mandag, februar 10, 2014

Forårsfornemmelse og en lækker dessert


Jeg bliver helt varm om hjertet, når jeg ser foråret pible frem :-) I dag viste mit pedometer 7.800 skridt på traveturen. Det er sjovt at holde øje med.

Min ven Peter er en sand mester, når han kaster sig over sin hobby, at lave desserter. Her havde han lavet en bagt nøddebund med appelsinfromage. Nøj, det var godt! Jeg fik opskriften med hjem, og appelsinfromagen giver vist sig selv, men sådan er nøddebunden lavet:

• 3 æggehvider
• 150 g flormelis
• 100 g hasselnøddekerner

Pisk æggehviderne stive. Tilsæt sukker og pisk yderligere ca. 1 min., til blandingen bliver sej. Vend de grofthakkede nødder i. Anbring en smurt ring fra en springform (ca. 22 cm i diameter) på en plade med bagepapir. Fordel nøddeblandingen i ringen og bag bunden midt i ovnen. Lad nøddebunden køle af på en bagerist.