Sofus har opholdt sig indendørs hele sit liv, dvs. cirka 10 måneder. Derfor var det med en vis ængstelighed, vi åbnede døren ud til det fri i dag på månedsdagen for hans indflytning i sit nye hjem.
I en måned har han stået og kigget langt efter Miss Mis gennem den nederste rude i havedøren, hver gang hun er blevet lukket ud, og han har pebet ynkeligt, når han så hende forsvinde ud af sit synsfelt. Hvordan ville han reagere, når han selv mærkede den friske luft stryge gennem pelsen og hørte fuglene kvidre ufiltreret ind i sine øregange - når han oplevede the real thing? Ville han benytte chancen til at stikke af og blive væk i dagevis, sådan som en af vores bekendte har været ude for med en ny kat for nylig? Ville han måske blive væk og aldrig komme tilbage igen?
Nej, han ville nøjes med at ignorere, at døren stod åben i to timer, før han tog mod til sig og forsigtigt sneg sig ud for med forventningsfuldt løftet hale at se, om der gemte sig noget bag ved den åbne dør. Derefter ville han liste hen om hjørnet og op på terrassen, snuppe en nedfalden kvist, ræse tilbage i sikkerhed med kvisten i munden og give sig til at lege uforstyrrelig med den på entrégulvet i l-a-n-g tid.
Det var i hvert fald, hvad der skete i formiddags, da han for første gang nogen sinde fik udgangstilladelse. Phew!
