
Åh hvor jeg nød de 20 grader, vi havde i går, og den nye sommerkjole blev indviet. Vores bryllupsdag blev fejret på restaurant Orangeriet i Kongens Have. Jeg har ikke været i Kongens have før, men det må gentages en dag, hvor solen skinner. Restauranten virker ved første øjekast lidt for stilfuld til min smag, men der kom alle typer og flere svenske turister, der absolut ikke havde fint tøj på. Og maden var upåklagelig og virkelig lækker. Vi valgte smørrebrød, og billedet herunder viser min hønsesalat med svampe, bladselleri, æble og persille. Da vi nu alligevel var i byen, besøgte vi en af mine yndlingsboghandler, Tranquebar i Borgergade. Men mere om den i morgen :-)





tirsdag, april 16, 2013
Orangeriet i Kongens Have
mandag, april 15, 2013
Nyhavn - og loppemarked i går

Her er Nyhavn i fredags, hvor vi havde tåge og finregn. Til gengæld var vejret meget smukt i går søndag, hvor jeg var på loppemarked i Holte. Årets første marked tiltrak mange mennesker - jeg har faktisk aldrig set noget lignende - og man kunne gøre fine loppefund, hvis man kom tidligt. Jeg købte bl.a. en kjole fra Odd Molly og en cardigan fra Noa Noa.
Billedet er taget på vores bryllupsdag, men det vil jeg vende tilbage til ...
søndag, april 14, 2013
Den Blå Planet

Bella og jeg var i Den Blå Planet i går - det var en dejlig dag! Men vent et par uger, hvis I andre har lyst til at prøve det samme, for der var stopfyldt med mennesker, og det gjorde det næsten umuligt at finde en p-plads. Man må også væbne sig med tålmodighed, når man skal stå i kø ved indgangen og i cafeteriet. Vi ville frygtelig gerne have set blæksprutten blive fodret, men vi så kun ind i andre menneskers nakker. Bortset fra det var det fantastisk at se den smukke arkitektur og beliggenheden ud til Øresund. Vi har set hajer og rokker og piratfisk og krokodiller - og måske var det allerbedste bassinet, hvor man kan få lov til at røre ved bl.a. søstjerner og krabber! Bella var ellevild med det, og der er heldigvis voksne, man kan spørge om, hvor søstjernens øjne sidder :-)







lørdag, april 13, 2013
En uge med spændende oplevelser

Så fløj dagene af sted, men jeg har haft dejlige oplevelser og fået gjort mange praktiske ting som fx at forårsklargøre haven med hjælp fra de to gratier herover. Og hos Marit med bloggen Marits hagedagbok har jeg været så heldig at vinde lathyrusfrø - tusind tak, Marit!

I ugens løb har jeg blandt andet været i Den Blå Planet og set på fisk med Bella (det vender jeg tilbage til) og været på Louisiana, hvor jeg har hørt om Karen Blixen og set udstillingen Pop Art Design. Og vi har haft besøg af dyrlægen, som har givet kattene det årlige tjek og den årlige vaccination - kattene hader nemlig at køre i bil og tror, deres sidste time er kommet. Derfor har vi valgt, at dyrlægen kommer her.

Det var spændende at høre om Karen Blixens liv i Afrika, om sliddet med kaffefarmen, men også den store frihed, hun følte hun havde - om hendes mand, Bror Blixen, og hendes store kærlighed Denys Finch Hatton. Marie Tetzlaff og hendes to gæster, som har samlet alle Blixens breve, var underholdende og havde hele salen i deres hule hånd. En tragedie var det, at Karen fik syfilis, og at medicinen forgiftede hende med kviksølv. De nye bøger om Karen Blixen, "Breve fra Afrika" er skrevet af Marianne Juhl og Marianne Wirenfeldt Asmussen.
Søndag formiddag skal jeg på årets første loppemarked i Søllerød, men jeg glæder mig til at kigge lidt rundt i blogland igen!

mandag, april 08, 2013
søndag, april 07, 2013
Mod alle odds
Har du hørt om Nick Vujicic? Han må være et af verdens mest positive mennesker - selv om han er født ude arme og ben. Hans videoer er set af mange millioner mennesker, og jeg har lige læst her, at han kommer til Danmark den 22. april. Denne video har jeg set flere gange, og den gør lige stort indtryk hver gang ...
Nick Vujicic er 30 år, gift med en billedskøn kvinde og nybagt far. Selv om han er født uden arme og ben, lever han et rigt og tilfredsstillende liv og er blevet en rollemodel. Han opfordrer os til at finde vores livs formål på trods af alle vanskeligheder eller tilsyneladende umulige odds. Han har udgivet en bog om sit liv og har fundet formålet med sit eget liv – nemlig at inspirere andre til at gøre deres liv og verden bedre bl.a. ved at skabe tillid til andre.
Han er på Facebook, og man kan også finde en masse om hans forbløffende liv på nettet ...
Drivtømmer og fugle

En af vores kendte, lokale kunstnere laver billeder på drivtømmer. Jan Mogensen hedder han, og strandtræet gør, at en ramme er overflødig. Jeg synes, kunstværkerne er utroligt smukke, og 'rammen' giver fuglene et helt særligt og spændende modspil.
For at træet kan være smukt og have liv, skal det være påvirket af tidens tand, men være så stabilt, så der kan arbejdes i det.
Fuglene bliver lavet i ahorn, skæres ud, males med akrylkunstfarve og limes på strandtræet i et hul.
Jeg ved, at man kan købe fuglene også i Blåvand, Fanø, Læsø, Østermarie, Ribe, Fjerritslev, Rørvig, Kalundborg og Skagen - det kan man læse på kunstnerens hjemmeside.
lørdag, april 06, 2013
Sol og de første violer
Årets første violer - ja, jeg blev nærmest overvældet, for så må det jo være forår, selv om der stadig er masser af sne i haven ...
Danmark fik hele 190 timers solskin i marts, og det er den næst-solrigeste marts. Den mest solrige var i 1943, hvor måneden satte rekord med præcis 200 soltimer. Det fortæller DMI.
Og lidt krokus ...
fredag, april 05, 2013
Vores spændende lokalsamfund

I går formiddags hørte jeg et program på P1, som fik mine ører til at blafre. Det handlede om Torup Bogby tæt ved, hvor jeg bor. Torup bugner af brugte bøger - på reoler i Brugsen, i et gammelt karlekammer på Røjlegården, i 10 bogkærrer rundt om i byen, i den brune skurvogn ved siden af kirken og i den nedlagte stationsbygning. Landsbyen med 300 indbyggere er en bogby, som man også kan finde i andre dele af verden. I Torup er der udover bogsalget forfatterarrangementer, skrivekurser, læsekredse og store nordiske forfatterarrangementer, hvor bl.a. Erland Loe, Pia Juul og Einar Már Gudmundsson har været med.
Idémanden hedder Peter Plant - han er en ildsjæl, der har forvandlet vores lokalsamfund, så vi nu også har et Farmers Market hver anden lørdag om sommeren ud for den gamle stationsbygning, der er blevet fuldstændig renoveret.




Bøgerne bringer fællesskab og kultur til byen, og det er let at tiltrække nye tilflyttere - folk vil bo et sted, hvor er der sker noget, og hvor de har en fornemmelse af, at både voksne og børn kan leve et interessant og godt liv. Hvis du har lyst, kan du høre udsendelsen her.
torsdag, april 04, 2013
Forårskuller

Vi har haft det dejligste forårsvejr i flere dage nu - mine to katte er vilde med det og er helst ude hele tiden og ligger i solen. Der er også gået forår i fuglene, som synger fra morgen til aften. Og solsortene bader, så jeg må ud og hælde mere vand på badekarret flere gange om dagen :-)


onsdag, april 03, 2013
Haveglæder m.m. :-)

Jeg ved ikke, om I kender Karlsens lakridsmandler, men de er nærmest uhyggeligt gode - mandler overtrukket med chokolade og dyppet i lakridspulver. Bøtten her er et 'påskeæg', Monsieur fik af en ven, men jeg må indrømme, at det er mig, der har spist indholdet :-) Ellers er jeg mest til mørk chokolade med 85 % kakao, og det siges jo heldigvis, at både mørk chokolade og mandler er meget sundt :-)
Filmen 'Soning' ('Atonement') på DR2 mandag var stærk kost - men også smuk i sin skildring af 1930'ernes England, hvor en ung piges fantasi løber af med hende og får hende til at fortælle en løgn, som får skæbnesvangre følger ...
Nu myldrer det op med forårsblomster i haven ...


tirsdag, april 02, 2013
En dag i solen og besøg hos Karen Blixen

Vi ville have været i Dyrehaven, men der var simpelthen ikke til at få en parkeringsplads. Derfor kørte vi lidt nordpå og gik tur i Rungsted Havn og omkring Karen Blixens smukke museum, hvor vi også spiste frokost. Det sidste kan nu ikke anbefales ... ;-) Roserne herover er fotograferet på Rungstedlund.
Jeg har aldrig set så mange mennesker i Rungsted Havn - folk sad ude overalt og nød solen og de 9 graders varme.
Nu blev jeg færdig med at læse Kim Leines 'Kalak'. Det er en af de mest gribende og velskrevne bøger, jeg længe har læst. Uafrystelig.
mandag, april 01, 2013
På tur i Brede - og blogtræf

Brede hedder området her. Som barn boede jeg nær ved og har fodret ænderne i Mølleåen mange gange. Jeg holder af stemningen og de gamle huse. Brede Spisehus er jo altid et besøg værd og efter at have fodret svaner, gik jeg rundt i det lille samfund, hvor der tidligere også var butik, skole og børneasyl. Men hele Mølleådalen fra Lyngby Sø til Øresund er et dejligt sted at gå tur! Området er fredet - også de historiske bygninger.
Kisser arrangerer blogtræf den 25. maj - læs mere her! Måske ses vi?



