onsdag, april 10, 2019

Absalon - og vores gamle hunkat

I går var vi i Folkehuset Absalon med to af vores venner. Kirsebærtræerne blomstrer så smukt på boulevarden udenfor. Absalon er en tidligere kirke på Vesterbro. Nu er det et farvestrålende og meget populært forsamlingshus med fællesspisning, bordtennis, film- og musikarrangementer og meget mere.

Vi ville gerne prøve deres frokost, og det var ganske lækkert. Vi valgte alle fire en omelet og med en spændende kartoffelsalat med rygeost og små salte agurker, karse og radiser. Et måltid koster 50 kroner - vi kunne også have valgt en lækker salat. Der er en særlig stemning, og både unge og gamle valfarter til det nye folkehus. Der var mange unge, som sad og arbejdede med deres Mac.

Vores gamle hunkat på næsten 16 år skranter desværre. Hun bliver tyndere og tyndere og rører sig ikke ret meget - sover den største del af tiden. Knap 16 år er en høj alder for en kat, men det er hårdt at se hende blive mere og mere svag. Hun vandrede ind i vores liv, da hun var cirka ½ år gammel. Det viste sig, at hun var drægtig, og der fulgte kort efter tre killinger med. Det var en meget stor oplevelse at få lov til at følge dem vokse op!