Det har været besværligt, tidkrævende, til tider håbløst, men det har også været sjovt at prøve at finde dem, jeg gik ud af skolen sammen med for 40 år siden, da der var noget, der hed realeksamen.
Godt og vel et halvt år er gået med telefonbogs- og vejviseropslag, netsurfing og søgemaskinevridning, forgæves opringninger og absurde samtaler med sagesløse fremmede, besynderlige mailkorrespondancer og langsommelig indhentning af folkeregisteroplysninger. Jensener, Larsener og Olsener har det med at gemme sig eller helt forsvinde, når man ikke har haft kontakt med dem siden 1966.
Men undervejs har det især ført til spændende, hyggelige, muntre, lattervækkende telefonsamtaler, genopfriskning af tågede erindringer og indblik i utrolig mange eventyrlige liv. Og en enkelt tragisk skæbne.
Vi gik i skole i Virum. Nogle bor der stadig, andre har slået sig ned på Fyn, i Jylland, Tyskland, Holland, Frankrig, Dubai. Dengang lavede vi de samme lektier og levede i den samme lille verden. Nu er vi spredt for alle vinde og blevet sygeplejersker, taxichauffører, programmører, overlæger, ingeniører, politiadvokater, journalister, globetrottere, gøglere og musikere. En enkelt har vundet melodigrandprixet sammen med sin lillebror og fået os andre til at prale af, at vi kender ham. Han kommer også, og han får travlt med at finde på gode undskyldninger for ikke at gi' et nummer.
Lige præcis i dag er det blevet rigtig sommer med højt solskin på blå, skyfri himmel. Vi bliver 23, de kommer fra nær og fjern (også fra Dubai), og jeg skal møde dem lige om lidt.
Om jeg er spændt, og om jeg glæder mig? Ja!
