lørdag, juli 14, 2018

Endelig sommerfugle - og en udflugt

I går fik vi endelig besøg af adskillige sommerfugle i haven - kejserkåbe, dagpåfugleøje og nældens takvinge. Jeg har sat små trug ud med vand til insekterne, men ved faktisk ikke, om sommerfugle drikker vand.

Næste gang skal Oplevelsesgruppen til Rungstedlund, og det glæder jeg mig meget til. Museet Rungstedlund er Karen Blixens private hjem, og det står stort set, som hun indrettede det. Flere af møblerne har stået på den afrikanske farm, bl.a. Denys Finch Hattons yndlingsstol.

Parken og haven er også et besøg værd! Skærehaven forsyner stuerne med friske blomster i sommerhalvåret. Man kan følge en sti gennem fuglereservatet op til lundens højeste punkt, Ewalds høj. Ved foden af højen ligger Karen Blixen begravet under den store bøg.