- Der går en påfugl rundt i haven, sagde Monsieur henkastet.
- Jaja, svarede jeg, hvad siger flamingoerne til det?
Men det passede. En farvestrålende påfugl af hankøn spankulerede rundt i haven og nippede til vegetationen og de solsikkefrø, jeg dagligt strør rundt omkring til mine fjerede venner. Det blev den ved med i en time, hvorefter den forsvandt uden nogen forklaring.
Efter omhyggelig granskning af vores hjernekister nåede vi selv frem til en sandsynlig forklaring på mysteriet: en kilometers penge fra os ligger nemlig en gård, der excellerer i at fremvise tropiske medskabninger, og påfuglen måtte være stukket af derfra. Men da det er noget rod at have en påfugl rendende rundt på danske veje og stier, kørte jeg hen for at delagtiggøre gårdejeren i oplevelsen.
- Nårh, jamen han går nogen gange en tur. Jeg tror, han er kommet tilbage nu, lød svaret.Så jeg kørte hjem igen og gik ud og strøede endnu en pose solsikkefrø ud.