onsdag, juni 06, 2018

Gode læseoplevelser og Torup Bogby

Jeg elsker at læse og er hele tiden i gang med en bog. I øjeblikket er det Hanne-Vibeke Holsts 'Som pesten'. Og i de sidste par måneder har jeg også læst Kim Leines 'Rød mand/sort mand', Troels Kløvedals 'Alle mine morgener på jorden' og Ken Folletts 'Den evige ild'. De har alle været store læseoplevelser!

Her i nærheden har vi Torup Bogby, der vrimler med gode, brugte bøger. Fra hjemmesiden kan jeg citere:
'Torup Bogby er Danmarks første bogby. En lille landsby på 350 sjæle i Nordsjælland, der damper af bøger. Vi har 'hovedkvarter' i den gamle stationsbygning på Dyssekilde Station. Her kan man købe brugte kvalitetsbøger. Det kan man over det meste af landsbyen. I Brugsen, i et karlekammer på Røjlegården, i 10 bogkærrer, i en skurvogn foran kirken. Men Torup Bogby er ikke kun bogsalg. Vi holder også forfatterarrangementer med store og mindre store navne, blandt andet på det årlige Nordisk Forfattertræf ... Formålet med Torup Bogby er kort sagt at skabe liv. Bogbyen skaber et stærkere lokalt fællesskab og et rigere åndsliv'.

Hvis det fanger din interesse, så læs meget mere her.

Den smukke stationsbygning fra 1916, der er tegnet af Vilhelm Holck, blev i 2011 købt af to ildsjæle, som fik den sat i stand. Dengang var den i en ussel forfatning med brædder for vinduerne, men indtil for ca. 25 år siden var her ventesal, postkontor og godsbetjening.