For en uge siden døde vores tolv år gamle og ikke særlig gode fjernsyn til fjernsynsforagteren Monsieurs store fryd. Han var knap nok færdig med at gnide sig i hænderne, før han var på vej op på taget for at fjerne "den hæslige parabol!" Ikke et sekund faldt det ham ind, at der også forelå den mulighed at anskaffe et nyt fjernsyn til erstatning for det hedengangne. Han burde have været arkitekt - han strunter i alt, hvad der hedder funktionalitet, bare det ser godt ud.
Men jeg vil have et fjernsyn, så jeg i det mindste kan slukke for det, og nødtvungent gik han med til, at vi fik det mindste og mest skrabede, vi kunne opspore. Small er åbenbart beautiful.
Siden indkøbet har jeg taget ham i at se hele to film på det, og i lørdags kom han hjem med en lillebitte metalkasse, som han ordløst sluttede til fjernsynet. Det viste sig at være verdens mindste dvd-afspiller. Sådan én har vi aldrig haft før.
- Jeg troede, du synes, det er spild af tid at se fjernsyn?Lang pause, mens han langsomt drejer hovedet imod mig.
- Det har da ikke noget med fjernsyn at gøre!
