Tidsbilleder

Engang havde jeg en teori om, at tiden var emballeret i pakker, der i størrelse passede nøjagtig til et år, men portionerne var lidt for store, så man var nødt til at forsøge at presse dem godt sammen allerede fra begyndelsen af november for at få det hele til at være i de små tidspakker inden nytår. Eller sagt på en anden måde: det var som at skrive et postkort og løbe tør for plads, så man var nødt til gøre skriften lille og gnidret til sidst for at få det hele med - men i stedet for bogstaver var det altså timer og sekunder, der skulle klemmes ind, inden året var forbi. Det var ikke mig selv, der skrev, men Tidguden, en ældre, pertentlig, hvidhåret herre, der sad på sin guldskinnende trone et sted oppe på Olympen omgivet af ure og kalendere og papirlapper, hvor der kun stod ordet TID på. En harpespillende engel sørgede for underholdningen ved at spille alle de melodier, det hed noget med tid.

I min høje alder er det rart at tænke på, at det er længe siden, at jeg gik væk fra teorien. Lige siden har jeg fået mere tid med tiden. Nu ved jeg, at der er tid nok. Masser af tid.