Helle

Man kan ikke sige, at hun var en ven, for jeg har kun truffet hende et par gange til familiesammenkomster. Hun var min svigerindes søster.

I går døde hun, 45 år gammel, pludseligt og uventet. Hun var på ferie i Frankrig med sin mand og deres tre børn, da hun blev dårlig og ikke til at komme i kontakt med. Hun kunne ikke tale, og var lam i den ene side. En læge blev tilkaldt, men hendes mand taler ikke fransk, så al kommunikation foregik gennem SOS. Hun blev indlagt og behandlet for, hvad man troede var en svær allergi, men som senere viste sig at være en blodprop i hjernen. Samme nat fik hun endnu en blodprop, denne gang i hjertet. Det overlevede hun ikke.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive. Ordene slår ikke til, men jeg har trang til at indskrive det, der er sket, i min erindring. Selv om jeg ikke var tæt på hende, er jeg trist til mode. Over den sorg, hendes mand, børn, forældre, venner må føle. Over hvor urimelig tilværelsen kan være. Hun var kendt for sin livsglæde, et samlingspunkt i familien. Jeg er trist over, at et menneske, der gav så meget til andre, nu ikke kan gøre det mere.

Livet er somme tider meget barsk.