Bonsoir, Madame

Selv om jeg gør, hvad jeg kan for at styre udenom, kan det ikke helt lade sig gøre. Engang imellem er jeg desværre nødt til at sætte mine ben i et supermarked, og jeg har efterhånden fået frekvensen ned på én gang om ugen, som regel om lørdagen. Men jeg gør det med den største uvilje, for enhver form for støj og møveri er mig inderligt imod.

For to lørdage siden var det første, jeg

”BONSOIR, MADAME...”

lagde mærke til, da jeg trådte ind i forretningen, at cirka hvert

”BONSOIR, MADAME...”

femte sekund udspyede højttaleranlægget det mest irriterende omkvæd, jeg længe har været udsat for, og for den kvikke læser vil det sandsynligvis være

”BONSOIR, MADAME...”

overflødigt at specificere nærmere, hvilke to ord, omkvædet bestod af. Selv om jeg altid er forberedt til fingerspidserne og griber fourageringen systematisk an, kan mit ugentlige besøg i Kvickly ikke koges ned til under et kvarters tid. Men allerede efter to minutter var opholdet

”BONSOIR, MADAME...”

blevet ulideligt på grund af det enerverende omkvæd, der formentlig var en reklamespot for et eller andet, som ingen under nogen omstændigheder skal få mig til at købe nu, uanset hvad det er. Jeg vil ikke engang vide, hvad det er.

Sidste lørdag var det det samme, og gudhjælpemig også i dag, og hver gang har jeg

”BONSOIR, MADAME...”

fået det på hjernen resten af dagen. I skrivende stund er jeg stadig hårdt ramt.

Nu ved jeg godt, at vi lever i en samfund, der står og falder med, hvor meget ragelse vi kan prakke hinanden på, og at alle kneb både gælder og er fuldt ud lovlige – åbenbart også den slags, der i en lidt anden variation benyttes som tortur over for krigsfanger: monoton gentagelse af den samme lyd. Men hvad jeg ikke forstår, er at COOP Danmark, som på så mange andre områder gør det "rigtige", kan finde på at udsætte kunder og ansatte for den form for støj- og hjerneforurening og på den måde bidrage til at fremme en idiotkultur, der i forvejen har rigelig vind i sejlene hos konkurrenterne.

Heldigvis kan jeg (forhåbentlig!) bare finde et andet sted at handle. Men hvis jeg var ansat i Kvickly og tvunget til at høre på det juks hele dagen, ville jeg være moden til indlæggelse på den lukkede, inden jeg nåede fyraften.

Hvis det sker igen på

”BONSOIR, MADAME...”

næste lørdag, får jeg svip, og så må jeg tage min godhed over for andelsbevægelsen op til revision og overveje en drastisk omlægning af mine indkøbsvaner.