryggen på stolen ved siden af. En for en tog han kuverterne op, granskede indholdet metodisk og traf en beslutning for hver af dem. Nogle rev han midt over og stoppede i tasken, andre levede op til hans kriterier og kvalificerede sig til at komme i en af æskerne, der åbenbart var en form for arkiveringssystem.

Men hvorfor i himlens navn skulle det absolut foregå på biblioteket?

Et kvarters tid senere havde jeg forsynet mig med en ulogisk blanding af biografier, krimier og andres filosofiske overvejelser, og på vejen hen til skranken hørte jeg en lavmælt herrestemme sige i forbifarten: ”Ja, det kunne være meget interessant.” Han stod med ryggen til og stirrede ind i en reol, så det kunne ikke være mig, han henvendte sig til, og der var ingen andre i nærheden. Jeg var nysgerrig nok til at sætte farten ned for at finde ud af, om det var en håndfri mobiltelefon, han konverserede, men nej, han havde ingen fremmedelementer i ørerne. ”Jeg er glad for, at vi kan mødes her”, sagde han venligt ud i den blå luft. Han var åbenbart den lykkelige ejer af en usynlig kanin ved navn Harvey.

Jeg havde lavet hattrick på under en halv time, men det var ikke forbi endnu. Da jeg overrakte damen i udlånet mit kort, var der en nydelig, ældre frue, der lænede sig ind over skranken og spurgte: ”Undskyld, men hvor finder jeg nogle bøger om gift?”

Ikke fordi det gør noget - snarere tværtimod - men hvorfor virker et bibliotek altid som en magnet på originaler?

mandag, oktober 31, 2005

Flere søndage af den slags, tak

LiselejeMonsieur insisterede på at tage til stranden i går, når vi nu alligevel har den lige ved hånden. Og han har ret. Der er mere charmerende sidste søndag i oktober end første dag i sommerferien.

Som bekendt skinnede solen fra en skyfri himmel - lavt, men klart. Bevis vedhæftet af hensyn til eventuelle ignoranter:




Villa Udsigten


Liseleje


Liseleje


Liseleje


Liseleje

Vi var vist et par stykker, der fik noget ud af søndagen. I hvert fald hende her og hende.

torsdag, september 15, 2005

Tanker foran et spejl

En anden blogger fik mig til at tænke lidt videre over begrebet "type".

Når vi ser os i spejlet, vælger vi de briller, vi helst vil se os selv med. Vi vælger, hvilke sider af os selv – både af vores krop og vores væremåde – vi vil fokusere på. Somme tider ser vi os selv i hel figur, men oftest ser vi os selv som en samling af enkeltdele. Nogle af dem klassificerer vi som gode, andre som dårlige. Vi sammenligner os selv med dem, vi omgås og med det ideal, vi gradvist har opbygget i det stille, og som vi gerne vil leve op til. Vi spekulerer på, om andre ser os på samme måde, som vi ser os selv.

Som børn betragter vi verden med friske øjne og tager det hele ind uden at dømme. Efterhånden som vi bliver ældre og lærer verden bedre at kende, udvikler vi vores egne forestillinger ud fra de ingredienser, vi har til rådighed. Vi suger værdierne til os fra det miljø, vi er vokset op i, og vi overtager ord og bemærkninger fra vores forældre, vores venner og mennesker, vi møder. Alt sammen elementer, der smitter af på vores opfattelse af os selv.

Andre ser os gennem deres eget filter af erfaringer, men de opfanger også den type og det image, vi sender ud. De små, mentale snapshots, vi tager, når vi ser os selv i spejlet, bliver en del af vores selvforståelse, og den slår igennem udadtil.

Det interessante er, at vi kan ændre andres syn på os ved at skifte de billeder ud, vi har af os selv.

onsdag, august 31, 2005

Simple living

Nu er det som om, det er ved at stilne af, men det har været lidt af et modefænomen og var det især et års tid efter, at simple-living.dk udkom i 2003. Jeg har praktiseret simple living fra før jeg vidste, at det var et begreb.

Det er ikke nogen stor kunst at træde et skridt tilbage, betragte sin måde at indrette sig på i passende afstand og opdage, hvad der ikke er hensigtsmæssigt. Det er straks lidt vanskeligere at få gjort noget ved det, men måske er det i virkeligheden kun et enkelt håndtag, der skal trækkes i for at få det hele til at falde på plads. For mig drejede det sig om at have naturen tæt på. På mange måder boede jeg/vi ideelt, og det var ikke, fordi der ikke var træer og grønt omkring os, men jeg følte mig bare ikke hjemme i et villakvarter. Jeg måtte ud, hvor kragerne vender - helt derud, hvor der ikke er naboer, der sætter store dele af deres fritid af til at være utilfreds med ting, andre gør eller ikke gør.

Vi flyttede, og det viste sig, at det gav mange andre fordele end dem, jeg havde regnet med i første omgang. Ved et tilfælde fik vi en kat, som siden er blevet til flere. Bare fem minutter om dagen med en spindende kat på skødet har lært mig, hvad det vil sige at slappe af. Hvad meditation er for nogen, er katteklapning for mig. Den indre ro, det giver, betyder automatisk mere harmoniske relationer til kolleger og omgangskreds. Det er gået op for mig, hvad der er vigtigt. Det står mig mere klart end nogen sinde, i hvor høj grad vores vanvittige forbrugsræs i denne del af verden er ved at forplumre hele tilværelsen. Hvor mange ting, vi sagtens kan undvære. At det ikke er nødvendigt at arbejde på fuld tid for at få råd til det, vi har brug for.

Og det er en daglig glæde at have naturen og dyrene omkring mig, også dem uden for vinduerne: fuglene, ræven, haren, rådyrene.

Træer skal beskæres for at kunne fortsætte med at blomstre. Jeg kan anbefale at finde de grene, der tynger dig ned, og tage dem under kærlig behandling. Det vil somme tider sige at fjerne dem helt.

5 radioudsendelser om simple living

søndag, august 21, 2005

Jaja, den er god med dig

- Der går en påfugl rundt i haven, sagde Monsieur henkastet.
- Jaja, svarede jeg, hvad siger flamingoerne til det?
Påfuglen

Men det passede. En farvestrålende påfugl af hankøn spankulerede rundt i haven og nippede til vegetationen og de solsikkefrø, jeg dagligt strør rundt omkring til mine fjerede venner. Det blev den ved med i en time, hvorefter den forsvandt uden nogen forklaring.

Efter omhyggelig granskning af vores hjernekister nåede vi selv frem til en sandsynlig forklaring på mysteriet: en kilometers penge fra os ligger nemlig en gård, der excellerer i at fremvise tropiske medskabninger, og påfuglen måtte være stukket af derfra. Men da det er noget rod at have en påfugl rendende rundt på danske veje og stier, kørte jeg hen for at delagtiggøre gårdejeren i oplevelsen.
- Nårh, jamen han går nogen gange en tur. Jeg tror, han er kommet tilbage nu, lød svaret.
Så jeg kørte hjem igen og gik ud og strøede endnu en pose solsikkefrø ud.

mandag, august 15, 2005

Money makes the world go 'round

Jeg er vokset op i kølvandet på 68-generationen, og jeg kan ikke sige mig fri for at have overtaget en del holdninger på den konto. Det gælder for eksempel mit syn på USA og amerikanere, som dog med årene er blevet mere nuanceret, og én ting kommer man ikke udenom: amerikanere har nogle sociale færdigheder, som vi godt kunne lære noget af (jeg tænker ikke på deres socialpolitik!). Men de har også penge på hjernen:

På en strålende solskinsdag i løbet af den sommer, der nu er ved at gå op i sømmene, havde jeg meget fornøjelse af at tromme tredive af de fjerneste slægtninge på min mors side sammen til et familietræf i min have. Min mors amerikanske fætter på 86 kom fra Californien med sin kæreste Betty på 83, og hende fik jeg en rigtig god kontakt med i løbet af de få timer, vi var sammen. Vores møde sluttede med, at Betty insisterede på at sende mig nogle af sine hjemmestrikkede karklude, som var de bedste i verden.

Pakken ankom i dag og indeholdt de lækreste karklude i tyk, tyk bomuld, og jeg satte mig straks til at skrive et brev til Betty for at sige tak. Desværre var afsenderadressen på pakken næsten ulæselig, så jeg blev nødt til at prøve at finde den på nettet. Men uanset hvilke krumspring, jeg gjorde, endte jeg hver gang på en side, hvor jeg skulle betale 50 dollars for at få adressen oplyst.

På den måde fik jeg alligevel mine værste fordomme om amerikanere bekræftet. Men jeg er glad for karkludene!

fredag, august 12, 2005

Den kriminaliserede plante

Nå, det var den snerle, jeg kom fra. Det går ikke så godt med den, det vil sige den er blevet både stor og fyldig, men det kniber med blomsterne. Jeg begik nemlig den fejl at prøve noget nyt: i stedet for kun at plante knaldblå Morning Glory-frø, som jeg plejer, købte jeg i år en pose med blandede farver. Det kunne se festligt ud med både røde, lilla og blå blomster i entreen, tænkte jeg, men sådan skulle det ikke gå. Til gengæld har snerleuhyret opslugt lysekronen, og det ser ret fantastisk ud, når man tænder den om aftenen. De lysende lamper kommer ikke rigtig til deres ret her, men de er der - inde mellem bladene:

Image hosted by TinyPic.com

Men én ting er, at Snerleprojekt 2005 er delvis mislykket. Noget andet og meget værre er, at det kan gå hen og blive mit livs sidste. For et par uger siden så jeg en notits om, at der var nogen, der havde fundet ud af, at frøene var naturens svar på LSD, så de gik hen og købte sig et billigt trip i supermarkedet. Straks fjernede Bilka (som jeg bliver nødt til at understrege, at jeg aldrig sætter mine ben i) alle deres snerlefrø fra hylderne, Dansk Folkeparti blev alvorligt bekymret for ungdommen, en psykiater og misbrugsekspert udtalte, at det kunne give livsvarige hjerneskader, og indenrigsministeren ville se på sagen.

Altså styrtede jeg hen til nærmeste snerlefrøforhandler for at hamstre snerlefrø til næste år, men for sent. Desværre, lød beskeden, alle overskydende poser var sendt retur til leverandøren.

Gad vidst, hvornår der er en misbrugsekspert, der finder ud af, at det ikke er alle, der bruger kogesprit efter hensigten? Jeg må nok hellere sikre mig et parti, inden det bliver forbudt.
Skvadderhoveder.

mandag, august 08, 2005

Elskovskunst

Kama SutraTeksten på forsiden belærer mig om, at der er tale om ”et af verdenslitteraturens store værker”, hvad jeg godt vidste i forvejen. Det var nemlig delvis for at få dækket et af de utallige huller i min litterære dannelse, at jeg lod bogen indgå i forrige uges antikvariske røverkøb. En anden nok så vigtig grund var, at jeg syntes godt om omslaget.

Nu har jeg smagsprøvelæst lidt i den indiske lærebog i elskovskunst, og jeg har mine tvivl, om jeg kommer igennem den. I hvert fald har jeg ikke tænkt mig at dele læsningen med andre medlemmer af husstanden. Han skulle nødigt få alt for mange gode ideer:

”En dydig kvinde, som nærer hengivenhed for sin mand, bør kun handle i overensstemmelse med hans ønsker og med hans samtykke bør hun påtage sig alt vedrørende familieaffærerne. Hun bør holde hele huset rent og sørge for blomsterarrangementer forskellige steder i hjemmet, vaske og bone gulvet, således at helhedsindtrykket af hjemmet bliver hyggeligt og indbydende.”
Men indrømmet, hvis man ellers kan abstrahere fra undergravende virksomhed af den karakter, kunne man måske nok blive inspireret lidt hist og her...

lørdag, august 06, 2005

Bonsoir, Madame

Selv om jeg gør, hvad jeg kan for at styre udenom, kan det ikke helt lade sig gøre. Engang imellem er jeg desværre nødt til at sætte mine ben i et supermarked, og jeg har efterhånden fået frekvensen ned på én gang om ugen, som regel om lørdagen. Men jeg gør det med den største uvilje, for enhver form for støj og møveri er mig inderligt imod.

For to lørdage siden var det første, jeg

”BONSOIR, MADAME...”

lagde mærke til, da jeg trådte ind i forretningen, at cirka hvert

”BONSOIR, MADAME...”

femte sekund udspyede højttaleranlægget det mest irriterende omkvæd, jeg længe har været udsat for, og for den kvikke læser vil det sandsynligvis være

”BONSOIR, MADAME...”

overflødigt at specificere nærmere, hvilke to ord, omkvædet bestod af. Selv om jeg altid er forberedt til fingerspidserne og griber fourageringen systematisk an, kan mit ugentlige besøg i Kvickly ikke koges ned til under et kvarters tid. Men allerede efter to minutter var opholdet

”BONSOIR, MADAME...”

blevet ulideligt på grund af det enerverende omkvæd, der formentlig var en reklamespot for et eller andet, som ingen under nogen omstændigheder skal få mig til at købe nu, uanset hvad det er. Jeg vil ikke engang vide, hvad det er.

Sidste lørdag var det det samme, og gudhjælpemig også i dag, og hver gang har jeg

”BONSOIR, MADAME...”

fået det på hjernen resten af dagen. I skrivende stund er jeg stadig hårdt ramt.

Nu ved jeg godt, at vi lever i en samfund, der står og falder med, hvor meget ragelse vi kan prakke hinanden på, og at alle kneb både gælder og er fuldt ud lovlige – åbenbart også den slags, der i en lidt anden variation benyttes som tortur over for krigsfanger: monoton gentagelse af den samme lyd. Men hvad jeg ikke forstår, er at COOP Danmark, som på så mange andre områder gør det "rigtige", kan finde på at udsætte kunder og ansatte for den form for støj- og hjerneforurening og på den måde bidrage til at fremme en idiotkultur, der i forvejen har rigelig vind i sejlene hos konkurrenterne.

Heldigvis kan jeg (forhåbentlig!) bare finde et andet sted at handle. Men hvis jeg var ansat i Kvickly og tvunget til at høre på det juks hele dagen, ville jeg være moden til indlæggelse på den lukkede, inden jeg nåede fyraften.

Hvis det sker igen på

”BONSOIR, MADAME...”

næste lørdag, får jeg svip, og så må jeg tage min godhed over for andelsbevægelsen op til revision og overveje en drastisk omlægning af mine indkøbsvaner.

mandag, august 01, 2005

Om bare at gøre det

For omkring tyve år siden arbejdede jeg sammen med en lidt ældre pige, som var en god kollega, jeg satte meget pris på. Hun var lydtekniker ligesom jeg, men i modsætning til mig var hun ikke glad for sit arbejde. En dag tog hun konsekvensen og sagde sit job op, og hun forsvandt ud af mit liv.

Forleden faldt jeg tilfældigt over hendes navn. Jeg skulle bruge et gammelt bånd i arkivet, og af båndmanuskriptet fremgik det, at det var hende, der - som det hedder - havde klargjort båndet teknisk. Det gjorde mig nysgerrig, og jeg gav mig til at søge på navnet på diverse søgemaskiner. Det viste sig, at hun nu var sognepræst et sted på Sydsjælland.

Jeg har en svaghed for mennesker, der pludselig gør noget helt andet, end man forventer af dem, så jeg sendte hende en mail for at høre, hvordan hun havde det i håb om også at få historien om, hvordan hun var blevet præst, og hvad der havde fået hende til at tage det usædvanlige spring. Det fik jeg - ud over det sødeste svar, som nu har ført til, at vi mailer, så tasterne slår gnister.

Hun havde forfulgt en barndomsdrøm om at blive præst og var blevet det i en alder af 49 år. Ikke nok med det: hendes mand - en anden kollega, som forlod faget omtrent samtidig - var blevet teolog året efter hende.

Jeg er meget glad for den kontakt, der minder mig om, at man kan alt, hvad man vil. Så jeg har lige klappet mig selv på skulderen, fordi jeg tog mig den frihed at trænge mig på.

lørdag, juli 30, 2005

En succeshistorie

Der var ophørsudsalg hos min boghandler. En helt speciel boghandel, der både har nye og brugte bøger, cd’er med klassisk musik og jazz og en lille afdeling med antikviteter. For fem år siden blev forretningen åbnet af et ægtepar fra København, der elskede bøger og havde fået lyst til at slå sig ned i provinsen. Deres forretning var et hårdt tiltrængt alternativ til byens anden boghandel, som kun har bøger, der med sikkerhed er afsætning for - ikke noget med at gå på opdagelse her.

Selv om byens beboere ikke er meget læsende eller bogkøbende, gik det strygende, for læsehestene kom valfartende langvejs fra for at handle i den nye, spændende butik. Men til sidst blev det for hårdt for parret, som allerede var godt oppe i halvtredserne, da de realiserede deres idé. Helbredet kunne ikke holde til at arbejde i døgndrift, som de havde gjort lige siden starten, og i dag var der så afskedsreception med vin, kransekage og et utal af trofaste kunder, der var mødt op for at sige farvel.

Indehaverne var smilende og veloplagte, tydeligvis glade og lettede over beslutningen. Det var det rigtige for dem at lukke forretningen, for den gode idé var gået hen og blevet en belastning.

Kun kunderne var kede af det. Men egentlig burde de glæde sig over, at nogen har mod til at sige farvel til en forretningssucces, før den udvikler sig til en personlig fiasko.

onsdag, juli 27, 2005

Miss Mis missing

Det skulle have været sidste onsdag, men hun snød mig og stak af. Den ene af mine tre yndlingskatte (vi har tre katte) skulle tidligt om morgenen til dyrlægen for gennemgå det årlige serviceeftersyn med tilhørende vaccination. Derfor skulle hun holdes inde natten før. Der er bare det ved det, at Miss Mis har samtlige nætter besat på grund af nødvendigt arbejde med såvel musefængning som tidkrævende kratluskning og jordbundsundersøgelser og kan derfor under ingen omstændigheder bruge en hel nat på at være indenfor. Da det desuden er imod hendes ejers natur at sove, mens der står en kat i entreen og gennemgår hele registret af mislyde forfra og bagfra igen og igen, forbarmede jeg mig efter to timers intensiv jammer. Denne blødsødenhed forklarer jeg med, at hun til daglig gør mig den store tjeneste at ligge på en sofa...

Miss Mis
...i flere timer og se mere dekorativ ud, end man med rimelighed kan forlange. Så hun fik altså lov til at tage på arbejde mod til gengæld at love at være hjemme igen næste morgen, inden vi skulle til dyrlægen.

Da morgenen kom, var der ingen kat. I hvert fald ikke dén kat, så Spike Jones måtte springe til og udfylde tomrummet - han skulle alligevel selv igennem turen om en måneds tid. Skamfuldt måtte jeg fortælle en hovedrystende, skævt smilende dyrlæge, hvorfor jeg mødte op med en anden kat end aftalt.

Dyrlægen bevilgede en ny tid til den deserterede kat, og i dag lykkedes det - fordi jeg holdt alle døre og vinduer hermetisk tillukket i nat og forhindrede en skrigende kat i at følge sine naturlige instinkter. Til gengæld forhindrede den mig i at få min naturlige nattesøvn.

Nu har jeg lige lukket døren op ud til det fri og ønsket Miss Mis god arbejdslyst på sin nattevagt. Det næste jeg vil gøre er at slukke computeren, vælte omkuld og trække dynen op over hovedet.

fredag, juli 22, 2005

Helle

Man kan ikke sige, at hun var en ven, for jeg har kun truffet hende et par gange til familiesammenkomster. Hun var min svigerindes søster.

I går døde hun, 45 år gammel, pludseligt og uventet. Hun var på ferie i Frankrig med sin mand og deres tre børn, da hun blev dårlig og ikke til at komme i kontakt med. Hun kunne ikke tale, og var lam i den ene side. En læge blev tilkaldt, men hendes mand taler ikke fransk, så al kommunikation foregik gennem SOS. Hun blev indlagt og behandlet for, hvad man troede var en svær allergi, men som senere viste sig at være en blodprop i hjernen. Samme nat fik hun endnu en blodprop, denne gang i hjertet. Det overlevede hun ikke.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Ordene slår ikke til, men jeg har trang til at indskrive det, der er sket, i min erindring. Selv om jeg ikke var tæt på hende, er jeg trist til mode. Over den sorg, hendes mand, børn, forældre, venner må føle. Over hvor urimelig tilværelsen kan være. Hun var kendt for sin livsglæde, et samlingspunkt i familien. Jeg er trist over, at et menneske, der gav så meget til andre, nu ikke kan gøre det mere.

Livet er somme tider meget barsk.

søndag, juli 17, 2005

Stenkulsnafta in memoriam

I fjernsynets og min barndom – dvs. i slutningen af 50’erne – så man dr. Lieberkind og Sven Holm. En hel del medlemmer af senere generationer ved godt, hvem dr. Lieberkind var, selv om de ikke har oplevet ham, men der er ikke mange unge, der har hørt om Sven Holm. Han var kendt som Farmacevten (med v, ikke u), og hans udsendelser foregik i en kulisse, der skulle forestille en lejlighed, hvor han især opholdt sig i køkkenet. Så kunne han nemlig lige demonstrere, hvad der skete, når man blandede de forskellige kemikalier sammen, der blev omtalt i udsendelsen. Dengang skulle man altid lære noget, når man så fjernsyn. Public service, før der var noget, der hed sådan. Eller i hvert fald før alle talte om det.

I min erindring drejede Farmacevtens programmer sig altid om at fjerne pletter, og der skulle altid bruges stenkulsnafta eller tetraklorkulstof i en eller anden opløsning, hvis pletfjerningen skulle have en lykkelig udgang. Gad vidst, om der stadig er nogen, der bruger stenkulsnafta og tetraklorkulstof? I hvert fald er det to ord, der gemmer sig under adskillige støvede lag i mit ikke-aktive ordforråd.

Men i går blev jeg mindet om dem igen. I en bogkasse uden for et antikvariat faldt jeg over Hjemmet i Hverdag og Fest af Farmacevten. Hjemmet i Hverdag og FestDen er ganske vist fra før mit bekendtskab med ham, men jeg blev alligevel helt blød om hjertet og måtte eje den. Bogen indeholder gode råd om alt fra bekæmpelse af dårlig ånde til fremstilling af cognac og abrikosmarmelade, og hvad med et middel mod armtranspiration? Bland 20 g aluminiumsklorid med 100 g borvand, så er den hjemme!

Da jeg kom hjem, gav jeg mig i min nostalgiske tilstand til at søge efter Sven Holm på nettet, og resultatet var nedslående. Han dukkede kun op i Klaus Rifbjergs takketale for modtagelsen af Publicistprisen i marts 2001, som viste sig i alt væsentligt at være en hyldest til Rifbjerg selv:

"Selv var jeg en slags pionér på fjernsynsanmelderområdet, og jeg kan tydeligt huske, hvilken forargelse det vakte, da jeg i sin tid udtrykte håbet om, at den afsindigt populære "farmaceut" Sven Holm en dag ville opfinde et middel, der kunne fjerne ham selv fra skærmen."
Her kunne man være ondskabsfuld og besk bemærke, at der tilsyneladende for længst er nogen, der har haft held til at opfinde et middel, der helt har fjernet Klaus Rifbjerg fra skærmen. Men det kunne selvfølgelig aldrig falde mig ind.

For at vende tilbage til Sven Holm: jeg er ganske fornøjet med, at mit bibliotek uventet blev beriget med et af Farmacevtens værker og åbnede et erindringsrum i mit hoved. Det var alle fem kroner værd!

fredag, juli 15, 2005

God tid

Jeg nærmer mig nu afslutningen af min tredje ferieuge, som jeg har brugt til at praktisere tålmodighed. Indtil videre er det lykkedes meget godt at lade tingene vente, til deres tid kom. Ikke særlig befordrende for blogskrivningen, som nødvendigvis skal passes, hvis man har ambitioner om, at nogen skal læse bloggen. Men omsider nåede jeg så også til den! (er der mon nogen derude endnu?)

Tålmodighed har lav status i vores del af civilisationen. Der er ikke noget, der kan gå hurtigt nok, og samtidig klager vi over stress som aldrig før. For selv om vi godt ved, at det er noget, vi skal undgå, er der stadig prestige forbundet med at være stresset. Stress betyder, at vi er efterspurgte og betydningsfulde.

Det falder os ikke naturligt at være tålmodige. Hvis vi har travlt, når vi køber ind, og køen ved kassen er lang, tager vi en dyb indånding og tvinger os selv til at være tålmodige. Vi væbner os med tålmodighed. Eller hvis vi har at gøre med nogen, der ikke er helt så hurtige, som vi selv er – et barn eller en ældre person - så gør vi os umage for at være tålmodige.

Når vi har travlt, befinder energien sig ikke, hvor den skal. Den er et sted foran, hvor den forsøger at trække os hen imod et bestemt mål. Vi er ikke i balance, vi begår fejl og bærer os klodset ad i bestræbelserne for at nå det, der skal nås. Der kan gå hele dage på den måde, uden at det falder os ind, at det er utålmodighed, der er skurken. Nogle mennesker går gennem livet uden nogen sinde at være til stede i øjeblikket. Når vi stirrer os blinde på vores mål, befinder vi os i virkeligheden et sted ude i fremtiden.

Hvis vi vil, kan vi hver dag give os tid til være stille og observere tanker og ønsker uden at reagere på dem eller følge dem. Når vi er tålmodige, når vi modstår fristelsen til at række ud efter det første, vi tror, vi gerne vil have, begynder vi at se klarere. Vi bliver i stand til at handle mere bevidst og bedre i stand til at se, hvornår det er tid at bevæge sig fremad, og hvornår det er bedre at forholde sig i ro.

Det har taget mig nogle år at finde ud af. Jeg ved godt, at der ikke er noget epokegørende i det, men engang imellem er det meget godt at minde sig selv om det.

onsdag, juli 06, 2005

Kunsten at grille II

Efter terrassens nylige grillificering og Monsieurs pinefulde, men selvvalgte småborgerliggørelse har jeg indtaget mere kød, end jeg har for vane og egentlig bryder mig om. Det har fået mig til at kaste mig ud i nogle grønne eksperimenter, som er lykkedes godt nok til at videregive:

  • Det fungerer fint med grillede peberfrugter, majs, auberginer og løg direkte på risten. Krydr med urter og grill 10-15 minutter, til grøntsagerne er bløde og brunlige.


  • Squash, tomater og gulerødder i skiver lægger man på kraftigt stanniol, stænker med lidt vand, krydrer, folder stanniolen sammen om grøntsagerne og giver dem 6-8 minutter.


  • Frugter er bedst på spid. De skal bare have, til de er varme.
Advarsel: fortsættelse følger formentlig.

søndag, juli 03, 2005

Kunsten at grille

Med sådan et kølergitter er der vel ikke noget at sige til, at man ved alt om at grille:

PB's Buick

Udover at være indehaver af den champagnefarvede firser-Buick, som han er nødt til at parkere halvt inde i vores hæk, for at eventuelle forbipasserende faktisk også kan passere, griller PB året rundt og har gjort det nærmest siden grillens opfindelse. Hvad han ikke ved om grillning, ved Jan Glæsel med garanti heller ikke. Perfekt grillvejr, som det var, blev der grillet (og drukket champagne!) på terrassen i går aftes til længe efter, at mørket havde omsluttet os, og Buick’en til sidst måtte genfindes i nattens mulm og mørke ved hjælp af et blafrende stearinlys fra havebordet.

Samtidig lykkedes det os at fravriste PB hans inderste grillhemmeligheder:
Vend kødet næsten med det samme, og vend det hele tiden, hvis du vil have en saftig bøf. Når man lægger kødet på grillen, er der varmere under kødet end over. Varmen får saften til at stige op gennnem kødet, men da det gerne skulle blive inde i bøffen, skal den vendes, inden al saften pibler ud. PB: "Hvis du tror, at det kræver din fulde opmærksomhed, har du ret. Du må vente med at skvadre med gæsterne, til bøffen er færdig!"

Flyt rundt på maden. Der er ikke lige varmt overalt på grillristen. For at undgå, at noget bliver stegt for meget og andet for lidt, skal de forskellige "grillobjekter" skiftes til ligge på den varme del og den mindre varme del af risten.

Mærk efter, om kødet har fået nok. Tryk på kødet med grilltangen. Jo mere det har fået, jo fastere er det. Efterhånden som du får øvelsen, vil du være i stand til at mærke, om bøffen er gennemstegt, medium eller blodig. Indtil da må du finde dig i at skulle skære den over, studere kødet og mærke konsistensen, indtil du har fået fornemmelsen indkodet.

Barbecue sauce. Saucen bliver branket før kødet er stegt, så giv kødet 5 minutters forspring, inden du pøser saucen på.

Verdens bedste kyllingemarinade: Bland 1 kop soyasuce og ½ kop Worchestershire sauce. Kom en spiseskefuld farin i, 2 teskefulde hakket hvidløg, 1 teskefuld peber, ½ teskefuld tørret basilikum og ½ teskefuld tørret oregano. Hæld det over kyllingen.
Marinaden prøvekøres i morgen her i huset.

tirsdag, juni 28, 2005

Kunsten at lytte

Lyd betyder meget for mig. Måske er det derfor, jeg har arbejdet med lyd, siden jeg var 18. Fravær af lyd, stilhed, betyder lige så meget for mig. Måske er det derfor, jeg har bosat mig langt fra byen. Mennesker, der lytter, betyder alt for mig. De er sjældne, og jeg holder mig fra dem, der ikke lytter.

At lytte kræver andet og mere end tavshed. Det kræver evnen til ikke bare at høre, hvad der bliver sagt, men at høre, hvordan det bliver sagt. Ordene i sig selv er som regel ikke så vigtige, tonefaldet siger langt mere. Når nogen siger ”ja” til mig, bliver det så sagt automatisk, fordi det forventes? Lyder det begejstret eller modvilligt? Bag om ordene kan helt almindelige, dagligdags sætninger indeholde vrede, protest, mishag eller hengivenhed afhængigt af måden, de bliver sagt på. Det er derfor, det er vigtigt at kunne lytte.

Hvis vi har forstand på at lytte, har alle noget interessant at fortælle, selv mennesker som umiddelbart virker ubegavede eller inkompetente.

Når man har vænnet sig til at lytte, opdager man, at det kan være en stor lettelse. Man skal ikke tænke på det næste, man vil sige, når man får muligheden. For at kunne lytte rigtigt, må man glemme sig selv. Så længe man lytter, eksisterer ens egne bekymringer og problemer ikke. Der er ingen indre støj.

Når man lytter, er man fri.

mandag, juni 27, 2005

Maskuline speltboller

Sent om aftenen efter min sengetid har Monsieur det med at få en ubændig trang til at bage speltboller. Eller i hvert fald gøre de indledende manøvrer, for dejen skal langtidshæve. Jeg hørte godt, at der blev rumsteret i køkkenet i går aftes ved midnatstid, så ferien blev indledt behørigt i morges med hjemmebagt morgenbrød.

Nu skulle det her jo nødigt udvikle sig til et dameblad, men bollerne er eminente:

Monsieurs speltboller2½ dl kold mælk blandes med 10 g gær + 100 g speltmel og et par arbejdsmandshåndfulde knækkede rugkerner. Blandingen står natten over, og næste dag møffes følgende i:

300-400 g speltmel
1 æg
2 tsk. salt
1 tsk. kardemomme
50-100 g vindruekerneolie

Hæver et par timer, slås op og efterhæver 30 minutter.
Bager ved 200 grader i varmluftovn i 20 minutter.

Husk: økologisk mælk, økologisk speltmel, økologiske rugkerner, økologisk æg, økologisk olie, Maldon Sea Salt.

Ferie!

Første dag i fire ugers ferie, og vi skal ikke noget! De sidste mange år har vi tilladt os den luksus at holde tre ugers ferie, suppleret med fire ugers ekstra frihed, som vi har købt os til, så vi har kunnet gå og lege skoleferie i syv uger. Konceptet kan anbefales!

Engang for vi omkring til fjerne afkroge af kloden, men nu er det som om de indre rejser er blevet vigtigere, og vi nænner simpelt hen ikke at forlade Danmark om sommeren. Jeg kommer aldrig til at forstå alle dem, der ikke kan komme væk hurtigt nok. Jeg vælger mig - ikke april, men juni til september, om det så regner uafbrudt, og jeg er godt klar over, at jeg altid vil tilhøre en minoritet. Jeg har det bare sådan, at alt er godt om sommeren i Danmark.

I år har nogen gjort krav på vores arbejdsmæssige indsats en del af sommeren, så vi må altså nøjes med fire ugers lediggang i denne ombæring. De skal til gengæld også spenderes rub og stub på rendyrket sjælsstyrkelse. Nåja, selvfølgelig er der altid lige et par ting ved hus og have, der skal ordnes, men ellers skal dagene bare bruges på gode bøger, gode gåture, gode gæster, gode samtaler, god mad og – ja, bare god tid. Måske også lidt blogskrivning, hvem ved...

søndag, juni 26, 2005

Statistik og loyalitet

Har lige været forbi Liselottes blog for at hente dagens energiindsprøjtning, og den fik jeg som sædvanlig. Samtidig fik jeg lidt at tænke over: kommentartælleren på dagens input viste 0, men kommentarerne (de kommentarer, der altså ikke var der), var læst 3 gange!

Hvor må det være dejligt at have så loyale læsere!

torsdag, juni 23, 2005

Hyldest til hylden

Don Quijote havde sit hyr med at få en vejrmølle ned med nakken. Jeg har problemet med min hyldebusk. Hvert år trænger jeg den tilbage med sav og saks, og næste år har den tilbageerobret det tabte land og står og banker på køkkenruden:

Hylden uden for køkkenvinduet

Men lige nu tilgiver jeg den, for det er nu, den står og lyser op med kridhvide blomster døgnet rundt - når jeg står op, og når jeg ikke kan sove for varmen og vandrer hvileløst rundt om natten.

Engang fik jeg friterede hyldeblomster som tilbehør til en ret. Det smagte himmelsk, og jeg lovede mig selv, at jeg ville prøve at lave det en dag. Det er snart mange år siden, og dagen er stadig ikke dukket op, men i år skal det være!

Nogen, der kender opskriften?

Havevalmuerne

Og nu jeg havde fat i kameraet: Man kan ikke konkurrere med Liselottes blomsterbilleder, men jeg fik alligevel lyst til at forevige mine egne valmuer, inden de blev mejet ned af den traditionsrige og altødelæggende sankthansaftensregn. Og så kom den slet ikke!

Hvordan kan det undgå at blive en forrygende sommer?

mandag, juni 20, 2005

Familierådgivning

"Sing out loud in the car even, or especially, if it embarrasses your children."
Marilyn Penland

søndag, juni 19, 2005

Nu står verden ikke længere

Monsieur og jeg er enige om, at nedenstående apparat er noget af det grimmeste, man kan have stående på sin terrasse:

Webergrill

Her hører enigheden til gengæld også op. Jeg er nemlig villig til at se igennem fingre med monstrummets æstetiske mangler på grund af de fordele, der er forbundet med at have det til rådighed om sommeren. Men i al den tid, vi har haft en terrasse, har dens anden ejer nedlagt veto mod alt, hvad der hedder grill og grillmad på ejendommen. Begrundelse: tvangsindtagelse af alt for meget halvråt grisekød på andres terrasser gennem alt for mange år. Jeg kan derimod godt lide grillmad engang imellem, selv om jeg ikke er den store kødspiser. I hvert fald vil jeg gerne have muligheden.

I går skete der noget nærmest chokerende. Herren kom hjem med – gæt engang!

Nu er spørgsmålet, om det er slået klik for ham, eller om han bare satser på, at det heller aldrig bliver vejr til at grille i år.

fredag, juni 17, 2005

De usynlige gamle

Maria skriver bloggen Silver Fox Whispers, der blandt andet handler om at blive ældre. Hun er omkring 70 år, så hun er en snes år foran mig, men de kan hurtigt gå.

Maria fortæller om engang, hun var til et selskab hos sin datter, der havde inviteret nogle af sine veninder. På et tidspunkt tog en af dem nogle billeder frem, som hun havde taget ved en anden sammenkomst, og begyndte at fortælle, mens hun rakte billederne hen over hovedet på Maria til en person på sin egen alder. Billederne gik hele bordet rundt, og da de nåede tilbage, lagde ejerinden dem ned i tasken igen, inden Maria nogensinde fik dem at se.

Når vi bliver gamle, bliver vi gemt af vejen på plejehjem, men allerede længe inden er vi blevet usynlige. Den kultur, vi lever i, interesserer sig ikke for os, når vi ikke længere optræder på arbejdsmarkedet. Vores markedsværdi er stort set ikke til at få øje på - undtagen hos børn, for de er i samme båd. Jeg kan huske en sang (vistnok med Shel Silverstein), der beskrev situationen uhyggelig præcist:

Said the little boy, “Sometimes I drop my spoon.”
Said the old man, “I do that too.”

The little boy whispered, “I wet my pants.”
“I do that too,” laughed the old man.”

Said the little boy, “I often cry.”
The old man nodded, “So do I.”

“But worst of all,” said the boy, “it seems
Grown-ups don’t pay attention to me.”

And he felt the warmth of a wrinkled old hand.
“I know what you mean,” said the old man.
Sørgeligt og ubehageligt, men sandt.

tirsdag, juni 14, 2005

Room service

Ifølge et indisk ordsprog er hvert menneske et hus med fire rum: et fysisk, et mentalt, et følelsesmæssigt og et åndeligt. De fleste af os er tilbøjelige til at tilbringe det meste af tiden i det ene af rummene, men hvis vi ikke er inde i alle rum hver dag, er vi ikke hele mennesker.

Vi burde skrive en klagesang for hver eneste dag, der smutter forbi ubemærket og uden påskønnelse. Og vi burde skrive en takkesang for alle de dage, der venter forude.

Hvilket minder mig om, at jeg har min ugentlige fridag i morgen. Den skal nok blive værdsat, og jeg har tænkt mig at give mig tid til at støve af i alle fire rum.

søndag, juni 12, 2005

Vi finder altid hjem

Jeg elsker alt, hvad videnskaben ikke kan give nogen forklaring på. For eksempel hvordan fugle finder vej, når de trækker.

Der har været fremsat teorier, som havde at gøre med solens stilling, stjernerne, vindretningen, ændringerne i magnetfelterne omkring jordkloden osv., og man har udsat fugle for eksperimenter, jeg helst havde været fri for at høre om. Men det er stadigvæk en gåde, hvordan fuglene bærer sig ad med at navigere.

På et tidspunkt var der en mand i England, der lavede sit eget eksperiment, som gjorde mysteriet endnu større. Han opdrættede nogle brevduer i et bur, som var placeret på hans gamle bils anhænger. Først lod han dem flyve, og de vendte tilbage efter endt mission. Det var der ikke noget usædvanligt i, men en dag, da han havde sluppet duerne løs, satte han sig ind i bilen og kørte til Frankrig (så vidt jeg husker – i hvert fald et andet land). Alligevel fandt duerne deres bur. Alle de kendte teorier faldt til jorden.

Jeg synes, det er tankevækkende, at det åbenbart er hjemmet, der betyder noget for duerne, ikke stedet. For sådan har vi det også. Det er et spørgsmål om, hvor hjertet er, og hvor maden er. Vores hjem er dér, hvor vi har en pind at sidde på (nej, det er ikke en reklame for Home, det her!).

Det kan godt være, at vi et øjeblik bliver forvirrede, når hjemmet flytter sig. Men vi ved alligevel uafhængigt af solen og stjernerne og vinden og magnetfelterne, hvor det er. Vi skal nok finde hjem, selv om der skulle være en ekscentrisk englænder, der fandt på at sætte vores hjem op på en anhænger og køre det til verdens ende.

Det er ikke videnskabeligt bevist, men det er et faktum.

fredag, juni 10, 2005

Lørdag med Linda

I dag spiste jeg frokost med Charlotte. Hun gav mig et trick, hun selv bruger for at gardere sig imod, at hendes lidt for aktive sociale liv helt kommer til at tage magten fra hende.

Der er hele tiden nogen eller noget, der gør krav på vores tid: venner der vil invitere eller forventer at blive inviteret, forretningsforbindelser, der skal plejes, familie der skal besøges. Resultatet er for lidt tid til os selv og til vores nærmeste, dårlig samvittighed, stress... Man er nødt til at have tid til sig selv og for sig selv.

Jeg har fri hver onsdag, hvor de fleste andre er på arbejde, så jeg er heldig. Charlotte har en anden strategi: hver tredje eller fjerde lørdag skriver hun "besøge Linda" i sin kalender hen over hele dagen. Hvis andre skulle finde på at invitere hende eller kræve noget af hende, kan hun med god samvittighed pege ned i sin kalender og sige: "Det kan jeg desværre ikke, jeg skal være sammen med Linda". Der er aldrig nogen, der spørger, hvem Linda er.

Systemet kan tilpasses efter behov: nogle få timer, aftener eller hele weekender om nødvendigt.

Det er ikke kun børn, der har brug for fiktive venner.

onsdag, juni 08, 2005

Uldne vægge

Hvis jeg nogen sinde skulle få brug for at isolere et hus igen, vil jeg gøre det med uld. Thermafleece produceres af firmaet Second Nature i Nordengland. Efter billederne på sitet at dømme er det en familievirksomhed, der drives fra en gård, og den slags giver altid ekstra point hos mig.

Thermafleece

Vi er så vant til, at der skal ny teknologi til, for at vi kan tale om fremskridt. Men somme tider - ikke helt sjældent - sker de største fremskridt, når vi ser tingene med andre øjne. Mennesker har vidst i årtusinder, at uld har enestående isolerende egenskaber, og vi har lavet tøj af uld i flere hundrede år. Hvorfor er der ingen, der har tænkt på at bruge det til at isolere boliger med noget før? Når man nu ved, at de glasfibermåtter, vi ellers propper i vores huse, er både giftige og kræftfremkaldende, hvad er der så at betænke sig på?

Tanken om at have sine vægge og lofter foret med naturens egne frembringelser fra noget så uskyldsrent og nuttet som får er vel heller ikke at kimse ad.

tirsdag, juni 07, 2005

Gamle gimper giver gode råd

Jeg har to veninder, som jeg har kendt siden jeg var 16, og det vil sige mere end en menneskealder. Professionelt beskæftiger vi os med noget helt forskelligt, politisk er vi uenige, og vi ser i det hele taget meget forskelligt på mange ting, men det er altid givende at udveksle erfaringer fra vores respektive universer, når vi mødes. Én ting har vi til fælles: vi har alle tre født børn for efterhånden mange år siden, og i går da vi havde møde i MMK (Midaldrende Mødres Klub), faldt snakken meget naturligt på børneopdragelse foranlediget af mine betragtninger forleden dag. Ingen af os vil påstå, at vi er verdensmestre i den krævende disciplin børneopdragelse, men vi har heller ikke været katastrofer. Her er rundt regnet, hvad vi kom frem til:

Lad være med at slå dine børn. Selvfølgelig. Tal en masse med dem, svar på deres spørgsmål, lyt til dem og rør ved dem. Elementært, men tidkrævende. Lad dem ikke koste rundt med dig. Det er dig, der bestemmer, dig der fastlægger grænserne, og det betyder uundgåeligt skænderier, tårer og forsøg på manipulation, for ingen bryder sig om at blive bestemt over.

En mor eller en far er ikke en kammerat. I hvert fald ikke kun. At være mor eller far er ensbetydende med at vælge konflikter, samtidig med at du tøjler dit temperament. Det er det modsatte af sjovt. Kender du synkefornemmelsen, når du bliver klar over, at den næste samtale med dit barn vil vrimle med dårlige nyheder?

For egen regning vil jeg gerne tilføje, at jeg tror, at vi har mindre kontrol over vores børn, end vi går rundt og tror. Jeg tror, at det meste af den måde, de ender med at blive på, bliver grundlagt allerede inden de forlader livmoderen. Det er begrænset, hvad vi kan lave om på. Klavertimer, computerspil eller Lalandia gør ingen forskel. Det er besnærende at tro, at det er en slags mekanisk proces at opdrage et barn, hvor man stopper et A ind og med garanti får et B ud. Men erfaringen viser noget andet.

Lad være med at have dårlig samvittighed over dine fejltagelser. Lad være med at tro på, hvad der står i damebladene, og lad være med at tro, at du kan undgå at blive upopulær hos dine børn. Det ville være uhyggeligt, hvis de kunne lide dig hele tiden.

Tænk for resten også lige på dine egne forældres fejl. Måske er der stadig noget, du er bitter over, men var det åndelig grusomhed, at du ikke fik den cykel, du helst ville have? Eller at de blev stiktossede over, at du holdt den fest, da de ikke var hjemme? Vel var det ej.

Giv en eller andens barn et knus og se at komme videre.

Når snerlen skranter

PragtsnerleDMI havde glemt at give mig besked om, at det ville poste så meget ned med ultraviolette stråler i eftermiddags, at det ikke var nogen god idé at have snerler stående i en entré med glastag, når man ikke var hjemme. Så min pragtsnerle hang faretruende med ørerne, da jeg trådte ind ad døren. Nu har den fået kunstigt åndedræt i form af vand i rigelige mængder og står nu ludende ind over sofaen i et hjørne af Monsieurs arbejdsværelse og forsøger at komme til hægterne igen. Jeg tror, den overlever. Det har den bare at gøre, ellers er der tale om to måneders spildt pasning, pleje og kærlig omsorg.

For en sikkerheds skyld tager jeg den med i min aftenbøn.

mandag, juni 06, 2005

Hør en blomst

I dag og resten af ugen vil jeg gøre, hvad jeg kan for at komme til alt høre ti minutters radio med Jane Schul. Hun er landskabsarkitekt og formand for Det kongelige danske Haveselskab og har skrevet og oversat et utal af bøger om blomster og planter.

Jeg har hverken tålmodighed eller lyst til at have en friseret ”haveselskabshave”, men jeg vil gerne høre om det. Ugens 5 Øjeblikke handler om henholdsvis tulipaner, hyacinter, roser, georginer og syrener.

Det er på P1 fra kl. 12.50-13.00. Det burde jeg have tid til.

søndag, juni 05, 2005

Når snerlen (måske) blomstrer

Spændt på årets snerleprojekt. For to år og et par måneder siden fik jeg en pose pragtsnerlefrø af Birgitte, der kom på besøg. Frøene kom til at bo i en urtepotte ude i det, der hedder den nye entré her i huset. Den udmærker sig blandt andet ved at have glastag og fungerer i perioder som indbygget drivhus.

Blå snerle

Sådan så der ud i entreen en måneds tid efter påbegyndt vanding. Blomsterne holder kun en dag, men hver morgen er der nye og flere. Rekorden var 75 nye blomster på én dag, og i løbet af endnu en måned var hele entreen fyldt med Birgittes blå snerle og dens omsiggribende fangarme, der grådigt bemægtigede sig alt inden for en konstant voksende rækkevidde. Den flotteste plante nogensinde!

Sidste år var en snerlemæssig fiasko. En snerle skal have masser af vand, men jeg gav den oceaner, og det overlevede den ikke. Solen kom som bekendt aldrig det år.

Men i år - bare vent! (selv om det ikke ser alt for lovende ud i øjeblikket).

lørdag, juni 04, 2005

Vanrøgt

Jo ældre jeg bliver, jo mere går det op for mig, hvor meget jeg har forsømt at gøre som mor.

Jeg har aldrig:

- polstret bordkanter og andre lurende farer i hjemmet med skumgummi for at skåne mine børn for at få et blåt mærke.

- kørt rundt i supermarkeder med mine skolemodne børn i en indkøbsvogn, fordi de ikke orkede at gå selv.

- sørget for, at mine børn havde fjernsyn på værelset, inden de kom i første klasse.

- kørt mine børn i skole og hentet dem i bil hver dag, fordi der var for koldt eller for langt til, at jeg nænnede at lade dem have ulejligheden med at bevæge sig derhen ved egen kraft, eller fordi det var for risikabelt at lade dem færdes på egen hånd.

- foræret dem et kørekort, da de blev 18, fordi de havde gjort mig den tjeneste ikke at ryge, når jeg så det.
Listen er sikkert langt fra fuldstændig, og nu hvor jeg ikke længere har hjemmeboende børn, er det for sent at rette op på det. Eller måske skulle jeg tilbyde at vaske for dem? Eller købe en lejlighed til dem? Eller i det mindste en bil?

Nej, jeg må nok se i øjnene, at jeg er og bliver en dårlig mor.

fredag, juni 03, 2005

Umoderne mode fra Sverige

Gudrun Sjödén er noget af det svenskeste svenske, og det rager hende, hvilke modevinde der tilfældigvis blæser rundt om hende. Hun holder stædigt fast i sin blanding af hippie- og arkitektfruestil. Den er som bekendt fuldstændig outdated, og jeg er vild med den!

Stof

Hver gang hendes katalog dumper ind ad brevsprækken, glæder jeg mig til at bladre i det. Billederne alene er en fornøjelse, og det er langt fra altid jeg køber noget.

Du kan bestille kataloget her. Og så følger der i øvrigt et gratis nyhedsbrev med.

onsdag, juni 01, 2005

Ramt af en mani

Hold da op, jeg må skrive en blog om det her! Jeg bliver også nødt til at skrive en blog om det dér! Og det dér! Og dét! Og vent lidt, ja, også dét! For ikke at tale om det her! Og det dér! Ja, og det dér! Og det dér! Og det og det og det! Nøjh, og det her! Og det dér!

Undskyld, sagde du noget? Spændende! Skriver du en blog om det?