mandag, juni 24, 2013

Gurre og blåbærmuffins


Vi har været i Gurre og set den gamle slotsruin - gået tur i Gurre Vang og kigget ud over Gurre Sø. Det er et smukt område, som jeg ikke har set før, men vores to gå-tur-venner foreslog at mødes ved Gurre slotsruin og udforske området. Vi har altid kaffe og hjemmebag med, og i går var det Monsieurs blåbærmuffins med nødder. 'Walk and talk' er et rigtig godt koncept ...









søndag, juni 23, 2013

God sankthansaften


Jeg holder meget af vores traditioner sankthansaften i Liseleje. Tusindvis af mennesker samles, børn med fakler og der er bål, båltale, og Shubidua synger Midsommervisen fra store højtalere. Til sidst er der et kæmpe festfyrværkeri ud over vandet ...God sankthansaften!




lørdag, juni 22, 2013

Malergården i Odsherred


I går besøgte vi Malergården – Sigurd Swane og hans families gård i Odsherred. De var søgt ud på landet for at finde noget mere ægte og rent. Sigurd Swanes kone, Agnete, der også var maler, tegnede deres nye hjem, og her skabte hun et elsket sted for familien. En lang række kulturpersonligheder kom og boede på gården i et par uger – den tid det tog Sigurd at male dem. Men Sigurd malede først og fremmest markerne og udsigten over Lammefjorden. I en årrække boede og levede familien som i et lille fredeligt, selvforsynende paradis, kun afbrudt af rejser til Spanien og Portugal 1947-67. I 1994 døde Agnete 100 år gammel, Sigurd døde i 1972, og i dag er gården et museum. I det store atelier ser det ud som om, Sigurd kun er gået en tur og om et øjeblik vender tilbage til sine staffelier ...








fredag, juni 21, 2013

Valfart til et helt specielt hus


Jeg har aldrig før sat mine fødder i Gudmindrup Lyng, men i dag var der nærmest valfart til det smukke sted ved Sejrøbugten. Der har nemlig været åbent hus i Arne Jacobsens sommerhus, som han byggede til sig selv og sin familie i 1937 med en loggia markeret med søjler og espalier på to af husets facader. Sommerhuset smyger sig ind i landskabet med de lyngklædte klitter og fyrreskov, og det særegent svungne hus rummer både funktionalisme og modernisme. Det er RealDania Byg, der har sat huset i stand. Den kendte danske arkitekt levede fra 1902 til 71.






torsdag, juni 20, 2013

Snart på egne ben


Der er mange fugleunger i øjeblikket - det er helt uimodståeligt at se, når forældrene propper mad ned i halsen på dem ...


De prøver ihærdigt at lære at spise selv ...




onsdag, juni 19, 2013

Rødt i rødt


Markerne kommer jeg forbi, når jeg er på jagt efter jordbær. I dag har vi fået jordbær med pisket skummetmælk - det ser næsten ud som flødeskum, når det piskes med min Bamix stavblender. Vi svælger i nye, danske kartofler og i jordbær i disse dage :-)


Denne valmue i min have er sprunget ud i dag - de holder ikke længe, men hvor er de dog smukke ...

tirsdag, juni 18, 2013

Sikke en morgen


Når man vågner op til sådan et vejr, er det bare om at komme ud og nyde det og gå en tur i haven. Mine storkenæb er sprunget ud. Og ud må jeg, når solen skinner - på cykel eller til fods - ud og suge D-vitaminer og energi.

På fredag er der åbent hus i Arne Jacobsens eget sommerhus i Gudmindrup Lyng. Realdania Byg her netop gennemført to års restaurering af sommerhuset og inviterer til åbent hus i det særegent svungne hus fra kl. 11-16. Se mere her.



mandag, juni 17, 2013

Valmuer og kornblomster


Det er frydefuldt at se de mange valmuer og kornblomster, der er kommet både i og langs markerne. Jeg har kørt gennem Nordsjælland et par gange i dag og har nydt de røde marker. En af mine veninder har fået kolonihavehus, og vi har siddet i den smukke have og nydt det fine vejr. Ved siden af hendes hus er der en fårefold, hvor vi var inde og hilse på ...


søndag, juni 16, 2013

Vandretur i sol og regn


Sikke et vejr, vi pludselig fik - regn i stride strømme efter en smuk vandretur på Spodsbjergstien fra Kikhavn. Vi så en masse digesvaler, ja, en hel koloni i den 30 meter høje moræneklint ved havet. De vilde roser og hyldeblomsterne er vidunderlige i øjeblikket - og kattene var der igen i dag :-)








lørdag, juni 15, 2013

Gang i den her i Halsnæs


Katten her lå og solede sig i Kikhavn for lidt siden. Men der har ellers rigtig været gang i den her i Halsnæs i dag! Jeg er lige kommet hjem efter nogle herlige timer på loppemarked i Liseleje, farmers market i Dyssekilde, kunsthåndværkermarked i Hundested og en travetur i Kikhavn. På markedet købte jeg to lækre trøjer, en rust-orange af mohair og en håndstrikket koksgrå. Da jeg ikke strikker selv, er jeg en hund efter lækkert strik. I Liseleje var der et leben uden lige, fordi der også var Liselejeløbet 2013 i dag.

Kunsthåndværkermarkedet i Hundested er altid en stor oplevelse, og det er smukt at kigge på alle skibene og mærke stemningen i havnen. Mon ikke, der kan blive til nogle blogindlæg, når oplevelserne har bundfældet sig?