onsdag, februar 13, 2019

Haven lige nu

D er er jo ikke ret meget at se i haven lige nu, men nogle få krokus og vintergækker er kommet op og blomstrer - og hasselnøddebuskene blomstrer også.

Men ellers er det mest fuglene, jeg nyder i øjeblikket. Her er det en stillits.

Når jeg kigger på vejudsigtens langtidsvarsel, ser det lunt ud - ingen frost i alle de dage, jeg kan se frem, og dagen er tiltaget med cirka 2½ time.

mandag, februar 11, 2019

Hornbækhus m.m.


Jeg elsker jo at komme lidt ud hver dag for at gå en tur, få lys og luft - og en oplevelse. Vi valgte at tage til Rusland, altså Rudolph Tegners Statuepark, hvor vi gik en dejlig tur, og bagefter kørte vi videre til Hornbækhus og drak kaffe. De to steder ligger kun seks kilometer fra hinanden. Vejrudsigten varslede regn fra ved 14-tiden, så vi var ret tidligt ude af døren, allerede før klokken 12 :-)

Hvor jeg nød at se både lyngområdet ved Tegners museum med statuerne og Hornbækhus igen. Vi fandt ud af, at der også er frokost på Hornbækhus - måske fordi det er efterårsferie? Det var stegt gedeost, og der var også en salat med laks. Jeg ved ikke, om menuen skifter fra dag til dag.

På Instagram så jeg Bella spille bold med en delfin - det er helt vildt at se, at de kaster bolden til hinanden. Hun er på Tenerife her i vinterferien.

lørdag, februar 09, 2019

God motion

Hvad gør du for at få motion hver dag?

Jeg går ture og bruger mit mavehjul fra Trojan - et ab wheel. Det fandt jeg i en genbrugsforretning for et par år siden. Ved at bruge mavehjulet får man trænet mavemuskler, lænd, ben, øvre ryg, arme og skuldre.

Jeg er meget glad for havearbejde, men det er jo ikke sæson lige nu. Jeg holder af at bruge et par timer på at luge, beskære og passe blomster flere dage om ugen. Vores have er på 1650 kvadratmeter, og cirka en fjerdedel er græsplæne – der er en på hver side af huset. Græsset bliver slået på gammeldaws maner med rugbrødsmotor. Vi har haft både en motorplæneklipper og en elektrisk, men efter svigermor fik kappet en halv finger af i sin elplæneklipper, valgte vi rugbrødsmotoren. Og det har vi aldrig fortrudt – det giver nemlig god motion.

Som ung gik jeg til udspring i Frederiksberg Svømmehal i flere sæsoner og elskede det. Men jeg må nok se i øjnene, at det ikke lige er det, der trækker mere.

Billederne er fra Asserbo Slotsruin, som blev bygget af biskop Absalon i 1100-tallets sidste halvdel.

torsdag, februar 07, 2019

GeoArt krystalmuseum

I søndags besøgte vi GeoArt krystalmuseum. Det ligger ved Tisvilde Hegn mellem Helsinge og Frederiksværk. Siden åbningen har der været skiftende udstillinger af kunst og en permanent udstilling og salg af krystaller, sten, mineraler og fossiler fra hele verden. Der er også møbler, kunsthåndværk, stoffer og gaveideer fra Indonesien, Thailand, Laos og Burma - og en smykkeafdeling. Virkelig spændende!

Britt og Gunnar åbnede butikken i sin tid, fordi de var interesserede i sten og stenslibning, og de sælger stadig udstyr til at slibe sten. Vi fik en rigtig hyggelig snak med Gunnar.

På hjemmesiden kan man læse:
'Behovet for at kunne præsentere udstillingen af sten, krystaller og mineraler på en ordentlig måde førte i 1996 ved lidt tilfældighed til, at der blev bestilt 20 vitrineskabe på Bali. Besværligheder omkring leverancen førte til det første besøg på Bali. Her blev det besluttet ikke bare at sende 20 tomme vitrineskabe hjem, men at fylde dem med forskellige genstande inden afsendelsen. På den måde startede vores salg af ting fra Østen. Faktisk endte en del af vitrineskabene med også at blive solgt, og så var grundlaget for endnu en tur til Bali tilstede. Det er blevet til mange ture siden da ...'

søndag, februar 03, 2019

Weekendglæder

I går var vi i biffen og så 'Unge Astrid' - den nye film om Astrid Lindgren med Alba August i hovedrollen. Hendes skuespil er betagende smukt, og filmen er meget vellykket. Det er Pernille Fischer Christensen, der har instrueret. Filmen er allerede blevet set af over 200.000 svenskere og er solgt til mere end 50 lande.

Siden jeg var barn har jeg elsket Pipi Langstrømpe og alt, hvad Astrid Lindgren har skrevet. Her i de senere år har det været hendes eget liv, jeg har læst om.

For fire år siden læste jeg Jens Andersens bog om Astrid Lindgren, 'Denne dag et liv' og blev grebet af hendes historie. Astrid Lindgren blev 94 år og døde i 2002. Hun brød igennem med Pippi Langstrømpe og er næsten lige så berømt som H.C. Andersen. Biografien blev til på baggrund af hidtil upublicerede breve, dagbøger og fotos – og halvandet års samtaler med Astrid Lindgrens datter.

Lørdagen bød også på en travetur langs Kattegat ad Spodsbjergstien fra Kikhavn til Hundested. Det er en af mine absolutte yndlingsture.