Da underet skete

En af de historier, jeg kan udenad, er den om min far, der faldt igennem isen. Han var 11 år og var cyklet alene ned til Vejlesø i Holte for at se folk løbe på skøjter. Isen var givet fri til skøjteløb, og der var sat lamper op, så man bedre kunne se.

Pludselig, midt ude på søen, røg han gennem isen og faldt ned i det iskolde vand - der havde været en våge, man ikke kunne se. En skøjteløber så helt tilfældigt, hvad der var sket, og løb med det samme hen og lagde sig så lang han var på isen og fik min far trukket op af hullet. Og han måtte dyngvåd cykle et par kilometer hjem til Grünersvej. Den historie har jeg hørt fra jeg var helt lille, og den har givet mig den dybeste respekt for at færdes på is.

Jeg har ikke løbet på skøjter, siden jeg var ung, men jeg savner friheden og glæden ved at suse af sted i stor fart over Kollemosen på frostklare vinteraftener ...