
Her hvor jeg bor, vrimler det med loppemarkeder sommeren igennem, og jeg abonnerer på alle dem, jeg kan overkomme. Det er ikke gamle bøger, jeg køber flest af - det lader jeg refugiets anden beboer om - men sidste gang faldt jeg over Det handler om resten af dit liv. En række kendte navne deler deres forestillinger om at blive gammel - eller 'ældre', hedder det vist nu. Antologien er udgivet af Tryg-Baltica, og jeg er ellers altid skeptisk, når forsikringsselskaber har en finger med i spillet. Men det har været en stor læseoplevelse.
Til morgen læste jeg Lone Kühlmanns indlæg, der er djævelsk godt skrevet. Her tager hun udgangspunkt i en avisartikel, hun har set, om endorfiner, og hvordan de påvirker os. Men er det endorfinerne, vores gener, samfundet eller pottetræningen, vi kan takke for, at vores livssyn er, som det er? spørger hun. Hun er ikke i tvivl om, at til syvende og sidst bestemmer vi selv, hvilken alderdom, vi får, og skynder sig at citere den svenske forfatter Hjalmar Söderberg :
Det er muligt, at den frie vilje ikke eksisterer, men vi er nødt til at bruge den alligevel.Man kan betragte alderdommen som en del af livet eller som dødens forgård. Resultatet bliver derefter. Hvorfor skulle man betragte alderdommen som en foreberedelse til døden, som mange mennesker tilsyneladende gør? Og hvordan, i øvrigt? Døden kommer, når den kommer, og man får tid nok til at vænne sig til den bagefter.
Man behøver ikke være tanketom, ensom og ulykkelig, bare fordi man ikke længere er ung. Det kan man sagtens nå at blive, inden man er tredive. Tanketomhed fører til døden. Tanketomhed er døden, siger Kühlmann, og nævner Rigmor Thors erindringer Jeg har levet og elsket som et eksempel på det modsatte. Hun levede et aktivt liv på alle måder, og i en alder af halvfjerds meddelte hun sin mand, at nu måtte de skilles, for han var simpelt hen blevet for sur og tvær, og det kunne hun ikke bruge sit liv på. Det kan man kalde at have respekt for sit eget liv.
Når man bliver gammel - 'ældre' - gælder det om at gribe og nyde sin frihed af arbejdsmarkedet i stedet for at sætte sig ned og flæbe over, at man er vraget. Og nyde friheden ved, at man ikke længere selv skal tjene til føden.
Jeg synes, de to kroner var givet godt ud.

Kogebøgerne er lige så forskellige som de to kvinders personligheder, min mors er meget sirlig, min mormors mere håndfast (den øverste). Hun blev født i 1889 og havde allerede tidligt planer om at købe en husholdningsskole og drive den selv. Det lykkedes for hende i 1916, da Holte Husholdningsskoles ejer døde, og hun kunne overtage den. Opskriftbogen indeholder retter med ikke videre indbydende navne som norsk øllebrød, æggegrød, pærevælling, kødhjælper, bum (brunkål med fars) og kogt kage. Min mors kogebog rummer de særeste optegnelser, blandt andet et nøjagtigt regnskab over hvor mange hyldebær, hun plukkede fra 1982 til 1985 - godt og vel 17 kilo om året. 



Jeg har lige fået mail fra min fætter, der er på vej Jorden rundt i sin selvbyggede sejlbåd, og her sidder jeg og føler mig som en anden Miss Marple (min efter-aftensmadunderholdning her i sommer), der aldrig har været uden for sin landsby. Morten på 






Liselotte skrev smukt 












