mandag, december 31, 2007

Årets sidste arbejdsdag

Frederiksborg Slot i Hillerød

Det har været en begivenhedsrig dag. Vækkeuret ringede lidt i 5 i morges, men vi havde til gengæld motorvejen fuldstændig for os selv. Åbenbart havde alle valgt at tage en fridag nytårsaftensdag. Ha, siger jeg bare, det var en god fornemmelse at køre til Amager på langt under en time. Da dagens dont var overstået tidligt, gjorde vi stop i Hillerød på hjemvejen og spiste en vegetarmadpandekage på café La Belle Vie på Torvet, hvor man kan nyde den imponerende udsigt til Frederiksborg Slot, mens man spiser. Flottere udsigt findes ikke. Butikkerne lukkede allerede kloken 14, men vi nåede en frisk travetur ned gennem Slotsgade kun afbrudt af Monsieurs vinterstøvlekøb, kiggen på briller og herretøj. På tilbagevejen et lynkig i Slotsarkaderne hos Søstrene Grene.

Nu er vi hjemme, og jeg fandt de dejligste nytårshilsner fra en masse blogvenner, tusind tak til jer alle! Vores aften bliver bare os to plus de to kælegrise, som jeg holder inde, før raketterne og kanonslagene begynder at gøre udelivet usikkert. Jeg har læst, at man bare skal lade en skabslåge stå åben - så vil kattene finde derind og gemme sig i en hule, hvis larmen bliver voldsom.

Ha' det nu godt derude - ingen ulykker i aften, vel?

Jeg slår det lige op ...

Den Store Danske Encyklopædi

Kender du det, at man har brug for at slå noget op, og valget står mellem nettet og et leksikon?

Af en eller anden grund har vi Den Store Danske Encyklopædi stående i reolen, og jeg synes, det er rart at have dette Familien Danmarks leksikon i min stue. Men hvordan er det lige - hvor mange gange har jeg brugt det? Vist nok én gang på et år. Jeg har lavet nogle stikprøver for at se, hvor nyttigt det er til mit brug - og det underlige er, at jeg næsten ikke kan bruge det til noget som helst. Og det er så det, der ryster mig - mig, den inkarnerede bogsamler er blevet en netnørd. Det står ganske simpelt for få artikler om det, jeg har brug for at slå op.

Hvordan har du det med Google kontra et gammeldags leksikon i bogform?

søndag, december 30, 2007

Hørt i forbifarten

Kvicklys kosmetikafdeling lørdag formiddag. To elever - en af hvert køn på omkring de 18 - går og snakker med hinanden, mens de sætter varer på plads.

Han (idet han holder en deodorant frem, så hun kan se den): - Den her, den lugter bare forfærdeligt!

Hun: - Ja, af Gammelfar! Hvis du tager den på, så har du alle de dér kvinder på tredive hængende på ryggen af dig! Det går jo ikke!
Jeg lod, som om jeg ikke hørte noget. Så huskede jeg, at da jeg var 14, havde jeg en olding af en regnelærer. Han var dobbelt så gammel som mig!

Oplever du også, at tidspunktet for, hvornår man er gammel, på magisk vis bliver ved med at flytte sig, så det altid befinder sig et godt stykke foran en selv?

lørdag, december 29, 2007

What a day for a daydream ...

Dagdrømmen

En sko, en ko, en ørenring, en flaske vin og en kokosnød. Hvad dagdrømmer jeg om?

Status

Nu hvor 2007 er ved at være gået, er tiden inde til at gøre status, og hvis du vil være med, bliver det så meget sjovere.

For mig har det været en stor oplevelse at møde og lære flere blogvenner bedre at kende - Regitze, Liselotte, Donald, Ella og Andrea. Derudover gav 2007 mig Sofus, en udpræget kælegris, eller rettere kælekat. Jeg opnåede at få lov at blive i mit dejlige, lyse lydstudie i stedet for at flytte til en cigarkasse uden dagslys, og så har jeg fået en ny ven(inde), der giver mig meget glæde. Vi bor langt fra hinanden, men vi skriver sammen hver uge, og hun skriver de mest fantastiske breve.

Alt i alt har jeg ikke meget at klage over.

Hvad var det bedste, der hændte for dig i 2007?

fredag, december 28, 2007

Byturen

Mine karklude

Hun bryder sig egentlig slet ikke om at komme i København. Siden hun flyttede ud på landet for elleve år siden, har hun kun været på Strøget en enkelt gang, men i dag har hun pludselig lyst til til at tage toget derind.

Hun står af på Nørreport klokken lidt over elleve og går ned ad Fiolstræde, der er helt forandret. Sidst hun var her, var der mange flere antikvariater. Nu er de lavet om til cafeer eller tøjforretninger.

Lige før hun kommer til det, der engang var Daells Varehus, får hun øje på et skilt over en ny forretning, og hun genkender logoet med det samme. I flere år har hun fået Gudrun Sjödéns kataloger sendt fra Sverige og bladret i dem, men hun har sjældent købt noget. Det er for besværligt at købe pr. postordre, hvis tøjet ikke passer. Nu er der kommet en forretning, hun kan gå ind i.

Da hun kommer ud igen, har hun ikke købt noget. Der var for meget at vælge imellem, men det var en god oplevelse. Næsten bedre end at gå på museum, og hun fortsætter sin bytur med et smil om munden ved tanken om de farvestrålende kjoler og fantasifulde mønstre.

Hun går ind i flere forretninger og kigger, men hun køber kun noget ét sted. Notre Dame er den eneste forretning i hele København, hvor man kan få de karklude, hun bruger, og hun trænger til nogle nye. Hun køber en gul, en grøn, en blå, en orange og en rød, så der altid er én, der passer til viskestykkerne.

Da klokken er ved at være ét, er der pludselig sort af mennesker, ligegyldigt hvor hun færdes. Hun har glemt, at det er den dag, alle skal have byttet deres julegaver. Hun er sulten og har lyst til at gå ind på en café og spise frokost, men der er optaget alle steder.

Hun går ned i Meyers Deli i Magasins underetage og køber en vegetarsandwich og en Ramløse, som hun tager med sig i metroen. Nu vil hun hjem.

Sandwichen er enorm, men hun har aldrig smagt noget bedre. Der er ikke andet i end ruccola, mozzarella, soltørrede tomater og pesto, men brødet er helt frisk. Hun beslutter sig for at kopiere den engang i løbet af weekenden.

Hun skal skifte i Hillerød, men det tog, hun skal med, er lige kørt, og mellem jul og nytår kører lokalbanen kun én gang i timen. Hun tager Ud & Se, og fordriver ventetiden med at bladre i det. Der er altid flotte billeder.

På side 50 er der en slags novelle af Simon Fruelund om en gruppe pendleres vaner og hverdag, skrevet i korte, knappe sætninger uden ret meget variation, men hun kan godt lide det. I toget får hun den idé at skrive et blogindlæg i samme stil, når hun kommer hjem. Det skal handle om hendes dag i byen.

torsdag, december 27, 2007

Isabella

Isabella med oldefarSom lovet - mit one and only barnebarn Isabella på knapt tre år. I dag fejrede vi en forsinket juleaften, fire generationer samlet, og det er oldefar, der holder om hende for fotografens skyld. Bella er lige så køn som sin mor, der har et meget eksotisk udseende. Jeg har ikke set hende et stykke tid, og det er fantastisk at opleve et lille barns udvikling. Hun siger en masse nu, vil gøre rent sammen med sin mor og synger sange - i dag Lille Peter Edderkop.

De røde snore på ørerne er julepynt fra træet, og uden for fotografens linse ligger nissehuen. Hvis motivet ser lidt slattent ud, er det fordi hun har lungebetændelse og er på penicillin, men det forhindrede hende ikke i et være et særdeles aktivt - og talende - midtpunkt!

onsdag, december 26, 2007

Den traditionsrige frokost

Beghusets buffet

Sådan så der ud, da vi kom ...

Udsigt fra BeghusetVi har såmænd været til julefrokost på Beghuset i Dragør. Min tante fejrede traditionen tro sin fødselsdag med de 10 nærmeste på Beghuset, som er blevet min yndlingsrestaurant. 2. juledag stiller de op med en traditionel, men stilfuld og delikat julefrokost langt over normal standard. Der er dækket op med runde borde til de forskellige selskaber og et gigantisk tag-selv-bord med sild, lune retter, oste, risalamande, kager og konfekt - alt smukt arrangeret. Vi har spist, så bukseknapperne fløj om ørerne på os, men én gang om året er vel o.k.?.

Det var 14. gang, vi fik fødselsdagsjulefrokost på Beghuset, og når vi har sundet os om et par timer, er vi klar igen til næste år.

For mere useriøse detaljer, se eventuelt her.

Hvor var du i dag?

De sørgelige rester
Sådan så der ud, da vi gik ...

Om at glæde sig

Tor Nørretranders: Glæd dig Jeg fik lyst til at give mig selv en lille efterjulegave. Glæd dig, lyder opfordringen fra Tor Nørretranders, der i sin nye bog skriver om madglæde, arbejdsglæde og livsglæde. Bogen handler om glæden, som vi møder den i hverdagen, når vi spiser, når vi arbejder, og når vi møder andre mennesker. Men det er også en bog om, hvorfor vi ikke altid møder glæden, hvor vi burde - og hvordan vi kan ændre vores kost, vores arbejde og vores samvær, så det gør os gladere. Det handler også om arbejdsro, tilstedeværelse og kropsglæde og om at se naturen, glæde sig i fritiden, spise god mad og chokolade og sætte pris på venner, familie og godt helbred. Nørretranders fortæller om den radikale forandring, der er sket i den videnskabelige udforskning af lykke og glæde, og han undersøger to påstande: 1) kontrol kan fjerne ulykke, men ikke bringe lykke, 2) der består et udelukkelsesforhold mellem kontrol og glæde.

Poul Friis fra DR P1 har talt med Tor Nørretranders om bogen - indslaget kan høres her.

Jeg læste om Glæd dig i det nye nummer af Psykologi. Kender du bogen? Hvad synes du?

tirsdag, december 25, 2007

Historisk julemad

I Alle tiders historie på P1 har jeg lige hørt om gamle dages juletraditioner. Det var ikke kedeligt!

Tilrettelæggeren Dorthe Chakravarty var på besøg hos middelalderarkæologen og madeksperten Bi Skaarup på Nordfalster, der fortalte, at julemaden ikke har ændret sig ret meget i de sidste 1000 år. Dog har små ændringer fundet vej, og gamle opskrifter kan være med til at skabe lidt fornyelse på julebordet. Risalamande kan man læse om helt tilbage i 1703 i Anne Wigants kogebog.

Hvis du vil læse mere om julemadens historie og have opskrifter er der masser af information Bi Skaarups hjemmeside. Her er opskrifter fra vikingetiden, middelalderen, renæssenceopskrifter og opskrifter fra Christian IX´s tid.

Bi Skaarup har udgivet flere bøger om mad fra tidligere tider lige som Else-Marie Boyhus, den mest kendte specialist på området. De er begge medlemmer af Det Danske Gastronomiske Akademi.

mandag, december 24, 2007

Juleaften version 1 og 2

Juleaften er snart gået, og her sidder jeg og tænker og føler efter i glæde over min dags oplevelser.

Da jeg var barn, og sikkert også da I var, kunne man overhovedet ikke få tiden indtil juleaften til at gå, man var så forfærdeligt spændt, og alt skulle være som altid, de hyggelige traditioner med maden, lysene, musikken, gæsterne, gaverne, træet, pynten ... og for mit vedkomende den sene samling hos min mormor, hvor hele min mors familie samledes i det kæmpe hus. Jeg husker med største glæde tilbage på min barndoms jul.

Nu er jeg i en anden fase af mit liv, min søn er voksen og bor i et andet land, jeg er farmor til en lille pige på knapt 3, jeg er gift, min mor lever ikke mere, og vi og min far skal være hinandens juleaften, hvad vi netop har været.

Med årene er juleaften blevet på en anden måde end dengang, jeg var barn. Vi har spist den skønneste mad, drukket dejlig rødvin, fået kaffe og chokolade. Og så er der sneget sig en ny ting ind i vores jul. Min far har fået bredbånd og har lige opdaget YouTube, og vi har prøvet at overgå hinanden med vores yndlingsklip. Simba er blevet klappet, vi har været på kirkegårdene og tænkt på min mor, min mormor og morfar og farmor og farfar og min faster. Der er en masse, vi ikke har gjort af det, vi gjorde førhen, og sådan er livet. Vores familie og vores livsvilkår har ændret sig.

Vi har hygget os utroligt - ikke på den helt slagne måde, men på vores måde. Om et par dage skal jeg se Isabella.

Hvordan gik din juleaften?

søndag, december 23, 2007

Julesnapshot

Morgenfrue i Liseleje

En rose så jeg ikke skyde, men en morgenfrue i fuld blomst på en iskold lillejuleaftensdags spadseretur med ørevarmere og muffedisse.

Jeg fik mit bedste julepostkort i går. Fra sønnike. Det er første gang i et år, at jeg hører fra ham. Han har det godt og er blevet husejer - i Bulgarien!

Rigtig god jul til jer alle sammen!

Hjemløsejul

I går kom Monsieur hjem med Hus forbi, de hjemløses avis, og jeg slog op på et decemberdigt, som jeg straks faldt for:

December, december, hvor er du tung
Den korteste dag, den mørkeste stund
Det mindste lys, det blegeste skær
Det mest mismodige, triste vejr
Din nat er sort med tusinde stjerner
Din dag er grå med regn og slud
Du sukker dybt og gemmer dig bort
Du lever lidt og ånder ud

Men ...

Når himlen sminker dig med pudder
Og maler dagen blå og hvid
Når sneen dæmper alle lyde
Og lyser op ved midnatstide
Når frosten rimer i dit rige
Fuldmåne over den iskolde bugt
Da har jeg sjældent set din lige
Da skinner du vidunderligt smukt

Bjarne Bertel
Beboer på forsorgshjemmet Møltrup ved Herning

Hus forbi, december 2007Blandt de mange læseværdige artikler var der én om de hjemløses jul, som Christiania arrangerer for 33. gang. Jeg har hørt så meget om den, men har desværre aldrig selv deltaget. Professionelle kokke og 100 frivillige laver mad til 1000 mennesker af 150 kg flæskesteg, 80 kg oksesteg, 140 liter sovs og 60 kg rødkål. Forberedelserne starter allerede den 21. december, hvor ben koges af til sovs. Pengene kommer fra fonde og indsamlingsbøsser.

Artiklen er kort, præcis og usentimental, men jeg bliver grebet om hjertet over, at så stor en flok mennesker bruger deres juleaften på at gøre den 24. december til en oplevelse for så mange juleløse. Christiania betragter det som sit flagskib at forære juleaften væk, og det forstår man. Jeg er dybt imponeret.

lørdag, december 22, 2007

Mig og julemanden

Da jeg var omkring fire år, boede vi i en lejlighed på Kongevejen i Virum. Jeg husker ikke så meget fra den tid, mest glimt, eller hvis jeg kigger på billeder fra dengang, kommer enkelte minder væltende - og mest i form af følelser. Fx følelsen af forladthed, da min forældre gik på besøg og troede, at jeg sov. Følelsen af de voksnes tristhed, da min farfar døde, og den pinlige følelse, da jeg væltede med en cykel, fordi jeg troede, jeg kunne cykle som alle de andre børn, men aldrig havde prøvet før.

En juleaftensdag, mens min mor gik og lavde julemaden, blev min far sendt ned i kælderrummet for at hente et glas ribsgelé til aftensmaden. Han var vel væk et kvarter, og netop mens han var væk, ringede julemanden på døren. Han havde et stort hvidt skæg og en sæk med gaver over skulderen - og han var i det fineste julemandstøj. Han spurgte mig, om jeg havde været en artig lille pige, og det mente jeg jo nok, at jeg havde, og så fik jeg en gave - jeg kan ikke huske hvad.

Lidt efter at julemanden var gået igen, kom min far op fra kælderen med geleen, og det var da frygteligt uheldigt, at han gik glip af besøget af selveste julemanden ...

Har du en julehistorie fra din barndom?

Nu er det jul!


Hvad er din yndlingsjulesang?

fredag, december 21, 2007

Læsestof til juledagene

Jacob Holdt En af de mest spændende hjemmesider, jeg er stødt på, ejes af Jacob Holdt. Vi kender ham for hans Amerikanske Billeder og de mange rejser gennem USA’s slum, hvor han har åbnet vores øjne for ufattelige forskelle og uligheder i det amerikanske samfund.

Sjældent har jeg set så omfattende en personlig hjemmeside - en guldmine af interessante artikler og emner, som jeg bliver ved med at vende tilbage til: slægtsforskning, astrologi, Holdts eget curriculum vitae, kapitler om hans rejseledsagere og om hans forankring i Care, hobbies, om at blaffe, billeder/fotogalleri, en samling af e-mail-jokes, et mindested for afdøde venner, om verdens historie skrevet til datteren, favoritlinks osv. osv.

Kort sagt et utrolig spændende menneske med et vidtspændende univers - kig selv, og bliv overbevist!

torsdag, december 20, 2007

En musikalsk åbenbaring

Cesaria EvoraFor et stykke tid siden, da Monsieur kom hjem fra indkøbsturen, havde han en cd med til mig. Han havde simpelt hen købt baggrundsmusikken i vores lokale helsekostbutik i Torup, som åbenbart var gået rent ind, og det gjorde den også hos mig! Det var den Cap Verdiske sangerinde Cesaria Evora og hendes Club Sodade. Jeg anede ikke, at hun er den mest kendte fortolker inden for morna - en lokal variant af den portugisiske fado. Både fado og morna minder om blues, men Club Sodade indeholder nu nogle temmelig eksperimenterende remixes.

Så begyndte jeg ellers at gå på jagt efter hendes mere traditionelle cd'er, og jeg er foreløbig ikke blevet skuffet. Hun kaldes den barfodede diva, fordi hun har for vane at optræde på bare tæer. Nogen vårhare er hun ikke - hun er født i 1941, men hun turnerer stadig over hele verden med sin kreolsk-portugisiske sang.

Omfanget af min uvidenhed gik først for alvor op for mig, da jeg fortalte min gode veninde og gamle klassekammerat Pia om Cesaria Evora. Det viste sig, at hun har alle hendes plader og har været vild med hende i årevis!

Hvis du også er nybegynder på området, kan jeg anbefale at downloade og låne på Bibliotekernes Netmusik.

Hvad er den sidste cd, du har købt?

onsdag, december 19, 2007

Et eksperiment

Jeg kom ret sent hjem den aften. Det var mørkt og koldt, og da jeg satte nøglen i døren, opdagede jeg, at der ikke var låst ...

Er I med på at fortsætte historien med 25 ord hver (cirka)?

Kendtes gravsteder

Jeg er flere gange tilfældigt faldet over www.gravsted.dk når jeg har søgt oplysninger på kendte danskere. Det er et spændende site med over 2000 billeder af berømte danskeres grave og med en mini-biografi om deres liv. Der er flest danske skuespillere og forfattere, men også blandt andet politikere og sangere. Billederne er beskyttet, så ingen billeder her - men kig selv, for websitet er virkelig imponerende og overskueligt, da der er en gruppeinddeling, som gør det nemt at finde rundt.

Der findes en international pendent, www.findagrave.com hvor 19 millioner kendte menneskers gravsteder kan findes i 84 forskellige lande. Sitet er startet i 1995 og har også et diskussionsforum ud over billeder af gravstederne og en biografi. Man kan ved at ’besøge’ gravstederne lægge blomster og skrive hilsner. Kig selv!

Melby kirkegård

Som jeg skrev om tidligere på måneden, har vi kun én berømthed på vores lokale kirkegård, så vidt jeg ved. Men Maren Jensdatter, der døde i 1846, og som jeg ikke aner hvem var, har den smukkeste grav'sten' af støbejern. Sådan én har jeg aldrig set før.

tirsdag, december 18, 2007

Kattepine

Sofus har fået mavevrøvl og skal have to slags medicin, men han er ikke indstillet på at samarbejde, når det gælder piller. Den ene slags skal knuses, tilsættes lidt vand og blandes med hans mad - men hans radar sporede straks, at der var something rotten med den skål, der blev sat foran ham. Altså rørte han den ikke. Den anden pille skal anbringes bagest på tungen, så han bare synker den - og gæt engang hvordan det gik. Suk.

Der var med andre ord kun én ting at gøre i går eftermiddags: stoppe katten ind i transportkassen og transportkassen ind i bilen, og så ellers af sted til dyrlægen.

Under de første fem minutters kørsel udgik der en ynkelig, men stærkt forurettet klynken fra kassen. Det blev afløst af en lyd, der lå tæt op ad det velkendte koncept ’ulvehyl i måneskin’, som efter yderligere to minutter slog over i ’genfærd med halskatar’. Herefter bredte der sig noget, der først lugtede forkert på én måde og lidt efter forkert på en anden måde, og jeg kan skrive under på, at ingen af måderne var behagelig. Den stakkels kat - han troede, han var på vej til skafottet, og han var mildest talt ikke lækker at hale ud af sin kasse på dyrlægens bord. Hele bagkroppen og halen var smurt ind i ... det tror jeg lige, vi springer over.

Dyrlægen ændrede klogt nok strategi, så den ene slags medicin blev i form af én langtidsvirkende injektion i nakken her og nu, mens den anden desværre stadig skal indtages i pilleform. Det tog dyrlægen rundt regnet to sekunder at stoppe pillen i halsen på katten, men han er heller ikke os.

Hjemturen foregik med alle ruder rullet ned og klaprende tænder - alternativet havde været at holde vejret i ti minutter. Så fulgte det tunge pligtarbejde med at få Sofus til at ligne en kat fra et pænt hjem igen. Monsieur stod på bare tæer og og holdt kræet op (iført arbejdshandsker af sikkerhedsmæssige årsager), mens jeg shamponerede, vaskede og skyllede af - først katten og derefter badeværelset. Sofus tog det pænt og protesterede mærkeligt nok slet ikke. Måske opfattede han det bare som en fin service, at han ikke selv behøvede at gøre det beskidte arbejde og indså, at det var bedre at dufte af violer end at lugte værre end en katastrofe.

At møde på job i dag var nærmest som at komme på hvilehjem. Lige nu prøver jeg at glemme, at vi skal til dyrlæge fire gange til i denne uge ...

P.S. Ingen billeder!

Eventyrlig kunst

Julie Brabcová

Lidt tilfældigt er jeg stødt på kunstneren Julie Brabcová gennem en kollega, der kender hende. Det er en dejlig kunstner - født i Prag, men har boet her i mange år. Hun har en betagende smuk hjemmeside, hvor man kan se eksempler på hendes malerier, postkort, illustrationer m.m. - og underskønne postkort kan købes direkte fra hjemmesiden.

Julie Brabcová postkort

mandag, december 17, 2007

Ro på nu

I et tillæg til Politiken for et par måneder siden kunne man læse om, at tre store arbejdspladser her i landet har indført meditation i arbejdstiden som et middel mod stress.

Meditation kan ifølge artiklen forbedre koncentrationsevnen og give bedre overblik. Hos Nokia udbydes endda meditationskurser hver anden måned, hvor medarbejderne har mulighed for at melde sig til et 2 gange 5 timers kursus. Der er indrettet meditationsrum, hvor man bl.a. kan meditere sammen en gang om måneden i tre timer om morgenen, og feedbacken fra medarbejderne har været positiv - de oplever større energi, fokus, overblik og koncentration.

Min arbejdsplads er ikke blandt de tre, der er nævnt. Vil det være realistisk dér, hvor du arbejder?

søndag, december 16, 2007

Vinterglæder

Her i den mørke tid af året gælder det om at finde vinterglæderne frem, huske på at der også er spændende oplevelser, selv om det hele er lidt gråt og mørkt for tiden.

Uden for mit køkkenvindue er der en stillits i øjeblikket, og jeg plejer at få besøg af kvækerfinker og en masse dompapper. Jeg glæder mig til, at sneen ændrer landskabet og lyser op - helst når jeg har fri og ikke om morgenen, når jeg skal ud at køre.

Hvad glæder du dig over her i vintertiden?

Win-win

Vil I høre en god nyhed? Ja?

Jeg har fået lov til at beholde mit lækre, lyse lydstudie, foreløbig indtil næste sommer. At vinteren nu ikke skal tilbringes i en mørk æske uden vinduer, er jeg bare så glad for.

Hvordan jeg gjorde?

Jeg skrev en mail til min chef og påviste, hvordan man kunne spare afdelingen for en masse penge ved at lade mig blive i mit studie - verdens bedste argument for tiden. Det lykkedes altså at vinde første halvleg uden at nogen tabte, og så tager jeg tyren ved hornene igen til sommer, hvis det skulle blive nødvendigt.

Jeg har gemt alle jeres fine kommentarer til mig om dagslyslamper. De ligger trygt her i en mappe, så jeg ved, at det ikke kan ende fuldstændig galt.

Win-win er mit motto.

lørdag, december 15, 2007

Moulin Rouge på Amager

Ludovic Rodo Pissaro: French Cancan

I går var jeg til julefrokost på min arbejdsplads. Afdelingen holdt lukket hele dagen, og der var mødepligt for alle. Jeg havde ellers haft planer om at skulke, for mine forventninger var ikke de bedste.

Men faktisk blev det en fin dag. Den begyndte med fælles morgenmad for cirka 250 mennesker, derefter rundvisning i det kæmpe hus (som jeg endnu ikke har haft tid til at se på egen hånd), borddækning og pyntning af det største studie, der blevet forvandlet til Moulin Rouge i Paris. Kulisser, lamper, møbler, giner med tøj og musik og storskærm med de dansende kvinder fra filmen. Dansepiger, der laver møller med deres lange flæsekjoler og kun har mildest talt meget lidt tøj på. Vi sad ved små, runde borde, og der var traditionel og gammeldags julemad. Det sidste er godt nok ikke lige mig, men det var en meget hyggelig dag, som jeg ser tilbage på med glæde. Dejligt med skuffede forventninger engang imellem!

Hvordan gik din julefrokost?

Et usædvanligt arrangement

Langt ude i min bekendtskabskreds er der to mennnesker, der har en lille pige på fire år sammen. Men de er ikke et par og har aldrig været det, for han er til herrer, og det er hun også. Hun har bare aldrig fundet den helt rigtige. Det har han til gengæld, men ham kan han i sagens natur ikke få børn med. Så pigen er resultatet af en praktisk aftale.

Den lille piges far og mor er kolleger, arbejder samme sted og har altid været gode venner. De taler sammen hver dag og har mindst lige så gode muligheder som et 'rigtigt' par for at få hverdagen med deres fælles barn til at fungere gnidningsfrit. Det ser oven i købet ud til, at pigen er godt tjent med to familier - den ene bestående af to herrer, den af anden af en enlig mor. Men alle implicerede har haft det store ønske at få et barn.

Den slags arrangementer, der bunder i dyb respekt, og som viser sig at være til stor glæde for begge parter, beundrer jeg dybt. Når jeg tænker på, hvor svært det kan være at have små børn og få et parforhold til at fungere, er jeg endnu mere imponeret over, at det kan lade sig gøre at have et barn, når man fra starten har valgt hinanden til kun at være far eller mor - og ikke at være et par.

Er der nogen der har en bedre historie, der også er autentisk?

torsdag, december 13, 2007

Holder du af hverdagen

Jeg holder af hverdagen, skrev Dan Turèll 80'erne og fremsagde til musik i 90'erne.

For et par dage siden var der en artikel i Politiken om den nye udstilling Indblik i mit liv i forhallen på Københavns rådhus. 43 københavnere har fået til opgave at fotografere deres hverdag, og der er nogle sjove eksempler i avisen. Udstillingen er åben til 27. december.

Hvis vi med cirka 25 ord skulle fortælle om vores hverdag, hvordan vil den så se ud? Jeg håber, du vil være med - jeg begynder lige:

Vækkeur 4.55, havregryn, motorvej, højtlæsning, bilkø, Amager, glashus, båndoptager, pc-netværk, e-mails, møde, kollegahygge, gamle udsendelser, indre by, kattene, kylling i karry, telefonsnak, spadseretur med lommelygte, Politiken, nyheder, dyner.

Har du lyst til at være med til at komprimere din hverdag ned til få ord?

onsdag, december 12, 2007

Bag tremmer

Manden, der står bag overfaldet på flere kvindelige kondiløbere og unge piger i vores område, er nu bag tremmer. Det står i vores lokale avis i dag. Det er en 20-årig polak, og han erkender de to meget grove overfald, der har fået mig til ikke at gå tur alene nu i flere måneder.

Om jeg er lettet?

Jeg - en syvtalsgrosserer

Mit salt- og pebersæt

Min moster siger, at hun er en syvtalsgrosserer - et gammeldags udtryk for en klunser. De gik engang rundt med et syvtal i jern til at rode i affaldsbunkerne med.

Og jeg har åbenbart et gen til fælles med hende, for jeg har også et talent for at finde ting på vores lokale genbrugsstaion. Jeg har fundet de dejligste kopper, tallerkner, bøger, drikketrug til misserne, tøj - og salt- og pebersættet oven over, som jeg har en særlig forkærlighed for.

Det er utroligt, hvad man smider ud nu om stunder. Men hvis folk bare efterlader det i 'genbrugsen', synes jeg det er fint, så pæne ting kan komme andre til gode. Jeg sørger altid selv for, at de ting jeg bliver træt af, havner på genbrugsstationen.

Jeg ved godt, at mange ikke kunne drømme om at kigge efter, hvad der står den slags steder og ikke vil tage noget med hjem, som andre har brugt. Dem om det, så er der så meget mere at vælge imellem til os andre.

Hvilken kategori hører du til i?

tirsdag, december 11, 2007

Mit bløde punkt

The FutureJeg har et blødt punkt med Leonard Cohen - hans musik går lige i maven. Han er langtidsholdbar, og jeg bruger ham nærmest som terapi, når jeg har brug for en ekstra dyb indånding. Jeg fik The Future, da den udkom i 1992, men på et tidspunkt forsvandt den sporløst i forbindelse med, at vi flyttede. I flere år overlevede jeg mirakuløst uden Cohen, men en skønne dag for et år siden kom Monsieur så hjem med den til mig igen - selv om han påstår, at han falder i søvn, hver gang jeg sætter den på.

Leonard Cohens dybe stemme har en ro og en nærmest spirituel udstråling, der går rent ind, i hvert fald hos mig. Men måske virker han kun på kvinder?

Hvordan har du det med Leonard Cohen?

Lyttesmagsprøver her.

Dorthe

Her ved juletid kommer jeg gerne til at tænke på min skolekammerat Dorthe. Vi gik kun i 1. klasse sammen, men fordi hendes skæbne blev, som den gjorde, kan jeg ikke glemme hende. Jeg ved ikke, hvor i verden hun er i dag, for vores veje skiltes efter 1. klasse.

Dorthe var en helt almindelig lille pige, som fik en hjernesvulst, der gjorde, at hun kom til at sidde i kørestol, og hun mistede også talens brug. Forældrene var meget ældre end mine, og de havde flere andre børn. De valgte at sende Dorthe på et hjem, hvor man tog sig godt af hende - men desværre et plejehjem for gamle mennesker. Det kan ikke have været sjovt for et ungt menneske at bo sammen med meget dårlige gamle, men min mor blev besøgsven for Dorthe. Hun så hende en gang om ugen i mange år, og hvorfor det stoppede, ved jeg ikke, og nu kan jeg ikke spørge min mor, for hun lever ikke mere. Min mor valgte netop Dorthe som den, hun blev besøgsven for, fordi hun selv var heldig at have to raske børn.

Ind imellem husker jeg på, at man skal påskønne at være rask, for det er ingen selvfølge. Hvis jeg vidste, hvor Dorthe er i dag, ville jeg besøge hende, men hendes navn findes ikke i telefonregistrene.

mandag, december 10, 2007

Bogklubben

Jeg er medlem af Bogklubben 12 bøger. Det har jeg været i mange år og været meget tilfreds med. Gennem årene har jeg også været medlem af flere andre bogklubber, men det er begrænset, hvad jeg kan nå at læse og tage stilling til, så for tiden holder jeg mig til denne ene bogklub, som også tilbyder film, musik og lydbøger.

Bogklubber er en genial idé. Man får tilbudt en masse bøger, som man ikke anede, man ikke kan leve foruden, og man får spændende omtale af bøgerne. For eksempel er det 12 bøgers fortjeneste, at jeg har lært Sanna Ehdin at kende.

Jeg får også mange ideer til gaver. Ind imellem svipser det, så jeg pludselig står med månedens bog alligevel, selv om den var afmeldt, men der har aldrig været vrøvl med at returnere den.

Egentlig hører jeg ikke til dem, der absolut skal eje bøgerne - vi har jo verdens bedste biblioteker. Det er bare ikke altid, jeg kan vente med at læse en bog, til det er min tur i køen. Og hvis jeg vil overraskes, går jeg på jagt på den genbrugsstation - herom måske en anden gang ...

Smykker

Jeg kunne godt tænke mig at få lavet et smykke helt efter mit eget hoved i
samarbejde med en guldsmed. Jeg har arvet nogle gamle ringe, som er meget
gammeldags og slet ikke min stil - og jeg tænkte, at man måske kan få dem smeltet om, så de bliver lidt mere tidssvarende. Der er jo ikke så meget glæde ved at have arvestykker liggende, hvis man kan få lavet et nyt smykke, man bliver glad for.

Har nogle af jer erfaringer i den retning?

søndag, december 09, 2007

Den hyggeligste tradition

Unicef julekortJeg elsker at få julepost, jo mere jo bedre, og jeg skriver selv cirka 30 julebreve og 15 julemails hvert år. Til visse familiemedlemmer er det dog bedre med en telefonsamtale med ønsket om en god jul. Det tager selvfølgelig sin tid, og jeg begynder som regel at tænke på det 1. søndag i advent for at fordele brevskrivningen hen over ugerne. Foran mig har jeg lige nu en stor stabel julekort, der minder mig om, at hvert fald de breve, der skal til udlandet, skal af sted om nogle dage.

Julekortene er en tradition, jeg har taget med mig fra mit barndomshjem, hvor min far skrev mindst det samme antal til hans og min mors venner og vores familie. Min mor skrev endda med veninder, hvor hun nu kun havde denne kontakt én gang om året, for det betød meget for hende. Hun skrev med Hilma i Sverige, som hun havde gået på kursus med i 1954, og de skrev sammen, til min mor døde for 9 år siden. Min mor skrev også med vores tidligere nabo, Laila, selv om hun var flyttet i 1960.

Skriver du julekort eller julebreve? Er du eventuelt gået over til e-mails - eller gider du slet ikke den slags?

lørdag, december 08, 2007

På juleudstilling

På juleudstilling

Da jeg var barn, var en af decembers helt store oplevelser at tage med min far og mor på juleudstilling i København. Vi brugte en eftermiddag på at gå ned gennem Strøget og kigge på alle de fantasifulde udsmykninger af butiksvinduerne. Jeg kan huske, at især legetøjsbutikkerne var spændende at trykke næsen flad imod, der var som regel et elektrisk tog, der kørte rundt og rundt i udstillingsvinduet, og nisser og julemænd, der bevægede sig. Daells Varehus' var den flotteste af dem alle sammen, og der var altid sort af børn! Vinduerne gav ideer til ønsker, som var meget beskedne - et år fik jeg en skoletaske. Af ældre familiemedlemmer fik jeg gerne en bog, nogle gange en voksenbog, de havde stående i reolen, og jeg var dybt skuffet. Jeg har også fået mokkakopper som lille pige og forstod slet ikke at påskønne dem, selv om jeg nu er glad for at eje mine fars mosters fine, små kopper. I det hele taget var gaver ikke, hvad de er i dag. De to største gaver, jeg fik ved min konfirmation, var en ny cykel og et lille armbåndsur. Men jeg var lykkelig for begge dele - det var den første cykel, jeg fik, som ikke var købt brugt.

Illustrationen er et julekort fra 40'erne, så bilerne så ikke helt sådan ud i min barndom. Men tegningen gengiver stemningen meget godt, sådan som den tager sig ud i hukommelsen.

Det faldt jeg for

BamseJeg faldt tilfældigt over FairTradebutik.dk, der har en guldgrube af spændende og farverige varer inden for brugskunst, tøj, tekstiler, smykker m.m. fra Afrika, Asien og Latinamerika. Smukke håndlavede unika i træ, keramik, glas, metaller, skind, bomuld, uld, sisal, jute m.v. Man kan også købe lækre fødevarer, snacks og drikkevarer.Lama

Fair Trade arbejder for, at bønder og arbejdere i nogle af verdens fattigste lande får en rimelig betaling for deres varer. Fair Trade fremmer økologi og bæredygtige produktionsformer af hensyn til miljøet, producenternes sundhed og velfærd. God kvalitet, man kan købe med god samvittighed. Læs om de grundlæggende principper her.

Du kan tilmelde dig Fair Trades nyhedsbrev her, her finder du det lækre Fair Trade-magasin, og her er julekataloget.

Bakke

Se også diskussionen om Fair Trade hos Jens.

fredag, december 07, 2007

Pendulet

Jeg har en veninde, der pendulerer. Hun taler spændende om, at hun kan teste for eksempel vitaminpiller og se, hvilket mærke hun optager bedst. Hendes pendul er en smukt slebet sten med en tynd tråd i, men det er nu ikke pendulets udseende, der giver resultat. Desværre har jeg aldrig fået sat mig ind i penduleringens kunst, men når hun fortæller, er jeg hver gang opsat på at læse om den viden, vi kan skaffe os selv. Man skal stille spørgsmålet, så der kan svares ja eller nej, og man kan kun spørge om ting, der vedrører en selv.

Pendulet er blevet brugt siden år 8000 før vores tidsregning og har været anvendt over hele verden af bl.a. grækere, romere, jøder, ægyptere, kinesere, hinduer, indianere i Nord- og Sydamerika ved at bygge bro mellem logik og intuition. Det kan bl.a. bruges til at vælge de rigtige fødevarer, vitaminer, mineraler, lægemidler, læger, terapeuter, huse, biler, job ...

Er der nogen af jer, der kan give mig nogle begyndertrick?

Din egen dag

Uffe Ellemann-Jensen skrev engang en erindringsbog med titlen Din egen dag er kort. Jeg har aldrig læst den og har derfor ingen mening om den, men titlen har bidt sig fast. Den minder mig om, at vores tid her på planeten er begrænset, og det er værd at tænke over, hvad vi bruger den til. Døgnet har som bekendt 24 timer, men det er kun en brøkdel af dem, der er til fri disposition.

I dag kom jeg forbi Zen Habits, der regner lidt på det, og jeg fik lyst til at gøre det samme: jeg bruger 8 timer til at sove, 7 3/4 til arbejde, 2½ til transport og 2 til madlavning, spisning og huslige sysler, 1 time til at blogge og følge med i Blogland, og så er der alt det løse - dagbogsskrivning, planlægning, telefonsamtaler m.m. - lad mig sætte det til 1 time.

Når jeg trækker det fra 24, er der rundt regnet 2 timer tilbage, som jeg kan bruge til hvad jeg vil, og det er vel ikke så ringe endda.

Jeg prøver hver dag at nå at gå en tur, at læse avis, høre lidt radioavis, slappe af med en kat på skødet, læse i en bog og maile med mine venner og familie. Indkøb, rengøring og vask foregår i weekenden. Derudover samler jeg på ugens oplevelse, der som regel også er henlagt til weekenden. På søndag skal jeg være sammen med to af mine blogvenner, og vi skal på museumsbesøg på Den Hirschsprungske Samling.

Hvor mange timer råder du over, og hvordan bruger du dem?

torsdag, december 06, 2007

Det tynder ud

For tiden bliver jeg hver dag mindet om, at livet er en lang række af forandringer, og at mennesker vandrer ud og ind af ens liv. At man kan være stensikker på at opleve en masse tab, som man hver gang skal komme sig over.

I disse dage siger jeg farvel til mine to nærmeste kolleger og en række andre i min afdeling. Jeg synes, det gør ondt, og min hverdag på jobbet bliver en anden bagefter. Nogle takler deres fratræden flot, andre er gået totalt i spåner og vil ikke engang sige farvel. For nogle dage siden skrev jeg et langt og kærligt farvel-brev til tæt kollega, som skulle holde op, med et ’god vind fremover’. Jeg hørte ikke et ord hørte jeg fra hende, og det gør ondt.

Jeg føler, hele situationen på arbejdspladsen stresser mig, og jeg har ikke noget våben mod det, for man skal jo igennem denne periode. Men jeg må indrømme, at mine sko i øjeblikket helst går en anden vej om morgenen end ind i det hus, hvor jeg har mit arbejde.

Noget at tænke over

En af mine lidt fjernere kolleger fortalte mig i går, at han engang på en rejse i England besøgte et spritistisk medie.

Det havde været en stor oplevelse for ham, fordi denne person havde talt til ham om hans farmor og beskrevet hende i detaljer som den meget korpulente dame hun var - og havde fortalt om hans farfars tragiske selvmord. Mediet have ingen forudsætninger for at kende til min kollegas familie, og denne oplevelse var blevet begyndelsen til en interesse for det, man ikke lige kan forklare. Egentlig synes jeg, det var modigt at sidde midt under frokosten og tale om disse ting. Han er uddannet psykolog og hopper ikke med på hvad som helst. Mange mennesker fejer det uforklarlige af bordet og vil slet ikke høre om den slags oplevelser.

Jeg har aldrig selv oplevet en spiritist, men kender flere der har. Det er noget, man skal gå forsigtigt frem med - ikke bare buse ud med oplevelsen.

Har du oplevet noget tilsvarende?

onsdag, december 05, 2007

Penge er ikke alt

Miss Mis i papirkurven
I gratisavisen 24 timer var der en lille artikel forleden, der fangede min interesse. Den handlede om, at enkle oplevelser gør os lykkeligere end at være mangemillionærer. Vi har hørt det før, men nu har en engelsk undersøgelse blandt lottomillionærer vist, at hemmeligheden bag et lykkeligt liv er at bruge tid på at slappe af. Det er de gratis glæder, der betyder noget - og det er ikke gratisaviser, der tænkes på, men for eksempel et varmt bad, golfspil, en svømmetur - også selv om man har råd til at købe, hvad det skal være.

Den danske lykkeforsker (det vidste jeg ikke, man kunne være!) Christian Bjørnskov mener, at i det lange løb er det eksempelvis det rigtige valg af partner, der gør os lykkelige. Mest ulykkelige bliver vi, når vi mister arbejdet. Rådet til os alle er at have overskud til gåture og til eftermiddagsluren, hvis vi er på jagt efter lykke.

Det glæder mig selvfølgelig at få bekræftet, at jeg har været på rette vej længe - katte i papirkurve medregnet.

Hvis vi snakker om de helt enkle oplevelser - hvad er så din opskrift på lykken? Gåture, fuglefodring, at male eller tegne eller ...

tirsdag, december 04, 2007

Vigtig meddelelse!

Mine nisser
Hvis du ikke har opdaget det, kan jeg oplyse, at det snart er jul. Jeg vil ikke påstå, at jeg selv gør et stort nummer ud af den hjemlige juleudsmykning. Billedet er fra sidste år, men det kunne lige så godt være taget i går. Mine to trænisser i halv tændstikæskestørrelse er en fast tradition.

Jeg synes, det er en dejlig måned, og jeg holder af udsmykningen i gaderne og butikkerne. Det er hyggeligt med levende lys til overmål og samling på familien.

Da jeg var barn, fik vi altid risengrød med saftevand til og derefter flæskesteg. Nu er vi gået over til and med risalamande bagefter. Det med grøden først var vist for, at man ikke skulle spise for meget af det dyre kød.

Hvad får I at spise juleaften?

mandag, december 03, 2007

Min ven Panduro

Melby KirkeMelby Kirke er en smuk bygning fra omkring år 1100. Den ligger i vores nabolag, og somme tider lægger vi søndagsgåturen forbi for at hilse på Leif Panduro. Han boede i Asserbo, da han døde, og nu står der en uanselig sten til minde om ham på kirkegården i Melby, der ligger smukt højt på en bakke. Da vi var unge, var Panduro overalt i medierne, og ser man bort fra lyrikken, spændte han over alle genrer, fra klummeskrivning, radio- og tv-satire til noveller og romaner. Dengang var det ham, der leverede tv-dramatik, der ryddede gaderne. Han skrev de første krimiserier på dansk, Ka’ De li’ østers og Smuglerne - datidens Forbrydelsen - men også hans seriøse tv-stykker om borgerskabets trængsler kunne holde seerne til skærmen hver gang. Det er sært at tænke på, hvor meget han betød dengang, og hvor lidt kendt han er nu. Jeg tvivler på, at nutidens gymnasieelever aner, hvem han var.

Leif Panduros grav

Leif Panduro døde i 1977, kun 53 år gammel, men med en enorm produktion bag sig, og hans død kom som et chok for hele landet. Fra at have været ’den frække tandlæge fra Esbjerg’ var han nærmest blevet en Frederik Folkekær. Både Monsieur og jeg føler, at han er en del af vores personlige kulturarv, og vi har næsten alle hans bøger stående i reolen. Monsieur har oven i købet været så heldig at besøge ham i forbindelse med en opgave, han skrev i gymnasiet. Panduro var et usædvanlig beskedent, venligt og opmærksomt menneske, og så var han vanvittig morsom. Det er godt at have ham lige i nærheden, så man kan gå forbi og sende ham en venlig tanke engang imellem.

Melby Kirkegård

Har du også en afdød kunstner, som du har et helt specielt forhold til?

søndag, december 02, 2007

Kontrasternes aften

Økologiske restauranter hænger ikke på træerne, men der ligger en på Frederiksberg. Her var vi inviteret til fødselsdag i går, og vi havde en sund aften med lækker, giftfri mad og drikke.

Samtaleemnerne var derimod ikke helt giftfrie - oplevelser i fortid og nutid, venskaber og arbejde. Vi var blandt andet en tur omkring min arbejdsplads i 70'erne, hvor meget var anderledes end nu på godt og ondt. Man kan roligt tale om en anden kultur - mange drak umådeholdent, nogle mødte op om morgenen med en pose med klirrende flasker, og først efter et par elefantøller var de arbejdsdygtige. Jeg deltog ikke selv i festlighederne, men jeg kommer ikke udenom, at selv om der var mange triste skæbner - en del overlevede ikke de glade 70'ere - var det også en hyggelig tid med plads til originaler, som man lod være i fred, fordi de kunne noget, andre ikke kunne. Jeg mindes radioprogrammer, der først kunne blive til efter klokken 22, når de medvirkende havde varmet op på værtshuset ved siden af i adskillige timer. Først omkring 1990 fik piben en anden lyd. Det var ikke længere velset at drikke i arbejdstiden, og de hvide elefanter forsvandt sammen med elefantøllerne.

Mens jeg delte ud af mine memoirer i går, drak vi 800 år gammelt kildevand. Det blev der ærlig talt ikke drukket meget af dengang i 70'erne.

Restauranten hedder for resten Chill Out, hvis du skulle få lyst til at prøve. Den ligger lige bag ved Frederiksberg Centret.

lørdag, december 01, 2007

Historien om nederdelen

For et par dage siden skrev Sister Bonde om sin ungdoms hjemmehæklede bikini. Det kunne være sjovt at se, hvilke kreationer vi alle sammen har frembragt. Jeg ved, at mange af jer er umådeligt kreative, men hvad nørklede I med som helt unge? Strik, hækling, syning ...?

Jeg har selv mest gjort det i at sy - og lidt vævning og strikning. Min mor underviste i vævning, men var uddannet tilskærer og husholdningslærerinde. Hun lærte mig en masse fif, da jeg var en stor pige, og indtil 30-års alderen syede jeg meget af mit tøj selv.

Batiknederdelen

Nederdelen her syede jeg i starten af 70'erne efter min rejse i Gambia og Senegal. Jeg faldt for de skønne batikmønstre, man kunne få overalt. Mønstret får jeg aldrig nok af, og jeg bruger stadig nederdelen med mellemrum. Som man kan se, har den en fortid som mininederdel – og da det gik af mode, blev det til en lang nederdel. Stoffet kunne ikke skaffes igen.

Hvad syede eller strikkede du som helt ung – har du noget du vil vise frem?

fredag, november 30, 2007

Der er stadig optaget - vent venligst!

I morges skulle en af mine kolleger have fat i sin læge. Det burde jo være en helt enkel sag, men i praksis er det et mareridt, og man skal være svineheldig for at komme igennem med det samme. Som regel kan man godt sætte en rum tid af til det.

Min kollega havde ikke tid til at sidde med telefonen i hånden i halve timer i arbejdstiden, så han var opsigtsvækkende kreativ. Han spændte sin mobiltelefon fast på hovedet med en tyk elastik og gik rundt med den dér, til han - nej ikke fik fat i lægen, for det gjorde han ikke - men til han ikke orkede mere.

Det er mig en gåde, at det behøver at være sådan. Er det for at si hypokonderne fra? Selv har jeg prøvet et par gange at booke tid via nettet, men da det ikke er et online-system, har jeg fået mail tilbage med, at en anden desværre havde taget netop den tid, jeg troede, at jeg havde booket.

Tænk hvis man faktisk var syg. Hvad pokker gør man - hvis man ikke ligefrem har brug for en ambulance?

Tips og tricks er velkomne.

torsdag, november 29, 2007

Du er kreativ!

For et par dage siden, skrev Nille i en kommentar til mig om bogen Kreativitet af Julia Cameron, og helt tilfældig havde vi bogen stående i reolen. Nilles ord gav mig lyst til genlæse bogen, og nu er den vores morgenhøjtlæsningbog på vej til arbejde.

KreativitetDet er meget livsbekræftende at læse om, hvordan vi alle sammen har en kreativ åre. Og morsomt/tragisk at læse om 'benspænderne':

Benspænderne har masser af problemer, men ingen løsninger! De venter særbehandling, lider af en utrolig bunke mystiske sygdomme, der skal plejes, når man selv skal aflevere noget før en frist udløber, de bruger ens tid, sætter deres bekendte op mod hinanden, de skyder skylden på andre, de hader planer - undtagen deres egne, og de hader orden. Benspændere har en ødelæggende indflydelse på kreative mennesker i deres omgangskreds ...

Kender du typen?

Bogguide kalder Kreativitet en brugsbog om personlig udvikling, der med fordel kan læses og bruges af alle, som interesserer sig for at leve et kreativt liv. Den henvender sig til den kunstner, som vi alle har i os, hvad enten kreativiteten er gået i stå eller aldrig rigtigt er kommet til udtryk.

Bogen er opbygget som et 12-ugers kursus. Man indgår en kontrakt med sig selv, og nogle elementære opgaver tjener som holdepunkt og disciplin i kurset: Morgensiderne som skal skrives hver dag, og man skal give sin indre kunstner en oplevelse hver uge. Til sidst skulle man gerne have overvundet de blokeringer og kunstigt skabte begrænsninger, der holder ens iboende kunstner i dvale.

Lader du din kreative åre flyde, eller ...?

Tak, Nille!

onsdag, november 28, 2007

Lynportræt af en verdensborger

I Politiken er der hver mandag et interessant interview med en person et sted i verden, som giver et indblik i, hvordan livet leves andre steder på kloden. Svarene tegner tit nogle sjove eller tankevækkende portrætter.

Sidste gang blev en ung, muslimsk jurastuderende kvinde fra Yemen spurgt:

Hvad gør dig glad?

Hvad gør dig ked af det?

Hvad er det bedste i dit liv?

Hvad er det værste?


Enkle spørgsmål, som vi nok alle stiller os selv ind imellem. Den unge kvinde svarede til spørgsmålet om, hvad der gør hende glad: 'At bruge min tid fornuftigt'.

Selv ville jeg sige, at det bedste har været, hvad alderen har givet mig af indre ro. Det værste var tabet af min mor for otte år siden. Det gør mig glad at have mit hus på landet, hvor jeg har tænkt mig at blive meget gammel - og meget gerne ikke alene. Det, der gør mig mest ked af det lige nu er, at vi har den samme regering, som vi havde for en måned siden.

Det er den korte version, som jeg snildt kunne udvide til flere A4-sider.

Hvad ville du svare, hvis det var dig, der blev spurgt? Hvad gør dig glad, hvad gør dig ked af det, hvad er det bedste i dit liv og hvad er det værste?

tirsdag, november 27, 2007

Mayland, min Mayland!

Støn, nu skal vi til det igen. Begynde på en ny kalender. Jeg har ikke anskaffet mig en ny endnu, men det kan ikke udsættes ret meget længere, fordi jeg allerede har en del aftaler i januar. Og så er det, man skal vælge i det enorme udbud, der findes - den ene smartere end den anden, eller skal man bare bruges sin mobiltelefon og plotte hele molevitten ind der? Der er nok at tage stilling til, og, egentlig gider jeg ikke, men suk, det må til.

Mayland

Jeg vil have en gammeldags kalender, og nu ser jeg, at man kan få en, der dækker 10 år. Er det det, jeg skal vælge? Jamen den bliver vel håbløst beskidt på 10 år, og kan alle mine noter i 10 år stå i en lille bog? Jeg tror det næppe. Jeg skal have rigtig god plads hver dag til strøtanker, telefonnumre, huskeseddel, aftaler med tandlæge, læge, venner, opskrifter - ja kan man leve uden Mayland?

Hvad vælger du og hvorfor? Hjælp, hvad skal jeg gøre?

Og jeg vil ikke have en PDA!

Der findes også gode ledere

For en del år siden havde jeg en spændende chef, som alle respekterede. Tiden var en anden, og der var flere penge at rutte med, og det gjorde det selvfølgelig en hel del nemmere at være afholdt som leder. Hun hed Jytte, var på min egen alder, havde den samme uddannelse og var altid fuld af gode ideer.

En af hendes bedste opfindelser var et såkaldt kreativitetskursus - det lyder helt trivielt og dagligdags nu, men det var bestemt ikke noget, man brugte i virksomheden dengang. Kreativ var noget, man var - eller også var man det ikke. Men Jytte havde opsporet en lærer fra Arkitektskolen med helt specielle evner for at inspirere og begejstre, og vi var otte medarbejdere på kurset fra to faggrupper, der arbejdede tæt sammen til daglig. Vi skulle lære at være mere kreative.

Vi blev bedt om at komme med forslag til løsning af et bestemt problem. Først skete der det forudsigelige, at de fleste straks gav sig til at skyde de andres ideer ned med indlysende argumenter. Hvilket vi lærte var indlysende forkert! Alle ideer skulle væltes på bordet fuldstændig usorteret i et på forhånd fastsat tidsrum - jo vildere ideer, jo bedre - og først bagefter var det tilladt at sortere. Når det er forbudt at bremse ideerne, trækker de håbløse forslag ekstra mange brugbare ideer med sig. For os var det en øjenåbner.

Vi lærte en million andre ting på de to herlige dage, kurset varede, og jeg fik et fint diplom, som stadig er en god reminder. I mellemtiden er brainstorming-teknikken med 'den vildeste idé' blevet barnelærdom for de fleste. Men hvor mange husker at bruge den til daglig på arbejdspladsen? Jeg synes desværre, at 'det kan ikke lade sig gøre, fordi ...' og 'det har vi prøvet for mange år siden' stadig har kronede dage.

Hvad er din erfaring?

mandag, november 26, 2007

Kolde fødder

Det gik fint nok de første tyve kilometer i morges, men da vi kom til Hillerød, var det pludselig vinter. Som om nogen havde en trukket en snor tværs over vejen og sagt, at her begynder sneen!

Den første sne har altid en ugunstig indflydelse på tempoet på vejene, og der skal ikke ret meget til, før det koster en halv time ekstra at komme på arbejde. Til gengæld medbringer vi altid rigeligt med lekture til at læse højt af, kloge af skade. Men fordi jeg tilfældigvis ikke hørte vejrudsigten i går aftes, havde jeg taget et par smarte høje, fuldstændig snevejrsuegnede støvler på, og mine tæer er stadig iskolde!

Så, Sanne, jeg lyttede til dit råd om de høje hæle - men hvorfor gjorde jeg det lige i dag ...

Prikken over i'et: P-pladsen på arbejdet er et stort ælte af mudder og snesjap, fordi det stadig er en byggeplads, så i virkeligheden skulle jeg have taget waders på hjemmefra og husket noget lidt fiksere til indendørs brug.

Har du skifteskoproblemer af tilsvarende dimensioner?

søndag, november 25, 2007

Vis mig dit skrivebord

Skrivebord med sekretær
Her er mit ...

lørdag, november 24, 2007

Hvilken chokoladetype er du?

Befolkningen deler sig efter min erfaring i to - dem der sværger til flødechokolade, og dem der kun kan spise bitter. Det er noget sjovt noget, men måske har det med ens alder at gøre: er man til bitter, er man ældre, end hvis man er til fløde. Tror jeg altså.

Som barn kunne jeg absolut ikke få bitter chokolade ned, som var det eneste, min mormor købte og bød sin gæster. Nu kunne jeg til gengæld ikke drømme om at sætte tænderne i et stykke flødechokolade.

I øjeblikket er mine to favoritter Rapunzel 85% kakao af bønner fra Bolivia og Vivani Feine Bitter Orange 70%. Jeg køber dem i den lokale helsekostbutik i Torup, de er økologiske og med en meget kraftig smag.

Monsieur - også tidligere flødechokolade-aficionado - køber Dagoba Xocolatl 74% med chili, muskatnød og vanille over nettet hos Alun.

Hvad med dig? Bitter eller fløde-?

Årets dyreven

Jeg har en forkærlighed for historier om dyr, og mit øje spotter avisartikler om dyr på ingen tid. I onsdags var der to spændende historier i Frederiksborg Amts Avis om, at Dyrenes Beskyttelse har givet deres årlige pris til Nærum Vildtplejestation.

Nærum Vildtplejestation drives af to ildsjæle, John Hørdum og Fie Bjørnskow, fra en lejlighed i Nærum og en voliere i nærheden. Siden 1986 har de to utrætteligt arbejdet med pleje af tilskadekomne eller syge, vilde dyr af enhver slags. Det foregår døgnet rundt med en blanding af professionel omsorg, smittende begejstring og en altopslugende kærlighed til dyr. Det er den plejestation i Danmark, der hvert år hjælper flest vilde dyr - ca. 1.000 om året, fra ællinger og små egernunger over musvitter og rovfugle til ræve og grævlinger. De har haft over 100 forskellige arter i pleje, og det er ikke for at have dyrene som kæledyr, men kun for at hjælpe dem på fode, så de igen kan sættes ud i naturen. I 2005 var de mest almindelige pensionærer gråand, ringdue, husskade, solsort, egern, hare, krage, bysvale, mursejler og ræv i nævnte rækkefølge. Finder man tilskadekomne dyr, bringer Falck gratis dyrene til en vildtplejestation - Dyrenes Beskyttelse betaler regningen.

Jeg synes de to mennesker fortjener deres pris og ønsker tillykke.

fredag, november 23, 2007

Gambia

På rejsen tilbage i mit fotoalbum er jeg nået til Gambia og Senegal først i 70'erne. Jeg kendte kun Afrika fra geografitimerne i skolen, men var på en af de første charterrejser til Bathurst, der nu hedder Banjul.

Wadner BeachStærkest i erindringen står den ubegribelige fattigdom. Unge kvinder og børn, der slæbte rundt på både babyer og større børn. Alle tiggede, unge som gamle, og det var ikke muligt at gå i fred uden at blive spurgt, om man ville tage en person med til Danmark og hjælpe dem i gang. Jeg husker, at tjeneren på hotellet var ubehagelig ihærdig og forsøgte via breve at få lov at bo hos os en tid.

Kontrasterne var store - unge, smukke mennesker, der så ud til at hvile i sig selv og tandløse, midaldrende i kæmpe frakker og huer i 45 graders fugtig varme. Billedet er fra Wadner Beach, hvor en ung kvinde prøver at forsørge sig selv og sit barn ved at sælge frugt til turisterne.

Andre erindringsbilleder: dyreparken Abuko, et to meter højt termitbo, overalt smukt kunsthåndværk og tøj. Al trafik foregik til fods, også selv om det var kæmpe afstande, der skulle tilbagelægges.

Jeg har stadig en batiknederdel, jeg syede af et stykke stof fra Gambia, og jeg vil aldrig glemme den rejse. På den anden side brænder jeg ikke for at gentage den, men den vil altid være en påmindelse om, hvor forskellige vilkår vi har, alt efter hvor vi tilfældigvis kommer til verden.

Albert market i Bathurst

Har du en rejse, du har lyst til at genopfriske i tilbageblik?

torsdag, november 22, 2007

Året har 16 måneder ...

... hvoraf den lange og grå november tegner sig for de 5 ifølge Henrik Nordbrandt. Når jeg kører på arbejde, er der flere timer, til det bliver nogenlunde lyst, og det når at blive mørkt igen, inden jeg kommer hjem. Som om det ikke var nok, gik kørelyset på bilen i morges på begge lygter med et halvt minuts mellemrum, og det var ingen spøg at køre til København i bælgravende mørke med parkeringslys hele vejen. Aldrig har jeg kørt så langsomt og forsigtigt, og aldrig har jeg fået så meget blinkende opmærksomhed fra mine medbilister. Men det gik, som det skulle.

Jeg glæder mig til - ja bare midten af januar, hvor jeg plejer at kunne mærke, at foråret er lige om hjørnet. Og selvfølgelig allermest til forår og varme og spirende planter. Men heldigvis kan jeg tænde op i min brændeovn, og juleudsmykningerne er ved at indfinde sig, hvor jeg færdes. I en af haverne et stykke fra os er der et grantræ, der er smykket med blinkende pærer i alverdens skrigende farver - meget amerikansk, men også et festligt syn. Når jeg går aftentur, smiler jeg automatisk, når jeg får øje på træet på lang afstand.

Hvordan har du det med den mørke tid?

onsdag, november 21, 2007

Verdens korteste selvbiografi

I går aftes handlede DR2's temaaften om bogmessen i Forum. Jeg så lidt af det - blandt andet Rune T. Kidde, som blev bedt om at komme med sin selvbiografi i ultrakort form. Det var ret underholdende, så jeg prøver lige selv:

Forkælet enebarn i 8 år, hvorefter jeg blev storesøster til Henrik, børnehavebarn, stor familie og en udearbejdende mor, der ikke stod med varm kakao, når jeg kom hjem. Eget værelse og hjerteveninde i 4 år, gik til udspring i flere år og var med til stævner, ud af skolen efter realeksamen og optaget på seminariet, men fortrød og blev lydtekniker, rejst verden tynd gennem 20 år, fik sønnike som 30-årig, flere ramponerede forhold bag mig, et ikke ramponeret foran mig med ham, jeg har delt hus med i 21 år, passioneret kattemor og lysvampyr, medlem af egen vandreklub, brevskriver om en hals, brandgod lytter, A-menneske med mælkeintolerans.
Din tur - du får højst 1 minut!

tirsdag, november 20, 2007

Klæder skaber selvtillid

Skovmandsskjorten

Lene havde et spændende indlæg på i fredags om vores tøjvalg, som gav mig lyst til at supplere lidt.

Jeg genkaldte mig fornemmelsen af, at påklædning kan give selvtilliden et gevaldigt løft, hvis man ifører sig det særlige tøj, som man føler sig godt tilpas i netop den dag. I hvert fald sker det for mig, at jeg kommer af sted om morgenen i noget, der hurtigt føles helt forkert, selv om der ikke er noget galt med tøjet - det passer bare ikke til den måde jeg har det på den dag. Det er sært, for vi har vel alle rimelige mængder tøj at vælge imellem i forskellige stilarter, så man både kan klare en lang vandretur i kulde og en aften på Skovshoved Hotel - og hvad der ligger derimellem. Måske er man i 'løs skjorte med en top under'-mode, og så nytter det ikke at have nederdel på og en smart hæl under skoene. Visse dage skal blusen måske sidde som sprøjtet på, andre dage skal den absolut ikke.

Lige nu har jeg en storternet herreskjorte på og en hvid t-shirt indenunder. Det passer præcis til den måde jeg har på det i dag.

Har du det helt rigtige på lige nu?

mandag, november 19, 2007

Tigermad

Jeg opfandt en ny ret i går. Den slags er kærkomment her i huset, fordi vi er tilbøjelige til at spise en ret, vi er glad for, lidt for ofte. Men på den måde risikerer man jo at blive alt for hurtigt træt af den, så mine antenner er på evig jagt efter inspiration. I går var konceptet 'hvad køleskabet indeholder'.

Man tager:

En pakke kyllingefileter i strimler, bruner dem, tilsætter tre porrer skåret i ringe, derefter rigeligt af 'hvidløgspeber med urter' fra Tiger (hvidløg, salt, persille, oregano, løg, paprika) og en dåse hakkede tomater i basilikum og oregano plus en stor håndfuld squash i mindre stykker. Det koges godt sammen, og lidt før retten serveres, tilsættes en god del sukkerærter, som simrer med et par minutter. Vi spiste kogt, hel quinua til, og det smagte himmelsk ifølge vores smagsløg - og så tog det ikke ret lang tid.

Din lynret?

søndag, november 18, 2007

Alarm

En af mine veninder har anskaffet sig en personalarm, en lille fiks sag, hun går rundt med i lommen, og som kan hyle infernalsk, hvis man aktiverer den. Min veninde føler sig utryg, når hun tager offetlige transportmidler sent om aftenen eller venter på en bus ved et øde stoppested.

I de seneste måneder har en galning været på spil her i Nordsjælland, han har slået en kvindelig kondiløber ned og har forsøgt det samme med et 13-årigt barn for en uges tid siden.
Efter at have læst om disse to hændelser er jeg selv begyndt at føle mig utryg, og jeg overvejer at anskaffe mig noget, der vil få mig til at føle mig mere sikker, når jeg færdes alene.

Kan du anbefale en form for alarm eller andet med samme virkning?

I selskab med de døde

Jeg har det meget blandet med kirkegårde. På en måde pirrer de min nysgerrighed, fordi det kan være interessant at læse på gravstenene og danne sig forestillinger om alle de liv, der ligger der. Men der er også noget makabert ved det.

Som barn blev jeg tit slæbt med på Søllerød kirkegård, hvor min farmor og farfar ligger begravet. Min far kunne stå og kigge på graven meget længe, mens jeg løb rundt og kiggede på de mærkelige huse, nogle havde på deres grave, med marmor, søjler, duer og en masse anden pynt. Det siger mig lige så lidt i dag som dengang.

Som barn hørte jeg historien om en ung kvinde, Giertrud Birgitte Bodenhoff, der var blevet begravet skindød på Assistens kirkegård. Da gravrøvere åbnede hendes grav, vågnede hun op for bagefter at blive slået ihjel af røverne. En helt igennem frygtelig historie, som forhåbentlig er utænkelig i dag.

Nu kommer jeg kun på kirkegårde, når min far gerne vil besøge min mors grav eller sine forældres.

Hvordan har du det med kirkegårde?

lørdag, november 17, 2007

Hvor heldig kan man være

Pakken fra Sister Bonde

Kæreste Sister Bonde!

Hvor er det sødt af dig - tusind tak for de skønne, syltede valnødder, som posten kom med. Du er enestående opmærksom over for alle os andre. Monsieur og jeg vil nyde at spise dine lækkerier. Alene det smukke billede uden på pakken er et kunstværk. Nu står glasset her på bordet og smiler til mig, hver gang jeg går forbi. Jeg glæder mig til at åbne glasset og fiske op ...

fredag, november 16, 2007

Mit hjertes udkårne Rasmus

I går kiggede jeg lidt i mine gamle fotoalbum, inspireret af Lotten, som viste os nogle skønne billeder fra 2003.

Jeg har skrækkelig mange billeder, og jeg kastede mig over et enkelt album, som tilfældigvis var fra min ungdom.

Mig og RasmisOg her sidder en 22-årig Madame (eller rettere Mademoiselle) med sin første kat, Rasmus, der hurtigt blev til Rasmis, og som ligner sine efterfølgere Bulder, Mr. Jones og Sofus næsten på en prik. Jeg fik Rasmis helt tilfældigt - en ven havde fået ham forærende som killing alt, alt for tidligt. Uden at have ønsket mig en kat, havde jeg pludselig ansvaret for et lille kræ, som jeg ikke anede, hvordan man passer. Så jeg købte Politikens bog om katte, en kattebakke, sand og mad- plus en vandskål, og i løbet af ingen tid var jeg helt solgt. Siden har jeg været passioneret katteelsker. Nu har vi som bekendt to - Miss Mis, som selv flyttede ind for tre et halvt år siden, og Sofus, som vi fik fra et internat i marts.

Jeg kunne simpelt hen ikke forestille mig et liv uden katte, selv om det giver frygtelige spekulationer, når de ikke kommer hjem til tiden, men som regel går det jo godt. Hvilket minder mig om, at i morges var vi selv lige ved at køre en kat ned, som pludselig skulle over hovedvejen, men takket være en katastrofeopbremsning endte den potede fodgænger heldigvis ikke i kattehimlen denne gang.

Og killinger! Jeg glemmer aldrig en dag, vi kom hjem fra arbejde, og Miss Mis opførte sig nøjagtig som hun plejede, da vi trådte ind ad døren - det vil sige, at hun styrede direkte ud i køkkenet til madskålen. Ikke et ord eller et mjav om, at hun lige havde født tre killinger i sin papkasse ude i badeværelset. At se dem vokse og følge hendes opdragelse af dem, når hun kom ind med en mus eller en fugl, og killingerne forvandlede sig til frygtindgydende, grådige løver! Jeg har stakkevis fotografisk dokumentaton, men I skal nok slippe.

For ikke at tale om dengang, en vildkat flyttede ind og fødte fem killinger i samme papkasse, som Miss Mis lå i med sine tre. Ti katte i en lille kasse på én gang! Det blev alligevel lidt for broget for os, mest fordi vildkatten ikke ville finde sig i, at vi brugte badeværelset, så det endte med at blive en opgave for Kattens Værn.

Undskyld, det var vist noget af et sidespring - bare fordi Lotten viste nogle skønne billeder af en roer i Caribien med blåt hav og palmer, og det er jo en ganske anden historie ...

Ka' man nu forstå det?

Jeg har lige haft fornøjelsen at digitalisere en radioudsendelse fra 1971, og sjældent har jeg moret mig så godt! Dengang havde Claus Walter en udsendelsesrække, der hed 'Ka' man nu forstå det', hvor han rejste rundt til forsamlingshuse og restauranter med indbudt publikum.

Her skulle to tilflyttere til Langeland dyste om, hvem der forstod mest af den lokale dialekt. Udsendelsen var fra Rudkøbing, og man havde fået vaskeægte langelændinge til at læse sætninger op med den allermest uforståelige dialekt. De stakkels tilflyttere, der kun havde boet i tre år på Langeland, begreb kun en brøkdel af, hvad der blev sagt og misforstod dem for det meste fuldstændigt, så publikum lå flade af grin over, hvad der kom ud af sætningerne.

Hold op, hvor jeg savner den form for underholdning i radioen! Men måske er det bare et alderstegn?

torsdag, november 15, 2007

Plidderpladder

Engang var smalltalk nærmest et skældsord - men man kan også betragte det som en nødvendighed, når vi omgås andre mennesker, 'et fundamentalt socialt redskab', som der står i en artikel i det seneste nummer af Psykologi.

Birgitte Sally er cand. mag. i kommunikation og drama, psykoterapeut og forfatter til bogen Smalltalk - dit vigtigste redskab på job, i netværk og privat. Hendes budskab er ikke overraskende, at nysgerrighed og oprigtig interesse er genvejen til den gode smalltalk.

Der er også et interview med Christian Waldstrøm, der er ph.d. og lektor på Institut for Ledelse på Handelshøjskolen i Århus. Han har skrevet bogen Ledelse af netværk - virksomhedens skjulte ressource, hvor smalltalk spiller en væsentlig rolle. Han mener, at der er en udpræget forskel på smalltalk hos mænd og kvinder - og nu kommer det overraskende: mænd taler meget mere, og myten om de evigt talende kvinder kan man godt glemme. Mænd griner for at styrke deres position og taler mere om sig selv, mens kvinder er bedre til at spørge. Kvinder griner mest, når de er nervøse eller står over for en, der er stærkere. Kvinder har en også tendens til at træde ved siden af smalltalkens skrøbelige balanceakt mellem omsorg og overfladiskhed ved at blive for personlige eller følelsesladede.

Christian Waldstrøm mener, at det er en stor misforståelse, når nogen siger, at de ikke gider eller ikke kan smalltalke. De glemmer, at vi samtidig sender en masse signaler og skaber relationer, der kan være meget nyttige.

Efter af have læst artiklen har jeg et lidt andet syn på fænomenet. Jeg havde ikke troet, at det ville interessere mig.

Hvad er dine erfaringer med smalltalk?

onsdag, november 14, 2007

Arvesølvet

Da Monsieurs farmor døde for mange år siden, arvede han et te-stel, som vi begge er meget glade for. Der var også nogle glas, der ligner krystal, men det er såmænd helt almindelige glasglas, og vi bruger dem hver dag.

Arvesølvet

Porcelænet er papirtyndt og smukt dekoreret og var vist moderne i 1930'erne. Sjovt nok havde jeg selv nogle få ting i samme stel fra min fars gamle moster, og jeg ser det tit på loppemarkeder. Det er med andre ord ikke en sjældenhed, og handelsværdien er ikke værd at tale om, men de gamle ting har sjæl. Der er noget særligt ved at drikke af dem, fordi flere generationer har nydt deres te eller vin af de samme kopper og glas. Synes jeg.

Det lille indiske bord er for resten også et arvestykke.

tirsdag, november 13, 2007

Genudsendelse

Jas

Sidste gang, Jas forsvandt, skrev Monsieur på sin blog:

Vi plejer at sige, at vi har tre katte, men det er en tilsnigelse. Vi har kun 2½. Gammelfar, Gamle Jas eller bare Jas er en halvvild, gråstribet kat af hankøn, men af ubestemmelig alder og herkomst. En skønne dag for knap fire år siden stod han pludselig midt ude på Madames ornitologiske traktørsted uden for køkkenvinduet og kiggede langt efter fuglene, der lige havde taget flugten. I mangel af bedre satte han slukøret tænderne i en mejsebold, der lå på jorden, og luskede af med den. Næste dag var han der igen, og også de følgende dage vendte han tilbage, men han fangede aldrig en fugl. Til gengæld udvidede han menukortet til også at omfatte de tørre brødskiver og æblerne, der var tiltænkt solsortene. Han kom flere gange hver dag. Han var umættelig.

Men en kat skal ikke spise fuglemad, og vi forbarmede os. Vi begyndte at sætte en tallerken med noget mere rovdyrvenlig mad ud til den sultne kat med den matte pels. I begyndelsen brugte han ikke tallerkenen, men bortførte i hast det der lå på den, så snart den blev sat ud. Det blev indtaget grådigt og smaskende bag en busk.

Med tiden, men langsomt, gik det op for ham, at vi var ufarlige, og han begyndte at spise af tallerkenen. En sommerdag, da havedøren stod åben, og der var højtryk på gryderne i husets indre, vovede han pelsen, der i mellemtiden var blevet næsten blank, betrådte stuegulvet og forfulgte den forførende duft ud i køkkenet. Vi var godkendt.

Efter et års tid gik han med til at lade sig klappe uden at bide efter os, vi fik ham endda til at spinde, og han accepterede en stol i det fjerneste hjørne af stuen på kolde vinteraftener, indtil pligterne kaldte, og drifterne trak. Ellers boede han ude på havebænken. Når vi kom hjem fra arbejde og stod ud af bilen, råbte vi Er du der, Jas? og han svarede Wauv-wauv-wauv-wauv! oppe fra terrassen. Der stod han og ventede, mens han spejdede ind i det forjættede land gennem ruden i den nederste halvdel af havedøren.

En dag mødte han op med en kæreste, en fin og blid lille damekat, som han delte sin mad med. Ikke nok med, at han kunne sin Lady og Vagabonden, han overlod hende også sin havebænk, mens han selv sad nedenfor på fliserne og sang serenader. Det var meget hedt. Det varede, indtil hans veninde blev gravid, flyttede ind og fødte tre killinger på badeværelsesgulvet - but that's another story...

Helt tam blev Jas aldrig, men trofast, og han sprang sjældent et måltid over. Hans pels blev næsten perfekt, men appetitten forsvandt aldrig, og han endte med at blive, hvad man må betegne som lettere korpulent. En velnæret kriger, der kunne slå en proper næve, og som selv ind imellem fik en røvfuld og vendte hjem med sår, der skulle slikkes og ører, der blev permanent savtakkede.

Sidste søndag kom han ikke hjem til aftensmad. Han var der heller ikke mandag morgen. Tirsdag, onsdag og torsdag: ingen kat. Fredag begyndte vi at blive bekymret, for han havde aldrig været væk mere end højst tre døgn ad gangen, og det hørte til sjældenhederne. Vi begyndte at tale om, at katte undertiden finder andre græsgange og pensionater. At de er håbløse til at krydse veje. At katte gemmer sig, når de er syge, om de så skal dø af sult. Der kom heller ikke nogen Jas lørdag, og vi sagde ikke mange ord til hinanden. Søndag var rædselsfuld. Om aftenen blev vi enige om, at vi nu kun havde to katte.

Tidligt i morges, da vi stod op i halvmørket, aftegnede der sig en silhuet i glasruden i den nederste halvdel af havedøren, der forekom bekendt. Først troede vi ikke, det kunne passe. Men det gjorde det. Det var silhuetten af en sulten, nu mindre overvægtig, men stærkt humpende, gråstribet hankat. Wauv-wauv-wauv-wauv! Han kunne ikke støtte på det ene forben. Han havde været ude at praktisere det, der er hans bestemmelse, og havde mødt en overmand med tilsvarende planer.

Nu ligger han og sunder sig i sin gamle stol i hjørnet, og der er faldet en sten fra vores sentimentale hjerter.

Om man kan savne en halv kat? Ja, det kan man godt.
Denne gang er der ingen happy ending. Der er ingen savtakket silhuet i havedøren, og nu er det over en måned siden, vi sidst så vores halve kat. Den tomme fornemmelse er den samme.

Kinabogen

Jeg har skrevet dagbog fra jeg var atten år. Ikke lange udredninger om alt, hvad jeg oplever, men jeg forsøger at fokusere på de positive ting, jeg oplever. Fem positive ting hver dag er et godt mål. Ud over det skriver jeg primært ned, hvad jeg snakker med venner om, for det meste i stikordsform. Det er en meget praktisk foranstaltning, for det betyder, at når der går par måneder imellem, at vi ses, har jeg et hurtigt overblik over, hvad talte om sidst, og hvad jeg kunne tænke mig at følge op på. Der er mange, der tror, at jeg har en formidabel hukommelse. Det har jeg ikke, men jeg har min kinabog, som jeg bruger flittigt. En egentlig dagbog kan man vel knapt kalde det, for der er masser af ting, jeg bare lader fare.

Nu har jeg lige bladet min allerførste kinabog igennem, og jeg genkaldte mig pludselig en masse oplevelser, jeg helt havde glemt. Det var både hyggeligt og lidt skræmmende, for den unge pige, jeg var dengang, var en temmelig anderledes person, end jeg føler mig i dag. Følelsesudsvingene større - jeg var enten i himlen eller i helvede. Og sådan skulle det nok være.

Har jeg ligesindede, der grifler løs, når dagen er omme - ud over på bloggen?

mandag, november 12, 2007

Mareridtet nærmer sig

Er der noget, jeg har det skidt med, er det julefrokoster på arbejdspladsen. Da jeg var yngre, syntes jeg faktisk, det var ret underholdende - men igen, tider skifter, og sæder ændrer sig for mit vedkommende. Det er en meget stor arbejdsplads, jeg færdes på, og engang var julefrokosten først og fremmest et hyggeligt arrangement for de forholdsvis få medarbejdere i ens egen redaktion. Men nu har vi fået en struktur med kolossale afdelinger, hvor man kun har noget at gøre med et fåtal af dem, der arbejder i afdelingen. Resten har man ikke nødvendigvis noget til fælles med, og for mange er det kun et kort stop på vejen i deres karriere, så der er et stort gennemtræk. Der er med andre ord ikke rigtig noget at være fælles om længere, og det gør i mine øjne julefrokosten til en kunstig konstruktion, man kun opretholder, fordi det nu engang hører sig til. Kort sagt orker jeg ikke at sidde bænket i timevis med en vildfremmed, jeg intet har at tale med om. Eller spise jammerlig dårlig mad og høre på endeløs fuldemandssnak.

Derfor er jeg i de senere år gået i en stor bue uden om julefrokosten, og jeg har ingen skrupler haft af den grund. Men i år er jeg virkelig i tvivl, for som jeg har været inde på, har det været et annus horribilis for alle medarbejdere, og måske burde man man tage sig sammen i solidaritetens navn. Så jeg tæller på knapper i øjeblikket, men jeg har ærlig talt ikke ret meget lyst.

Hvordan har du det med firmajulefrokosten?

søndag, november 11, 2007

Den bedste gave

Bare rolig, det er ikke julegaver, der er emnet. Nej, det drejer sig om den bedste gave, jeg nogen sinde har givet mig selv - en ugentlig fridag ud over lørdag-søndag. Jeg har nydt at have fri om onsdagen i de sidste fem år, og om et par uger følger Monsieur efter.

Jeg nævner det lidt i forlængelse af indlægget forleden: Hvad ville du gøre, hvis du vandt en million? Vi har ikke vundet nogen million, men vi har i nogle år prioriteret anderledes end de fleste, vi kender. Ting har haft temmelig lav prioritet, mens frihed til selv at bestemme over vores ophold på denne planet har ligget højt på hitlisten. Det vil først og fremmest sige uafhængighed af kreditorer og af, hvad politikere pludselig finder på.

Den uafhængighed behøver man ikke vinde i lotteriet for at opnå. Det er kun et spørgsmål om forbrug og vaner. De fleste kan leve for mindre, end de gør, uden at lide afsavn.

Det er i hovedtræk filosofien i Lisbeth Nebelongs bog Sund økonomi, som optog mig meget for en del år siden. Vi har ikke efterlevet bogen hundrede procent, men den har en stor andel i den ekstra fridag, vi nu begge har fået at jonglere med.

Har du nogen sinde overvejet at gå ned i tid eller arbejder du allerede på deltid? Eller ville du aldrig undvære dit fuldtidsjob?

lørdag, november 10, 2007

Inden stormen

Arresødal
Arresødal for nøjagtig en uge siden ...

fredag, november 09, 2007

Hvad nu hvis du vandt en million?

Det er sådan et spørgsmål, der har cirkuleret i ugebladenes fantasiverden, så længe jeg kan huske. Men hvad ville det betyde for mig? Hvad ville sådan et uventet tilskud til husholdningsbudgettet give af muligheder, hvis man tillod sig en enkelt dagdrøm?

Måske en rejse kloden rundt? Et sommerhus, en anden bil, sejlbåd - eller måske et par år fri fra job?

Nu har jeg efterhånden haft min store semi-naturgrund i mange år, og jeg holder uendelig meget af den. Alligevel tror jeg, at jeg ville bestille en havearkitekt, der kunne lave den om til en drøm med små haverum, en loggia, en hængekøje og en hængesofa, spændende planter, der snor sig op ad stolperne, og så ellers bare en lille tilbygning med et soveværelse og et hyggeligt badeværelse.

Faktisk har jeg aldrig investeret i en eneste lottokupon, men det kunne da være, at det var et forsøg værd ...

Hvad ville friste dig, hvis du vandt en million?

Kunsten at se

De fleste mennesker er udstyret med et sæt øjne, men det er ikke alle, der er lige gode til at bruge dem. Jeg har haft den store glæde at møde Johannes Møllehave adskillige gange i embeds medfør, og han har for resten også viet mig. Han kan noget med at SE folk, som jeg aldrig har oplevet i samme grad hos nogen anden. Han er intenst til stede i nuet, og man føler, at man er en vigtig person i dette øjeblik.

Seeren fra AndalusienSeeren fra Andalusien af Lars Muhl handler på sin vis også om at være til stede og lytte efter sit eget indre. Lars Muhl fortæller med udgangspunkt i en togrejse til Andalusien om sine to enestående møder med en mystiker, en seer, der lærer ham noget om sig selv og sin rolle i verden ved at give ham nogle visionære oplevelser, der får én til at tabe pusten, og Seerens uddybende forklaringer er mindst lige så spændende.
Seeren fra Andalusien er fra 2002, og jeg nævner den nu, fordi jeg lige har læst, at Seeren er død for nogle uger siden. Det berørte mig, fordi jeg havde en fornemmelse af at have kendt ham efter at have læst bogen - en af de få, jeg ikke kunne lægge fra mig, før jeg havde læst den til ende. Jeg anbefaler den varmt til søgende sjæle - ja, til alle, der tør!

torsdag, november 08, 2007

Jordforbindelse

Jeg har noget med planter! Og med kerner. Det er ikke småting, jeg har lagt i en urtepotte med jord for at se, hvad der mon kom op. Og allerhelst det, man ikke køber i frøposer. Helst det, jeg finder i indkøbsposen - citron, appelsin, peberfrugt, avokado.

Jeg har haft et citrontræ, der nåede op til loftet. Desværre gik der spindemider i det, og jeg fik aldrig bugt med utøjet, så træet røg ud. Jeg har haft en avokadoplante, der blev så uhåndterlig, at den måtte samme vej.

Mine citrusplanter har aldrig blomstret, men jeg nyder at se på de blanke blade. Jeg havde besøg af en franskmand for nylig, der resolut klippede toppen af et stort appelsintræ, fordi han ville pode det. Han kom dog aldrig med en podekvist, og træet gik ud.

Er du lige så nysgerrig efter at se, hvad der kommer op af jorden?

onsdag, november 07, 2007

Hver fugl synger ...

Jeg kender jer næsten - alle jer derude, der jævnligt skriver her, eller som jeg kommenterer hos. Vi ved alle lidt om hinanden, sætter en mosaik sammen og får et indre billede af hinanden. Men hvordan taler I? Taler I med dialekt efter hvor I bor, eller hvor I er født? Taler I københavnsk, ’rigsdansk´, hellerupsk, sjællandsk, bornholmsk, jysk, sønderjysk, fynsk, århusiansk - eller?

Mig selv? Tja, jeg er vokset op nord for København og havde nok en snert af det, indtil jeg fik mit nuværende job. Her blev jeg drillet med min affekterede udtale af 'meget', så jeg fik hurtigt lært en mere neutral variant. Nu bilder jeg mig ind, at man ikke kan høre, hvor jeg kommer fra, men jeg holder ellers meget af dialekter.

Vil du røbe, hvordan du lyder?

tirsdag, november 06, 2007

En vindbøjtel med tornyster

Man kan tilsyneladende samle på alt - nogle samler på frimærker eller gamle biler, andre samler på kommaer (den vrantne tolder Knagsted i Gustav Wieds Livsens Ondskab). Her i refugiet samler vi på antikverede ord. Underlige, støvede udtryk, som ingen bruger mere, og som næsten helt er glemt. Men de er lige så vigtige at bevare som gamle danske husdyrracer, om ikke andet, så for underholdningens skyld. Og så tager vi det i stiv arm, at nogen måske synes, man må være meget nøjsom, når man kan se komikken i ord som (jeg griber ned i bunken og strør en tilfældig håndfuld ud over papiret):

portemonnæ, vindbøjtel (en vendekåbe eller en overfladisk og indbildsk person), pjækkert, ulster, tornyster, døgenigt, tøjte, morderlig, besørge, fyrtøj, skarnsknægt, spilleme, slacks, en røffel, balstyrisk ...

Har du nogle underlige/forunderlige ord på lager, som du har lyst til at supplere med?

mandag, november 05, 2007

Verdens bedste ferie

Jeg har haft mange meninger om, hvad en god ferie er. Det er nok noget med perioder i ens liv, hvor man er optaget af forskellige ting. Da jeg var ganske ung var jeg på nogle solferier i syden, på en lang tur til USA, en ferie i Gambia, Senegal og Nordafrika - senere på mange bilferier i Norge, Sverige, Finland, og siden Monsieur kom ind i mit liv, har det været storbyferier der trak: London, Stockholm og Amsterdam.

Og hvad er det så, der står tydeligst i erindringen nu mange år efter? I hvert fald ikke sol- og badeferierne, men mere at opleve natur i Norge og fremmede byers kultur. Men også min barndoms campingferier, som var helt primitive, men uforglemmelige, fordi familien var samlet om alt: madlavning, opvask, slå telt op osv. Det var noget af det hyggeligste også at høre regnen mod teltdugen om natten, i hvert fald når jeg tænker tilbage på det nu.

Lige nu tiltrækkes jeg af rolige ferier i Nordsjælland og andre steder i vores dejlige land.

Hvad med at lave en feriekanon - en idébank med inspirerende måder at holde ferie på?

Hvad er stikordet til din næste ferie? Ski? Sol? Storby? Sejle? Cykle? Vandre? Eller ...?

søndag, november 04, 2007

En dyne med lidet fyld

Inspireret af Farmer fik jeg lyst til at skrive lidt om slægtsforskning, som i perioder har optaget mig meget. Især min far har lagt et stort arbejde i at gå på opdagelse på Landsarkivet og har lavet en slægtsbog, jeg er meget glad for at eje.

I en af mine slægtsbøger er der en aftægtskontrakt fra 1833 mellem nogle af mine forfædre, og her er et lille uddrag:

Jeg, Rasmus Nielsen Bille, forbeholder mig som Boelig i Gaarden for min og Konens Livstid i den dertil indrettede Lejlighed bestaaende af 6 fag i Gaardens søndre Længe. Denne lejlighed maa altid af Christen Olsen forsvarligen vedligeholdes ...

Saalænge jeg, Rasmus Nielsen Bille, og Konen lever, paalægges det Christen Olsen aarligen at levere os til hver Mortensdag dette Aar 1,5 Td. hvede, 2 Td. rug, 3,5 Td. Byg og et fedt Svin der slagtet afgiver 6 Lispund Flæsk og uafsmeltet Fedt, hvilke Naturalier maa være gode og sunde, samt ydes med anordnet Maal og vægt. Bortdør derimod jeg, Rasmus Nielsen Bille, eller min Kone, Ane Hansdatter, haver Christen Olsen ikkun aarligen at levere til den Efterlevende 1,5 Td. Hvede, 1,5 Td. Rug, 3 Td. Byg og 6 Lispund flæsk, hvorimod der for øvrigt ikke finder nogen Forandring sted med denne Contracts Bestemmelser.

Det paalægges Christen Olsen aarligt at fodre og græsse, saalænge jeg og Konen lever eller en af os lever, 1 Ko, og 2 Faar, hvilke ...
Monsieur har også en slægts- og stamtavle, der går tilbage til 1640. Den er en guldgrube at læse i med hensyn til, hvad folk efterlod sig i gamle dage. Det kunne fx være:

1 liden og 1 stor Økse, 1 Gaas og 1 Gasse, 3 Knapper, 1 Bæst, 1 Dyne med lidet Fyld, 1 Hørgarnslagen, 1 Halstørklæde, 1 Nattrøje, 1 8-Dages Stueuhr i Fouteral, 9 Stk. Chemisser, 1 hvid Schawl ...
Jeg synes, det er spændende at tænke på, hvordan mine forfædre levede, og har også været på Lolland og set flere slægtsgårde, der har været i min morfars forfædres eje.

Hvis man ikke passer på, går slægtsforskning i blodet, og det er næsten umuligt at lægge fra sig. Er der nogle af jer derude, der er gået i slægtsforskningsfælden?

lørdag, november 03, 2007

Kender du hemmeligheden?

ZZzzzz

Jeg har altid misundt (hrm) mine kattes evne til at sove når som helst og hvor som helst. De lægger sig bare ned, og få sekunder efter befinder de sig i dyb søvn. De har en indbygget evne til at slappe af, og hvor kunne jeg godt tænke mig at komme på et katteindslumringskursus og lære et par tricks. For mig har det næsten altid været et problem at sove igennem, jeg vågner frisk som en havørn midt om natten - flere gange. Jeg er knap så frisk, når uret endelig ringer.

Er det bare mig, der har det sådan? Har du nogle staldfiduser?

fredag, november 02, 2007

Glæd en forfatter

Somme tider kommer man mere eller mindre tilfældigt til at læse en bog, der gør så stort indtryk på én, at man er nødt til at indvie nogen i det. Men det er sjældent, at man deler det med den, der burde være den første til at høre det: forfatteren selv.

Jeg har efterhånden været ude for det mange gange, og i de senere år har jeg skrevet til forfatterne, når det er sket. Hver min vej er en vidunderlig bog, Jacques Berg har skrevet om sin mor, der var født og opvokset i Frankrig, men som blev dansk gift og omplantet til en lille lejlighed på Amager i 1930’erne. Det er et gribende billede af en svunden tid (Jacques Berg er årgang 1935). Også Jesper Jensens tre erindringsbøger var jeg så optaget af, at jeg måtte sige tak til ham.

Så de fik begge et brev, og jeg regnede egentlig ikke med at høre fra nogen af dem, for begge bøgerne var udkommet mange år, inden jeg nåede til dem. Men jeg fik de venligste, håndskrevne breve tilbage, og det var en god fornemmelse at have gjort to mennesker glade, som havde lagt et stort arbejde i at give andre et indblik i deres liv. Jeg fik den mest rørende dokumentation for sandheden i det gamle mundheld: 'Det du giver ud, får du tilbage.'

Hvis du ikke selv har prøvet det, kan jeg anbefale det. Hvis du har, kunne det være sjovt at høre, hvordan det gik!

torsdag, november 01, 2007

Terapihaver

I Psykologi fra 30. september i år er der en lille artikel om terapihaver, som er ved at vinde udbredelse. Stress og udbrændthed heles hurtigere, når man opholder sig i en have. Det er nødvendigt at erkende, at ens ydeevne er meget lav, og at man må tage udgangspunkt i at være, hvor man er, og herfra meget langsomt og gradvist arbejde sig frem til at genvinde den normale kapacitet og ydeevne. Det er vigtigt kun at udføre én ting ad gangen uden at tænke på, hvad der derefter skal ske. Pointen er, at aktiviteterne ikke skal gøres for resultatets skyld, men fordi selve udførelsen af ganske få, enkle aktiviteter dæmper det autonome nervesystems alarmberedskab og skaber balance i hjernefunktionerne.

Terapihaver har længe været udbredt i USA, og i de sidste år er mange stressede eller udbrændte danskere taget til svenske terapihaver. I Danmark er konceptet langsomt ved at udvikle sig, og i Odsherred terapihave kan stressramte træne i at lave ingenting, og man kan vælge mellem at arbejde i den frodige have eller bare sidde under et træ og langsomt vende tilbage til sit sunde jeg.

Vi andre, der bare er almindeligt halvstressede, kan jo udnytte vores dejlige skove, strande eller vores have, hvis vi har én. Jeg er så heldig at have det hele inden for rækkevidde, og jeg benytter mig flittigt af det.

Hvor meget bruger du naturen?

onsdag, oktober 31, 2007

Giftfri tænder, tak

Som nævnt er jeg for tiden optaget af Ninka-Bernadette Mauritsons bog Kernesund familie - sådan. Den handler om meget andet, end hvad vi spiser, og hvad vi kommer i munden. Den handler også om, hvad tandlæger kommer i munden på os, og det er noget af en gyser! I bogen siger tandlæge Bent Christensen, Klinik for Tandsundhed i Horsens, blandt andet:

Ifølge Tandlægeforeningen er amalgam et giftstof. Men kun inden det kommer i munden og efter det er ude igen, hvor det betegnes som skadeligt for miljøet. Ikke imens det sidder i munden på os. Det er der ingen logik i.
Det kan man vel dårligt være uenig med ham i. Jeg skal i hvert fald ikke have flere end de tre amalgamfyldninger, jeg allerede har, og nu overvejer jeg alvorligt at få dem fjernet, hvad der ikke er helt enkelt. Her og her er der interessant læsning om amalgamsanering - og plastfyldninger er lige så stærke!

Har du en mening om den sag?

tirsdag, oktober 30, 2007

Jeg - en lysvampyr

Det gik ellers lige så godt. Men nu har jeg fået at vide, at jeg skal rykke ud af mit dejlige, lyse lydstudie, som endda også har en stor dør ud til det fri. Det rum, jeg skal flytte ind i, har kun et mikroskopisk vindue - ikke ud til verden, men ud til et andet rum. Og ulykken har ingen ende: fra min arbejdsplads, kan jeg ikke engang se ud af vinduet. Jeg skal med andre ord sidde i kunstigt lys otte timer om dagen, og tanken er næsten ikke til at bære for en lysvampyr som mig - selv om jeg ikke har opgivet kampen om at beholde mit rum endnu!

Jeg aner klaustrofobien lige om hjørnet.

Og så er det, jeg gerne vil spørge jer derude, om I har kendskab til dagslyslamper, der kan bruges - de skal altså give meget lys, men jo uden at man blændes.

mandag, oktober 29, 2007

Intrigante kvinder

I fredags tog jeg Metroen ind til min tandlæge i København, og transporttiden fordrev jeg med at bladre gratisaviserne igennem - dem jeg ellers aldrig ser, fordi jeg plejer at køre i bil, og som jeg hører så meget grimt om. Men jeg blev indfanget af en overskrift i farten:

Kvinder giver ballade
Når kvinder er i overtal på en arbejdsplads, medfører det flere konflikter og bagtaleri, viser en ny norsk undersøgelse ifølge fpn.dk. Løsningen er dog ikke at lade mændene være i overtal, for undersøgelsen viser også, at en arbejdsplads med en jævn kønsfordeling giver færrest konflikter.
Først blev jeg så forarget, at det var lige før jeg hoppede i sædet (det ville have tiltrukket sig opmærksomhed, for det var et af de sæder, der smækker op med et brag!). Da adrenalinet igen var faldet til et rimeligt niveau, begyndte jeg at tænke efter og begav mig en tur tilbage i tankerne gennem skiftende redaktioner og afdelinger på min arbejdsplads. Og nedslået må jeg se i øjnene, at for mig har det desværre været helt sandt.

Hvad er din erfaring med arbejdspladser, hvor kvinder er i overtal?

søndag, oktober 28, 2007

Boligreportage

Jeg har lyst til at invitere jer til en lille leg om, hvordan vi har valgt at indrette os. For at gøre det ekstra svært/let må man bruge 25 ord til at beskrive sit hjem.

Mit hjem kan for eksempel beskrives sådan, hvis man kiggede ind gennem dørspionen (som jeg ikke har):

80 kvadratmeter, hvide vægge, brændeovn, ingen vaskemaskine, glastagsentre, bondekøkken, kurvemøbler, naturfarver, patchwork, afrikanske figurer, kig til kip, bøger, cd'er, planter, afsyret kommode, plisserede lampeskærme, Pernilla.

Har I lyst til at være med?