søndag, december 09, 2018

Ny bog, julepynt og decemberhygge

Du kender sikkert 'Lyse nætter', den smukke sang med Alberte Winding? Jeg er ved at læse hendes selvbiografi 'Kastevind', som tryllebinder med sin poesi, med sin brug af barnets stemme og er skrevet, som lille Alberte følte, det var dengang.

De sidste dage her er brugt til et besøg på Glyptoteket og på Camilla Plums julemarked. Men det vil jeg vende tilbage til og vise lidt billeder fra.

Vi har også besøgt min fætter, som har fået en søn for få dage siden. Jeg blev utrolig rørt over at se det lille væsen. Det sker ikke så ofte, at mennesker på min alder får børn - og så i min nærmeste familie - jeg er fuldstændig solgt.

Nu er der nok ikke andre end mig og familien, der falder i svime over et billede af ham, så her er i stedet for et billede af vores Georg Jensen-julepynt, som vi har arvet efter min svigerinde Rasmine.

onsdag, december 05, 2018

Med Bella på Frilandsmuseet

S øndag var Bella og jeg på Frilandsmuseet og havde nogle hyggelige timer sammen, selv om vejret var skrækkeligt. Hun har hverken gummistøvler eller regnfrakke, men kom i kondisko og en kort jakke, der på et øjeblik var gennemblødt. Derfor måtte vi opgive en større rundtur, men jeg kunne fortælle hende, at jeg havde set julemarkedet, julemænd, nissepiger, juletræ og hørt masser af sang og musik. Vi nåede kun ind på herregården, hvor der var gang i køkkenet og i brændekomfuret, og fire kvinder var klædt som for 100 år siden. De bagte æbleskiver og brunkager, og alle måtte smage.

Vi måtte finde ly uden at skulle gå gennem mudder, og det blev på den lille café ved Brede Station, hvor der var dejligt lunt.

Da vi skiltes nogle timer senere, sagde Bella: 'Det var rigtig hyggeligt, tak for i dag'. Hun er 13 år, og det er hjertevarmende at opleve, hvordan hun nu er ved at blive mere voksen.

søndag, december 02, 2018

Julemarked og et højskoleophold

I sidste weekend var vi på julemarked på Krogerup Højskole i Humlebæk. Der var jeg elev i fire spændende måneder som ung, og derfor var jeg meget nysgerrig og ville gerne ind og se højskolen igen. Det viste sig, at der var en lille rundvisning med den nye forstander, Rasmus Meyer, som var utrolig sympatisk og humoristisk. Han fortalte bl.a., at der hver tirsdag aften er et åbent arrangement, hvor alle kan deltage.

Hovedbygningen er fra 1776, og i 1946 blev Krogerup til en højskole ledet af Hal Koch. Det smukke palæ er nu fredet.

Bagefter var vi inde på avlsgården hos Aarstiderne og købte ind i den økologiske gårdbutik. Og så var vi blevet sultne! Det eneste, vi kunne finde på, var at spise en sen frokost på Louisiana ved 15.30-tiden. Vi fik sprængt kylling med svampemayonaise, stegte bøgehatte og tranebær - dertil en skrive hjemmebagt rugbrød. Udsøgt lækkert. Men der var så mange mennesker og vanvittigt med støj, at det tog næsten hele fornøjelsen.