Nu har jeg sået frøene, jeg har samlet i de sidste par uger af vilde planter og glæder mig til at få en blomstereng i haven. Der er masser af frøstande på enge og i grøftekanter i øjeblikket. Tv-serien 'Giv os naturen tilbage' gjorde også i går et stort indtryk på mig. Man samlede landmænd og opfordrede dem til, at de afgiver lidt af deres jord, hvor de skal dyrke vilde blomster, for at insekterne ikke forsvinder. Det viste sig jo, at cirka 5 procent af jorden er næsten alle landmænd villige til at afgive, og det vil ikke koste dem en krone.
Her hos os venter et par barske dage. Vi skal nemlig have fældet en række høje graner, der er gået ud. Det bliver dejligt, når det er overstået! Det vil også give mere lys mod øst. Jeg vil holde Hannibal inde, så han ikke løber væk - det var lige ved at ske i går, hvor en stor, fremmed hund hærgede rundt i vores have og skræmte Hannibal fra vid og sans. Han var væk i flere timer. Da han endelig kom, troede han, at hunden var inde i huset, så alt blev undersøgt på listepoter ...
torsdag, oktober 01, 2020
Abonner på: