Lykkelige er de uvidende

Mystikken har kronede dage - clairvoyance, astrologi, tarot, hvad som helst. På en måde forstår jeg godt ønsket om at være forberedt på de glæder og katastrofer, der venter forude. Men efter min oplevelse med clairvoyance forleden dag er jeg alligevel kommet til det resultat, at jeg ikke vil vide noget. Hvis vi vidste alt om, hvad der venter os, ville vi segne under byrden.

De fleste af os, der har en vis alder, har udrettet mere og været ude for mere, end vi havde forestillet os i vores vildeste fantasi. Hvis nogen havde fortalt os, da vi var børn, om alle de forskellige ting, vi ville komme til at gøre og hvilke menneskelige relationer, vi ville komme til at opleve for ikke at tale om alle vores op- og nedture, gætter jeg på, at vi havde fået et sammenbrud. Lige så slemt: hvis vi vidste alt om vores fremtid, ville det være umuligt at koncentrere sig om det, der foregår lige nu.

Ikke at vide hvad fremtiden bringer tror jeg er forudsætningen for en nogenlunde harmonisk personlig udvikling og et godt liv. Det ville være vanskeligt at engagere sig i bestemte mennesker eller opgaver, hvis vi på forhånd vidste, at det ikke ville føre til noget eller gå helt galt. Men det er netop gennem engagementet, at vi lærer det, vi har brug for senere hen. Når jeg ser tilbage, er der ikke meget af det, jeg har oplevet - positivt eller negativt - jeg ville undvære. Måske er det netop det mest halsbrækkende og mislykkede, ikke det mest vellykkede, der udvikler os mest.

Når vi ikke ved, hvad der skal ske, er vi nødt til at engagere os i det, der sker nu, og som vi står midt i. Derfor foretrækker jeg ikke at vide.