Om bare at gøre det

For omkring tyve år siden arbejdede jeg sammen med en lidt ældre pige, som var en god kollega, jeg satte meget pris på. Hun var lydtekniker ligesom jeg, men i modsætning til mig var hun ikke glad for sit arbejde. En dag tog hun konsekvensen og sagde sit job op, og hun forsvandt ud af mit liv.

Forleden faldt jeg tilfældigt over hendes navn. Jeg skulle bruge et gammelt bånd i arkivet, og af båndmanuskriptet fremgik det, at det var hende, der - som det hedder - havde klargjort båndet teknisk. Det gjorde mig nysgerrig, og jeg gav mig til at søge på navnet på diverse søgemaskiner. Det viste sig, at hun nu var sognepræst et sted på Sydsjælland.

Jeg har en svaghed for mennesker, der pludselig gør noget helt andet, end man forventer af dem, så jeg sendte hende en mail for at høre, hvordan hun havde det i håb om også at få historien om, hvordan hun var blevet præst, og hvad der havde fået hende til at tage det usædvanlige spring. Det fik jeg - ud over det sødeste svar, som nu har ført til, at vi mailer, så tasterne slår gnister.

Hun havde forfulgt en barndomsdrøm om at blive præst og var blevet det i en alder af 49 år. Ikke nok med det: hendes mand - en anden kollega, som forlod faget omtrent samtidig - var blevet teolog året efter hende.

Jeg er meget glad for den kontakt, der minder mig om, at man kan alt, hvad man vil. Så jeg har lige klappet mig selv på skulderen, fordi jeg tog mig den frihed at trænge mig på.