torsdag, december 15, 2005

Møllehave og Petterson

Da Monsieur og jeg i sin tid blev enige om at gifte os - meget uromantisk, det skete over en kop kaffe på en café på Rosenørns Allé - var vi ikke helt enige om, hvordan det skulle foregå. Jeg var ikke medlem af Folkekirken, men min kommende mage, der havde visse principper, nægtede at lade sig vie af en tilfældig borgmester på det forhåndenværende rådhus, så vi indgik et kompromis. Jeg indvilligede i et kirkebryllyp på den betingelse, at det kunne blive med Johannes Møllehave i hovedrollen. Det synes jeg gav en vis mening, fordi jeg kom fra Virum, og Møllehave på det tidspunkt var præst i Virum Kirke. Og sådan blev det.

Jeg husker ceremonien som var det i går. Det var en funklende, sprød forårsdag, og jeg kan stadig se Møllehaves mudrede sko, der stak ud under præstekjolen og lignede mine egne efter en dag på knæ i haven lige efter et skybrud sidst i oktober. Selv om det var os, han talte til og om, hørte ingen af os et ord af det, for man har tusind andre tanker i hovedet, når man står dér på vej ind i en ny fase af sin tilværelse. Det hjalp heller ikke noget videre, at min bror, der er lydtekniker ligesom mig, havde siddet nede i kirken og optaget det hele på bånd efter alle kunstens regler, for akustikken i kirken kunne overhovedet ikke holde trit med Møllehaves tornadoagtige taletempo. Men han var heldigvis så betænksom at overrække os sin tale på skrift, da vi forlod kirken som ægtefolk, så jeg ved godt, hvad der står i den. Jeg foretrækker at holde indholdet for mig selv, men det er en glimrende tale, og i øvrigt var hele seancen en fantastisk oplevelse på alle måder. Møllehave er et utrolig nærværende og karismatisk menneske. Han ser én.

Både før, men selvfølgelig især efter den dag, har Johannes Møllehave betydet meget for mig. Jeg har truffet ham mange gange i kraft af mit arbejde, og jeg har læst de fleste af hans bøger. Lige nu er jeg midt i Du har rørt ved mit hjerte, Karen Thisteds "samtalebog" med Møllehave og Gösta Petterson. På Bjerget betragtes genren som underlødig, og den nye bog er blevet dårligere modtaget af kritikerne end forgængeren, hvor samtalepartneren var Benny Andersen. På mig har den gjort langt større indtryk - på grund af Gösta Petterson. Han er som bekendt hjertekirurg, og han får sagt nogle barske sandheder om lægevidenskaben, som jeg aldrig selv har været i tvivl om, men som virker så meget stærkere, når de en sjælden gang kommer fra lægestanden selv. I en tid, hvor lægerne har overtaget præsternes ophøjede position, og hvor lægers ord er lov, er det tiltrængt, at nogen rokker ved autoritetstroen.

Jeg tror hverken på præster eller læger, men der er undtagelser. De hedder Møllehave og Petterson. Und dig selv at læse bogen - du behøver jo ikke have den liggende fremme...