søndag, september 15, 2013

Oplev lyserøde får på Gl. Holtegaard


Min veninde Mette og jeg har været på loppemarked, og bagefter besøgte vi Gl. Holtegaard. Her kan man få sig nogle særegne oplevelser - både lyserøde får og billeder af Man Ray. I barokhaven kan man blandt andet se de lyserøde får, som er Henrik Plenge Jakobsens værk og en del af udstillingen Secret Garden. Når man har set sig mæt ude og inde, anbefales en lækker frokost i Spiseriet.

Man Ray er blandt det 20. århundredes mest betydelige kunstnere. Som en af surreali­sterne i 1920’ernes Paris flyttede han grænserne for, hvad et kunstværk kan være. Der bliver vist en meget spændende film om hans liv i Gl. Holtegaards lille biograf.