
Vejret har været fantastisk i dag, og Bella og jeg har været ved Frederiksdal fribad, hvor vi holdt picnic i vandkanten. Det var ænder og måger ikke længe om at opdage, og tre gråkrager var så frække, at de i et ubevogtet øjeblik fløj med et stykke brød til Bellas store fryd. Derefter delte hun resten af sin mad med ænderne :-) Sjovt nok oplevede vi, at et brudepar stillede op til fotografering på broen ...



lørdag, september 14, 2013
Sommeren vendte tilbage
fredag, september 13, 2013
En dejlig weekend i vente

Fra morgenturen - bladene begynder at blive gule, og svampe ser man alle steder. Jeg har en dejlig weekend i vente sammen med Bella og en veninde, jeg skal på loppemarked sammen med. Krydser fingre for godt vejr :-)
torsdag, september 12, 2013
Septemberglæder - og Bjørn Wiinblad

Vi har fået typisk septembervejr - det er blevet køligere, men vi har stadig dage med næsten sommerligt vejr.
Måske kender du Bjørn Wiinblads skønne univers. Han tegnede, lavede keramik, stole, borde, tallerkner, plakater og meget, meget andet. Nu har jeg set, at man kan få en rundvisning i hans hjem i Lyngby, og det må jeg opleve! Huset indeholder det mest fantastiske interiør bestående af en stor og alsidig kunstsamling og vidner om en folkekær multikunstner, der på sin egen finurlige måde ønskede at gøre folk glade.


onsdag, september 11, 2013
Farvel til en dejlig sommer

Sæsonens allersidste vaffelis blev nydt som et lidt vemodigt farvel til sommeren og livet på stranden. I dag kom vores nye sofa - usamlet! Nu ved vi da, hvad aftenen skal bruges til :-)
tirsdag, september 10, 2013
Skavlan nu på dansk tv

Her er jeg fotograferet i Louisianas park - det var en forrygende aften med Pilou Asbæk!
Jeg blev så glad, da jeg i Politiken læste, at vi nu også får Skavlan på dansk tv! Siden 2009 har den norske journalist og tv-vært Fredrik Skavlan hver uge interviewet nogle af verdens største personligheder inden for politik og underholdning. På lørdag bliver aftenens gæster den nyslåede norske statsminister, Erna Solberg fra partiet Høyre, den danske filmproducent Peter Aalbæk Jensen, den svenske popprinsesse Laleh og den svenske skuespiller Mats Melin, der har Downs syndrom. Det er lørdag aften på DR2.
Her er det Pilou Asbæk, som var gæst på Louisiana og bl.a. fortalte om arbejdet med rollen som Simon Spies i filmen Spies og Glistrup, tv-serien Borgen og filmen Kapringen.


Særlige træer ...

I Louisianas park kan man se denne japanske ahorn. Der er træer, jeg har et særligt forhold til, og træet her er et af dem - det bliver lysende orange om kort tid. I dag skal jeg med en veninde på Louisiana for at høre Pilou Asbæk.
Skovfogedegen på hjørnet af Peter Liepsvej og Strandvejen er et andet af mine yndlingstræer. Det er over 800 år gammelt og ældre end byen København.

Og den japanske løn i Arboretet i efterårsfarver. Jeg måtte holde vejret, da jeg så den i oktober sidste år ...
mandag, september 09, 2013
Pyha, det var rart at vide :-)
I går kunne man læse en stor artikel i Politiken om, at al slags bevægelse forlænger livet, og at havearbejde og traveture er lige så godt som løb. Alt hvad vi skal bruge for at komme i form findes i vores hverdag, og det er ikke nødvendigt med træning i dyre fitness-centre og halsbrækkende øvelser ... :-)
Den lille patient har det en smule bedre i dag, heldigvis!

søndag, september 08, 2013
Den lille patient
Vores lille damekat, Miss Mis, går humpende rundt på tre ben, så vi må nok en tur til dyrlægen med hende i morgen tidlig. Hende har jeg vist billeder af så tit, men her er det min brors hunkat, som familien troede var en han, lige indtil den skulle kastreres ...
Miniferie i Midtjylland

Vi har været i Jylland og besøgt min bror og svigerinde. De bor på landet i et bondehus med en skøn have nær ved Mossø - med to katte, og Rufus her viste rundt :-) Vi har spist masser af lækker mad og været ude at kigge på omegnen i deres cabriolet, og for første gang prøvede jeg at køre i en bil uden tag. Midtjylland er utroligt smukt med mange bakker og søer.




fredag, september 06, 2013
Sjove hoteller

Er det ikke en sjov idé at lave et fængsel om til hotel? Her er det 'Het Arresthuis Hotel' i Holland - men se flere eksempler på mærkelige hoteller her ...
Jeg holder en lille pause fra bloggen i et par dage. God fredag og lørdag i blogland!
torsdag, september 05, 2013
Skipperhuset i Fredensborg

For enden af Skipperallé ved Esrum sø ligger Skipperhuset - oprindelig bare et bådehus, der hørte til Fredensborg slot, men nu er der også restaurant. Hvis du bor i Nordsjælland, så besøg endelig det dejlige sted, hvor man kan sidde næsten med fødderne i vand, mens man spiser god mad. Vi fik kyllingesalat rørt med karry på smørstegt brød - og med bacon, kantareller og saltet agurk. Bagefter gik vi en tur i slotsparken og gennem hovedgaden i Fredensborg.







onsdag, september 04, 2013
Hvad en regnvejrsdag kan bruges til

Regnen siler ned! Jeg har været ude at gå en tur med kameraet, og formiddagen er brugt til et besøg hos min gamle moster. Hun oplever ikke så meget mere, men havde fået en stor stak bøger bragt hjem med bogbussen fra biblioteket. Og hun blev glad for den store kartoffelkage jeg havde med til hende :-)


tirsdag, september 03, 2013
Køkkenskriverier og havtorn

Allerførst en stor tak til Miri, som har sendt mig det yndigste hjemmestrikkede køkkenhåndklæde! Vi var på loppemarked sammen for et stykke tid siden, og hun kender min svaghed og ved, at jeg ikke strikker selv :-)
Og så vil jeg lige vise, hvad man kan bruge havtorn til - nemlig som pynt på min hjertenskærs gulerodskager. Der er et væld af havtorn ved stranden i Liseleje i øjeblikket, og opskriften er fra Dragsholm Slot.

Vandretur i Arboretet

Vi var i Arboretet i Hørsholm på en regnvåd mandag, hvor DMI havde lovet pænt vejr ;-) Her er 2.000 arter af træer og buske, og i forhold til Danmarks 100 arter er det jo et forbløffende stort tal. Herover er det en skrigende rød benved fra Japan ...
Det lignede brombær, men var en havearalia, aralia chinensis.

Herunder er bl.a. vandgran fra Kina, japansk løn og et tulipantræ. Der er helt vidunderligt at gå tur, og også i regnvejr :-)





mandag, september 02, 2013
Gæster på foderbrætterne

Vi har egern i haven, og de kommer hver dag og spiser på foderbrætterne - nogle gange fire på én gang.
I dag vil jeg se, om jeg kan finde nogle fotogene svampe på min travetur. Men ellers bliver det jo nok motionscyklen, der må holde for - uden billeder ...:-)
søndag, september 01, 2013
Efteråret har også sin charme

Det er blevet efterår - lige med ét fra i går til i dag. Men efteråret har sin egen charme, og måske især når bladene på træerne får flotte farver. Og bær er der masser af lige nu til glæde for fuglene og os ...


