I dag er det præcis 10 år siden, min mor døde. Hun døde nogle få dage før, hun ville være blevet 74 år - af brystkræft, der havde spredt sig til lungerne. Når jeg tænker på hendes sidste tid, bliver jeg stadig helt fortumlet af det uværdige forløb, de sidste 6 måneder var, den tid hvor sygdommen pludselig blussede op igen efter at have holdt sig væk i 5 år. Kræft gør mig bange og rasende, og jeg læser og læser for at blive klogere på, hvorfor denne sygdom opstår. Min mor var vegetar i de sidste 10 år af sit liv, og hendes eneste laster var flødechokolade og ost - hun røg aldrig og drak stort set ikke alkohol. Jeg overreagerer nok, for jeg har slugt alle bøger om kost og sygdomme, som i mine øjne kunne give en forklaring.
Tabet af min mor er et af de smerteligste tab, jeg har haft i mit liv. Jeg savner hendes blide sind, hendes uselviskhed og hjælpsomhed mod andre, at se hende læse - hun var en stor elsker af Agnes Henningsen og Brontë-søstrene. Hun holdt også meget af at høre radio, mest P1. Hun var den, der tog sig af alle de gamle i familien i deres sidste år - og derfor virker det dobbelt uretfærdigt, at hun selv var hjælpeløs i sine sidste måneder og havde frygtelige smerter.
Hun døde på Sankt Lukas hospice i Hellerup og ligger begravet på Lyngby parkkirkegård i den smukke fælles urnegrav, som jeg næsten ikke kan holde ud at se ...
søndag, januar 18, 2009
Det er 10 år siden
Abonner på: