fredag, juli 20, 2007
Glæden ved at pendle
Selv om jeg holder meget af mit arbejde, tror jeg nok, at jeg ville foretrække stadig at have ferie lige i øjeblikket. Nu er det en uge siden den sluttede, men til gengæld glæder jeg mig over, at så mange andre har ferie – af helt egoistiske grunde. Det betyder nemlig, at der er god plads på indfaldsvejene om morgenen, at det går som smurt, og at jeg er fremme i en ruf, det vil sige på lige under en time.
Men ellers gør det såmænd ikke så meget - tro mig, 65 kilometer er ikke for noget at regne, når man er vant til det, og i stedet for at forbande transporttiden, kan man beslutte sig for at nyde den. For der er så meget, man kan foretage sig, mens man kører. Man kan iagttage den skiftende natur, lyset, Arresø, der stadig ser ud som på Lundbyes maleri herover, bortset fra at den alligevel er forskellig hver dag (og bortset fra konen med trillebøren). Man kan lade tankerne vandre, eller man kan udvide sin lærdom eller litterære referenceramme. Tilfældigvis skal Monsieur samme sted hen hver morgen, og vi har for et par år siden indstiftet vores egen rullende læsekreds med kun to medlemmer, hvor vi skiftes til at læse op af en bog, som vi begge har lyst til at stifte bekendtskab med.
Ideen er gratis.
Abonner på: