søndag, september 30, 2018

Loppefund

J eg har været på to af mine yndlingsloppemarkeder: Søllerød og Gentofte. Nu er sæsonen snart slut, og det har været den bedste sæson for mig. Denne gang købte jeg to håndstrikkede bluser. Den flaskegrønne er i shetlandsuld, og den anden, i farven brændt orange, er i en silkeblød uldkvalitet. Og så fandt jeg en nyttig opslagsblog, hvor blomsterne er inddelt efter farve. Det er jo genialt, hvis man leder en blomst, man ikke kender navnet på.

torsdag, september 27, 2018

Naturlommekalenderen og haven nu


J eg vil gerne slå et slag for denne lille bog, som er helt uundværlig for mig. Naturlommekalenderen har små tekster, der hver dag fortæller om, hvad der sker i naturen. Derudover er der små tekster om vejret i de sidste fem år, stjernekort, en artikel om ulvene, genfundshistorier baseret på ringmærkning - ja, artikler også om mange andre ting. Bagest i kalenderen er der blandt andet tabeller for chillfaktor, vindstyrke og en oversigt over værdier for mål og vægt. Det er forlaget Rhodos, der udgiver Naturlommekalenderen.

Min have har stadigvæk et væld af roser. Især klatrerosen blomstrer så flot og langvarigt som nogen sinde. Og sommerfuglebuskene har blomstret siden juni og gør det endnu.

I dag har jeg lånt Edvard Hoems 'Høstkarl i himlen', som mine norske blogvenner måske kender, og jeg er fuldstændig opslugt! Hoem er en af Norges store forfattere og har fire gange været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Det er første bind af fire og følger en slægt fra 1874. Nogle vælger at udvandre, og andre bliver i Norge.

søndag, september 23, 2018

Tivoli med blomstrende blåregn

F or nogle dage siden var jeg i Tivoli med en veninde, og vi nød det dejlige vejr. Sommersæsonen slutter i dag den 23. september, men Tivoli åbner igen den 12. oktober, hvor der helt sikkert er pyntet op til Halloween (som allehelgensaften jo hedder nu om stunder).

Der var stadig mange smukke blomster i Tivoli i denne uge, og jeg lagde mærke til, at flere blåregn og rododendron blomstrede igen.

søndag, september 16, 2018

En tur i tidsmaskinen

I går var Oplevelsesgruppen på Vikingeskibsmuseet og havde en hyggelig dag - tusind tak til venner og familie.

Vi besluttede, at vores næste udflugt bliver til kunstmuseet Arken, hvor der er en udstilling af van Goghs værker med fokus på forholdet mellem kunst, menneske, natur og religion. Jeg har, siden jeg var teenager, været meget glad for hans malerier og tegninger, og i flere år havde jeg hans smukke billede Natcafé på mit ungpigeværelse. På værelset havde jeg også en sort flagermusstol, et sofabord med små, rustrøde kakler fra Panduro Hobby, en sejlgarnslampe, en briks med bredriflet fløjlsbetræk, en safaristol og et kelimtæppe. Jo, det var sådan man brugte ungpigeværelser dengang. Møblerne tog jeg med til min første lejlighed - i Lyngby - som jeg købte allerede, da jeg var 18-19 år.

Jeg kunne tænker mig, at Oplevelsesgruppen også snart besøger Rosenborg Slot, Medicinsk Museion, Glyptoteket og Søfartsmuseet i Helsingør. Måske er der nogen, der har gode ideer til, hvad vi ellers kan besøge?

onsdag, september 12, 2018

Glæder - og et klynk

At kigge på fugle, at fotografere i naturen og at læse romaner og biografier er nogle af mine største interesser.

Håndarbejde laver jeg slet ikke - sidste gang, jeg strikkede, var til min søn i hans første leveår. Det er længe siden, for han er 38 år.

Vi har årskort til Louisiana, og det bruger vi flittigt. I går var der et arrangement med Mathilde Walter Clark, der fortalte om sin nye bog 'Lone Star'. Det var så spændende at høre om, at jeg bare må læse hendes bog om savnet af faren - som hun endelig har fået ind i sit liv. Han er bosat i USA og hun i Danmark.

Jeg vil lige komme med et lille klynk! Hvis der er en IT-ekspert til stede, vil jeg meget gerne have et tip til, hvordan man som bruger af blogger kan kommentere på WordPress. Ofte forsvinder kommentaren ud i den blå luft. Hos nogle kan det lade sig gøre ved at bruge Facebookkontoen. Men hos andre lykkes det bare ikke ...

søndag, september 09, 2018

Nu kan efteråret bare komme an

September kan have helt magiske morgener, når der er lidt tåge og dugdråber på spindelvæv i haven.

Jeg har arvet nogle bøger, som jeg er utrolig glad for - H.C. Andersens samlede værker i 18 bind, udgivet af Gyldendals Forlag. Bøgerne er fyldt med dejlige billeder af Andersens egne tegninger, papirklip og billeder fra gamle bogudgivelser. Siden sønnike havde en stor opgave i gymnasiet om H.C. Andersen, har jeg været fuldstændig solgt. Her skulle være læsestof til de lange, mørke vinteraftener mange år frem.

Om ikke så længe vil man rigtigt kunne mærke, at dagene er blevet kortere. Det er noget, jeg ikke har det godt med, og sidste vinter købte jeg en lysterapilampe. Det er en lækker lille sag med et behageligt lys, og den hjalp hurtigt. Jeg følte mig meget mere frisk og glad og med mere energi. Jeg kunne mærke en forskel allerede efter tre dage. Jeg har læst, at man helst skal sidde i lyset om morgenen eller om formiddagen. Jeg sætter lampen cirka 50 centimeter fra mig og har den tændt i ½ til 1 time, mens jeg spiser morgenmad, læser avis, kigger på e-mails og på Instagram og Facebook. Men man kan også bruge den i kortere perioder nogle gange om dagen, som der står i vejledningen. Lampen er lille og lyset er behageligt - og man behøver ikke at kigge ind i lampen.

Anbefales alle, der som jeg har det svært med mangel på lys.

tirsdag, september 04, 2018

Min have i september

Min have er stedet, hvor jeg nyder at lade op hver eneste dag! Haven er lidt vild, og det tiltrækker mange fugle, som jeg fodrer året rundt. Det er ikke en fin have i traditionel forstand, men den har mange gamle smukke buske og træer, og en del er stedsegrønt. Vi har blandt andet fem flotte rododendronbuske, to æbletræer, nøddebuske, kirsebærtræer, ribs og hyldetræer. Da vi købte stedet for 25 år siden, var her mange flere træer, men en del er væltet i storme, og andre har vi fået fældet. I øjeblikket blomstrer roser, morgenfruer, tradescantia, en lyserød snerle og mamelukærmer. Efter den ekstremt tørre og varme sommer undrer det mig, at her er så frodigt igen! Græsset er lysende grønt, og bregnerne er kommet igen efter at have været visnet helt ned i et par måneder.

I morges lagde jeg mærke til, at der var den fineste dug på blomster og blade. September har et særligt lys - det er så smukt!

søndag, september 02, 2018

Det smukkeste farvel

D et blev et gribende farvel til min veninde i det lille kapel på Garnisons kirkegård i København, hvor der er plads til 30-40 mennesker. Vi var så mange, at vi også stod uden for døren.

Det var en ikke-kirkelig ceremoni, og bedemanden (en kvinde) styrede alt meget smukt! Først talte min venindes søn dybt personligt om sin mor, og hvad hun har betydet for ham. Han gik i stå mange gange, fordi han brød sammen, så jeg gik desværre glip af en del af det, han sagde.

Der var levende lys og et væld af skønne blomster. 'Harvest Moon' med Neil Young blev nu spillet, og derefter talte en ældre veninde. Så hørte vi 'Wonderful Tonight' med Eric Clapton, og den sidste, der talte, var min venindes kæreste. Han var en evighed om at finde tale og briller i sine lommer. Han fortalte blandt andet om alt det magiske, der skete, når de gik ture sammen og så dyr, man ellers aldrig møder.

Til sidst opfordrede bedemanden alle til at lægge en blomst på kisten. Blomsterne stod parat i store vaser, og imens et vidunderligt nummer af Chopin blev spillet, bar seks af de nærmeste kisten ud til rustvognen ...