Visdom

Her hvor jeg bor, vrimler det med loppemarkeder sommeren igennem, og jeg abonnerer på alle dem, jeg kan overkomme. Det er ikke gamle bøger, jeg køber flest af - det lader jeg refugiets anden beboer om - men sidste gang faldt jeg over Det handler om resten af dit liv. En række kendte navne deler deres forestillinger om at blive gammel - eller 'ældre', hedder det vist nu. Antologien er udgivet af Tryg-Baltica, og jeg er ellers altid skeptisk, når forsikringsselskaber har en finger med i spillet. Men det har været en stor læseoplevelse.

Til morgen læste jeg Lone Kühlmanns indlæg, der er djævelsk godt skrevet. Her tager hun udgangspunkt i en avisartikel, hun har set, om endorfiner, og hvordan de påvirker os. Men er det endorfinerne, vores gener, samfundet eller pottetræningen, vi kan takke for, at vores livssyn er, som det er? spørger hun. Hun er ikke i tvivl om, at til syvende og sidst bestemmer vi selv, hvilken alderdom, vi får, og skynder sig at citere den svenske forfatter Hjalmar Söderberg :

Det er muligt, at den frie vilje ikke eksisterer, men vi er nødt til at bruge den alligevel.

Man kan betragte alderdommen som en del af livet eller som dødens forgård. Resultatet bliver derefter. Hvorfor skulle man betragte alderdommen som en foreberedelse til døden, som mange mennesker tilsyneladende gør? Og hvordan, i øvrigt? Døden kommer, når den kommer, og man får tid nok til at vænne sig til den bagefter.

Man behøver ikke være tanketom, ensom og ulykkelig, bare fordi man ikke længere er ung. Det kan man sagtens nå at blive, inden man er tredive. Tanketomhed fører til døden. Tanketomhed er døden, siger Kühlmann, og nævner Rigmor Thors erindringer Jeg har levet og elsket som et eksempel på det modsatte. Hun levede et aktivt liv på alle måder, og i en alder af halvfjerds meddelte hun sin mand, at nu måtte de skilles, for han var simpelt hen blevet for sur og tvær, og det kunne hun ikke bruge sit liv på. Det kan man kalde at have respekt for sit eget liv.

Når man bliver gammel - 'ældre' - gælder det om at gribe og nyde sin frihed af arbejdsmarkedet i stedet for at sætte sig ned og flæbe over, at man er vraget. Og nyde friheden ved, at man ikke længere selv skal tjene til føden.

Jeg synes, de to kroner var givet godt ud.

Mad med mere

Inspireret af Husejer har jeg fundet min mors og min mormors gamle håndskrevne kogebøger frem. De gik begge på Suhrs Husholdningsseminarium som unge, min mormor begyndte i 1911, min mor i 1946. Det er en mærkværdig oplevelse at blade i bøgerne, fordi vores madvaner har ændret sig fuldstændig, siden de to uddannede sig til husholdningslærerinder.

Kogebøgerne er lige så forskellige som de to kvinders personligheder, min mors er meget sirlig, min mormors mere håndfast (den øverste). Hun blev født i 1889 og havde allerede tidligt planer om at købe en husholdningsskole og drive den selv. Det lykkedes for hende i 1916, da Holte Husholdningsskoles ejer døde, og hun kunne overtage den. Opskriftbogen indeholder retter med ikke videre indbydende navne som norsk øllebrød, æggegrød, pærevælling, kødhjælper, bum (brunkål med fars) og kogt kage. Min mors kogebog rummer de særeste optegnelser, blandt andet et nøjagtigt regnskab over hvor mange hyldebær, hun plukkede fra 1982 til 1985 - godt og vel 17 kilo om året.

Og hvad har jeg så selv plukket i haven i år? Cirka en håndfuld kirsebær, som røg aldeles utilberedt ned - skammeligt at måtte indrømme. Jeg er heller ikke uddannet husholdningslærerinde, men jeg har da en håndskrevet kogebog fra dengang, jeg var seksten og gik et halvt år på Frederiksberg Husholdningsskole, hvor vi lærte at lave alting helt fra bunden - fra tarteletter til medister og sylte (jeg glemmer aldrig det grisehoved, jeg skulle grave kødet ud af!). Og jeg har taget et andet af min mors husholdningstekniske fif til mig: en bog med notater om, hvad vi får at spise, når vi er til middag hos andre, og hvad vi selv serverer for gæster. For det kan man aldrig huske, og på den måde undgår man uheldige gentagelser. Håbløst gammeldags og småborgerligt, men genialt i al sin Emma Gad-hed. Og jeg blæser på gentagelserne, når det passer mig.

Til minde om i går

Det er ikke ofte, jeg selv køber blomster, men jeg elsker at få dem, og nu har jeg også georginer i haven. Vi havde nemlig gæster i går aftes, hele syv gode venner, der holdt ferie på et pensionat i nærheden. På trods af regnen havde de fundet på spændende aktiviteter, der omfattede både den ældste på femogfirs og den yngste på fjorten måneder. Mine nære veninder har jeg skrevet om før, dem jeg har kendt fra vi var sytten. Vi har fulgtes ad gennem tykt og tyndt, og har nu alle tre et lille barnebarn – alle sammen piger. Nu sad vi (og den enes far) så her igen og nød Monsieurs gode mad og fortalte om, hvad der rører sig i vores cirkler. Vi er vidt forskellige og har mange divergerende meninger, men det er uden betydning, for det er en stor gave at få lov at følge nære venner gennem så mange år, i hvert fald for mig. Det gælder ikke alle, ved jeg godt. Eksempelvis er Sofus af en anden opfattelse: da han hørte den fremmede bil nærme sig på vores lille vej, forsvandt han som en raket ud af badeværelsesvinduet og kom først hjem igen ved midnatstid, da gæsterne var over alle bjerge. Nogle mennesker har det med venskaber ligesom Sofus. Ikke for tæt på.

Jeg kom engang ved et tilfælde til at interessere mig for Michel de Montaigne. Jeg skulle lave en radioudsendelse med hans danske oversætter, og mødet med hende fængede så meget, at jeg slugte næsten hele Montaignes forfatterskab. Hans fine essays handlede blandt andet om venskab, og et sted skriver han:

Å, en ven! Hvor sandt det gamle ord er, at en ven er nødvendigere end vand og ild.

Det er jeg måske ikke helt enig med ham i - men han fik i det mindste et comeback i mit baghoved i en stille stund i dag og satte tanker i gang.

Regnskinsvejr

Dagens omskiftelighed taget på kornet ... (undskyld!)

Midt i en mittetid

Jeg skriver med to fingre og halvandet øje. I går på min fridag tog jeg en tørn i haven, og det var som altid hyggeligt at have Sofus i hælene til at inspicere og til ind imellem at ligge mageligt henslængt på siden og se en rask og rørig kone gøre sig nyttig. Desværre fik jeg ret hurtigt også følgeskab af en flok nærgående mitter, der har deres kronede dage i den fugtige varme. Især har de en svaghed for tyndhudede, sårbare steder på menneskekroppen - nærmere bestemt min. Specielt mit venstre øjenlåg, som en af dem havde udset sig som landingsplads. Og mittestik klør som ind i ...

De er ikke større end et par millimeter, men hos mig fylder de mindst lige så meget som på tegningen lige i øjeblikket (høhø, øje-blikket, fik du den?)

I morges, da jeg makeuppede, lå Sofus som sædvanlig på skødet. Jeg ved ikke, om det er mig, der er nærtagende, men i dag forekom det mig, at han skævede temmelig mistroisk til mig.

Hende med det tunge øjenlåg, det er mig.

Ingen billeder.

Brev fra verden

Jeg har lige fået mail fra min fætter, der er på vej Jorden rundt i sin selvbyggede sejlbåd, og her sidder jeg og føler mig som en anden Miss Marple (min efter-aftensmadunderholdning her i sommer), der aldrig har været uden for sin landsby. Morten på det gode skib Frida er ved at realisere en drengedrøm, og jeg følger hans farefulde projekt med ærefrygt og tilbageholdt åndedræt. Det kræver mod og ikke så lidt behændighed at manøvrere rundt blandt hajer, orkaner, pirater, svindlere og bedragere på den anden side af kloden og slippe godt fra det. Lige nu boltrer han sig i Caribien og omegn.

Selv skulle jeg ikke nyde noget, men jeg kan sagtens leve mig ind i den eventyrlyst, som han generøst deler med familie og venner over internettet. Hans løbende rapporter om dykning, maratonkarnevaller og fattigdom, som man dårligt kan forestille sig, er fantastisk læsning, ligesom hans beretninger om eksotiske skønheder, der bestjæler ham, og som han vælger at trække på skulderen og smilebåndet af. Hans eneste, meget karakteristiske kommentar: 'De har mere brug for pengene, end jeg har'.

Tak for at vi må læse med Morten og Frida!

Gæt en by

Hvor mon jeg har været i dag?

Glæden ved at pendle

Selv om jeg holder meget af mit arbejde, tror jeg nok, at jeg ville foretrække stadig at have ferie lige i øjeblikket. Nu er det en uge siden den sluttede, men til gengæld glæder jeg mig over, at så mange andre har ferie – af helt egoistiske grunde. Det betyder nemlig, at der er god plads på indfaldsvejene om morgenen, at det går som smurt, og at jeg er fremme i en ruf, det vil sige på lige under en time.

Men ellers gør det såmænd ikke så meget - tro mig, 65 kilometer er ikke for noget at regne, når man er vant til det, og i stedet for at forbande transporttiden, kan man beslutte sig for at nyde den. For der er så meget, man kan foretage sig, mens man kører. Man kan iagttage den skiftende natur, lyset, Arresø, der stadig ser ud som på Lundbyes maleri herover, bortset fra at den alligevel er forskellig hver dag (og bortset fra konen med trillebøren). Man kan lade tankerne vandre, eller man kan udvide sin lærdom eller litterære referenceramme. Tilfældigvis skal Monsieur samme sted hen hver morgen, og vi har for et par år siden indstiftet vores egen rullende læsekreds med kun to medlemmer, hvor vi skiftes til at læse op af en bog, som vi begge har lyst til at stifte bekendtskab med.

Ideen er gratis.

Ikke så ringe endda

Visse steder på min arbejdsplads har man afskaffet faste telefoner, og min afdeling er en af dem. Jeg har altså en mobiltelefon, fordi jeg er nødt til det, og lige siden jeg fik den, har jeg ikke anet, hvor jeg skulle gøre af den. Jeg ved, at kvinder lægger mobiltelefonen ned i deres tasker mellem alt det andet vraggods, og når den ringer, opstår der febrilsk aktivitet med at få åbnet og fundet himstregimsen med den fløjtende, syngende, trallende, nuttede eller vanvittigt irriterende morsomme ringetone, før den heldigvis forstummer igen. Den sammensværgelse vil jeg ikke være medlem af og slet ikke med den størrelse taske, jeg sædvanligvis fører mig frem med: nummeret mindre end Cirkus Schumann.

I søndags var jeg på loppemarked og fandt løsningen for en tier: en farvestrålende kattehovedbørnetaske i tvivlsom skindkvalitet. Og den skal ikke indeholde andet end telefonen (der lyder som en helt almindelig telefon, når den ringer).

Når nok er nok

Der er en grænse for, hvor meget man kan hjælpe andre. Mennesker, der spænder ben for sig selv og både sårer sig selv og andre. Du kender sikkert nogen - eller har kendt.

Du har givet dem gode råd. Du har lyttet til deres beklagelser. Du har været der for dem så mange gange, at din tålmodighed er ved at være opbrugt, og du har været lige ved at afbryde forbindelsen. Du har gjort dit bedste, men der er ikke sket noget, du er træt, og det går dig på.

Når du når så langt, er tiden inde til at sige stop. Det nytter ikke, hvis de ikke selv ønsker forandringen. Du er ikke til nogen hjælp, hvis du selv brænder ud. På et tidspunkt er du nødt til at trække dig ud - som ven, søster, forælder - og være tilfreds med det, du har gjort. Måske er det tiden, der skal gøre arbejdet.

Har jeg lige fortalt mig selv.

Nyt fra det muntre køkken

Min tallerkensmækker

Flashbacks

Liselotte skrev smukt om at være mor. Det fik mine tanker på vandring, og jeg satte mig til at kigge på mine forældres gamle dias, som for et par år siden blev scannet ind på en cd af en god ven. Når man kigger på dem, vælter historierne frem. Jeg fandt et par sjove billeder fra cirka 1952, hvor jeg er to år og leger i min mormors have. Billedkvaliteten har ændret sig en del siden da, men Photoshop gør underværker.

Jeg kan ikke selv huske situationerne, kun de historier jeg har fået fortalt – men det giver altid perspektiv at trække tråde tilbage i tiden. Jeg kan huske, da jeg var barn og ung og jævnligt syntes, at mine forældre var fuldstændig håbløse. Jeg ved nu, at de gjorde det så godt de kunne. Dengang kunne jeg ikke se det.

Gensynsglæde

Det gælder ikke om at eje en terrasse i Provence med udsigt til store vidder – det gælder om at kende nogen på Sjællands Odde, der har en terrasse (frit efter Regitze).

Somme tider går der år mellem man ser gode venner uden påviselig årsag, og somme tider fader det helt ud. For meget arbejde, lange afstande, hændelser i familien. Og så kan man somme tider opleve, at man mødes igen et par børnebørn senere, og samtalen bare fortsætter, som om man lige var blevet afbrudt for et øjeblik siden.

I dag har vi spist en vidunderlig frokost hos gamle venner, der tog tråden op, og vi har grinet højt og længe ad de samme ting under den blåeste himmel. Det vil vi fortsætte med for eftertiden. Næste møde er berammet og bekræftet.

Det synlige minde om dagens udflugt: den ordferme værtindes seneste oversættelse hjembragt til konsumering på egen terrasse (forhåbentlig er jeg hurtigere end sneglen):

Morale: skift mailadresse engang imellem og send besked ud om det til alle i adressekartoteket!

Snegleparadoks

Jeg er en af de ukendte soldater i den specialstyrke, der morgen, middag, aften og hver gang det har regnet sniger sig rundt i haven helt nede i knæ iført gummihandsker og bevæbnet med en monstersaks for at få has på de brune, slimede vandaler fra Den iberiske Halvø, der har invaderet vores enemærker, og med væmmelse ekspedere dem til de evige sneglekirkegårde.

Når jeg ikke gør dét, lister jeg rundt i nabolaget og overmander deres artsfæller, som jeg bortfører med magt og tvinger til at gå rundt og se dekorative ud dér, hvor jeg ikke vil have de andre til at være. Til gengæld får de lov til at flanere på kanten af solsortenes swimmingpool ...

Er hobbithuse en trend?

Fra dagens travetur ... og apropos forleden dag

Moi

Ella har bedt mig afsløre 8 ting om mig selv, som ingen kunne ane. Så på med vanten:

1. Jeg er født i fiskenes tegn, og jeg synes, fisk smager afskyeligt.



2. Min mormor var husholdningslærerinde og havde sin egen husholdningsskole. Min mor og min moster blev husholdningslærerinder, og jeg har selv gået på husholdningsskole i tidernes morgen. Det forhindrer mig ikke i at være meget lidt interesseret i madlavning.



3. I USA købte jeg engang en gammel convertible på en bilkirkegård og kørte rundt i den i tre uger. Bagefter solgte jeg den med fortjeneste.



4. Jeg var engang på Nordkap.



5. Jeg læser mange bøger – på én gang.



6. Jeg har været ansat samme sted i 39 år. Jobbet fik jeg, fordi jeg kom fra et hjem med klaver.



7. Jeg blev gift for 21 år siden med en mand, der havde den samme bil og det samme kamera som mig. Det holdt.



8. Jeg har et barnebarn på 2 år, der hedder Isabella.



9. Jeg synes, man skal være venlig mod alt levende, og jeg gør mit bedste for at efterleve det hver dag.

Hov, det var ni, men det står enhver frit for at stryge den ene!

Tak for udfordringen, Ella. Jeg så, at Irene opfordrede de første otte læsere, der så indlægget, til at være med på spøgen. Det er snart et stykke tid siden, så jeg inviterer hermed de otte sidste ...

Spætte med hætte

Spætten er min ven, og jeg har mit hyr med at få Miss Mis og Sofus med deres nærgående ornitologiske interesse og pragmatiske sindelag til at forstå, at spætter - i særdeleshed spætteunger med hætte - kun er til pynt.

Foreløbig har alle rødhætterne klaret frisag. Hvis hætten kravler om i nakken og bliver til en rød plet, er det en han. Forsvinder den helt, er det en hun. Miss Mis couldn’t care less.

Søndagssnapshot

Ornitologisk bofællesskab i Torup

Tøjeri

I Dyssekilde, hvor de bygger sære og fantastiske huse, foretager Monsieur omfattende økologiske indkøb hver lørdag. Når der er loppemarked, tager fruen med. Og når hun ikke kan finde ordentligt brugt tøj på loppemarkedet, ender hun hos Pachamama. Hendes troldebo er fyldt med de utroligste, lækre creationer til absolut ikke-loppemarkedspriser, og fra i dag er der en knaldende rustfarvet bohemejakke mindre at vælge imellem.

Jeg - en hjemmefødning

Som altid holder vi ferie i egen have. Jeg kunne ikke drømme om at sætte min fod uden for landets grænser om sommeren, om det så er regn- eller gråvejr hele tiden, og heldigvis er vi enige om det - 'Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte …' Der er jo lunt og smukt og grønt udenfor hele tiden (grønnest når det regner!), og vi nyder at lade dagene glide forbi i langsomt tempo uden at foretage os ret meget andet end at kigge op engang imellem for at bekræfte os selv i, at det er her, det sner, eller hvad det nu gør. Alligevel blev vi ramt af pludselig udlængsel i går og besluttede os for at foretage en rejse på mindst fem kilometer for at indtage vores frokost under lidt sydligere himmelstrøg.

Havn er der ikke meget tilbage af i Kikhavn, selv om det er det ældste fiskerleje på Halsnæs. Men det er et hyggeligt sted at gå tur, og der er rigeligt at se på for den, der har hang til bondehusidyl og nostalgiske afstikkere. Så hvis du alligevel skal til Hundested og gø, så tag også til Kikhavn og kik - det ligger lige ved siden af.

Cafeen er ypperlig.

Havekundskab efterlyses

Da vi flyttede ind, stod der en tuja uden for vinduet, der mindede mig for påtrængende om kirkegård, så den nedlagde vi med en økse. Og inden under stod der en mikroskopisk hortensia, som i mellemtiden har vokset sig stor og en anelse utilpasset, fordi jeg forsømmer at tage mig af dens opdragelse.

Den lilla er i virkeligheden mere rød, end billedet vil lade den være, og hvert år undrer det mig, at den samme plante har tre forskellige farver. Jeg troede, forskellige farver på hortensia havde at gøre med forskellige jordbundsbetingelser, og man skulle tro, der var grænser for variationsmulighederne inden for en halv kvadratmeter. Hvem kan gøre mig klogere?

Som tiden går

I går var jeg på natværtshus ved højlys dag - sådan havde min meget gode veninde valgt at fejre sin tres års fødselsdag. Om ikke så frygtelig mange år bliver det min tur, og det fik mig til (igen) at tænke over alder og på, hvordan det var at blive halvtreds.

En halvtreds års fødselsdag bliver som regel betegnet som ’et skarpt hjørne’, selv om det er et lige så vilkårligt mål for tidens gang som en hvilket som helst anden fødselsdag. Der bliver også gjort grin med det. Jeg blev ikke begavet med en stok og et hørerør, men det kender jeg andre, der er blevet. Sublim humor eller ...?

I praksis betyder dét at være over halvtreds, at unge mennesker undertiden siger De til én. Det kan også betyde, at der bliver byttet rundt på de roller, man er vant til. Engang var ens far og mor der altid til at hjælpe, og nu er man den, der hjælper dem. Hvis man stadig har dem.

De fleste vil mene, at man er voksen, når man er halvtreds. Det skulle man også helst være, men sådan er det ikke altid. Mennesker modnes ikke så forudsigeligt som frugt og grønt. At blive voksen er et projekt, man kan kaste sig ud i eller lade være, og det har ikke noget med alder at gøre. En 25-årig kan være livsklog, og en 85-årig kan være narcissistisk og umoden.

For mig har det noget at gøre med at forstå, at der er mange ting, der er vigtigere end én selv, og have evnen til at erkende, når man tager fejl. Rejsen begynder med at finde ud af, hvad ens værdier er – og handle efter dem, mens man bevarer sin sunde, humoristiske sans (uden stok og hørerør, tak). Det drejer sig kort sagt om at bestemme sig for en retning og så ellers begynde at trave. Alternativet er bare et liv med en begyndelse, en midte og en slutning. Punktum.

Det var en dejlig fødselsdag i går, som overbeviste mig om, at min veninde på tres har fat i noget af det rigtige.

Tiden går, uanset hvad. Det slog mig lige, at det er godt og vel 30 år siden, jeg sidst var på Laurits Betjent …