Snart udlært

Sommerfuglejagt

Hvem var jeg?

I min seneste jordiske inkarnation, var jeg (måske ikke så overraskende) kvinde. Jeg blev født omkring år 1400 dér, hvor Nordcanada ligger nu. Af profession var jeg sømand, handlende eller måske mægler.

Jeg var boheme af natur, en mystisk, højt begavet person med indsigt i de gamle bøger. Måske tjente jeg mørkets magter med mine magiske evner.

I min nuværende inkarnation har mit tidligere liv lært mig, at frygtsomme og ensomme mennesker findes overalt, at det er min opgave at overvinde disse tendenser i mig selv og derefter hjælpe andre mennesker.

Hm. Ovenstående har jeg lige fundet ud af på en hjemmeside uden at foretage mig andet end at oplyse om min fødselsdag.

Jeg indrømmer blankt, at jeg var dybt optaget af tv-serien På rejse med sjælen, hvor regressionsterapeuten Rud Grant først førte en række personer tilbage til en tidligere inkarnation, og bagefter forsøgte et tv-hold at spore, om oplysningerne kunne passe ved at rejse til de steder, hver enkelt havde oplevet (genoplevet?) i trancen. Jeg ved ikke, om jeg tror på reinkarnation, men nogle af historierne var rystende overbevisende.

Derimod ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke tror på regression via et computerprogram, hvor man skal udfylde tre rubrikker (hvor mange kvindelige sømænd var der mon i 1400-tallet?). 'Kan du huske det nu?' bliver jeg spurgt efter resumeet af mit daværende liv og færden. Nej, overhovedet ikke, men det var underholdende, så længe det varede.

Prøv selv.

Hjemmesidens indehaver lægger ikke skjul på, at det hele er for sjovs skyld, og reinkarnationsspøgen er da også kun en biting. Selve hjemmesiden The Big View giver et præcist overblik over filosofi i vid forstand, inklusive videnskab, religion og mytologi, og man kan downloade hele molevitten i pdf-format, så man kan printe ud og fordybe sig.

Fra indekat til udekat

- og man har haft sin første flåt ...

At blive gammel

Monsieur og jeg taler jævnligt om alder – sikkert fordi vi har alderen til det. Vi er midt i halvtredserne, og vi kan ikke rigtig finde ud af, om vi er gamle, men det er vi vel sådan set. Ifølge ordbogen betyder gammel 'som har levet eller eksisteret i lang tid'.

Ét er sikkert: i denne del af verden er det ikke en kvalitet at være gammel, medmindre der er tale om antikviteter. Selv læger, psykologer, plejepersonale og andre, der beskæftiger sig professionelt med mennesker, hører man bruge ordet 'gammel' negativt. Medierne gør det pr. automatik. Den, der har rundet de halvtreds, har med garanti også mærket en ændring i omgivelsernes opfattelse af én – og måske endda fået et andet syn på sig selv. 'Hold kæft, hvor lyder det gammelt', sagde et medlem af familien for nylig, da han fyldte tres.

Et opslag i synonymordbogen under 'gammel' giver følgende valgmuligheder:

affældig, aflægs, alderstegen, aldrende, bedaget, gammel af dage, gammelagtig, gammeldags, gråhåret, højtbedaget, mæt af dage, oldgammel, oldingeagtig, overlevet, senil, senior, udlevet, urgammel, ældet, ældgammel, ældre, oppe i årene, til års, stå med det ene ben i graven, gå på gravens rand, have mange år på bagen

Ikke just noget skønmaleri, især ikke første halvdel af svadaen. Det er ikke så mærkeligt, at unge afskyr gamle og for det meste holder sig langt væk fra dem. Hvem har lyst til at være affældig, aflægs, bedaget, mæt af dage, oldingeagtig, udlevet eller stå med det ene ben i graven? Eller blive mindet om, at man er på vej til det.

Sproget er et magtfuldt redskab. Man kan registrere, hvordan det at blive gammel generelt opfattes, på den måde vi fortæller hinanden, at 'du ser slet ikke ud til at være så gammel', eller 'jeg føler mig ikke nær så gammel, som jeg er'. Ind imellem falder jeg selv i.

Når folk siger sådan, siger de i virkeligheden, at de ikke føler sig så rædselsfulde, som de troede, man ville gøre, når man havde den alder. Men man kan jo ikke vide, hvordan det er at have en bestemt alder, før man har opnået den. Så uanset hvordan man føler det er, når man har en bestemt alder, er det sådan det føles at være præcis så gammel. Man kan have det bedre end nogen sinde før, når man er gammel, og man kan have det ualmindelig rædsomt. Men det kan man også, når man er ung.

Måske er jeg ikke er rigtig gammel endnu, men er jeg indstillet på, at det skal blive en interessant, ny erfaring. Alt er interessant, hvis man interesserer sig for det. Men det kræver også, at man lader være med at lytte til de undertoner og fordomme, der knytter sig til ordet 'gammel'. Hvis vi gør det, ender det med at gå i opfyldelse og forvandle alderdommen til et helvede.

Tænk, hvor ville det være dejlig enkelt, hvis 'gammel' havde bevaret sin oprindelige betydning: 'som har levet længe' - uden at der fulgte en stribe dårligdomme og kedelige egenskaber med i købet. Men det er for sent at ændre på nu.

For resten er jeg sikker på, at det i tilgift ville reducere udgifterne i hele sundhedssektoren med svimlende summer.

Konsekvens

Som følge af Sofus' månedlange stuearrest med dertil hørende begrænsede fysiske udfoldelsesmuligheder kombineret med fri adgang til skålen med Hill's Science Plan med kylllingesmag (om end i light-udgaven) har han tillagt sig en lidt for synlig embonpoint, der svinger fra side til side, når han går.

Mens jeg er sikker på, at hængebugen nok skal forsvinde af sig selv, når Sofus nu kommer udenfor, står Monsieur fast på, at madordningen skal suspenderes om natten og skålen gemmes af vejen, hvis vi ikke vil have en kat med ølvom.

Som sagt, så gjort. I aftes fjernede Monsieur kynisk madskålen fra sin faste plads og fandt et gemmested til den højt oppe på og bag ved noget, som ingen kat kunne nå. 'Vi er nødt til at være konsekvente', bemærkede han med autoritet.

I morges, da vi stod op, var madskålen på mystisk vis kravlet ned og havde fundet tilbage til sin oprindelige plads, hvor Sofus er vant til, at den står.

Jeg kiggede først på skålen og derefter på Monsieur og gjorde, hvad jeg kunne for at ligne et spørgsmålstegn.

Hvorefter han trak på skuldrene, slog ud med armene og sagde: 'Jamen, katten var sulten!'

Slip kattene løs, det er vår!

Sofus har opholdt sig indendørs hele sit liv, dvs. cirka 10 måneder. Derfor var det med en vis ængstelighed, vi åbnede døren ud til det fri i dag på månedsdagen for hans indflytning i sit nye hjem.

I en måned har han stået og kigget langt efter Miss Mis gennem den nederste rude i havedøren, hver gang hun er blevet lukket ud, og han har pebet ynkeligt, når han så hende forsvinde ud af sit synsfelt. Hvordan ville han reagere, når han selv mærkede den friske luft stryge gennem pelsen og hørte fuglene kvidre ufiltreret ind i sine øregange - når han oplevede the real thing? Ville han benytte chancen til at stikke af og blive væk i dagevis, sådan som en af vores bekendte har været ude for med en ny kat for nylig? Ville han måske blive væk og aldrig komme tilbage igen?

Nej, han ville nøjes med at ignorere, at døren stod åben i to timer, før han tog mod til sig og forsigtigt sneg sig ud for med forventningsfuldt løftet hale at se, om der gemte sig noget bag ved den åbne dør. Derefter ville han liste hen om hjørnet og op på terrassen, snuppe en nedfalden kvist, ræse tilbage i sikkerhed med kvisten i munden og give sig til at lege uforstyrrelig med den på entrégulvet i l-a-n-g tid.

Det var i hvert fald, hvad der skete i formiddags, da han for første gang nogen sinde fik udgangstilladelse. Phew!

Mit private vildnis

Min have er stor, men sådan set ikke noget særligt. Det er ikke en nyttehave og slet ikke en prydhave, og den ender aldrig som billedreportage i Alt for Damerne. Men den er der - lige udenfor - og den er min. Her i refugiet ynder vi at kalde den en semi-naturgrund, det vil sige at der godt må herske urskovsagtige tilstande på udvalgte steder. Det sætter rådyrene, harerne, ræven, egernene og fuglene heldigvis pris på. På de lidt mere civiliserede pletter planter jeg, hvad der falder mig ind og luger, når det ikke er til at komme udenom, og det giver mig en meget håndgribelig kontakt med naturen. Samtidig er det min måde at meditere og reflektere på. Frisk luft giver ny energi, og man bevarer jordforbindelsen.

Uanset om man anskaffer sig en have for at dyrke grøntsager eller for bare at opholde sig i den og nyde synet af nyudsprungne påskeliljer, opdager man, at den tid man tilbringer med at arbejde i haven får langt større betydning end alle de autoriseret 'vigtige' ting, man ellers beskæftiger sig med til daglig. Hvad enten man har en hel park at muntre sig med eller bare en samling potter og krukker med planter, åbenbarer der sig en nærmest åndelig dimension. Det er en ubeskrivelig fornemmelse at se noget, man selv har plantet, spire og gro. Bevidstheden om et vellykket teamwork med selveste naturen er guld værd.

Og så har man altid en god grund til at komme ud i det fri.