onsdag, februar 29, 2012

Ud i det blå


Miss Mis holder af sol og varme og lægger sig gerne i vindueskarmen, hvor der er lunt - der er nemlig en radiator nedenunder.

I dag tager jeg på udflugt. Danmarks Naturfond har inspireret til en travetur et sted, hvor jeg ikke har været før. Nu håber jeg på sol, og at der bliver noget pænt at vise frem :-)

tirsdag, februar 28, 2012

Børnekomfuret og Loppefabrikken


Da jeg besøgte vores Loppefabrik her i Frederiksværk, så jeg dette fine børnekomfur, som mindede mig om min barndom. Jeg har vel været omkring 10 år, da jeg fik et dukkekomfur med spritbriketter, som man kunne lave rigtig mad på. Det har jeg brugt meget med min barndomsveninde Inger. Selv om vi stod med ild, var der ingen der blandede sig, og vi lavede gudskelov aldrig ulykker :-)

Hvis du bor i Nordsjælland kan jeg varmt anbefale Loppefabrikken. Der er møbler, nips, gamle ting, nyere ting, tøj, tæpper, billeder, porcelæn, glas og meget mere. Heidi, der ejer stedet, køber dødsboer og finder skønne ting på loppemarkeder rundt omkring. Og hjemmesiden er nu også en netbutik. Der er åbent torsdag til søndag fra 12-16 på Strandvejen 25a.



mandag, februar 27, 2012

Jeg har en drøm


Jeg glæder mig til, det bliver lidt varmere - til at pakke picnickurven og finde et sted ved vandet. Et tæppe, en kurv og et smukt landskab får maden til at smage utrolig meget bedre. Ren magi!

Så er der det med vejret, som man aldrig kan være helt sikker på. I dag har regnen fx styrtet ned her ved Liseleje, men jeg gik min sædvanlige tur hen til shetlandsponyerne og ud over markerne ...



Nye skud fra køkkenvinduet


Jeg fik 'skudt' nogle kvækerfinker - de kommer i store flokke i øjeblikket og pynter med deres stærke farver. Kvækerfinker kan blive 14 år! De får 1 kuld om året og optræder næsten udelukkende på træk og som vintergæster.

Dompaphannerne hører til vores smukkeste fugle. De kan blive 12 år, men bliver normalt kun 4, skriver DOF - og de får 2 kuld om året. Vi har adskillige par her i haven i øjeblikket, og de er ret sure på hinanden. Det kunne tyde på at ynglesæsonen er nær, for om vinteren spiser de pænt ved siden af hinanden uden at skændes.


Sidste vinter fik vi besøg af denne smukke guldfasan.

Guldfasan på afveje

lørdag, februar 25, 2012

Lamaer i Humlebæk - og dagen i går


På en gård i Humlebæk er der lamaer, og det kan jeg jo slet ikke stå for :-) Så jeg måtte selvfølgelig forbi og se de smukke dyr tæt på. De har det sødeste ansigt! Men dyrene var hele tiden i bevægelse, så det var ikke nemt at tage billeder.



Og så var det jo min fødselsdag i går, og Monsieur overraskede mig med en superlækker middag (langtidssteg kalvesteg med kardemomme, nelliker og allehånde lavet i Römertopf) – og bogen 'De samlede eventyr om Peter Kanin og hans venner'! En bog der minder mig om min barndom, hvor vi havde et digt på væggen med de yndigste tegninger (og ord af Mabel Lucie Attwell). Jeg havde også børnetallerkner med Peter Kanin-tegninger, og begge dele havde jeg fået af min engelske familie. Først da vi tømte min fars hus, tog jeg det lille rim ned fra væggen:

Please remember don’t forget
never leave the bathroom wet
nor leave the soap still in the water
that’s a thing we never oughter

nor leave the towels about the floor
nor keep the bath an hour or more
when other folks are wanting one
please don’t forget – it isn’t done.

Beatrix Potter (1866-1943) var en britisk børnebogsforfatter og -illustrator. Hendes mest kendte figur er Peter Rabbit eller på dansk Peter Kanin.

fredag, februar 24, 2012

Himmelsk fødselsdag


Men oven over alting stråler moder sol! Sådan sang Dirch Passer engang i en revyvise. Det gør moder sol her i dag, hvor vi fejrer min fødselsdag - Monsieur har en overraskelse, og jeg er utrolig spændt :-)

Billedet af den blå himmel er taget op gennem glastaget i vores entre …

Flere himmelske billeder hos Petunia.

torsdag, februar 23, 2012

Klogt rådyr - og en ny app


Er det ikke godt tænkt af rådyret?

Jeg har fået en app til iPad'en, der hedder Strip Design. Den er egentlig beregnet til at lave tegneserier med, men jeg fandt ud af, at man jo også bare kunne nøjes med at lege med billederne. Sjovt - og tidsrøvende ;-)

onsdag, februar 22, 2012

Aftægtsfolk og 6 lispund flæsk


Jeg er ved at rydde op i min fars papirer og gamle billeder. Han var lige som jeg grebet af slægtens historie og har blandt andet gemt en aftægtskontrakt fra 1833. Det er forunderlig læsning, hvordan man måtte nedfælde alt i en kontrakt, når man overlod gården til sin søn. Min forfader sikrede sig, at han og hans kone årligt fik 1½ tønde hvede, 2 tønder rug, 3½ tønde byg og et fedt svin, der slagtet gav 6 lispund flæsk. Men alt er skrevet ned og intet overladt til tilfældighederne.

For nogle dage siden havde jeg held med at søge i folketællingerne i et landsogn. Min farmor var født i 1888 i Bjernede sogn ved Sorø, og lynhurtigt fandt jeg hende og hendes familie, som ikke bare bestod af forældrene og de tre små børn, men også af to gamle aftægtsfolk (født i 1812) - og en plejedatter og en karl på 16 år. Det er altså spændende, hvad en folketælling kan afsløre! En husstand så anderledes ud dengang. På det øverste billede fra 1909 er det min farmor til højre.

Og det sjove billede herunder er fra en af min mormor og morfars mange campingferier, formentlig i 1920'erne.

Den ene sofa ...


I hver sin ende af den gamle slidte sofa - kattenes yndlingssted - og med egne puder :-)

tirsdag, februar 21, 2012

Min nye kjole


Se min kjole, den er rød som rosen ... Sådan sang vi som børn, men min nye kjole er petroleumsfarvet - og i blødt lærred. Sådan en havde jeg også for mange år siden, og den blev brugt, til den næsten hang i laser.

Nu drømmer jeg lidt om denne taske, som jeg lige så i en butik i Frederiksværk …

Ha! Jeg fik den :-)


Jeg har ligget på lur, og nu lykkedes det at få kernebideren til at sidde stille. Det er en værre forsigtigpeter, og hvis den får øje på mig, er den straks væk. DOF skriver, at den kan blive 12 år, får ét kuld unger om året og er fredet. Den vejer kun 50 gram, men kan yde et tryk på op mod 40 kg med sit næb og kan derfor åbne selv de hårdeste stenfrugter.


mandag, februar 20, 2012

Bor jeg ved Ishavet?


Jeg vidste ikke, at Grønland lå lige henne om hjørnet :-) Man skulle ikke tro, mine billeder er fra Liseleje i går eftermiddags. Det ligner pak-is, altså isflager, der er presset sammen af vind og havstrømme, og som især findes i det Nordlige Ishav og i havet omkring Antarktis ...

Det var 3-4 graders varme, men vinden gjorde, at det føles vanvittig koldt. Naturoplevelsen var dog det hele værd, og bagefter måtte vi lige forbi bageren og have lidt med hjem til eftermiddagskaffen for at få varmen ;-)



søndag, februar 19, 2012

Gaven og mere Street Strik


En dejlig værtindegave! 'Lenes ægte dobbelte kanelmarmelade'! Prøv at se den skønne seddel på glasset: 'fremstillet i regnvejr på Sjællands Odde' :-)

I fredags gik jeg en tur i det smukke vejr og kiggede mere på udsmykningen af Frederiksværk. En cykel er endda også blevet betrukket med strik. Street Strik findes i USA, Canada, Mexico, Australien, Holland og Sverige, fortæller min lokale avis ...





fredag, februar 17, 2012

Kamp om maden ...


Spætten holder meget af mejsekugler og solsikkefrø. Men solsorten her vil helst have det hele for sig selv og ser truende ud. ’Forsvind – det er min mad’!

torsdag, februar 16, 2012

Himmelsk


Det var himmelsk at stå der sankthansaften og synge Midsommervisen på en mark, mens solen gik ned :-)

Men sådan ser landskabet ikke ud i øjeblikket - nu er der sne og is, selv om det langsomt er ved at forsvinde. Her er himlen, havnen og havet i Hundested. Jeg bor tæt ved, og om sommeren er der et leben uden lige ...





Flere himmelske billeder her.

Blandt piratfisk


Jeg fik hilst på Bellas marsvin og set hendes nye fotografiapparat. Bagefter kørte vi i Danmarks Akvarium, og jeg havde nær aldrig fået hende med hjem igen, fordi det var så spændende ...



Vi fik bl.a. set en krokodille, en hummer, en havskildpadde, en kæmpeblæksprutte og disse sære langfinnede dragefisk. Men man kan også overvære fodringen af piratfiskene, den elektriske ål eller den store blæksprutte. Det var en rigtig god dag, synes vi begge.


onsdag, februar 15, 2012

Onsdagsudflugt med Isabella


I dag skal jeg være sammen med Isabella – mit lille barnebarn på 6 år. Vi skal besøge Danmarks Akvarium. Jeg har ikke været der i mange år og er spændt på, hvad hun synes om at kigge på fisk. Hun er meget glad for dyr, så jeg tror, hun vil synes, det er spændende. Og så kan hun på bilturen få historien om Gamle Jas, den vilde kat, der blev næsten tam og boede hos os i flere år. Og historien om hendes far, der elskede at spille Bob, da han var på hendes alder. Hun er selv vild med Ludo, vendespil og puslespil.

Jeg var også glad for dyr som barn :-)