onsdag, august 31, 2005

Simple living

Nu er det som om, det er ved at stilne af, men det har været lidt af et modefænomen og var det især et års tid efter, at simple-living.dk udkom i 2003. Jeg har praktiseret simple living fra før jeg vidste, at det var et begreb.

Det er ikke nogen stor kunst at træde et skridt tilbage, betragte sin måde at indrette sig på i passende afstand og opdage, hvad der ikke er hensigtsmæssigt. Det er straks lidt vanskeligere at få gjort noget ved det, men måske er det i virkeligheden kun et enkelt håndtag, der skal trækkes i for at få det hele til at falde på plads. For mig drejede det sig om at have naturen tæt på. På mange måder boede jeg/vi ideelt, og det var ikke, fordi der ikke var træer og grønt omkring os, men jeg følte mig bare ikke hjemme i et villakvarter. Jeg måtte ud, hvor kragerne vender - helt derud, hvor der ikke er naboer, der sætter store dele af deres fritid af til at være utilfreds med ting, andre gør eller ikke gør.

Vi flyttede, og det viste sig, at det gav mange andre fordele end dem, jeg havde regnet med i første omgang. Ved et tilfælde fik vi en kat, som siden er blevet til flere. Bare fem minutter om dagen med en spindende kat på skødet har lært mig, hvad det vil sige at slappe af. Hvad meditation er for nogen, er katteklapning for mig. Den indre ro, det giver, betyder automatisk mere harmoniske relationer til kolleger og omgangskreds. Det er gået op for mig, hvad der er vigtigt. Det står mig mere klart end nogen sinde, i hvor høj grad vores vanvittige forbrugsræs i denne del af verden er ved at forplumre hele tilværelsen. Hvor mange ting, vi sagtens kan undvære. At det ikke er nødvendigt at arbejde på fuld tid for at få råd til det, vi har brug for.

Og det er en daglig glæde at have naturen og dyrene omkring mig, også dem uden for vinduerne: fuglene, ræven, haren, rådyrene.

Træer skal beskæres for at kunne fortsætte med at blomstre. Jeg kan anbefale at finde de grene, der tynger dig ned, og tage dem under kærlig behandling. Det vil somme tider sige at fjerne dem helt.

5 radioudsendelser om simple living

søndag, august 21, 2005

Jaja, den er god med dig

- Der går en påfugl rundt i haven, sagde Monsieur henkastet.
- Jaja, svarede jeg, hvad siger flamingoerne til det?
Påfuglen

Men det passede. En farvestrålende påfugl af hankøn spankulerede rundt i haven og nippede til vegetationen og de solsikkefrø, jeg dagligt strør rundt omkring til mine fjerede venner. Det blev den ved med i en time, hvorefter den forsvandt uden nogen forklaring.

Efter omhyggelig granskning af vores hjernekister nåede vi selv frem til en sandsynlig forklaring på mysteriet: en kilometers penge fra os ligger nemlig en gård, der excellerer i at fremvise tropiske medskabninger, og påfuglen måtte være stukket af derfra. Men da det er noget rod at have en påfugl rendende rundt på danske veje og stier, kørte jeg hen for at delagtiggøre gårdejeren i oplevelsen.
- Nårh, jamen han går nogen gange en tur. Jeg tror, han er kommet tilbage nu, lød svaret.
Så jeg kørte hjem igen og gik ud og strøede endnu en pose solsikkefrø ud.

mandag, august 15, 2005

Money makes the world go 'round

Jeg er vokset op i kølvandet på 68-generationen, og jeg kan ikke sige mig fri for at have overtaget en del holdninger på den konto. Det gælder for eksempel mit syn på USA og amerikanere, som dog med årene er blevet mere nuanceret, og én ting kommer man ikke udenom: amerikanere har nogle sociale færdigheder, som vi godt kunne lære noget af (jeg tænker ikke på deres socialpolitik!). Men de har også penge på hjernen:

På en strålende solskinsdag i løbet af den sommer, der nu er ved at gå op i sømmene, havde jeg meget fornøjelse af at tromme tredive af de fjerneste slægtninge på min mors side sammen til et familietræf i min have. Min mors amerikanske fætter på 86 kom fra Californien med sin kæreste Betty på 83, og hende fik jeg en rigtig god kontakt med i løbet af de få timer, vi var sammen. Vores møde sluttede med, at Betty insisterede på at sende mig nogle af sine hjemmestrikkede karklude, som var de bedste i verden.

Pakken ankom i dag og indeholdt de lækreste karklude i tyk, tyk bomuld, og jeg satte mig straks til at skrive et brev til Betty for at sige tak. Desværre var afsenderadressen på pakken næsten ulæselig, så jeg blev nødt til at prøve at finde den på nettet. Men uanset hvilke krumspring, jeg gjorde, endte jeg hver gang på en side, hvor jeg skulle betale 50 dollars for at få adressen oplyst.

På den måde fik jeg alligevel mine værste fordomme om amerikanere bekræftet. Men jeg er glad for karkludene!

fredag, august 12, 2005

Den kriminaliserede plante

Nå, det var den snerle, jeg kom fra. Det går ikke så godt med den, det vil sige den er blevet både stor og fyldig, men det kniber med blomsterne. Jeg begik nemlig den fejl at prøve noget nyt: i stedet for kun at plante knaldblå Morning Glory-frø, som jeg plejer, købte jeg i år en pose med blandede farver. Det kunne se festligt ud med både røde, lilla og blå blomster i entreen, tænkte jeg, men sådan skulle det ikke gå. Til gengæld har snerleuhyret opslugt lysekronen, og det ser ret fantastisk ud, når man tænder den om aftenen. De lysende lamper kommer ikke rigtig til deres ret her, men de er der - inde mellem bladene:

Image hosted by TinyPic.com

Men én ting er, at Snerleprojekt 2005 er delvis mislykket. Noget andet og meget værre er, at det kan gå hen og blive mit livs sidste. For et par uger siden så jeg en notits om, at der var nogen, der havde fundet ud af, at frøene var naturens svar på LSD, så de gik hen og købte sig et billigt trip i supermarkedet. Straks fjernede Bilka (som jeg bliver nødt til at understrege, at jeg aldrig sætter mine ben i) alle deres snerlefrø fra hylderne, Dansk Folkeparti blev alvorligt bekymret for ungdommen, en psykiater og misbrugsekspert udtalte, at det kunne give livsvarige hjerneskader, og indenrigsministeren ville se på sagen.

Altså styrtede jeg hen til nærmeste snerlefrøforhandler for at hamstre snerlefrø til næste år, men for sent. Desværre, lød beskeden, alle overskydende poser var sendt retur til leverandøren.

Gad vidst, hvornår der er en misbrugsekspert, der finder ud af, at det ikke er alle, der bruger kogesprit efter hensigten? Jeg må nok hellere sikre mig et parti, inden det bliver forbudt.
Skvadderhoveder.

mandag, august 08, 2005

Elskovskunst

Kama SutraTeksten på forsiden belærer mig om, at der er tale om ”et af verdenslitteraturens store værker”, hvad jeg godt vidste i forvejen. Det var nemlig delvis for at få dækket et af de utallige huller i min litterære dannelse, at jeg lod bogen indgå i forrige uges antikvariske røverkøb. En anden nok så vigtig grund var, at jeg syntes godt om omslaget.

Nu har jeg smagsprøvelæst lidt i den indiske lærebog i elskovskunst, og jeg har mine tvivl, om jeg kommer igennem den. I hvert fald har jeg ikke tænkt mig at dele læsningen med andre medlemmer af husstanden. Han skulle nødigt få alt for mange gode ideer:

”En dydig kvinde, som nærer hengivenhed for sin mand, bør kun handle i overensstemmelse med hans ønsker og med hans samtykke bør hun påtage sig alt vedrørende familieaffærerne. Hun bør holde hele huset rent og sørge for blomsterarrangementer forskellige steder i hjemmet, vaske og bone gulvet, således at helhedsindtrykket af hjemmet bliver hyggeligt og indbydende.”
Men indrømmet, hvis man ellers kan abstrahere fra undergravende virksomhed af den karakter, kunne man måske nok blive inspireret lidt hist og her...

lørdag, august 06, 2005

Bonsoir, Madame

Selv om jeg gør, hvad jeg kan for at styre udenom, kan det ikke helt lade sig gøre. Engang imellem er jeg desværre nødt til at sætte mine ben i et supermarked, og jeg har efterhånden fået frekvensen ned på én gang om ugen, som regel om lørdagen. Men jeg gør det med den største uvilje, for enhver form for støj og møveri er mig inderligt imod.

For to lørdage siden var det første, jeg

”BONSOIR, MADAME...”

lagde mærke til, da jeg trådte ind i forretningen, at cirka hvert

”BONSOIR, MADAME...”

femte sekund udspyede højttaleranlægget det mest irriterende omkvæd, jeg længe har været udsat for, og for den kvikke læser vil det sandsynligvis være

”BONSOIR, MADAME...”

overflødigt at specificere nærmere, hvilke to ord, omkvædet bestod af. Selv om jeg altid er forberedt til fingerspidserne og griber fourageringen systematisk an, kan mit ugentlige besøg i Kvickly ikke koges ned til under et kvarters tid. Men allerede efter to minutter var opholdet

”BONSOIR, MADAME...”

blevet ulideligt på grund af det enerverende omkvæd, der formentlig var en reklamespot for et eller andet, som ingen under nogen omstændigheder skal få mig til at købe nu, uanset hvad det er. Jeg vil ikke engang vide, hvad det er.

Sidste lørdag var det det samme, og gudhjælpemig også i dag, og hver gang har jeg

”BONSOIR, MADAME...”

fået det på hjernen resten af dagen. I skrivende stund er jeg stadig hårdt ramt.

Nu ved jeg godt, at vi lever i en samfund, der står og falder med, hvor meget ragelse vi kan prakke hinanden på, og at alle kneb både gælder og er fuldt ud lovlige – åbenbart også den slags, der i en lidt anden variation benyttes som tortur over for krigsfanger: monoton gentagelse af den samme lyd. Men hvad jeg ikke forstår, er at COOP Danmark, som på så mange andre områder gør det "rigtige", kan finde på at udsætte kunder og ansatte for den form for støj- og hjerneforurening og på den måde bidrage til at fremme en idiotkultur, der i forvejen har rigelig vind i sejlene hos konkurrenterne.

Heldigvis kan jeg (forhåbentlig!) bare finde et andet sted at handle. Men hvis jeg var ansat i Kvickly og tvunget til at høre på det juks hele dagen, ville jeg være moden til indlæggelse på den lukkede, inden jeg nåede fyraften.

Hvis det sker igen på

”BONSOIR, MADAME...”

næste lørdag, får jeg svip, og så må jeg tage min godhed over for andelsbevægelsen op til revision og overveje en drastisk omlægning af mine indkøbsvaner.

mandag, august 01, 2005

Om bare at gøre det

For omkring tyve år siden arbejdede jeg sammen med en lidt ældre pige, som var en god kollega, jeg satte meget pris på. Hun var lydtekniker ligesom jeg, men i modsætning til mig var hun ikke glad for sit arbejde. En dag tog hun konsekvensen og sagde sit job op, og hun forsvandt ud af mit liv.

Forleden faldt jeg tilfældigt over hendes navn. Jeg skulle bruge et gammelt bånd i arkivet, og af båndmanuskriptet fremgik det, at det var hende, der - som det hedder - havde klargjort båndet teknisk. Det gjorde mig nysgerrig, og jeg gav mig til at søge på navnet på diverse søgemaskiner. Det viste sig, at hun nu var sognepræst et sted på Sydsjælland.

Jeg har en svaghed for mennesker, der pludselig gør noget helt andet, end man forventer af dem, så jeg sendte hende en mail for at høre, hvordan hun havde det i håb om også at få historien om, hvordan hun var blevet præst, og hvad der havde fået hende til at tage det usædvanlige spring. Det fik jeg - ud over det sødeste svar, som nu har ført til, at vi mailer, så tasterne slår gnister.

Hun havde forfulgt en barndomsdrøm om at blive præst og var blevet det i en alder af 49 år. Ikke nok med det: hendes mand - en anden kollega, som forlod faget omtrent samtidig - var blevet teolog året efter hende.

Jeg er meget glad for den kontakt, der minder mig om, at man kan alt, hvad man vil. Så jeg har lige klappet mig selv på skulderen, fordi jeg tog mig den frihed at trænge mig på.