Det er ikke ofte, jeg selv køber blomster, men jeg elsker at få dem, og nu har jeg også georginer i haven. Vi havde nemlig gæster i går aftes, hele syv gode venner, der holdt ferie på et pensionat i nærheden. På trods af regnen havde de fundet på spændende aktiviteter, der omfattede både den ældste på femogfirs og den yngste på fjorten måneder. Mine nære veninder har jeg skrevet om før, dem jeg har kendt fra vi var sytten. Vi har fulgtes ad gennem tykt og tyndt, og har nu alle tre et lille barnebarn – alle sammen piger. Nu sad vi (og den enes far) så her igen og nød Monsieurs gode mad og fortalte om, hvad der rører sig i vores cirkler. Vi er vidt forskellige og har mange divergerende meninger, men det er uden betydning, for det er en stor gave at få lov at følge nære venner gennem så mange år, i hvert fald for mig. Det gælder ikke alle, ved jeg godt. Eksempelvis er Sofus af en anden opfattelse: da han hørte den fremmede bil nærme sig på vores lille vej, forsvandt han som en raket ud af badeværelsesvinduet og kom først hjem igen ved midnatstid, da gæsterne var over alle bjerge. Nogle mennesker har det med venskaber ligesom Sofus. Ikke for tæt på.
Jeg kom engang ved et tilfælde til at interessere mig for Michel de Montaigne. Jeg skulle lave en radioudsendelse med hans danske oversætter, og mødet med hende fængede så meget, at jeg slugte næsten hele Montaignes forfatterskab. Hans fine essays handlede blandt andet om venskab, og et sted skriver han:
Å, en ven! Hvor sandt det gamle ord er, at en ven er nødvendigere end vand og ild.Det er jeg måske ikke helt enig med ham i - men han fik i det mindste et comeback i mit baghoved i en stille stund i dag og satte tanker i gang.
