Hurra for genbrug

I morgen åbner alle butikkerne igen, og det har jeg ventet på længe - jeg har især  savnet genbrugsforretningerne. At de har været lukket har gjort, at fx Kirkens Korshær har mistet deres indtægt til de mange væresteder for udsatte rundt omkring i landet. 

Jeg går stort set kun i genbrugstøj og -sko og har gennem årene fundet de vildeste og dyre ting, som andre kasserer. Senest var det min dejlige Bark of Sweden dunfrakke, som jeg fik for 59 kr.  

Mit sjoveste genbrugsfund var en Buick, jeg købte i New York for mange år siden.  Min daværende kæreste og jeg levede drømmen ud om at købe en billig bil og køre rundt og opleve en stor del af USA. Vi fløj fra Luxembourg via Island til New York, hvor vi var heldige at finde en god bil hos en autoophugger: en Buick Le Sabre fra 1960 med automatisk kaleche og rødt indtræk. Den var vanvitittig flot og kostede den formidable sum af 100 dollars - dengang 700 kroner - til gengæld kørte den også kun 5 kilometer på literen. Det blev en oplevelse for livet, hvor vi blandt andet så Niagara Falls og besøgte venner i Iowa, som vi havde mødt på Mallorca. Varmen var næsten ulidelig, og priserne skyhøje. Allerede dengang var vejskatterne opfundet. Og amerikanerne skulle vare sig for at blive syge, fik vi at vide, en banal blindtarmsbetændelse kostede en formue at få bugt med. Vi oplevede en verden så anderledes end vores egen.   

Fødselsdagsgaven og blogtræf

De lyser så smukt i øjeblikket, de små erantis-sole. 

I går fik jeg en kommentar her på bloggen fra Farmer, som skriver: Tænk om vi inden længe kunne lave blogtræf igen. Det er jeg helt med på og håber, at andre også er. Det er to år siden, vi sidst havde et blogtræf her på Sjælland.

Og ellers vil jeg bare sige, at der er langt til Næstved en fredag aften for at blive vaccineret! Jeg håber, man har fået gjort noget ved mulighederne for at få en vaccinetid, for det var rent kaos, da jeg fik min tid for en uge siden. Jeg har hørt om adskillige andre, der også har måttet tage til Næstved. 

Jeg har fået en bog i fødselsdagsgave, som jeg er godt i gang med at læse, og den fænger allerede fra første side. Det er Jesper Bugge Kold og Mich Vraas 'Pigen fra det store hvide skib'. For et par uger siden læste jeg en anmeldelse af Bjørn Bredal, som roser romanen i Politiken. Det er underholdning på højt niveau og med stærke kvinder i hovedrollerne. Jutlandia sætter kursen mod det krigshærgede Korea i januar 1951, hvor det skal fungere som hospitalsskib. 

'Romanen er fejende flot fortalt og stærkt sat op i scener, som er præcise, tydelige, duftende og farvelagt med asiatisk enkelhed. Alt er holdt i et smukt sprog, et kernegodt dansk, som Kold & Vraa har plejet, passet, klippet og beskåret, som var det et bed med bonsai' ... 'Det er en roman om kærlighed i krigens og koleraens tid, pandemiens tid, befrielsens tid. En meget nutidig roman om kvinder i en historisk kontekst ...'

Politikens anmelder gav den fem ud af seks hjerter. Jeg glæder mig meget til at læse bogen færdig. 

Forårstegn og en særlig dag

I dag er det en særlig dag. Fuglene synger, og jeg har fødselsdag. Tidligt i morges blev jeg vækket af min hjertenskær, der havde dækket morgenbord med alt det, han ved, jeg holder af.  Vi ville jo også gerne gå ud og spise i aften, men det må vente, til restauranterne må åbne igen. Der er dog en begyndende åbning af samfundet i vente - heldigvis.  

Solsortehannerne er begyndt at synge, så det må være forår nu. Hvor har jeg glædet mig - det gør restriktionerne lidt lettere at bære. 

I går ville vi i Botanisk have. Der må jeg bare ind hver gang, jeg er i København, og det var jeg i går, fordi jeg skulle til tandlægen. Det er selvfølgelig lidt skørt at have en tandlæge i København, men hun er den bedste tandlæge, jeg nogen sinde har haft. Men stor var min skuffelse, da Botanisk Have var lukket!   Billederne her fra januar 2020, hvor der var erantis og vintergækker, troldnød, japansk snabelkalla, alpeviol og også kejserbusk - men det mest overraskende var to rododendronbuske i blomst!

Vaccination og havelykke

I går fik jeg besked i min e-boks om, at jeg kunne bestille en tid til vaccination mod covid-19. Det var en overraskelse, men derefter fulgte et kaos først med at vente i kø i 45 minutter for derefter at blive lukket ind, hvor man kan se hvilke steder, man kan blive vaccineret - og hvornår. Stort set alt var allerede optaget. Men jeg kunne få to tider i Næstved. Jeg bor ved Liseleje i Halsnæs, og der er langt til Sydsjælland. Men sådan bliver det, og jeg vil være lettet den dag, det er overstået, og jeg har fået begge mine skud med Pfizer-BioNtech-vaccinen.

I dag har vi 10 graders varme, og jeg har endelig været i haven igen. Sikke en lykke 🤍 Jeg er meget glad for den form for motion, som havearbejde giver - og for at være ude og opleve naturen.

Vi går jo tur hver dag i denne tid, hvor meget er lukket ned, og i går var det i den smukke Frederiksborg Slotspark og rundt om Slotssøen. Café Havehuset har åbent igen for takeaway, så man kan få sig en kop kaffe og lidt at spise til sin travetur.

Synger bloggen på sidste vers?

Da jeg begyndte at blogge for 16 år siden, var der ikke noget, der hed Facebook i Danmark. Ville man kommunikere med mange, måtte man have en blog. Det var der mange, der fik, og man fandt hurtigt sammen i interessefællesskaber. Man mødtes også fysisk til blogtræf, og der opstod mange personlige venskaber.

Men så kom Facebook, og det hele ændrede sig. Hvor man før brugte tid på at skrive et blogindlæg og forfine designet på sin blog, så den fik et individuelt præg, fik man nu det hele serveret fikst og færdigt, og et opslag behøvede ikke være mere end et par ord. Men ud over, at det hele blev meget nemmere og sparede en masse tid, gik det personlige præg også fløjten. Der var ingen forskel på brugernes 'vægge', det gjaldt om at få så mange 'venner' og 'likes' som muligt.

Jeg synes, det er en kedelig udvikling, men der er ikke noget at gøre ved det. Den erkendelse er jeg for længst kommet til, og for fem år siden tog jeg konsekvensen og holdt op med at blogge for i stedet at koncentrere mig om Facebook og Instagram. Efter to års pause begyndte jeg at savne fællesskabet i blogverdenen og genoplivede bloggen for at se, hvad der skete. Jeg har en lille, trofast skare, som kommenterer hos mig, og som jeg kommenterer hos, og det sætter jeg stor pris på, men jeg har også en tydelig fornemmelse af, at interessen er vigende og bloggens tid som noget, der samler, er forbi – præcis, som jeg havde det, da jeg tog beslutningen om at holde pause for fem år siden.

Er det tid til udelukkende at bruge Instagram og Facebook? Hvad synes du?

Temperaturen er helt forårsagtig i dag, og vi har haft 6 graders varme. Sneen i vores have er smeltet, men ikke på skovstierne, så man skal være utrolig forsigtig, hvis man går tur. Billederne er fra vores travetur til Dronningholm slotsruin ved Arresø. Et sagn fortæller, at slottet stammer fra 1205, hvor Valdemar Sejr gav det i morgengave til sin  dronning Dagmar. Men nyere forskning viser, at borgen muligvis blev opført allerede i 1100-tallet. Der har været mere end 1.000 borge i Danmark. Borgene beskyttede mod røveri og fjendtlige angreb og tjente også som bolig og base for skatteopkrævning.

Dyrespor i sneen og filtre

Ind imellem bliver jeg frygtelig frustreret over coronasituationen, men det hjælper meget at gå lange ture og tage billeder. I går var det i nyfalden sne ud til Liseleje og hjem igen. Her er nogle af de dyrespor, jeg har set i sneen i de sidste dage. Øverst er det egern, derefter rådyr og fasan.

Jeg har også moret mig med at give nogle af mine billeder et filter i Photoshop Elements, som jeg bruger.   Der er også filtre i app'en Waterlogue. Man behøver altså ikke selv at kunne male smukke akvareller.

På fotosafari ved Furesøen

J eg er vokset op ved Furesøen. Det er nok grunden til, at jeg valgte min barndoms skovstier i Malmmosen og Luknam som målet for vores skovtur i går. Fra Jægerhuset til Næsseslottet langs Furesøens bred i Lille Kalv og til Kaningården. Vi var også forbi vejen, jeg boede på som barn. Da huset blev solgt for 10 år siden efter min fars død, blev det revet ned og erstattet af et flot og moderne hus.

Det blev til 7,2 km og 9500 skridt.   Men når man skal stoppe cirka 75 gange for at fotografere i det smukke vejr, tager det flere timer :-)  

Vi så ænder, en svane, vindrossel og rødhals - og en stor udrykning med politibil og helikopter! 

Jeg har aldrig set så mange mennesker ude at gå tur, men jeg har forsøgt at fotografere steder, hvor der var næsten mennesketomt ...

Travetur i Rusland

Vi kørte en tur til Rusland - ja, sådan hedder området her ved Rudolph Tegners Statuepark i Dronningmølle. Vi er der gerne, mens lyngen blomstrer, hvor man bliver helt overvældet af det smukke syn. Men der er også smukt på en vinterdag!

Efter en travetur satte vi os på en bænk med vores kaffe og kage. Der var mange gæster, og det er vel coronanedlukningerne, der får folk til at gå mange ture, selv om det har været isnende koldt i denne uge 

Området minder lidt om Tibirke Bakker, men helt usædvanligt ligger der en stor betonklods midt i det hele: Rudolph Tegners Museum.   Området var i 15-1600-tallet påvirket af en katastrofal sandflugt, og der hvor flyvesandet dengang lejrede sig, er der i dag et bakket landskab med lyng, enebærkrat og spredte fyrretræer. Rundt omkring i landskabet ved Tegners Museum står 14 af kunstnerens bronzeskulpturer, og der er fri adgang hele året. 

Mit 'landsted'

I går gik vi tur ved Roskilde fjord – et sted, der har betydet meget for mig som ung.

Da jeg var 26, foreslog mine forældre mig at købe fast ejendom i stedet for at sætte penge i banken. Det syntes jeg var en rigtig god idé, så i en periode blev avisernes husannoncer min fritidslæsning, og det endte med, at jeg faldt for et sommerhus i Lille Kregme.

Huset var på 75 kvadratmeter og bygget af gasbetonsten og med et rødt tag af tagpap. Dertil en stor, gammel have med roser, smukke buske og fyrretræer. Der var ingen luksus, opvarmningen foregik med flaskegas, og der var enkeltruder, som frøs, når det var koldt. Men der var, hvad der skulle være, og selv om jeg havde bil, var det godt med en togstation lige i nærheden.

Fra mit nyerhvervede sommerhus kunne jeg gå ned til fjorden på kun ti minutter ad Månedalen (ja, bare navnet, ikke?), og hver gang jeg havde fri et par dage, pakkede jeg bilen med søn, klapvogn og det mest nødvendige for at køre nordpå. Tit havde jeg mine veninder og deres børn med, og det var netop i de år, børnene kom tæt på hinanden.

Jeg kendte ingen andre på min alder, der havde investeret i et sommerhus, men det er noget af det bedste, jeg har gjort i mit liv. Jeg kom til at fejre mange sankthansaftener på mit 'landsted', jeg har både haft kærestesorger og oplevet mange lykkelige stunder netop der. Det var også dejligt at kunne tilbyde min engelske familie at bruge huset til overnatninger, når de var i landet.

Her sidder jeg til venstre i min gamle, rustne hængesofa, som jeg selv havde syet hynder til.

Bakkestien her er et stiforløb, der følger toppen af en gammel kystskrænt fra stenalderhavet, som i dag hæver sig som en bakkekam bag Frederiksværk by. Bakkestien og Fjordstien er en natursti langs Roskilde Fjord og Isefjorden. Den er til cyklister og vandrere, og når den er helt færdig, bliver den 275 km lang.