Tovtrækning

Man ser lidt af hvert, når man bor herude, hvor man har dyrelivet tæt på. Hver dag ser jeg rådyr på vores grund. Jeg ser egern i vores træer, og jeg ser harer på markerne. Jeg ser ræven, og ræven ser mig. Vi ser på hinanden gennem ruden i den nederste halvdel af havedøren, hvor den står og spejder ind hver dag, når den har afsøgt terrænet for mad. Det må den gerne, og den må også gerne få de rester, vi alligevel smider ud, selv om det ikke er velset at fodre ræve, for der må vel være en mening med, at de er her. Men jeg vil ikke have, at den tager det tæppe, jeg har bredt ud over havebænken inde under halvtaget, hvor den store, vilde, godmodige hankat ligger og sover om natten i vinterkulden. Så må jeg gå ud og trække i den anden ende af tæppet, og så må vi se, hvem der er modigst og stærkest.

Det var jeg denne gang.

Nu har jeg set det med. Men hvem ved? Måske havde ræven mere brug for tæppet, end både jeg og katten har?