Er vi døve og blinde?

Hvor tit glemmer vi mon at lægge mærke til skønheden i vores dagligdag?

For tre år siden fik Washington Post en af verdens mest talentfulde klassiske violinister til at stå og spille på sin Stadivarius til 3½ millon dollars på en af byens store metrostationer. Formålet var at se, om folk reagerede anderledes på det, end de ville have gjort, hvis det havde været en hvilken som helst gademusikant. Med andre ord: hvordan påvirker omstændighederne og forventningerne vores opfattelse? I løbet af de 45 minutter, eksperimentet stod på, var der 7 mennesker der stoppede op og lyttede. Flere tusind mennesker passerede, og sandsynligvis har der været et par hundrede imellem, der holdt af klassisk musik. Men det var tidligt om morgenen, og de var på vej til arbejde — og så var det altså bare en eller anden gut, der stod dér og spillede. Et par dage tidligere havde violinisten, Joshua Bell, spillet i en udsolgt koncertsal for 2600 mennesker, der hver havde betalt 600 kroner for billetten.

Men vi ser og hører nøjagtig det, vi forventer at se eller høre, og jeg tror, det er sandt, at vi meget ofte slet ikke ænser det skønne i hverdagen.

Videoklip fra Washington Posts eksperiment her.