Mangelfuld fingerøvelse

Det er snart så lang tid siden, at jeg har løftet en pegefinger, at jeg næsten helt har glemt, hvordan man bærer sig ad. Men nu gør jeg et forsøg, og det bliver næppe det perfekte pegefingerløft. Forhåbentlig ikke, for det handler om nødvendigheden af at være uperfekt.

Da jeg gik på stranden i går, fik bølgeskvulpene mig til at tænke på altings foranderlighed. Den perfekte bølge, der ender med at tabe pusten og blive til ingenting, men som alligevel på et eller andet tidspunkt genopstår som en anden bølge, der måske er knap så imponerende, men som dog er en bølge, der yder sit bidrag til sceneriet og helheden.

Mens jeg sidder her og skriver, vokser håret. Celler dør og gendannes, og blodet strømmer gennem årerne. Måske har jeg en rynke mere i morgen. Tingene forandrer sig oftere, end de bliver ved med at være de samme. I en hvilken som helst situation kan det fuldendte pludselig opstå, men det varer ikke ved. Hvis man forsøger at holde fast i det perfekte eller stræber efter det, bliver man frustreret og ulykkelig.

Alligevel er de fleste af os opdraget til at forsøge at opnå det perfekte og til at være perfekte. Fordelen ved at være blevet voksen og mere end ung, er at man kan vælge at give afkald på andres bifald. Vi kan vælge at opfatte planeten her og universet som et sted, hvor vi har frihed til ikke at være perfekte. Når vi er nået så langt, kan vi begynde at tage os selv mindre højtideligt og have det langt sjovere. Det ligger til mennesker at være uperfekte. Påskøn det uperfekte, så påskønner du dig selv.

Amen.