onsdag, juli 31, 2019

Dragørs gamle bydel

Vi havde nogle dejlige timer i går, hvor vi slentrede rundt i Dragør. Der kom ingen regn - vejret var fint, selv om der var varslet skybrud, men vi fik ikke én dråbe vand fra oven. Da jeg havde fået styret min lyst til at fotografere i de snævre, gamle gader, fandt vi en café, der hedder Fru Munk, hvor vi fik lidt god mad og senere kaffe i lystbådehavnen - alleryderst ude ved vandet.

Lige siden jeg var fire år, er jeg kommet flere gange om året i Dragør, fordi min tante boede der.

Jeg kan slet ikke stå for de brolagte snævre gader og stokroserne. Også de fine farver med en speciel farve på husene, sorte sokler og træværk i en mørk grøn. Der var mange mennesker, men ikke så mange, at det var en plage. Vi så en guide vise amerikanske turister rundt i en alenlang kø. Man kunne se langt væk, at de var amerikanere.

Husene er fra 1700- og 1800-tallet, og der er 76 fredede ejendomme plus nogle få på havnen. Der var to store brande i 1800-tallet, og utroligt nok overlevede de fleste huse, men 36 brændte.