Med sådan et kølergitter er der vel ikke noget at sige til, at man ved alt om at grille:
Udover at være indehaver af den champagnefarvede firser-Buick, som han er nødt til at parkere halvt inde i vores hæk, for at eventuelle forbipasserende faktisk også kan passere, griller PB året rundt og har gjort det nærmest siden grillens opfindelse. Hvad han ikke ved om grillning, ved Jan Glæsel med garanti heller ikke. Perfekt grillvejr, som det var, blev der grillet (og drukket champagne!) på terrassen i går aftes til længe efter, at mørket havde omsluttet os, og Buick’en til sidst måtte genfindes i nattens mulm og mørke ved hjælp af et blafrende stearinlys fra havebordet.
Samtidig lykkedes det os at fravriste PB hans inderste grillhemmeligheder:
Vend kødet næsten med det samme, og vend det hele tiden, hvis du vil have en saftig bøf. Når man lægger kødet på grillen, er der varmere under kødet end over. Varmen får saften til at stige op gennnem kødet, men da det gerne skulle blive inde i bøffen, skal den vendes, inden al saften pibler ud. PB: "Hvis du tror, at det kræver din fulde opmærksomhed, har du ret. Du må vente med at skvadre med gæsterne, til bøffen er færdig!"Marinaden prøvekøres i morgen her i huset.
Flyt rundt på maden. Der er ikke lige varmt overalt på grillristen. For at undgå, at noget bliver stegt for meget og andet for lidt, skal de forskellige "grillobjekter" skiftes til ligge på den varme del og den mindre varme del af risten.
Mærk efter, om kødet har fået nok. Tryk på kødet med grilltangen. Jo mere det har fået, jo fastere er det. Efterhånden som du får øvelsen, vil du være i stand til at mærke, om bøffen er gennemstegt, medium eller blodig. Indtil da må du finde dig i at skulle skære den over, studere kødet og mærke konsistensen, indtil du har fået fornemmelsen indkodet.
Barbecue sauce. Saucen bliver branket før kødet er stegt, så giv kødet 5 minutters forspring, inden du pøser saucen på.
Verdens bedste kyllingemarinade: Bland 1 kop soyasuce og ½ kop Worchestershire sauce. Kom en spiseskefuld farin i, 2 teskefulde hakket hvidløg, 1 teskefuld peber, ½ teskefuld tørret basilikum og ½ teskefuld tørret oregano. Hæld det over kyllingen.