Et hverdagsdrama

Det sker mens jeg står ved håndvasken og børster tænder. Ud af den ene øjenkrog ser jeg pludselig en mørk skygge, der glider hen over badeværelsesgulvet med lynets hast, men da jeg vender mig om, er der ikke noget. Jeg lægger tandbørsten fra mig og støvsuger minutiøst gulvet med mit skarpeste blik: intet unormalt. Der er tilsyneladende heller ikke noget, der ikke skal være der i hjørnerne, men for en sikkerheds skyld må jeg hellere se efter omme bag håndklædereolen, der står tæt ved det ene hjørne. I samme øjeblik jeg rører reolen, farer skyggen diagonalt hen over gulvet igen og bliver standset af det modsatte hjørne, der forhindrer den i at komme videre. Nu sidder der en skovmus og kigger forskræmt og dirrende op på mig.

Hvordan den er kommet ind i badeværelset er ikke noget stort mysterium, når man har to katte, der benytter badeværelsesvinduet som hovedindgang. De spiser ikke mus, for de lever af dyrlægeautoriseret kattemad, men deres forfædre spiste mus. Vores nøjes med at fange musene for sportens skyld og for at lege med dem, og nogle af dem er snedige nok til at slippe væk og gemme sig dér, hvor kattene ikke kan nå dem.

Når den slags sker, plejer vi at fange musene i et håndklæde og slippe dem løs derude, hvor de kommer fra, så jeg rækker rutinemæssigt ud efter et håndklæde. Men musen er også snedigere end mig. På et splitsekund er den igen ovre under håndklædereolen. Tror jeg - for den er ikke under og ikke bagved reolen.

Efter ti minutters intens søgen - for den må være her et sted, både døren og vinduet er lukket - opdager jeg, at den sidder og kryber sammen bag radiatoren på det beslag, der holder radiatoren fast til væggen. Nu kan jeg bare ikke nå den. Meget klog mus.

Jeg fremskaffer et kosteskaft og får pirket til den, og igen er den væk som dug for solen. Efter udelukkelsesmetoden når jeg frem til, at den er et eller andet sted i håndklædestabelen, og der er kun ét at gøre: tage hvert enkelt håndklæde, folde det ud og se efter. Manøvren tager yderligere ti minutter, og den giver ikke noget resultat.

Så hører jeg en lyd midt i min stille eftertænksomhed. En lille lyd, som en svag skraben. Den kommer fra toilettet, og da jeg går hen og slår låget op, ser jeg musen ligge og gispe i vandkanten. Men jeg er for sent på den. Da jeg får den fisket op med en planteske, er den død.

Morale, hvis der er nogen: man kan også hjælpe for meget.