God tid

Jeg nærmer mig nu afslutningen af min tredje ferieuge, som jeg har brugt til at praktisere tålmodighed. Indtil videre er det lykkedes meget godt at lade tingene vente, til deres tid kom. Ikke særlig befordrende for blogskrivningen, som nødvendigvis skal passes, hvis man har ambitioner om, at nogen skal læse bloggen. Men omsider nåede jeg så også til den! (er der mon nogen derude endnu?)

Tålmodighed har lav status i vores del af civilisationen. Der er ikke noget, der kan gå hurtigt nok, og samtidig klager vi over stress som aldrig før. For selv om vi godt ved, at det er noget, vi skal undgå, er der stadig prestige forbundet med at være stresset. Stress betyder, at vi er efterspurgte og betydningsfulde.

Det falder os ikke naturligt at være tålmodige. Hvis vi har travlt, når vi køber ind, og køen ved kassen er lang, tager vi en dyb indånding og tvinger os selv til at være tålmodige. Vi væbner os med tålmodighed. Eller hvis vi har at gøre med nogen, der ikke er helt så hurtige, som vi selv er – et barn eller en ældre person - så gør vi os umage for at være tålmodige.

Når vi har travlt, befinder energien sig ikke, hvor den skal. Den er et sted foran, hvor den forsøger at trække os hen imod et bestemt mål. Vi er ikke i balance, vi begår fejl og bærer os klodset ad i bestræbelserne for at nå det, der skal nås. Der kan gå hele dage på den måde, uden at det falder os ind, at det er utålmodighed, der er skurken. Nogle mennesker går gennem livet uden nogen sinde at være til stede i øjeblikket. Når vi stirrer os blinde på vores mål, befinder vi os i virkeligheden et sted ude i fremtiden.

Hvis vi vil, kan vi hver dag give os tid til være stille og observere tanker og ønsker uden at reagere på dem eller følge dem. Når vi er tålmodige, når vi modstår fristelsen til at række ud efter det første, vi tror, vi gerne vil have, begynder vi at se klarere. Vi bliver i stand til at handle mere bevidst og bedre i stand til at se, hvornår det er tid at bevæge sig fremad, og hvornår det er bedre at forholde sig i ro.

Det har taget mig nogle år at finde ud af. Jeg ved godt, at der ikke er noget epokegørende i det, men engang imellem er det meget godt at minde sig selv om det.