Tæt på

På den ensomme sti, som jeg tror, at jeg har for mig selv, kommer to enorme Berner Sennenhunde halsende imod mig. Den ene har en af den slags seler på forkroppen, som man bruger, når man ikke kan styre en hund med et almindeligt halsbånd. Da de når hen til mig, stiller de sig op og gør højere og højere og begynder at nærme sig truende. Der er ingen mennesker at se noget sted, og jeg fortsætter med at gå i samme tempo som jeg hele tiden har gjort, men med hamrende hjerte og angstens sved efterhånden over hele kroppen, mens jeg taler uafbrudt indsmigrende til hundene og omhyggeligt undgår at se dem i øjnene, som jeg har læst et sted, at man skal. De følger efter mig, stadig aggressivt gøende, og der er stadig intet tegn på menneskelig tilstedeværelse så langt, jeg kan se. Jeg er bange, rigtig bange, og jeg har hundene lige i hælene, højt galpende. Efter endnu halvtreds meter, hvor jeg har hjertet helt oppe i halsen, giver de endelig op og lusker af.

Jeg har ikke noget imod hunde, ikke det fjerneste. Men jeg har noget imod visse hundeejere.