Min have er stor, men sådan set ikke noget særligt. Det er ikke en nyttehave og slet ikke en prydhave, og den ender aldrig som billedreportage i Alt for Damerne. Men den er der - lige udenfor - og den er min. Her i refugiet ynder vi at kalde den en semi-naturgrund, det vil sige at der godt må herske urskovsagtige tilstande på udvalgte steder. Det sætter rådyrene, harerne, ræven, egernene og fuglene heldigvis pris på. På de lidt mere civiliserede pletter planter jeg, hvad der falder mig ind og luger, når det ikke er til at komme udenom, og det giver mig en meget håndgribelig kontakt med naturen. Samtidig er det min måde at meditere og reflektere på. Frisk luft giver ny energi, og man bevarer jordforbindelsen.
Uanset om man anskaffer sig en have for at dyrke grøntsager eller for bare at opholde sig i den og nyde synet af nyudsprungne påskeliljer, opdager man, at den tid man tilbringer med at arbejde i haven får langt større betydning end alle de autoriseret 'vigtige' ting, man ellers beskæftiger sig med til daglig. Hvad enten man har en hel park at muntre sig med eller bare en samling potter og krukker med planter, åbenbarer der sig en nærmest åndelig dimension. Det er en ubeskrivelig fornemmelse at se noget, man selv har plantet, spire og gro. Bevidstheden om et vellykket teamwork med selveste naturen er guld værd.
Og så har man altid en god grund til at komme ud i det fri.
